Danmarks Radios brug af skjult kamera på bostedet Ringbo har udløst en tiltrængt debat, der både handler om jura, god presseskik og retssikkerhed. Skjult kamera kan i mine øjne være et både juridisk og moralsk acceptabelt virkemiddel, når kritisable forhold ikke ville kunne trækkes frem i lyset på anden måde. Det gælder også brugen af skjult kamera i den offentlige sektor, som skal være både gennemskuelig og gennemsigtig. Vi finansierer i fællesskab de velfærds- og servicetilbud, som det offentlige stiller til rådighed, og derfor skal vi naturligvis også alle sammen have mulighed for at efterkontrollere, at den offentlige sektor rent faktisk leverer varen. Fejl, mangler og svigt skal ikke skjules, men skal tværtimod frem i lyset for at blive rettet. Det er så at sige forudsætningen for samspillet mellem demokratiet og det fælles ansvar for dem, der har brug for fællesskabets bistand. Men der må også være nogle særlige grænser for anvendelsen af skjult kamera i den offentlige sektor. Grænser, der blandt andet handler om, at skjult kamera ikke må krænke borgere, som den offentlige sektor varigt eller midlertidigt har ansvaret for. Og så må der naturligvis være grænser for, hvad de ansatte skal kunne udsættes for. De grænser har Bastard Film A/S, som er godt i gang med at opdyrke et formentlig lukrativt marked for hemmelige filmoptagelser i den offentlige sektor, meget svært ved at finde. Nu afgør Bastard Film jo ikke selv, hvad der bliver sendt på de danske tv-kanaler. Det gør derimod de tv-kanaler, som er parat til at købe Bastard Films produkter. Når de to store danske tv-stationer jævnligt køber Bastard Films produktioner, så er de med til at blåstemple netop disse arbejdsmetoder. Begge tv-stationer har ellers rykket sig de sidste par år. Sløringen af personer, som ufrivilligt er filmet, er forbedret, og tilsyneladende er kravene til væsentligheden eller rettere den samfundsmæssige betydning af de indslag, hvor skjult kamera har været anvendt, øget. Det er dog næppe udtryk for holdningsændringer hos hverken Bastard Film eller hos tv-stationerne. Ændringen er snarere et resultat af, at FOA i forhold til de udsendelser, der har beskæftiget sig med FOA-medlemmers arbejdsområder, er begyndt med på forhånd at sætte advokat på sagen. Advokaten har på forbundets vegne stillet krav til væsentligheden af de skjulte optagelser, til sløringen af de ansatte og til de ansattes ret til genmæle osv. Og advokaten har efterfølgende på forbundets vegne indbragt sager for Pressenævn og anmeldt sager til politiet. Det har været en drøj omgang jura – ikke mindst i de sidste døgn, inden udsendelserne er dukket op på skærmen. Derfor er der også store forskelle på viderebringelsen af skjulte optagelser i den udsendelse, som for snart et par år siden satte offentlighedens søgelys på plejehjemmet Fælledgården og den seneste udsendelse med skjulte optagelser fra bostedet Ringbo. Og det trækker endnu et aspekt af retssikkerhedsdiskussionen frem i lyset. Når jeg kigger på udviklingen i respekten for de berørte ansattes og borgeres retssikkerhed fra Fælledgården til Ringbo, så er der på ingen måde belæg for at antage, at tv-stationernes faglige etik er tilstrækkelig garanti for, at borgeres og ansattes rettigheder ikke trædes under fode. Så skal der jura henover. Er det virkelig en acceptabel retstilstand i forhold til medieverdenens arbejdsmetoder, når offentligt ansatte skal bistås af advokater, der skal prøve at forebygge, at Bastard Films overgreb på de ansatte kommer med i den endelige tv-udsendelse? Tænk blot tanken: Ville den enkelte ansatte have den mulighed, hvis hun ikke havde et forbund i ryggen til at betale advokatregningen, og ville hun overhovedet vide, at der kan stilles en lang række krav til viderebringelsen af skjulte optagelser? Og mens vores medlemmer trods alt får den hjælp, vi som forbund kan give, hvad så med de borgere, Bastard Film har overvåget i smug? Hvem skal varetage deres interesser? Den seneste udsendelse med bidrag fra Bastard Films skjulte kamera om det socialpsykiatriske bocenter Ringbo rejser et andet principielt spørgsmål. Er det moralsk rimeligt og juridisk holdbart, at Danmarks Radio viderebringer skjulte optagelser, når det samme mål kunne nås ved hjælp af et åbent kamera? Når eksempelvis den samme udsendelse viderebringer en pårørendes udtalelser til åbent kamera om, at hun to gange er blevet telefonisk orienteret om, at institutionen har foretaget fejlmedicinering af hendes far, så kan det næppe komme som den helt store afsløring, at udsendelsen også bringer optagelser med skjult kamera af ansatte, som omtaler fejlmedicinering. Eller når Henrik Rindom, der er overlæge på Hvidovre Hospital, til åbent kamera siger, at det, de skjulte optagelser viser, kan genfindes på bosteder for psykisk syge over hele landet – har de skjulte optagelser så været den eneste måde at bringe problemet frem på? For en lægmand er begge eksempler skam ubehagelige nok, men samtidig er det svært at se, at henholdsvis institutionens og overlægens faktiske indrømmelse af tingenes tilstand ikke ville kunne give seriøse journalister det nødvendige afsæt til at sætte en dybdeborende journalistisk indsats i gang uden at sende en forklædt journalist