Som det er fremgået af den seneste tids kommentarer fra repræsentanter for sygehusvæsenet, både fra administrativ og lægelig side, er regeringen i gang med at privatisere det danske sygehusvæsen.

Uden at der har været en offentlig debat i befolkningen vedrørende dette. Det er tidligere fremført, at vi får opdelt befolkningen i et A-hold og et B-hold (se f.eks. Kronik af Arne Rolighed i Politiken dette forår), at der bliver affolkning af visse sygehusspecialer, så de står uden speciallæger, at undervisning og forskning nedprioriteres, og at det bliver stadig sværere at uddanne nye specialister, når de potentielle undervisere flygter over i private klinikker kl. 15. Andre har også påpeget det visionsløse i at behandle relativt banale lidelser via en ventetidsgaranti, som nu nedsættes til en måned, og som på længere sigt trækker nogle ressourcer ud i de private klinikker. Ressourcer, som i stedet burde anvendes til behandling af alvorlige og kroniske sygdomme i det offentlige sundhedsvæsen. Vi er efterhånden en lang række offentligt ansatte i sygehusvæsenet, der mener, at denne privatisering må frem i lyset. Den bør debatteres åbent, og vi bør alle gøre os helt klart, hvilke konsekvenser det vil få. Indtil de senere år har alle i det danske sundhedsvæsen været stolte af de resultater, vi har opnået på en relativt sparsom økonomisk baggrund. Den menige dansker behøvede ikke at tænke på, hvorvidt hun kunne blive behandlet eller ej for en given sygdom – om hendes børn var dækket af sygesikring under studietiden osv. Det har været taget for givet, at når man blev syg, blev man behandlet så godt som muligt, og alle fik samme behandling. Det har været en af de grundpiller, som sammen med lige adgang for alle i uddannelsessystemet har givet sammenhængskraften i det danske samfund. Vi er i samme båd, når det går godt, og når det går skidt. Vi har været meget kendte internationalt for vores registerbaserede forskning i sygdomme og årsager til sygdomme, takket være vort cpr-nummer, der følger den enkelte fra vugge til grav og vort sammenhængende sygehusvæsen med overblik over alle forløb i databaser. Med denne helt unikke information har vi kunnet generere enestående forskning, der beskriver sammenhænge imellem faktorer i omgivelserne, det være sig rygning, arbejdsmiljø, afstand til højspændingslinjer eller forbrug af hovedpinepiller, og opståen eller forløb af sygdomme. Vi har verdens ældste cancerregister, som har dannet grundlag for mange hundrede publikationer med stor international gennemslagskraft. En konsekvens af privatiseringen af sundhedssektoren er, at denne fornemme placering i international forskning svækkes betydeligt. Det harmonerer meget dårligt med regeringens udmeldinger om globalisering og satsningen på vidensbaseret produktion. Hvor skal denne viden komme fra, når man svækker forskningen i sygehussektoren, som er et af de felter, hvor Danmark har stået stærkest i mange år? Lad os se lidt på forskning på patienter i det danske sygehusvæsen (den kliniske forskning). Her har en af vore stærke sider været, at vi har kunnet følge patienterne på tværs af specialer og sygehuse og gennemføre grundige kliniske protokoller ved for eksempel afprøvning af nye lægemidler eller diagnosemetoder. Vi har kunnet intervenere i patientforløb for dermed at afprøve nye tiltag, og vi har kunnet gennemføre behandlinger med et meget sparsomt frafald af patienter og med en meget stor villighed fra patienternes side til at deltage i projekterne. Og desuden har de danske forskere via registeroplysninger haft mulighed for at afsløre, om der var tale om en selektion af patienter, som kunne skævvride konklusionerne fra de videnskabelige resultater. Men hvad sker der fremover, hvis en del af patienterne ikke bliver behandlet i det offentlige sygehusvæsen, men vælger privatklinikker? Hvad sker der, hvis en patient under et sygdomsforløb skifter til en anden