»Midten af dansk politik ledig« lød det fristende i Politiken, men midten er ikke ledig, for der står Det Radikale Venstre allerede. Vi har ikke tinglyst adkomst til at være dér alene. Andre kan komme og tilbyde vælgerne de midterløsninger, der er en naturlig del af det samarbejdende folkestyre, men i virkeligheden er ’midten’ også et pudsigt begreb, fordi mange vælgere betragter sig selv som midtervælgere, selv om de ikke stemmer radikalt. Når det påstås, at de radikale ligger på ’Socialdemokraternes venstre flanke’, så er der behov for ideologisk, politisk-geografisk og praktisk oplysningsarbejde. Det er alment accepteret, at partier som Kristendemokraterne, Centrum-Demokraterne og sidst Ny Alliance kunne betegne sig som midterpartier, men historien har sendt de kristelige til tælling, Erhards flok er nu væk, og med Naser Khaders sidste udmeldinger er hans parti blevet en del af Fogh-Kjærsgaard-alliancen. Da Naser brød med Det Radikale Venstre, fulgte kun ganske få radikale ham. Måske både på grund af projektets luftighed og kendskabet til partistifteren. Ny Alliance blev derfor hverken en klon af Det Radikale Venstre eller en piratkopi. Og den påståede midterposition er forduftet. For Khader er det vigtigste nu, hvem han samarbejder med og ikke hvad han samarbejder om. Vi radikale er det social-liberale midterparti med lige vægt på det sociale og det liberale og med ægte rod i den europæiske humanisme. Vi har både idealer og pragmatisk styrke. Vi forener nytænkning med eftertænksomhed. Vores arbejdsform er det samarbejdende folkestyre, så enhver form for blokpolitik er os inderligt imod. Vi er heldigvis ikke belemret med en partistifter, hvis ikon-status ikke klarede mødet med den politiske virkelighed, og hvis kendetegn var pr-aktivitet mere end flid. Men der var fra starten endnu større forskelle, som man ikke behøver være spindoktor for at se. Det Radikale Venstre blev nemlig ikke stiftet med fokus på strategier og personer, men som et anskuelsesparti med en stærk social og demokratisk profil. Vi har også altid været et vælgerparti. Her har folketingsgruppe og medlemsorganisation i respekt for hinandens forskellige kompetencer haft et nyttigt og ofte ligeberettiget samarbejde om at udvikle og virkeliggøre de radikale ideer. Hos Ny Alliance satte folketingsmedlemmerne sig fra starten på systemet med ren topstyring. Selv om ordet ’styring her kan virke paradoksalt. Midt i vores måbende forundring over Nasers mange kursskift må vi radikale huske primært at se på os selv. Vi må både vurdere 1. Kursen op til valget, 2. Vores vigtigste politiske budskaber, 3. Vores parlamentariske og strategiske placering samt 4. Partiets indre liv. KURSEN OP til valget: Et kort tilbageblik. 2005-valget gav otte nye mandater. Efter det kom i 2006 et lidt turbulent frigørelsesforløb fra den gamle regeringspartner, Socialdemokraterne, som gang på gang adopterede VK-regeringens politik. Værst var skattestoppet. Så fulgte ’en anden vej’ med fokus på områder, hvor den radikale linje hverken flugtede med regeringens eller Socialdemokraternes. ’En anden vej’ havde reelt politisk indhold, men kursen var svær, fordi den viste stor selvstændighed, men også signalerede isolation. At den blev suppleret med ultimative personkrav, gjorde ikke salgsarbejdet lettere. Slutstenen var Nasers uvarslede brud med partiet, selv om den ambitiøse partistifter på intet tidspunkt havde gjort en reel indsats for at præge linjen for det parti, han allerede var valgt for. Midt i juni 2007 valgte folketingsgruppen ny gruppeformand, og fem måneder efter kom det valg, der efter Foghs drejebog skulle have været allerede i september. Der er altså faktorer nok, der kan forklare noget af baggrunden for det største mandattab, partiet har oplevet siden 1920. Kursen fra 2005 var for broget, og et valg afgøres ikke kun i valgkampen. Uden at fortrænge tabet af 8 mandater skal vi huske, at vi i 2001 faktisk fik ni mandater. Og var glade, fordi vi gik frem fra syv. Meget er relativt! Den 13. november 2007 gik vinden ud af de radikale sejl, men selvfølgelig skal også ni mandater bruges. Ved sorg og selvskabt plage vi intet retter ud. Vi tager udgangspunkt i den politiske virkelighed, som lige efter valget desværre igen hed VKO og nu hedder VKO-Alliancen. Vi skal nøgternt analysere vores egen valgkamp og vores budskaber, men vi skal først og fremmest se fremad og nyttiggøre vores erfaringer. Vi må konstatere, at et midterparti ikke har fordele af opdelingen i rød og blå stue. Ved valget var vælgervandringerne over midten tilmed uhyre