De voldelige reaktioner i den muslimske verden efter offentliggørelsen af de blasfemiske tegninger i Danmark fik 19. februar en gruppe unge muslimer, deriblandt mig selv, til at flyve til Danmark på en fem dage lang tur for at indlede en fredelig dialog og fremme gensidig forståelse gennem Y alla Shabab, som er et fast program på den arabiske tv-station MBC. Turen blev gjort mulig af det danske udenrigsministerium, som har været under stort pres for at genetablere Danmarks positive image i den muslimske verden. I København interviewede vi integrationsministeren og den tidligere indenrigsminister. Derudover mødtes vi med advokater, forretningsfolk, journalister, danske muslimske ledere, muslimske kunstnere og folk på gaden, som fortalte os, hvordan danskerne ser på sagen. Vi deltog i diskussioner, debatter, foredrag og et pressemøde. Vi gav også interview til dansk tv og forskellige europæiske radiostationer, blandt andet BBC, for at forklare, hvorfor tegningerne udløste de voldelige reaktioner i Mellemøsten. Vores tur viste, at hele sagen startede og udviklede sig, som den gjorde, på grund af kommunikationskløften mellem muslimer og Vesten, og en række fejlskøn fra dansk side, hvor man undervurderede de potentielle konsekvenser af offentliggørelsen af tegningerne. Krisen kunne for eksempel være undgået, hvis statsministeren havde indvilget i at møde de 11 muslimske ambassadører, som allerede foreslog en løsning i oktober sidste år kort tid efter tegningernes offentliggørelse. Undskyldningen fra Jyllands-Posten, som blev fremsat på avisens hjemmeside, kom meget sent og beklagede blot, at muslimer følte sig krænket, men ikke selve offentliggørelsen af tegningerne. Begge disse tidlige reaktioner bidrog til, at krisen voksede. Samtidig er der i den muslimske verden en generel overbevisning om, at den danske statsminister som repræsentant for folket har ansvaret for folkets handlinger, hvilket jo ikke er tilfældet i Danmark. Enhver indblanding i pressen fra statsministerens side er faktisk en lovovertrædelse og en ulovlig udvidelse af statsministerens beføjelser, fordi ytringsfriheden er fastlagt i grundlovens paragraf 77. Ud fra mine observationer kan jeg konkludere, at ytringsfriheden anses for at være hellig i Danmark, på samme måde som mange religioner er hellige rundt om i verden. Danmark har faktisk været en førende fortaler for ytringsfrihedsbevægelsen i Europa, som afskaffede de begrænsninger, som kirken havde pålagt ytringsfriheden. I Danmark blev ytringsfriheden indført i forbindelse med den demokratiske grundlov i 1849. Lige siden er ytringsfriheden blevet flittigt forsvaret, og den er kun blevet indskrænket under den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. Angsten for at miste ytringsfriheden er derfor stadig til stede i det danske samfund, hvilket forklarer den samlede front mod enhver form for indskrænkning, selv når ytringsfriheden omfatter satire. Hvis man går danskerne lidt på klingen, mener et overvældende flertal af danskerne, at tegningerne er uetiske, og at det var uansvarligt af avisen at offentliggøre dem, men samtidig anser de tegningerne for at være lovlige. For danskerne er det en garanteret frihed. Samtidig kan de drages til ansvar for deres handlinger, fordi blasfemi og krænkelse af religiøse symboler er ulovligt i henhold til dansk lovgivning. Ifølge paragraf 140 i straffeloven, der også kaldes blasfemiparagraffen, kan »den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel«. Derudover står der i paragraf 266b, at »den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel«. Kun en domstol kan afgøre, om noget, der er blevet offentliggjort, udgør en strafbar handling. Men den manglende handling eller undskyldning fra den danske statsminister fik mange i den muslimske verden til at tro, at angreb på islam er en officiel regeringspolitik. Selv om ytringsfrihed er en grundliggende rettighed i islam, er den nærmest ikkeeksisterende i den muslimske verden. Derfor er tanken om, at en avis kan trykke en artikel, der er i modstrid med regeringens politik, helt ubegribelig for mange muslimer, for slet ikke at nævne tanken om en hjælpeløs statsminister, som ikke kan censurere pressen! Her bør det nævnes, at partiet Venstre, der har regeringsmagten, har indført strengere indvandringslove, som påvirker indvandrernes liv i negativ retning. Derudover anser mange muslimer i Danmark Dansk Folkeparti for at være antimuslimsk. Jyllands-Posten, der er Danmarks største avis, betragtes