I Oktober var vi i Beijing for at etablere forskningskontakter med forskere på Peking University.

Det var anden gang inden for kort tid og endnu et led i at etablere forskningskontakter mellem CBS (Copenhagen Business School) og forskningsmiljøer i Asien, Europa og Nordamerika. Kort før vort sidste besøg havde den danske undervisningsminister sammen med forskningsministeren været i Kina. Deres opgave var den samme – bare bredere og som repræsentanter for det danske undervisningssystem. Deres konklusion var klar – Danmark behøver en ’Kina Strategi’ for forskning og uddannelsessamarbejde. Vi er helt enige. Men vi er skeptiske over for den ’top-down-måde’, som den danske regering ligesom Københavns Universitet har valgt. Både regeringen og vort største universitet har valgt at starte med politiske deklarationer, formelle aftaler, det hele underskrevet og besluttet i kontorer langt fra, hvor forskningen faktisk drives – hos forskere og i forskningsenheder. Vi gør det omvendt ved at bygge på allerede eksisterende netværk af forskere og udbygge dem med nye kontakter, men hele tiden med forskerne selv i centrum. Erfaringen siger, at denne ’bottom-up-måde’ er mere effektiv, på kort så vel som på langt sigt. Det er den, fordi den baserer sig på forskernes egne indsigter i, hvilken forskning der kan gennemføres, og hvilken forskning der må gennemføres for at bringe de faglige discipliner og diskussioner videre. Og i forbindelse med en Kina-strategi er netop dette det vigtigste: Hvordan kan nutidens Kina, både som samfund, som kulturrige, som politisk system og som en af verdens største økonomier bidrage til at forstå og forklare den globalisering, alle taler om, men som de færreste – også forskerne – har noget solidt grundlag for at forstå og forklare. Vi er forskere inden for samfundsvidenskaberne. Vor interesse i Kina hænger sammen hermed. Med vor baggrund må en Kina-strategi være baseret på en indsigt i, hvad der sker i Kina – kulturelt, politisk, økonomisk. Men også en indsigt i, hvad der kan frembringes af viden ved, at danske forskere studerer Kina, og kinesiske forskere studerer vestlige lande og således sammenligner den kinesiske udvikling med udviklingen i andre lande og globale regioner. Derfor var oktober i år en god tid at besøge Beijing på. Netop da afholdt Kinas Kommunistiske Parti sin 17. partikongres, hvor fremtidens ledelse blev udpeget og vigtige linjer for fremtidens politiske og økonomiske udvikling præsenteret. I det hele taget er oktober den bedste tid på året at besøge Beijing. Temperaturen er behagelig, det blæser af og til, således at man somme tider kan se solen, trods forureningen. Og ankommer man en lørdag eller søndag, er trafikken ikke værre end, at man faktisk kan komme frem i bil på de mange seks og otte-sporede motorveje, der gennemkrydser og omkranser kæmpebyen. Det officielle indbyggertal er 7,6 millioner, men der bor snarere 20 millioner mennesker i det store Beijing-område. Bortset fra den forbudte by og et par templer her og der er der ikke mange spor tilbage af den traditionelle kinesiske hovedstad, som kendere stadig omtaler som Peking. Der findes stadig fattige kvarterer med de karakteristiske lave, grå en- og to-etages huse i snævre gader kaldet hutonger. En kort tid endnu kan et sådant kvarter med den intense forretningsgade Dashilar/Dazhalan besøges i kvarteret syd for Tian’anmen (Den Himmelske Freds Plads). Men det er godt skjult, meget er under nedrivning, og kvarteret er muligvis væk inden de olympiske lege næste år. Nogle ganske få af hutongerne restaureres som i Houhai-kvarteret nord for Beihai-parken i centrum. Disse huse er isoleret og med indlagt vand og gas. Ellers forstår man godt, at kineserne foretrækker de nye bygninger og ser usentimentalt på, at hutongerne forsvinder i rasende tempo. Så hurtigt går byggeriet, at Beijings skyline ikke længere er domineret af kraner. Husene er ved at være færdige, og der mangler mest beklædning af facader og indretning. Det foregår til gengæld i døgndrift. Om det er de samme, der arbejder om natten og om dagen, er svært at afgøre, men formodentlig arbejder de indvandrede landarbejdere trods alt ikke meget mere end 12 timer i døgnet. Men det gør de i hvert fald også for at kunne forsørge de tilbageblevne på landet. Arbejdsløse og tiggere ser man ikke. Tiggerne var fjernet fra gaderne op til afholdelsen af partikongressen. Med hensyn til arbejdsløshed taler aviserne om, at der faktisk er ved at være mangel på arbejdskraft i det østlige Kina, og arbejderne skal hentes længere og længere vestfra i kæmperiget. Middelklassen vokser, køber biler og lejligheder og arbejder. De forbruger endnu ikke som amerikanere eller europæere, men investerer med det resultat, at landet igen i år rapporterer om en gigantisk vækst på næsten 12 procent. Alle