klinik, hvor vedkommendes forsikringsselskab har indgået en aftale om undersøgelse, f.eks. skanning eller behandling? Det bliver meget svært for den kliniske forskning at følge patienterne i veldefinerede behandlingsprotokoller. Vi kan ende i USA-lignende tilstande, hvor man har haft – og fortsat har – store problemer med gennemførelse af troværdige kliniske studier, og hvor man har misundt de danske forskere og læger deres gode muligheder. Private klinikker har i dag mulighed for at skumme fløden, og der investeres som aldrig før. Der er en fyrstelig afregning. De private klinikker får 100 procent af behandlingstaksten og er samtidig ikke forpligtet til at tage sig af kritisk syge. De behøver heller ikke intensivafdelinger og skal ikke etablere laboratorier. Døgndækningen er beskeden, for der kommer ingen ind efter kl. 15, og kun et sparsomt opsyn er nødvendigt, da de vælger kun at operere de mest livskraftige patienter uden forventede komplikationer. Og sidst, men ikke mindst: De har ingen undervisnings- eller forskningsforpligtelse! De offentlige sygehusejere, regionerne, får 70 procent og videresender 50-55 procent af behandlingstaksten til sygehusene. De skal tage alle patienter, og de skal stå til rådighed døgnet rundt. Desværre er det fra disse 55 procent, at man også skal initiere den kliniske forskning. Det er her, der skal være tid og ressourcer til at udvikle nye procedurer og til at afprøve nye lægemidler etc. Den private sundhedsbranche forventer ikke at skulle bidrage til undervisning med studentertimer og oplæring af nye speciallæger, der i sagens natur er langsommere og skal have assistance (to læger i stedet for én til samme operation – man kan næsten se det gyse i privatklinikkens finansrådgivere). Og de forventer ikke at skulle bruge tid på de forskningsprotokoller, der driver hele udviklingen fremad. Det er katastrofalt, da det bliver en bremse på udviklingen af nye behandlingsformer og dermed i høj grad en ulempe for den danske befolkning på længere sigt. God klinisk prospektiv (fremadrettet) forskning er baseret på lukkede behandlingsprotokoller med givne intervaller imellem de forskellige procedurer. Dette kan ikke opretholdes, hvis patienterne skifter imellem forskellige behandlingsenheder baseret på, om der er aftaler imellem deres forsikringsselskab og diverse klinikker om givne lidelser. Det er fundamentalt for klinisk forskning, at man har befolkningsbaserede patientgrupper, der repræsenterer hele eller veldefinerede dele af et sygdomsspektrum. Det bør ikke være forsikringsforhold, der afgør, hvem der indgår i et forskningsstudie. Dette vil fravælge de 600.000 danskere, der har forsikringsforhold enten privat eller via arbejdsgiver, og tilbage står en stor restgruppe, som ikke blot er dårligere økonomisk stillet, men også har de karakteristika, der følger med dette i form af dårligere social status, ringere kost, større alkohol- og tobaksforbrug samt en gruppe af nye danskere med en anden livsstil. Skal vi i fremtiden lave to videnskabelige projekter? Et, der viser forløbet blandt forsikrede, dvs. A-holdet (hvis dette overhovedet er muligt), og et, der viser forløbet af en sygdom og dens behandling hos B-holdet? Tænk blot på kræftbehandling, hvor vi ved, at det almene velbefindende og en god ernæringstilstand f.eks. betyder meget for kroppens evne til at bekæmpe sygdom. Når A-holdet i fremtiden viser sig at have en bedre overlevelse end B-holdet ved f.eks. brystkræft, skal det så tages til indtægt for, at det er bedre at blive behandlet i privat regi? Eller hvad? Opdelingen af sundhedsvæsenet vil fjerne grundlaget for den befolkningsbaserede sundhedsforskning, vi hidtil har været så berømte for. Det er skadeligt for sammenhængskraften i samfundet. I forbindelse med den danske kræftplan er der taget initiativ til oprettelse af kliniske grupper for hver kræftsygdom på tværs af landet med repræsentanter for de offentlige