0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vejen til København

Anders Fogh Rasmussen kan bane vej for en international klimaalliance – men det kræver, at han lader sin faderbinding til USA forsvinde med Bush.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

FN’s klimakonference i København – ’COP 15’ i december 2009 – risikerer at blive en parade af tomme ord og ingen reelle forpligtelser.

COP 13 på Bali i december sidste år kom globalt kun frem til procedurebeslutninger om, at verdenssamfundet skulle stræbe efter en aftale i København i 2009, men forsøget på at forene de to forskellige FN-spor mislykkedes: Parallelle forhandlinger om (frivillige) ’målsætninger’ under selve klimakonventionen (UNFCCC) og forhandlinger om nye forpligtende mål under Kyotoprotokollen fortsætter.

På Bali enedes de industrilande, der har ratificeret protokollen (alle undtagen USA og Australien, men Australien er efter sit regeringsskifte tilbage i Kyotofolden), om et mål for klimagasreduktioner i 2020 på 25-40 procent, men det skete uden diplomatisk pomp og strid, fordi alle vidste, at en aftale uden USA (og dermed per automatik uden forpligtelser for nye vækstøkonomier som Kina, Indien, Brasilien, Indonesien, Sydafrika m.fl.) ikke var det nødvendige svar på klimaudfordringen – og selve de påtrængende problemer om de konkrete mål og virkemidler i anden ’budgetperiode’ under protokollen, altså om bindende reduktioner af klimagasudslip 2012-16, blev knap berørt. Bali var en fiasko.

Klimaforandringen er reel og vil tage til i styrke (pessimisterne taler om stigninger på helt op til 6 grader celsius i det 21. århundrede), men verdenssamfundet tøver med handling, der kan matche udfordringen.

For at bruge et billede: Vi erkender, at vi står over for en aggressiv cancer, og så sidder vi i årevis og diskuterer, om vi skal behandle patienten med aspirin eller paracetamol!

Alle analyser fra FN’s Klimapanel viser os, at følgerne af klimaforandringen er uoverskuelige, men negative for klodens trivsel og især negative for de fattige lande.

Analyserne viser samtidig, at det er dyrt at vente (og hvor er det vanvittigt, at vi ikke gjorde noget virkningsfuldt i 90’erne, da vi vidste, at klimatruslen var reel). For hvert år vi venter med at handle, stiger prisen for investeringerne i både nedbringelse og tilpasning.

Handling nu vil ikke forhindre klimaforandringen. Den er i gang. Men den kan begrænses til 2 grader og dermed måske være håndterbar. Med ’måske’ mener jeg, at selv sådan en begrænset vækst i den gennemsnitlige globale temperatur bringer os ud i ukendt farvand.

Den menneskelige civilisations historie er intimt forbundet med 10.000-12.000 års klimastabilitet, hvor globale gennemsnitstemperaturer har svinget inden for et ’rør’ på +1 og -1 grad.

Tragedien er, at selv om vi gør vores yderste, har vi passeret uigenkaldelige ’tipping points’ ikke mindst i afsmeltningen af Arktis og de store bjerggletsjere.

Problemet er ikke de økonomiske omkostninger. Eksperterne taler om maksimalt ekstra klimainvesteringer på 3 procent af GDP og dem, der sker i energieffektivisering og opdyrkning af alternative, vedvarende energikilder har mange andre fordele: Større effektivitet og mere vedvarende energi betyder mindre afhængighed af importerede fossile brændsler og mindre forurening.

Se blot på det danske eksempel. Fra 1994-2002 investerede Danmark massivt i vindkraft og andre former for vedvarende energi, og i dag udgør vedvarende energiproduktion 17 procent af slutenergiforbruget.

Under den borgerlige regering er denne udvikling desværre sat i stå, men regering og opposition har netop sluttet en aftale om en forøgelse af vindkraftkapaciteten over tre år med en tredjedel og en nedsættelse i absolutte tal af energiforbruget med 2 procent inden 2011.

De danske olie- og gasfelter i Nordsøen vil være udtømte om 20 år. Til den tid er det afgørende, at vi har erstattet den hjemlige olie med andre hjemlige energikilder. Investeringer i vindkraft og andet energiudstyr har også givet store fordele mht. job og eksport. 30.000 nye job og en eksport på 8 mia. dollar har gjort denne industri til en af Danmarks vigtigste. På verdensplan sidder danske virksomheder på en markedsandel på 35 procent, og hver anden vindmølle i verden har dansk teknologi i sig.

Bremseklodsen for at gøre noget ved klimaforandringer er ikke usikkerhed. Vi ved, hvad der skal gøres. Barrieren er heller ikke prisen. Det er billigere at handle nu end senere.

Problemet er ikke de økonomiske omkostninger, men de politiske. Alle politikere taler forjættende om forandring og omstilling, men inderst inde ved de, at forandring og omstilling risikerer konfrontationer med eksisterende interesser og indarbejdede livsmønstre.

