Forleden morgen kommer min hjemmeboende 24-årige udviklingshæmmede søn gående ind i stuen.

Han er lige vågnet og kommer lidt søvndrukken ind til mig. Jeg lægger avisen fra mig og siger med stor glæde godmorgen, som jeg plejer, fordi han ud over at være en stor opgave også er en stor kilde til glæde. Så lyser hans ansigt op, og jeg får det største, dejligste, gladeste kram, som jeg kan leve på resten af dagen. Og så klipper jeg uvægerligt til en scene fra TV 2 et par dage tidligere, hvor en beboer også kommer ind efter lige at være vågnet. Hans hjem bærer desværre præg af først og fremmest at være nogens arbejdsplads, og en af de ansatte synes da også at mene, at hensynet til hende selv har allerstørste prioritet. Beboeren bliver mødt med verbalt overgreb, idet der råbes til ham, at han ikke skal regne med at få morgenmad nu (hun sidder selv med kaffe og brød), og at han godt kan gå ind i seng igen. Man kan senere forstå, at beboeren sandsynligvis allerede har ligget i sin seng i mindst 12 timer, fordi også aftenvagten foretrækker at se tv frem for at beskæftige sig med beboerne. Hvorfor personalet overhovedet befinder sig på stedet, har de åbenbart glemt. Der er heller ingen klokker, der ringer i forhold til det unormale i, at man kan sidde i halvdelen af sin arbejdstid og få løn for at se tv, snakke, drikke kaffe og fornærmet forlange at få fred for – ja netop dem, som de er ansat til at passe. Jeg vælger at tro, at disse mennesker ikke kan være tilfredse med egen indsats efter endt arbejdsdag. De har tabt arbejdsglæden, de har udviklet sig til nogle barske sataner uden menneskelig indsigt og empati, og uanset de arbejdsforhold, de sandt for dyden med rette kan beklage sig over, så har de jo også et ansvar selv for at sige stop i tide. Hertil kommer, at ledelsen i flere lag op i hierarkiet hele vejen til socialministeren også har et ansvar. Alligevel sidder det meste af Danmarks befolkning i dag og måber – oven i købet inklusive de involverede parter – i hvert fald et passende antal dage. Jeg tillader mig at minde om, at de er ansat til at passe nogle mennesker med så store behov, at deres forældre nu ikke længere kan klare opgaven. I mange tilfælde efter rigtig mange år med 24 timer i døgnet 7 dage om ugen året rundt og dertil også med en masse følelser i klemme. Det slider én ned på en måde så ubeskrivelig, at kun andre handikapfamilier kan forstå det. Fordelen for det professionelle personale burde være, at de kun har 8 timer ad gangen og kan gå hjem og tanke op og tænke på noget andet, samt at de som minimum har pædagogiske værktøjer, plejeuddannelse, overskud og i forældrenes øjne helst også engagementet til at klare opgaven. Som forældre håber man selvfølgelig, at ens barn som voksen får mulighed for at flytte hjemmefra som alle andre. Dels for den unges egen skyld, og dels fordi forældrene brænder ud. Man tillader sig at tage for givet, at det bliver et godt socialpædagogisk sted, hvor de vil arbejde videre med de færdigheder, som ikke uden omkostninger er oparbejdet. At opleve det modsatte – at ens barn ligefrem mister sine færdigheder igen, som man har lagt blod, sved og utallige tårer i at opnå gennem meget lang tid – må være så nedbrydende, at jeg godt forstår de forældre, der står med armene ned langs siden i afmagt og dårligt ved, om de mener, at personalet skal fyres eller ej. Hvis man derudover også konstaterer, at en stor del af personalet er ufaglært, og ens barn reelt er placeret til opbevaring på et plejehjem fra en ung alder, at den unge ikke tilbydes nogen form for indhold i sit liv i form af motion, socialt samvær, aktiviteter, oplevelser, værdighed, respekt, ja kort og godt uden livskvalitet – så er depressionen jo komplet. Nu er medierne så gået i selvsving for et par dage, og der er ingen grænser for, hvem der aften efter aften er på skærmen i ’primetime’ og udtaler sig om, hvor forfærdet man er. Det er let nok at tage afstand, ingen er vel uenig i, at der skal ændringer til omgående. Selv