sygehusafdelinger, og der er taget initiativ til at oprette biobanker, således at vi kan indsamle væv fra kræftpatienter. Ideen med biobanker er rigtig god, og biobanker er da også startet op i mange lande i Europa, så det er på tide, at vi kommer med. Et hovedformål er, at man kan sammenholde molekylære fund i vævsprøver med det senere forløb af en kræftsygdom, og at man kan bestemme, hvilken terapi der er den rette for en given person, hvis denne skulle få et tilbagefald. For nogle sygdommes vedkommende, som f.eks. blærekræftsygdommen, følger man patienterne igennem mange år og indsamler de polypper og tumorer, der jævnlig dukker op. For andre sygdomme som f.eks. tarmkræft følger man stoffer i blodet for at finde ud af, om man kan diagnosticere tilbagefald tidligere. Men hvad gør vi nu, hvis en betydelig del af patienterne forsvinder over i et privat regi under sygdommens forløb? Vi kommer til at mangle vævsprøver og blodprøver samt en række detaljerede kliniske oplysninger, som ikke bliver indsamlet i et privat regi. Dette er kort sagt katastrofalt for dansk klinisk orienteret kræftforskning, specielt i disse år, hvor man efterlyser mere ’translationel’ kræftforskning – dvs. forskning, hvor man overfører resultater af molekylære studier af markører til den kliniske virkelighed. Privatiseringen fører her til, at vi svækker dansk frontforskning. Tilsammen har vi altså en situation, hvor tiden og midlerne til at udføre klinisk forskning er knap, og hvor den tiltagende bureaukratisering af lægearbejdet i det offentlige regi kombineret med et gyldent afregningssystem i det private regi får mange læger til at søge ud i private klinikker. Der kan man arbejde som gode håndværkere med sit fag uden for mange udvalgsmøder, edb-opgaver, samarbejdsudvalgsmøder, kvalitetssikringsmodeller, kompetencebeskrivelser etc. – og tilmed til en løn, der er mindst firedoblet (og som betales af dig, der læser denne Kronik). Det har den meget negative effekt, at det ødelægger den gode kliniske forskning, som har været en af Danmarks absolutte styrkepositioner. Dette er intet mindre end en dødsspiral, iværksat af en regering, der ikke ønsker demokratisk diskussion af privatiseringen af sundhedsvæsenet. Vi står nu ved en korsvej, hvor vi enten går den amerikanske vej med ødelagte muligheder for klinisk forskning eller den nordiske vej med solid offentlig forskning og udvikling. Vi vil bede regeringen svare på disse spørgsmål i denne avis: Hvilke konsekvensberegninger har man gjort for at danne sig et billede af privatiseringens skadelige effekt for dansk klinisk forskning? Hvordan kan man på den ene side iværksætte et biobankprogram og en kræftplan, når man på den anden side ved, at de mange penge til databaser og biobanker ødelægges af patienternes vandring til private klinikker? Når regeringen slår på, at man skal have den bedst mulige behandling enten i Danmark eller i udlandet – falder dette så i tråd med, at man ødelægger mulighederne for at udvikle gode behandlinger i Danmark ved at privatisere de kliniske sygdomsforløb? Overvejer regeringen forenkling af de under regeringens embedsperiode mangedoblede bureaukratiske procedurer på de offentlige sygehuse f.eks. ved betaling af fakturaer, ansættelse af medarbejdere, rapportering til kvalitetsprogrammer og lignende? Har regeringen i sine grundige studier af den igangværende privatisering af sygehusvæsenet overvejet, hvorledes man kan tvinge private klinikker til at deltage i forskning og udvikling? Har regeringen overvejet, hvorvidt det er rimeligt at afregne private kliniker med takster, der er nær det dobbelte af de takster, det offentlige får – for at behandle de letteste og mest ukomplicerede tilfælde, uden at det private er pålagt undervisnings- og forskningsforpligtelser? Da vi går ud fra, at regeringen er grundigt forberedt på udviklingen i det danske sygehusvæsen, forventer vi et svar inden for en uge.