ind på scenen. Samtidig har debatten kørt længe i både de faglige miljøer og i det offentlige rum. For et år siden afholdt Selskabet til fremme af social debat en velbesøgt offentlig høring om netop socialpsykiatrien, hvor såvel medicinering som boformer og socialt liv for mennesker med sindslidelser var sat til åben debat mellem brugere, pårørende, ansatte og eksperter. I øvrigt en høring, som FOA var medarrangør på. Gæt engang, hvor mange journalister der var til stede i mødelokalet? Én! Nemlig en journalist fra fagbladet LFS-Nyt. Der har altså været gode muligheder for at komme ind på stoffet uden et skjult kamera, hvis det var det, man ønskede. Forløbet forud for udsendelsen af de skjulte optagelser fra Ringbo rejser endvidere spørgsmålet om, hvad medieverdenen egentlig mener med, at de, der indgår i skjulte optagelser, skal have mulighed for at tage til genmæle. De berørte medlemmer fik lejlighed til at se de klip, hvori kun de selv indgik – sammen med FOA’s advokat, men de fik på trods af advokatens energiske indsats ikke lejlighed til at ytre sig i udsendelsen gennem deres talsmand. I stedet nøjedes Danmarks Radio med i en speakerkommentar at henvise til DR’s hjemmeside, hvor de vigtigste to tredjedele af genmælet var udeladt. Er det virkelig at komme til genmæle? Udsendelserne baseret på Bastard Films skjulte kameraer rejser endelig et endog meget principielt spørgsmål. Kan hvem som helst slå sig ned som selvstændig erhvervsdrivende og som del af virksomheden foretage skjulte optagelser af borgere og offentligt ansatte uden nogen form for kontrol med opbevaring af disse ekstremt personfølsomme oplysninger? I en af de debatter, jeg deltog i om udsendelsen fra plejehjemmet Fælledgården, oplyste Bastard Film, at der formentlig var omkring 100 timers optagelser fra de to måneder, den forklædte journalist havde været ansat. Danmarks Radio købte dengang 17 klip og viderebragte seks af samlet få minutters varighed. Resten kan ligge i Bastard Films arkiver. Bastard Film har efter egne oplysninger haft en forklædt journalist ansat i omkring seks måneder på Ringbo. Her kan der med andre ord ligge mindst tre gange så mange optagelser af borgere og ansatte i arkiverne. Derudover har Bastard Film været rundt om bostedet Sjælør og bostedet Strandvænget. Det kan blive til rigtig mange timers optagelser af nogle af de svageste grupper i det danske samfund og ansatte på disse institutioner. Og så ved vi intet om, hvorvidt Bastard Film har kastet nettet ud på andre institutioner uden at få bid eller uden at finde en køber blandt tv-stationerne. Vi ved dog, at Bastard Film i forbindelse med vores efterhånden sædvanlige trakasserier forud for udsendelsen om bostedet Sjælør selv oplyste, at de havde haft forklædte journalister på et eller flere andre bosteder i hovedstadsområdet. Om det så har sammenhæng med den seneste udsendelse om Ringbo, eller om det er et helt andet sted, står hen i det uvisse. At Bastard Film på denne måde kan opbygge sit eget private arkiv over modtagere af offentlige velfærds- og serviceydelser og over offentligt ansatte, strider i den grad mod min retsbevidsthed. Derfor er FOA da også i gang med at søge en juridisk afgørelse. Er det lovligt at opbygge sin egen efterretningsvirksomhed inden for de offentlige velfærds- og serviceområder, så ligger der i mine øjne en klar opgave på Folketingets bord i forhold til at skabe sikkerhed omkring personfølsomme oplysninger i form af hemmelige optagelser. Skjulte optagelser anvendt juridisk og moralsk korrekt kunne være med til at hive fejl, mangler og svigt, som ikke kunne påvises på anden måde, frem i dagens lys. Og kunne dermed være med til at sikre kvaliteten i den offentlige velfærd og service. Jeg har selv tidligere opfordret FOA’s medlemmer til at tage en snak på arbejdspladsen om, hvorvidt deres dagligdag kunne tåle at blive optaget med skjult kamera. Men det er ærgerligt – også for de offentligt ansatte – at Bastard Film fortsat kan lave penge på at sælge moralsk og fagligt tvivlsomme, skjulte optagelser til de danske tv-stationer. Og det er forunderligt, at tv-stationerne fortsat vil punge ud. Fra FOA’s side har vi kun mulighed for at konstatere, at dette er tilfældet, og så bruge alle de juridiske muligheder, der måtte være, for at forebygge overgreb på offentligt ansattes rettigheder. Det vil vi fortsat gøre – også i forhold til det seneste skud på stammen fra bostedet Ringbo. FOA har intet ønske om at gøre det vanskeligere at arbejde med undersøgende journalistik i Danmark, herunder med skjult kamera, fordi vi som sagt mener, den offentlige sektor skal kunne kontrolleres og være gennemskuelig. Men hvis danske journalister ikke kan overholde de etiske krav, brugen af skjult kamera stiller, så risikerer de på længere sigt at undergrave deres egen værktøjskasse. Så vidt jeg er orienteret, har et regeringsudvalg i Sverige fremlagt et forslag til ændring af grundloven, der vil gøre det ulovligt at filme uden samtykke blandt andet på offentlige institutioner, hvor folk bor. En tilsvarende lovgivning kan på længere sigt meget vel blive en konsekvens også herhjemme, hvis branchen ikke griber i egen barm og seriøst overvejer, hvad der er rimelig anvendelse af skjult kamera.