er jeg lidt i konflikt, for selvfølgelig skulle det frem, men jeg bryder mig ikke om skjult kamera. Folk stimler sammen om skærmen og avisen, lidt ligesom når de stimler sammen om et stakkels trafikoffer på vejen. Man skal have det hele med. Der er ikke noget som at kunne blive forarget over andre. Skjult kamera bærer jo præg af ’Big Brother’ og lignende udsendelser, der længe har været oppe i tiden. Men her er det den hårde virkelighed og ikke en kunstigt opstillet virkelighed, nu udstiller man for det første nogle mennesker uden deres viden og samtykke i deres private hjem, og dernæst må staklerne endda lide måneder derefter i programplanlægningens tjeneste. Ja, jeg frygter, at gassen som før set meget hurtigt går af ballonen, at folk zapper videre i deres liv og interesser, så jeg har kigget lidt på Politiken, som er den avis, jeg holder. Der er faktisk noget, der tyder på, at interessen er ved at svinde allerede fem dage efter udsendelsen: Søndagsavisen har ikke noget redaktionelt stof om sagen. At dømme efter Politikens egen information om debatindlæg fra læserne (søndag 18.2.) er der indkommet i alt 24 læserbreve og debatindlæg om emnet, hvoraf Politiken, så vidt jeg kan tælle, har bragt i alt 8 eller 33 procent. Til sammenligning har man modtaget 10 indlæg/læserbreve om Gretelise Holms indlæg vedrørende Jørgen Leth, og jeg har dér kunnet tælle 5, altså 50 procent. Nu kan statistik som bekendt bruges på mange måder, f.eks. kunne man konkludere, at man på debatredaktionen vægter Jørgen Leth-emnet mere end omsorgsemnet. Og det endda selv om Jørgen Leths seksuelle omgang med hans tjenestepige oven i købet ikke er en nyhed og har været behandlet flittigt tidligere. Men på Politikens web? Dér må man da kunne spore en stor interesse gennem ugen? Tja, hvis man skal dømme efter listen over de mest læste emner i ugen, så figurerer sagen ikke engang blandt de 15 første om lørdagen. Søndag sniger vi os lige op på 15.-pladsen, men det skyldes nok, at der netop søndag rapporteres om endnu en skjult kamera-udsendelse på TV 2 i samme boldgade. Måske kan jeg ikke bruge min egen lille hurtige undersøgelse til en pind, og jeg håber, journalisterne nu holder ved på anden måde end med skjult kamera, for desværre er medierne nu om dage en meget vigtig faktor, når de svageste i samfundet skal have noget igennem hos myndighederne. De svage har ingen stemme selv, de tæller ikke særlig meget, og myndighedernes egne systemer spiller gang på gang fallit. Vi bør få afdækket, om der er andre steder i landet, hvor den slags ting foregår. Helst på en sober måde uden skjult kamera. Mange siger, at dette må være en undtagelse, men mange handikapfamilier siger det modsatte, og ret beset ville ingen for en uge siden have troet, at det stod så grelt til, som vi fik demonstreret på TV 2. Samfundet skylder de svageste borgere at få kortlagt problemet, så der ingen tvivl kan være, så løse forlydender kan be- eller afkræftes, og vigtigst af alt, så alle handikappede fremover behandles lige godt i dette lille land, uanset om medierne har vendt opmærksomheden mod dem eller ej. Og her bør man også få frem, at der er mange gode velfungerende steder med engageret personale, der tydeligvis har et positivt forhold til de handikappede. Disse mennesker vil vi godt beholde i sektoren. Hvis de ikke skal føle sig som jaget vildt – vi ved alle, at det ikke er lønnen, der lokker – må de hurtigst muligt sikres arbejdsro. Hurtigt er der bemærkninger fremme om, at det ikke handler om penge. Den har vi hørt før. »Det koster ikke noget at opføre sig ordentligt og tale pænt«. Det er jo rigtigt sagt, men så simpelt kan man alligevel ikke anskue tingene. Ingen får mig overbevist om, at det ikke også drejer sig om ressourcer, og jeg håber, at medierne vil følge op på den vinkel i lang tid endnu. Ligesom Politiken rapporterer om samtlige trafikofre igennem året kunne de også finde en måde at rapportere om disse problemer på. Eller om de mange steder, hvor der ikke er problemer. Og