også som islamofobisk og højreorienteret. Men ligesom alle andre medier i Danmark er avisen uafhængig og har ingen forbindelse til den danske regering. Alligevel fik vi under vores tur ikke indtryk af, at der generelt diskrimineres mod muslimer i Danmark. Når vores gruppe spurgte muslimske indvandrere om deres liv i Danmark, sagde de fleste, at de følte sig lige så knyttet til Danmark som til deres etniske rødder. Selv om de følte sig krænkede, var der overraskende nok ikke en eneste muslim, som mente, at ytringsfriheden burde begrænses. I stedet sagde de, at ytringsfriheden er et ansvar, som skal bruges med omtanke. Under hele turen blev det sagt, at muslimerne bliver behandlet bedre i Danmark end i mange muslimske lande. Danmark er en velfærdsstat, hvor uddannelse og lægehjælp er gratis for alle borgere uanset race og religion. Derudover kan alle arbejdsløse får socialhjælp. Vi besøgte blandt andet en islamisk skole, som har eksisteret i flere årtier. Skolen får finansieret 75 procent af sine driftsomkostninger af staten. Skolerne kan undervise i islam uden indblanding fra staten. Muslimer fra alle baggrunde og trosgrene kan frit dyrke deres religion uden frygt for forfølgelse. Muslimerne i Danmark er dog opdelt i sekteriske og etniske grupper, og de har ikke nogen væsentlig politisk indflydelse. Det var utilfredshed med journalisters voksende frygt for at tage islamiske emner op og den stigende vold mod kritikere af islam, der fik Jyllands-Posten til at bringe karikaturerne. De var ment som en provokation over for danske muslimer, der kræver, at man tager særligt hensyn til deres religiøse følelser, og skulle sætte gang i en debat om religiøs censur kontra ytringsfrihed, alt imens man pointerede sidstnævntes overlegenhed. Flemming Rose, avisens kulturredaktør, udtalte i forbindelse med karikaturtegningerne, at muslimernes krav om særligt hensyn er uforeneligt med moderne demokrati og ytringsfrihed, og at muslimer i et verdsligt, moderne samfund må affinde sig med at blive krænket, hånet og latterliggjort, uanset hvor ubehageligt det måtte være. Men avisens redaktør havde ikke en korrekt forståelse af den danske lovgivning. Ifølge Danmarks rigsadvokat, Henning Fode, har man ikke fri og ubegrænset ret til at udtrykke holdninger om religiøse spørgsmål, fordi der findes love, som beskytter religiøse følelser mod hån og spot og beskytter grupper af mennesker mod krænkelse på grund af deres religion. Derudover er et angreb på profeten Muhammed, fred være med ham, for muslimer et angreb på islam, ikke på muslimer. Endelig antydede tre af tegningerne, at islam er en terroristisk og voldelig religion, og det er en meget alvorlig anklage, der ikke kunne accepteres. En af hovedkonklusionerne fra turen er således, at medierne i både den muslimske verden og Danmark bærer en stor del af ansvaret for den måde, tingene har udviklet sig på. De muslimske medier fokuserede i særlig grad på den negative udvikling og spredte grundløse rygter og falske oplysninger. Det blev ikke tilstrækkeligt fremhævet, at Jyllands-Posten undskyldte, og at statsministeren ikke har beføjelse til at gøre det samme, selv om han rent faktisk beklagede, hvad der var sket. Desuden var der nogle danske imamer, som præsenterede sagen for Mellemøsten på baggrund af forfalsket dokumentation, herunder tegninger, der aldrig var blevet bragt i en dansk avis. I modsætning til en udbredt opfattelse blev Den Hellige Koran aldrig afbrændt på gaderne i Danmark, for en sådan handling ville have været i modstrid med dansk lovgivning. Der blev heller ikke oplyst om Danmarks fredelige ånd, dets traditioner og støtte til eksempelvis den palæstinensiske sag. De danske medier havde en lige så stor del af ansvaret. Efter 11. september 2001 er muslimer blevet fremstillet negativt i medierne. Islam bliver ofte beskrevet som en voldelig religion, hvilket føjer sig til den generelle islamofobi, der ses i Danmark og Europa i disse dage. Islamofobien er påvirket af, at medierne generelt giver islamiske ekstremister megen spalteplads, mens en retfærdig, moderat fremstilling af islam sjældent ses. Krav fra danske imamer om at tegne et mere afbalanceret og positivt billede af islam i medierne blev ignoreret. Striden om karikaturtegningerne er derfor tydeligvis en sag, hvor personlige interesser og visse politiske dagsordener spændte ben for en retfærdig og upartisk fremstilling. Danmark er et verdsligt land, hvor religion ikke spiller nogen større rolle i det offentlige