0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Seks spørgsmål til regeringen

Vi står ved en korsvej: Vil regeringen gå den amerikanske vej i sundhedsvæsenet og ødelægge muligheden for klinisk forskning?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som det er fremgået af den seneste tids kommentarer fra repræsentanter for sygehusvæsenet, både fra administrativ og lægelig side, er regeringen i gang med at privatisere det danske sygehusvæsen.

Uden at der har været en offentlig debat i befolkningen vedrørende dette.

Det er tidligere fremført, at vi får opdelt befolkningen i et A-hold og et B-hold (se f.eks. Kronik af Arne Rolighed i Politiken dette forår), at der bliver affolkning af visse sygehusspecialer, så de står uden speciallæger, at undervisning og forskning nedprioriteres, og at det bliver stadig sværere at uddanne nye specialister, når de potentielle undervisere flygter over i private klinikker kl. 15.

Andre har også påpeget det visionsløse i at behandle relativt banale lidelser via en ventetidsgaranti, som nu nedsættes til en måned, og som på længere sigt trækker nogle ressourcer ud i de private klinikker. Ressourcer, som i stedet burde anvendes til behandling af alvorlige og kroniske sygdomme i det offentlige sundhedsvæsen.

Vi er efterhånden en lang række offentligt ansatte i sygehusvæsenet, der mener, at denne privatisering må frem i lyset. Den bør debatteres åbent, og vi bør alle gøre os helt klart, hvilke konsekvenser det vil få.

Indtil de senere år har alle i det danske sundhedsvæsen været stolte af de resultater, vi har opnået på en relativt sparsom økonomisk baggrund. Den menige dansker behøvede ikke at tænke på, hvorvidt hun kunne blive behandlet eller ej for en given sygdom – om hendes børn var dækket af sygesikring under studietiden osv. Det har været taget for givet, at når man blev syg, blev man behandlet så godt som muligt, og alle fik samme behandling. Det har været en af de grundpiller, som sammen med lige adgang for alle i uddannelsessystemet har givet sammenhængskraften i det danske samfund. Vi er i samme båd, når det går godt, og når det går skidt.

Vi har været meget kendte internationalt for vores registerbaserede forskning i sygdomme og årsager til sygdomme, takket være vort cpr-nummer, der følger den enkelte fra vugge til grav og vort sammenhængende sygehusvæsen med overblik over alle forløb i databaser. Med denne helt unikke information har vi kunnet generere enestående forskning, der beskriver sammenhænge imellem faktorer i omgivelserne, det være sig rygning, arbejdsmiljø, afstand til højspændingslinjer eller forbrug af hovedpinepiller, og opståen eller forløb af sygdomme.

Vi har verdens ældste cancerregister, som har dannet grundlag for mange hundrede publikationer med stor international gennemslagskraft.

En konsekvens af privatiseringen af sundhedssektoren er, at denne fornemme placering i international forskning svækkes betydeligt. Det harmonerer meget dårligt med regeringens udmeldinger om globalisering og satsningen på vidensbaseret produktion. Hvor skal denne viden komme fra, når man svækker forskningen i sygehussektoren, som er et af de felter, hvor Danmark har stået stærkest i mange år?

Lad os se lidt på forskning på patienter i det danske sygehusvæsen (den kliniske forskning). Her har en af vore stærke sider været, at vi har kunnet følge patienterne på tværs af specialer og sygehuse og gennemføre grundige kliniske protokoller ved for eksempel afprøvning af nye lægemidler eller diagnosemetoder. Vi har kunnet intervenere i patientforløb for dermed at afprøve nye tiltag, og vi har kunnet gennemføre behandlinger med et meget sparsomt frafald af patienter og med en meget stor villighed fra patienternes side til at deltage i projekterne. Og desuden har de danske forskere via registeroplysninger haft mulighed for at afsløre, om der var tale om en selektion af patienter, som kunne skævvride konklusionerne fra de videnskabelige resultater.

Men hvad sker der fremover, hvis en del af patienterne ikke bliver behandlet i det offentlige sygehusvæsen, men vælger privatklinikker? Hvad sker der, hvis en patient under et sygdomsforløb skifter til en anden klinik, hvor vedkommendes forsikringsselskab har indgået en aftale om undersøgelse, f.eks. skanning eller behandling?

Det bliver meget svært for den kliniske forskning at følge patienterne i veldefinerede behandlingsprotokoller. Vi kan ende i USA-lignende tilstande, hvor man har haft – og fortsat har – store problemer med gennemførelse af troværdige kliniske studier, og hvor man har misundt de danske forskere og læger deres gode muligheder.

Private klinikker har i dag mulighed for at skumme fløden, og der investeres som aldrig før. Der er en fyrstelig afregning. De private klinikker får 100 procent af behandlingstaksten og er samtidig ikke forpligtet til at tage sig af kritisk syge. De behøver heller ikke intensivafdelinger og skal ikke etablere laboratorier. Døgndækningen er beskeden, for der kommer ingen ind efter kl. 15, og kun et sparsomt opsyn er nødvendigt, da de vælger kun at operere de mest livskraftige patienter uden forventede komplikationer. Og sidst, men ikke mindst: De har ingen undervisnings- eller forskningsforpligtelse! De offentlige sygehusejere, regionerne, får 70 procent og videresender 50-55 procent af behandlingstaksten til sygehusene. De skal tage alle patienter, og de skal stå til rådighed døgnet rundt. Desværre er det fra disse 55 procent, at man også skal initiere den kliniske forskning. Det er her, der skal være tid og ressourcer til at udvikle nye procedurer og til at afprøve nye lægemidler etc.

Den private sundhedsbranche forventer ikke at skulle bidrage til undervisning med studentertimer og oplæring af nye speciallæger, der i sagens natur er langsommere og skal have assistance (to læger i stedet for én til samme operation – man kan næsten se det gyse i privatklinikkens finansrådgivere). Og de forventer ikke at skulle bruge tid på de forskningsprotokoller, der driver hele udviklingen fremad. Det er katastrofalt, da det bliver en bremse på udviklingen af nye behandlingsformer og dermed i høj grad en ulempe for den danske befolkning på længere sigt.

God klinisk prospektiv (fremadrettet) forskning er baseret på lukkede behandlingsprotokoller med givne intervaller imellem de forskellige procedurer. Dette kan ikke opretholdes, hvis patienterne skifter imellem forskellige behandlingsenheder baseret på, om der er aftaler imellem deres forsikringsselskab og diverse klinikker om givne lidelser.

Det er fundamentalt for klinisk forskning, at man har befolkningsbaserede patientgrupper, der repræsenterer hele eller veldefinerede dele af et sygdomsspektrum. Det bør ikke være forsikringsforhold, der afgør, hvem der indgår i et forskningsstudie. Dette vil fravælge de 600.000 danskere, der har forsikringsforhold enten privat eller via arbejdsgiver, og tilbage står en stor restgruppe, som ikke blot er dårligere økonomisk stillet, men også har de karakteri