begrænsede. Blokpolitik er ikke midterpartiers livret. Eller sagt mere råt: Når elefanterne slås, går det ud over græsset. Vores centrale budskaber i valgkampen handlede om klimapolitik, tillidsreform og anstændig flygtningepolitik. Måske var det ikke vælgernes dagsorden, men vi valgte temaer, som vi fandt vigtige. Måske havde økonomisk ansvarlighed, internationalt udsyn og socialt engagement skabt mere kant til både rød og blå blok og tiltalt flere vælgere. Nu er det tid til at rebe sejlene og søge den fremtidige kurs lagt. Det er en fælles opgave, som folketingsgruppen og landsforbundet sammen bør løse. For det første skal Fogh-alliancen presses til bredere løsninger end de hjemmestrikkede med Dansk Folkeparti. De radikale skal søge det samarbejdende folkestyre genindført. Ikke kun i Foghs retorik, men i virkeligheden. Ny Alliance er jo kun kommet med til te hos Birthe Rønn Hornbech og med Pia Kjærsgaard som faktisk værtinde, fordi et flertal lagde op til en mere human asyl-politik. Det frygtede Fogh, ligesom Khader frygtede et valg. For det andet skal Det Radikale Venstre finde de centrale temaer, som samlet kan betegnes som de social-liberale svar på både globaliseringen og moderniseringens udfordringer. En politisk grundholdning bygget på frisind, anstændighed, åbenhed og vilje til samfundsreformer. Hvad skal vælgerne ved næste valg huske os for? Og hvor er der kant til andre? Både i rød og blå blok. Det drejer sig om en grøn skattereform, økonomisk ansvarlighed, reformer på arbejdsmarkedet med plads til udenlandsk arbejdskraft, en offensiv miljø- og energipolitik, en langsigtet socialpolitik, der støtter de mest udsatte grupper, sundhedspolitik med fokus på forebyggelse og de livstruende sygdomme, menneskelige livs- og arbejdsvilkår for alle asylansøgerne, frisættelse af de højere læreanstalter, en trafikpolitik med fokus på trafiksikkerhed, en folkeskole frigjort fra central styring og med fokus på faglighed og udvikling af elevernes personlighed, infrastrukturforbedringer i de belastede storbyområder og bedre kollektiv trafik, fuldt og helt medlemskab af EU, human retspolitik, styrket ulandshjælp, fokus på handikappedes muligheder i arbejds- og fritidsliv, styrkelse af erhvervsuddannelserne, kvalitets- og tillidsreformer og afbureaukratisering i den offentlige sektor og endelig politiske tiltag for at styrke civilsamfundet. Demokratiet handler om meget mere end at stemme. Det er et reformprogram, der udspringer af radikale kerneholdninger. Det er vigtige samfundsområder, der trænger til de reformer, der kan styrke Danmark, når globaliseringen konstant skaber helt nye vilkår. Der er kant til andre partier i vores reformønsker, og nu har Fogh-regeringens pligt til at yde en bedre indsats for at skabe de brede løsninger, der kan styrke Danmarks fremtidsmuligheder. Der skal tælles til langt mere end 90, hvis der skal skabes holdbare løsninger. Ambitionsniveauet skal hæves markant. Og konsekvenserne må komme hurtigere, end da man vedtog velfærdsforliget, hvor virkningerne først viser sig om mange år. Det er programpunkter, som vi kan tilbyde som vigtige byggesten i samarbejdet med både regeringen og andre i Folketinget, så Det Radikale Venstre står ikke uden hverken historisk eller aktuel bagage. Vi står på den politiske midte. Den er ikke ledig. Vi har ikke patent på midterpolitik, selv om vi er gode til midterpolitik. PLACERING OG STRATEGI: I både retorik og adfærd kan vi radikale vise, at vi gerne indgår i et alternativ til den siddende regering, men uden at forpligte os på den uopsigelighed, der ville anfægte billedet af os som et reelt midterparti. Et midterparti er som bekendt et parti, der kan samarbejde til begge sider. Og gør det. Som vi gjorde det i 80’erne og 90’erne. I et parlamentarisk system som det danske er der faktisk altid valgkamp, men i det daglige lovgivningsarbejde og i kommunikationen med offentligheden behøver man ikke starte dagens dont med en indgangsbøn, hvor man bekender sig til én bestemt regering efter næste valg. Af tre gode grunde. Det første og vigtigste er, at man dermed pantsætter sin politiske handlefrihed ved entydigt at melde sig ind i en bestemt blok. Man kører ikke sikkert med ratlåsen til. Derfor skal et ægte midterparti heller ikke love evig troskab til hverken rød eller blå stue. Et midterparti skal have en helt selvstændig profil og evne til at samarbejde til alle sider. Det handler om indflydelse og om at gøre en forskel – uanset hvilken side man foretrækker. Den anden forklaring er, at evindelige bekendelser til én bestemt blok kan svække en