rum. Religiøsitet bliver ofte forbundet med fanatisme og stiller ikke blot de muslimske mindretal i Danmark, men også troende kristne og jøder over for en udfordring. I modsætning til islamisk overbevisning bliver religiøse symboler ikke betragtet som hellige i Danmark. Jesus og andre religiøse skikkelser bliver ofte portrætteret på måder, som i andre lande ville blive opfattet som blasfemiske og således ulovlige. I Danmark er religion en privatsag, der ikke spiller nogen rolle i politik, og religion hverken dikterer politik eller påvirker lovgivning. I en profan atmosfære som denne var det svært for danskere at forstå religionens betydning for muslimer og den rolle, religionen spiller i muslimers dagligdag. Således lykkedes det dem ikke at forudse den store vrede og det voldsomme raseri, der fulgte offentliggørelsen af karikaturtegningerne. Muslimer har derimod meget svært ved at forestille sig en adskillelse af stat og religion og kan ikke forstå, hvad det indebærer, når religionen bliver marginaliseret i et menneskes liv. Derudover er det i den danske kultur meget udbredt at bruge humor og satire til at henlede offentlighedens opmærksomhed på politiske og sociale problemer. I danske aviser ser man ofte karikaturer af dronningen og kendte personer fra religiøse og politiske grupper, men tegningerne tages ikke alvorligt. Den slags ses dog meget sjældent i muslimske lande på grund af religiøse og politiske begrænsninger. Derimod dukker der indimellem karikaturer af ikkemuslimske lande og andre religioner op i arabiske aviser, uden at nogen løfter et øjenbryn! I disse tilfælde er der tydeligvis tale om dobbeltmoral. Harmen og medieopmærksomheden i forbindelse med tegningerne er også symptomatisk for, hvordan den globaliserede verden og moderne teknologi gør det muligt at sprede artikler, ord og tegninger til store dele af verden, hvilket kan udløse spændinger i et omfang, vi ikke har set tidligere. Alt, hvad der sker i Danmark, New Delhi eller Kairo, er ikke længere isolerede hændelser, men globale. Der er derfor et stort behov for at forstå de bredere konsekvenser af visse artikler, kommentarer og tegninger. Man må vise større hensyn over for folks følelser, hvis man vil undgå sammenstød mellem samfund og civilisationer. Ovenstående diskussion viser, at det er muligt at håndtere krisen. En af mulighederne er det eksisterende retssystem. En privat borger har faktisk anmeldt Jyllands-Posten, men sagen blev indstillet i januar, da statsadvokaten i Viborg ikke mente, at tegningerne udgjorde et strafbart forhold. Afgørelsen blev appelleret af danske muslimske organisationer, men rigsadvokaten erklærede sig enig med statsadvokatens afgørelse og afviste sagen. Begrundelsen er, at straffelovens paragraf 140 og 266b ikke er blevet overtrådt, og at loven bør fortolkes meget snævert, når ytringsfriheden er på spil. Muslimer kan indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg for at få en retfærdig afgørelse, der kan modvirke lignende episoder i fremtiden. Angrebene på ambassader og afbrændingen af det danske flag baner kun vejen for folk, der mener, muslimer er uciviliserede og voldelige og ikke overholder lovene. Derudover har dødstruslerne mod danske borgere og volden, der kostede flere end 40 mennesker livet i Mellemøsten, gjort det muligt for højrefløjspolitikere i Danmark at spille yderligere på folks frygt ved at foreslå, at landet skal udvise imamer og kritiske muslimer. Dermed bliver alle danske muslimers status atter påvirket i negativ retning. Vores tur understregede, at vi lever i en verden, hvor religiøs ekstremisme, had og intolerance i stadig hyppigere grad koster uskyldige livet. Enhver, der i den sammenhæng forsøger at forhindre global respekt, forståelse og tolerance ved at vække religiøst had, som det er tilfældet med tegningerne og Jyllands-Posten, bør retsforfølges. Men det betyder ikke, at man skal bruge vold, terrorisme og lignende uetiske handlinger til at afskrække dem. Den nuværende krise har desværre haft negative konsekvenser for både muslimer og danskere. Det understreger behovet for dialog på alle niveauer for at fremme gensidig forståelse og vigtigst af alt respekt for hinanden. Et andet vigtigt skridt er indførelsen af love, der beskytter folks værdighed og religiøse overbevisning mod at blive krænket, ligesom medierne bør udvise større politisk, etisk og økonomisk ansvar. Det er tid til at vende tilbage til høflighed og retssikkerhed. Tingene må placeres i et rationelt perspektiv.