Når vi beder dig stoppe op midt i din avislæsning, så er det, fordi vi vist alle bør stoppe op et øjeblik og tænke over, hvad der foregår lige for øjnene af os. Efter 14 og 17 år i branchen som henholdsvis børnesygeplejerske og børnelæge ser vi med stor alvor på det faktum, at flere og flere børn og helt unge mennesker bliver indlagt på vores børneafdeling på grund af selvmordsforsøg og anden selvskadende adfærd. Vi kan konstatere, at et stigende antal børn og unge – overvejende piger – bliver indlagt på børneafdelingen, og desværre er det ikke kun et lokalt fænomen. Udtræk fra Landspatientregisteret bekræfter tendensen. Fra 2002 til 2006 er der på landsplan sket en voldsom stigning i antallet af under 15 år, der årligt har forsøgt selvmord. I 2007 har der til dags dato været indlagt 26 børn på vores børneafdeling til afgiftning efter selvmordsforsøg. I 2007 har der til dags dato været indlagt 26 børn på vores børneafdeling til afgiftning efter selvmordsforsøg. Det er kort og godt 26 for mange ... Vi lader den lige stå et øjeblik! Vi taler om 11-14-årige børn – hvis de er fyldt femten år, bliver de nemlig behandlet på voksenafdelingen! Det skræmmende er, at det er blevet en dagligdags begivenhed på børneafdelingerne i dagens Danmark. For ti år siden gjorde det indtryk ved morgenkonferencen, hvis vagthavende læge rapporterede om det foregående døgns indlæggelser og nævnte en 13-årig pige, der havde forsøgt at tage livet af sig ved at sluge en håndfuld Panodil. I dag vækker det ikke samme opmærksomhed. Det er blevet en dagligdags begivenhed. Og det er skræmmende. Hvad sker der med vores børn? Hvad sker der med vores samfund? Og hvorfor er det næsten udelukkende pigerne, vi møder? Det er nogle af de spørgsmål, vi stiller os selv, når vi en gang imellem i den travle hverdag trækker i håndbremsen og tillader os selv at reflektere over livets gang på en almindelig børneafdeling i Danmark. Hvad er det, der gør børnene/de unge så rådvilde, afmægtige og ensomme, at de i sidste ende vælger at forsøge at tage deres eget liv? Pigerne – for det er altså mest piger, der griber til denne handling – er meget forskellige. Nogle kommer fra belastede hjem med en tung bagage, men vores indtryk er, at mange af pigerne kommer fra det, man vil kalde ’almindelige hjem’. Mange af dem med en skilsmisse bag sig, men det er jo ikke usædvanligt i vort samfund, hvor godt halvdelen af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Nogle af pigerne har planlagt selvmordsforsøget gennem lang tid. Pigerne har undertiden haft selvmordstanker og ofte gjort skade på sig selv bl.a. ved at skære sig selv. Nogle har samlet piller sammen gennem mange måneder og skrevet afskedsbreve. Hos andre piger er der mere tale om en affektreaktion, hvor pigen oplever selvmordsforsøget som eneste handlingsmulighed. Det glas Panodil i familiens medicinskab, der bruges til menstruationssmerter og hovedpine, kan ved en tilfældighed blive pigens udvej, når livet gør ondt. Historien om Maja 14 år (konstrueret på baggrund af vores dagligdag på børneafdelingen): Det er mandag morgen. Familien er lidt sent på den. Familiefesten hos mormor trak ud, så alle kom lidt for sent i seng. Far går for tredje gang ind og vækker Maja, og da han kommer helt hen til sengen, ser han, at der ligger opkast på hovedpuden, og at Maja sover med en lidt mærkelig vejrtrækning. Han rusker i hende, men kan ikke vække hende. Mor kommer til, og først nu ser de brevet på skrivebordet og finder pilleglasset, der er trillet ind under sengen. De ringer 112. ... ... ... Bagefter kan forældrene genkalde sig, at Maja gennem nogen tid har været mere stille og ofte er gået ind på værelset og har lukket døren bag sig. Ved skole-hjem-samtalerne bliver Maja altid rost. Hun er fagligt dygtig og en sød pige at have i klassen. Maja har flere veninder i klassen. Forældrene opfatter Maja som en kompetent teenager med masser af ressourcer og godt socialt netværk. Mors arbejdssituation har gennem nogen tid været tiltagende presset. Forældrene fortæller, at de har haft skænderier, men det er deres indtryk, at børnene ikke har bemærket det. Forældrene har ikke selv tillagt deres indbyrdes skænderier særlig betydning. Senere fortæller Maja til sygeplejersken på børneafdelingen, at hun gennem lang tid har følt sig trist og alene. Forældrenes skænderier går hende på. Det var meget svært at miste farmor, der døde for et år siden. Hun savner farmor meget, men taler ikke så gerne med forældrene om det, da hun er bange for at gøre far ked af det. Hun føler, at et tital i skolen ikke er godt nok. Det blev uoverskueligt for Maja, da det gik op for hende, at den venindegruppe, hun plejer at være en del af, igen har været på shoppingtur og holdt videoovernatning uden at spørge, om Maja ville være med. Til sidst syntes