Nye arbejdspladser, ny kunnen, nye restriktioner, nye skatter (eller kamuflerede skatter i form af betaling for kvoter, der tillader udledning af klimagasser) er sværere at sælge politisk end beskyttelse af gamle arbejdspladser, gammel viden, afregulering og skattelettelser.

Hertil kommer, at problemet er langsigtet (så bekymrede er vælgerne heller ikke for deres oldebørn), globalt (kun en global indsats hjælper) og afhængigt af handling i store økonomier med små gennemsnitsindkomster som Kina og Indien. Hvis det havde været nemt, var der allerede sket en masse. Glem ikke, at Gore har været otte år i Det Hvide Hus med ansvar for USA’s klimapolitik!

Alt taler for, at en løsning, der kun forholder sig til klimaudfordringen, og som er resultatet af forhandlinger mellem miljø- og klimaministre, vil blive ren symptombehandling.

Sådan er det gået ved alle FN’s klimakonferencer siden ratifikationen af Kyoto, som i sig selv var et instrument med alt for mange smuthuller og mulighed for kreativ bogføring, især når det drejer sig om ’sinks’, f.eks. skovplantning, der i teorien optager CO{-2} og dermed pynter på et lands klimaregnskab, kvotehandel og CDM (Clean Development Mechanismer, dvs. investering i renere teknologier i andre lande (som en del af egen klimastrategi). Og væksten i udslippet af klimagasser er ikke bremset op siden vedtagelsen af Kyoto. Tværtimod. Den er accelereret.

Der må findes en meget bredere løsning, hvor andre globale hensyn som sikkerhed og retfærdighed spiller en afgørende rolle.

Der er ikke brug for en separat klimaløsning, men for en global aftale, der dækker effektive klimamål med krav om reduktioner i både Nord og Syd, et globalt kvotesystem uden smuthuller, massiv overførsel af teknologi, hurtig udvikling af nye markeder for vedvarende energi og energieffektive løsninger som plug in-hybridbiler, der også kan ’oplades’ med el, som kan produceres af eksempelvis vindmøller), opfyldelse af FN’s målsætning om mindst 0,7 procent i udviklingsbistand med de ekstra midler brugt til både formindskelse af klimagasudslip og tilpasning.

Ligeledes bør der i en sådan global aftale indbygges en verdenshandelsaftale, som virkelig sikrer ulandene adgang til vore markeder, samtidig med at der stilles krav til bl.a. miljøstandarder.

Natsiden af globaliseringen er den overførsel af forurening og det overforbrug af ressourcer, der er sket fra den rige til den fattige verden, i takt med at de mest forurenende og ressourcekrævende virksomheder er blevet flyttet ud.

Som led i den globale overenskomst må et arbejde for at skabe fælles regler for beskyttelse og fordeling af vandressourcer påbegyndes. Allerede i dag har mere end en milliard mennesker ikke adgang til rent vand. Det tal vil fordobles i de næste årtier, hvis klimaforandringen fortsætter.

Mangel på vand er en større kilde til konflikt i Mellemøsten end adgangen til olie. Darfurkonflikten handler i sit udspring om vand. Den slags konflikter vil dominere det internationale trusselsbillede langt mere i dette århundrede end truslen fra terrorister. Handlingslammelse over for klimaforandring vil vise sig katastrofalt. Også sikkerhedspolitisk.

Ud over de politiske vejspærringer for en egentlig ny klimaprotokol i København er der alvorlige tidsproblemer. Bali var en kæmpeskuffelse mht. substans. På COP 13 skete der ingen fremskridt.

Der var mest tale om procedurebeslutninger og vage mål for en aftale i form af langsigtede reduktionsmål og vestlig hjælp til tilpasning i ulandene. Den stramme køreplan, som mange havde håbet på, blev ikke til noget, og verdenssamfundet er næsten på bar bund, når det gælder effektive globale skridt mod den globale opvarmning.

Et selvstændigt problem er USA.

Bushregeringen har gjort alt for at udvande internationale klimabeslutninger. Ikke blot har man forkastet Kyotoprotokollen, man har bevidst søgt at skabe et parallelt forhandlingsforum ved siden af klimakonventionen/-protokollen.

Man har søgt at skabe uforpligtende alliancer for løst strukturerede teknologiinitiativer og konferencer for store udledere af klimagasser. Den næste amerikanske regering bliver nødt til at begynde forfra.

Glædeligvis har de tre topkandidater alle en meget positiv klimadagsorden, men de er alle bedre til overskrifter end til detaljerede forslag.

Efter indsættelsen af den nye præsident i januar 2009 vil der gå adskillige måneder, før en amerikansk strategi er på plads.

Her vil en af de første prøver komme på, hvor modigt og globalt lederskab man kan forvente fra den kommende præsident. Jeg husker endnu vores store forventninger i EU til et Clinton-Gore-Hvide Hus som aktiv klimaforegangsnation, og hvor blandet en erfaring det blev.

Så jeg vil advare mod overdreven optimisme, men på den anden side: Uden amerikansk lederskab er den globale klimakamp udsigtsløs. Men uanset disse bekymringer vil der ikke foreligge konkrete amerikanske forslag før sidst på foråret 2009. Kan det så nås?