eftertænksom og fordomsfri adfærd i det daglige lovgivningsarbejde. Hvad mulige regeringspartnere måtte mene om dette eller hint bør ikke som udgangspunkt påvirke et midterpartis beslutninger. Kan man enes er det fint. Er man uenige, er det til at leve med. Og kan man lave forlig med regeringen, selv om ’partneren’ ikke er med, er det også fint, hvis retning og indhold er o.k. Det gjorde Det Radikale Venstre flere gange fra 2001 – 2007. Og for det tredje er det problematisk altid at tale regering i stedet for politik. Når valg udskrives, kaster pressen sig straks over alle partierne for at høre, hvilken statsminister de vil støtte. Det forekommer mere afgørende at spørge, hvilken politik de vil lægge navn til. Det appellerer til det mest primitive i tvekampsjournalistikken, hvis man falder for fristelsen til at tro, at al politik handler om, hvilken regering landet får. Det afgørende er samarbejdsviljen og den parlamentariske balance i Folketinget. Der foreligger altså en folkelig og pædagogisk opgave i at mane til eftertanke og styrke fokus på de politiske budskaber snarere end regeringens persondyrkning. De radikale har historisk evnet at samarbejde – endda i regering – til begge sider. Med Ny Alliance som fast deltager i den borgerlige blok skal de radikales svar naturligvis ikke være at gøre os til en fast del af en rød blok. Selv om Ny Alliance er blevet låst inde i Foghs redskabsskur, behøver de radikale ikke fravige en midterkurs, men vi har fået nye og bedre muligheder, så vi skal ikke male os op i et rødt hjørne. Det er vigtigt, at vi radikale erindrer os det klassiske radikale motto uanset stemmetallet: Navigare necesse est . ’Det er nødvendigt at sejle’. Eller på godt dansk: Vi kan godt sejle uden vind, for så ror vi. Med midterkurs og social-liberalt kompas. Det skal være en politik med holdninger bygget på frisind, anstændighed og udsyn. Vi skal ikke være bange for at være med til politiske løsninger med regeringen, hvis de har perspektiv og er baseret på økonomisk ansvarlighed. Og vi skal i stort og småt være skarpe i kritikken, men også være villige til at indgå i et forpligtende samarbejde. BRUG FOR MEDLEMMERNE: Nederlagets forældre træder sjældent frem, og det hjælper heller ikke nødvendigvis, at en formand eller to siger, at de tager ansvaret for en sløj valgkamp. Det vedrører jo fortiden, så derfor gælder det om at komme videre, men både sejre og nederlag bør udløse refleksion og lydhørhed. Hvis man hverken analyserer frem- eller tilbagegang, er man slet og ret tonedøv. Hvad kunne have været gjort endnu bedre, og hvad skal vi ikke fortryde? Et partis stilling bør konstant vurderes. Fremgang bør ikke bare udløse jubel. Tilbagegang må ikke skabe den form for debatangst, der er barn af den misforståede loyalitet. Og medlemmerne bør ikke se skævt til dem, der internt ønsker en karsk og åbenhjertig debat om partiets stærke og svage sider. Ingen nævnt – ingen glemt. Det gælder om at skærpe sin agtpågivenhed. Og det gælder om at tænke kreativt og sammen bekæmpe de farer, som truer et hvert parti. Politiske partier har nemlig undertiden en illusion om deres egen usårlighed. Der kan være en kollektiv fortrængning af selv den barskeste virkelighed. Der indsniger sig mærkeligt nok en forestilling om, at egen moral er højere end modstandernes. Der opstår pres mod de partimedlemmer, som anfægter de dominerende opfattelser i partitoppen. Eller der fremelskes en fælles illusion om enighed. Og som noget af det værste ser man fremvæksten af selvudnævnte meningsbeskyttere, der mener at vide, hvad der er ’partiets mening’. Og som den største risiko for et eftertænksomt parti kommer så selvcensuren, som er umulig at se, men farlig for den åbne og tillidsfulde dialog. Ethvert politisk parti står med sådanne risici, men i et vælgerparti som Det Radikale Venstre er modtrækket aktive og bevidste medlemmer, en helsebringende medicin. Det er medlemmernes ret og pligt konstant, lødigt og gerne kritisk at tage den fælles diskussion om partiets sjæl og retning. Hos os er det ikke folketingsgruppens monopol. Uden medlemsdebat ført i øjenhøjde og ved personlige møder ingen inspiration til den nytænkning, der kan give radikal fremgang ved kommende valg. Vi har hverken rød, blå eller kulørt skole. Hvis der er en radikal skole, som kan ægge til debat i både med- og modgang, så er det en ’fri skole’, hvor der ikke er tabuer, og hvor alt kan diskuteres. Eller med den græske statsmand, Demostenes’ ord: Ingen sag lider skade ved at blive drøftet. Jo, Det Radikale Venstre er på midten og klar til arbejdet.