analysere, hvorfor det lader sig gøre det ene sted og ikke det andet. Vær opfindsomme, hold fast i sagen! Der er i disse dage bred enighed om, at der skal ændringer til. Den slags vil ganske givet koste penge, og derfor sidder jeg spændt og venter på at høre, om der tilføres ekstra bevillinger. Jeg tillader mig at tvivle. Pengene til afhjælpning af disse på landsplan endnu ikke afdækkede problemer skal nok tages af den pulje, som området allerede har, en pulje, som har været offer for salamimetoden igennem flere år og allerede er for lille. Det vil atter en gang medføre besparelser, som vil ramme de svage – skruetvingen får et nyk mere, og det gør ondt hver gang. Med en passende portion forargelse og løfter om bedre indsats er alibiet snart i orden hos politikere, embedsfolk og medier, ja den store befolkning, som i uvidenhed om det modsatte regner med, at man naturligvis behandler den svageste gruppe borgere i dette land godt. Mange, såvel på Christiansborg som i den brede befolkning, synes ikke at koble to elementære ting sammen: Hvis vi vil have skattelettelser, er der noget, der ikke er råd til. Handikapområdet er en dyr sektor, og der er mange penge at hente her, hvis man vil spare. Men så må man også have rygrad til at indrømme, at ambitionsniveauet sættes ned for denne gruppe borgere, og til at ændre serviceloven, så den passer til virkeligheden – i stedet for at klamre sig til et falsk glansbillede, som ikke har noget hold i de handikappedes verden. Men det ville være stof til en helt anden kronik. Man bør se denne skandale som en af de nu synlige konsekvenser af mange års nedskæringer. Vi er mange, der har ventet det. Jobbet er vanvittig hårdt for dem, der passer vores svage i samfundet, tænk, hvis de blev lønnet lige så godt som dem, der passer vores penge. Der er faktisk fugls føde på denne sag. Der er faktisk noget at komme efter, hvis man tør lave en tilbundsgående undersøgelse. Men hvis det bare ender i tidskrævende rapporter, der i øvrigt skal udarbejdes af samme personale inden for samme arbejdstid, er vi nok også mange, der kan forudse, at der intet kommer ud af det. I disse år har kontrolinstanser og tilsyn ikke det bedste renommé, jævnfør fødevarekontrollen for eksempel, men det giver uden tvivl de ansvarlige en god følelse af at have gjort noget. Må vi bede om små bofællesskaber, som tydeligt er beboernes hjem, hvor personalet kommer ind og gør et godt stykke arbejde og respekterer de mennesker, som de hjælper. Må vi bede om ordentlig uddannelse, løbende efteruddannelse, ordentlig ledelse og ordentlig løn og fri os fra forargelse fra dem, der burde vide, hvad der foregår. Jeg kommer til at tænke på et citat, jeg i mine unge dage havde hængende på min opslagstavle: »Nogle sætter en større ære i at erkende sine fejl end at gøre noget ved dem« … Og så vil jeg slutte med min egen søn igen. Han er så heldig at fungere langt bedre end beboerne på Strandvænget, han har også et fint sprog. Men han vil aldrig fortælle os, når han har det skidt, når han har ondt, når han er ked af det eller vred. Der må vi selv prøve at ’læse’ ham, og det sker ofte, at vi overser et problem, selv om vi har ham hver dag. Også han har fulgt lidt med i nyhedsudsendelserne uden at forstå, hvad det drejede sig om. Jeg tog derfor en snak med ham forleden, dels for at forklare, dels for atter en gang at opfordre ham til at komme til os, når han har brug for hjælp. Vi havde en meget fornuftig samtale, hvor han selv kom med eksempler på, hvornår han skulle have sagt noget til os. Yes! Nu begynder han at forstå – og det gør han nok også, men der skal mange flere samtaler til, for en halv time senere, da det hele havde simret lidt i hans tanker, kom han tilbage og sagde »mor, man kan jo også bare sige inde i sit hoved: Tag det som en mand« … Ja, det kan man selvfølgelig også blive nødt til somme tider. »Something is rotten in the state of Denmark«, skrev William Shakespeare i ’Hamlet’ for cirka 400 år siden. Det er stadig aktuelt.