I EU ser tidsplanen mere lovende ud. Den store klima-energi-pakke fra kommissionen indeholder bindende mål og virkemidler, og den har Det Europæiske Råds opbakning. Men beslutningerne vil formentlig først blive taget efter årsskiftet 2009 – og så går EU i valgkamp. Der skal til juni 2009 vælges et nyt Europaparlament og en ny kommission. Så før september vil EU ikke være fuldt på plads.

Og hvad med de store ulandsøkonomier? Uden meget gennemtænkte og fordelagtige tilbud fra Vesten vil et land som Kina sige:

Det er jer i de ’gamle’ industrilande, der er ansvarlige for 75-80 procent af CO{-2}-koncentrationerne i atmosfæren, og hvad har I udrettet af reelle reduktioner, og per indbygger er der stadig stor afstand mellem vores og jeres udledninger, og er det ikke sådan, at I har nået mange af jeres miljømål ved at overføre de belastende og energiintensive produktioner til os? Eller tag OPEC sammen med Rusland, og tænk på, hvor let spil de vil have med at bremse processen, når der ikke ligger et konkret forslag på bordet.

Derfor kunne man tænke et koncept for december 2009 i København for en global overenskomst, der omfattede:

a) En køreplan med bindende mål, principper og finansiering for både reduktion af udslip og tilpasning i udviklingslande, der skulle føre til en klimaprotokol i december 2010 på COP 16. Afgørende må det være, at hele den internationale økonomi binder sig til en hurtig omstilling til lavemissionsenergi, produktions-, forbrugs- og transportmønstre. Reduktionsmål mellem 25 og 40 procent er absolut nødvendige, hvis katastrofen skal undgås.

b) En handelsaftale inden for WTO med klare fordele for ulandene, men også med sanktioner over for dem, der satte sig uden for omstillingen til lavemissionsøkonomi.

c) En forpligtende 0,7-procents udviklingsbistandsaftale inden for klimaprotokollens tidsramme.

d) Globale, forpligtende strategier for sikring af adgang til rent vand og udvikling og udbredelse af rene energiløsninger.

Dette er et ambitiøst projekt, men det er proportionalt i forhold til truslens omfang, og det afhænger mere af lederskab mellem USA, EU og Kina end af komplicerede protokoltekster.

Ja, men kan man ikke bare køre videre med Kyoto, rette børnesygdommene med, at CO{-2}-udslip ikke reduceres, men bare forskydes til et andet land og upræcise handels- og kontrolmekanismer og så blot fastsætte reduktionsmål for den anden ’budgetperiode’ 2012-16?

Jeg tvivler desværre på det. Selv den mest progressive præsident i USA vil ikke åbent kunne bruge Kyoto som basis (men gerne det meste af indholdet). I EU ønsker vi ikke en udvanding af Kyoto. Tværtimod.

Men kan vi styrke den globale indsats med forpligtende reduktionsmål for alle ved at vende tilbage til selve FN’s klimakonvention (som Kyoto er en protokol under), for USA har faktisk ratificeret den, endda under en republikansk præsident, George H.W. Bush?

For Danmark, regeringen og hele oppositionen til venstre vil en ny Balierklæring af vage mål og principper være en katastrofe.

Der er virkelig sat store ressourcer ind på, at det skal blive en succes. Med den håbløse tidsplan og de mange politiske vejspærringer og manglen på et operativt dokument (EU og resten af verden vil nødig slippe Kyoto på grund af amerikansk indenrigspolitik og med usikkerhed med hensyn til, hvad der kommer i stedet) kan København forvandles fra positiv drøm til et mareridt. Derfor bør vi være blandt de første, der sammen med vore mange meningsfæller skal prøve en langt mere ambitiøs global overenskomst – end blot en ny klimatekst.

På det operative plan kræver det en samling og opprioritering af den diplomatiske indsats. Det bør være en hovedopgave for Danmarks statsminister. Han må rundt i verden på en pilgrimsfærd for at finde allierede blandt sine statschefskolleger. Det glædelige ved klimapolitikken er de mange initiativer nedefra, ikke mindst i mange amerikanske delstater, store virksomheder, forsknings- og teknologimiljøer.

Men vejen til København kræver et solidt greb oppefra fra stats- og regeringscheferne. Tænk, hvor flot en klimaalliance Anders Fogh Rasmussen kunne være med til at danne mellem Det Hvide Hus, Det Europæiske Råd, politbureauet i Beijing, præsidentembedet i Brasilia og statsministerkontoret i Delhi om en global overenskomst som ramme for en samlet, visionær plan for det 21. århundrede!

Det kræver dog, at statsministeren lader sin faderbinding til USA forsvinde med Bush. Danmark må være den ærlige formidler. Hverken EU’s eller USA’s forlængede arm.

Trods alle vejspærringerne, den knappe tid og manglen på lederskab kan vejen til København føre til et vendepunkt, hvis vi vender tidnøden til en ambition om en større politisk, global overenskomst med flere emner end klima, der så kan danne et solidt fundament for en detaljeret, forpligtende klimaaftale i 2010.