Maja, at den bedste udvej var at tage de 30 Panodil, som Maja havde samlet gennem de sidste uger. Hvad er der sket i den forløbne periode i børnenes og familiernes liv. Hvad sker der i vort samfund? Hvad er det, der gør, at børn og purunge mennesker, der står med hele livet foran sig, føler sig så pressede og belastede, at selvmord eller svært selvskadende handlinger er de eneste løsningsmuligheder, de kan finde frem til? Majas historie er ganske typisk. En sød og stilfærdig pige, der kæmper med egne og andres forventninger, og som går meget stille med det. Som er ensom på trods af familie, skolekammerater og veninder, og som griber til så desperat en handling som at forsøge at tage sit eget liv, når presset bliver for stort. Bagefter spørger forældrene sig selv og Maja: »Hvorfor sagde hun/du ingenting? Vi kunne da have hjulpet dig«. Og det er måske dér, vi i især skal rette vores opmærksomhed. For hvorfor sagde Maja ikke noget, og hvorfor mærkede forældrene, søskende, vennerne, lærerne ikke, at Maja vantrivedes og havde brug for støtte? Hvordan bliver vi bedre til at læse vores børns signaler, og hvordan skelner vi mellem alvorlige faresignaler og mellem de op- og nedture, som livet og især puberteten nu engang består af? Vi kender dem så godt – børnene/de unge, der det ene øjeblik vil have læst godnathistorie og det næste vil være sent ude til fest. De unge bliver mødt af utallige muligheder, men også store forventninger om at være velfungerende, klare sig godt i skolen, til sport, til dans, til sang, se godt ud og være populær. Scenerne er mange og forskellige, og ofte er forældrene sat helt af og har kun ringe kendskab til netportaler, hjemmesider og chattekultur. Hvor er det så, Maja går hen, når forventningspresset bliver for stort, og Maja ikke kan levere varen? Hvem er der at tale med? Hvem kan Maja belaste med sine problemer, og hvem kan hjælpe? Mange af os kender alt for godt den travle hverdag, hvor man i mange familier lever et ’parallelliv’, hvor vi alle er optagede af skole, arbejde, fritidsaktiviteter, motion, venskaber, møder og meget andet. Ganske mange gange om ugen er familien ikke samlet – end ikke til måltiderne – og det kan betyde, at det kan blive svært at have den nære kontakt med hinanden i familien og dermed også blik for, hvordan den enkelte har det emotionelt. Der kan ligge en fare i, at kvaliteten i vores samvær falder i den moderne kultur, hvor vi er meget i bevægelse og i forskellige scenarier og med hver vore interesseområder. Der er et misforhold mellem at leve i et kommunikationssamfund med utallige tilbud om forskelligartet kommunikation og så alligevel mangle den fortrolige kontakt. Den fortrolige kontakt, der er så vigtig, for at teenageren tør blotte sin sårbarhed og dermed få hjælp til at håndtere de udfordringer, skuffelser og nederlag, som de unge møder på deres vej. I virkeligheden mangler vi den gamle bedstemor, der sidder i et hjørne i stuen og strikker og følger med i familiens liv. Efter at have arbejdet med børn og deres familier gennem en årrække er det vores overbevisning, at langt, langt de fleste forældre gør alt, hvad de kan for deres børn. Ja, forudsætningerne og ressourcerne kan være meget forskellige, men alle forældre ønsker det allerbedste for deres børn. Omvendt er børnene tit meget klar på, hvad deres forældres ønsker og behov er, og lider under ikke at kunne leve op til forældrenes forventninger. Mange børn ønsker også at skåne deres forældre. Samfundsmæssigt er der en stor opgave i at forebygge, at børn og unge bliver så belastede, at de vælger selvmordsforsøget som udvej på deres problemer. Og er kæden først knækket, så de unge har forsøgt at begå selvmord, bliver samfundets opgave endnu større med at hjælpe pigerne og familierne tilbage på sporet, så pigerne igen kan møde tilværelsen og håndtere de skuffelser, nederlag og udfordringer, der uvægerligt møder dem på deres vej, uden at de må gribe til selvdestruktive handlinger. Denne Kronik kom mest til at handle om pigerne, for det er dem, vi oftest møder på børneafdelingerne. Men drengene findes også i afdelingerne og statistikkerne, og opmærksomheden bør selvfølgelig også rettes mod dem. Det ligger uden for Kronikens rækkevidde at finde løsninger og besvarelser på alle de spørgsmål, der er rejst, men det ligger inden for Kronikens rammer med stor alvor at gøre opmærksom på den markante stigning af børn og unge, der bukker under for de krav, de føler, de skal leve op til, og at gøre opmærksom på de forældre, der føler sig magtesløse, og som har brug for støtte i en meget svær situation. Set fra vores perspektiv, der hvor vi møder disse børn, er der hårdt brug for, at der i højere grad fokuseres på problemet, sådan at vi i fremtiden kan forebygge, at børn i Danmark forsøger at tage livet af sig selv!