iagttagere siger, at det ikke kan blive ved, og det kan det givetvis ikke. Men foreløbig har kineserne og det herskende kommunistiske parti haft held til at modbevise de fleste økonomiske lovmæssigheder. Kina omtaler officielt sig selv som et udviklingsland og undgår således behændigt at skulle tage ansvar som den supermagt, landet i kraft af sin størrelse og 1,3 milliarder indbyggere allerede er. Men under den diskrete overflade handler det kinesiske diplomati ganske effektivt. Det har leveret en aftale med Nordkorea om at standse atomvåbenprogrammet, som fremtiden må vise, om Kim Jung-il overholder. Kina kritiserer ikke åbent Burma, men agerer måske bag kulisserne. I Afrika forfølger Kina til gengæld åbenlyst sine magt- og energipolitiske interesser og holder fast ved de gamle venner i Sudan og Zimbabwe, hvilket giver problemer i forhold til USA og Europa. Den 17. kongres var en god lejlighed til at få indsigt i de nuværende betingelser for at skabe en dansk Kina-strategi. De endeløse taler blev kun afbrudt af panoreringer over mødesalen i det nyklassicistiske Folkets Hus fra 1950’erne, opført under alliancen med Sovjetunionen i datidens pompøse stil. Tian’anmen-pladsen var spærret af, bortset fra køerne foran Mao Zedongs kolossale mausoleum. Intet uforudset skulle forstyrre det autoritære politiske styre, selv om partiet forsøger at fremstille sig selv som en legitim repræsentant for hele folket, og der endda blandt de godt 2.300 delegater kunne antræffes moderne kapitalister, sågar kvinder, foruden de obligatoriske farverige repræsentanter for de såkaldte etniske minoriteter samt tibetanere og muslimske uighurer. Alle disse kunne imidlertid ikke udviske indtrykket af, at magten hviler fast i hånden på ret anonyme jakkeklædte apparatjikker, som taler et kryptisk papsprog. Også når de meget sympatisk proklamerer, at udviklingen nu skal ændres i en mere socialt afbalanceret retning. Slagordet det ’videnskabelige udviklingsbegreb’ blev ligefrem indskrevet i det kommunistiske partis statutter på denne kongres efter indsats fra præsident og generalsekretær Hu Jintao. Sigtet er at skabe et ’harmonisk samfund’ og en bæredygtig udvikling, der i mindre grad belaster miljøet. Partikongressen valgte en ny centralkomite, der på sit første møde umiddelbart efter kongressens afslutning valgte et nyt politbureau, ledet af et stående udvalg på ni medlemmer, hvoraf fire er nyvalgte. De to unge fra den nye såkaldte femte generation af kinesiske politiske ledere har en baggrund i henholdsvis socialvidenskab og økonomi, hvilket betyder, at den kinesiske øverste ledelse ikke længere består udelukkende af ingeniører. Dog er de alle fortsat mænd, og i det 25 medlemmer store politbureau sidder der fortsat kun én kvinde. De to nye ledere, Li Keqiang og Xi Jinping, er kommet ind i det stående udvalg uden dramatik og stærke fraktionskampe. Faktisk har det kinesiske politiske system konsolideret sig i et stabilt system, hvor udnævnelsen af nye ledere og fastlæggelsen af de overordnede politiske retningslinjer tilsyneladende finder sted på baggrund af veltilrettelagte procedurer og tiltag. Ja, faktisk er der sket en bemærkelsesværdig institutionalisering af de politiske processer i Kina. Der er åbenbart enighed om, at fornyelse er nødvendig, hvis ét-partisystemet i Kina ikke skal risikere nedsmeltning, sådan som det skete i Sovjetunionen. Hu Jintao holdt den traditionelle maratontale, der udstak hovedlinjen frem til den 18. partikongres i 2012. Demokrati nævntes 60 gange i talen, men ikke i forbindelse med bredere samfundsændringer med henblik på at skabe pluralisme og demokratiske valg. Nej, demokrati er et fænomen, der skal udbredes inden for det 73 millioner store kommunistparties rammer i forsøget på at skabe et endnu mere regeringsdueligt partistyre. Det var en sådan fornyelsesproces, det sovjetiske kommunistparti forsømte, så det mistede sin legitimitet. Det har den kinesiske ledelse studeret og lært af. Evner regimet ikke at opgradere sin kompetence, vil det ikke i længden kunne opretholde magten over landet. Alt imens magthaverne var forsamlet, besøgte vi flere gange Peking Universitet i den nordvestlige del af byen. Beida hedder dette klassiske universitet i daglig tale. Det blev grundlagt i 1898 nær ruinerne af det gamle sommerpalads, som britiske og franske tropper systematisk tilintetgjorde under den anden opiumskrig i 1860, og den elegante erstatning, som det skrantende Qing-dynasti lod opføre sidst i 1800-tallet. På dette første moderne universitet indledtes opgøret med det gamle Kina, og her formuleredes kravet om et nyt blandt professorer og studerende, der var inspirerede af Sun Yatsens republikanske idealer og vestlige tankesæt, især i en marxistisk udgave. Og herfra udsprang kravet om demokrati, der førte til den blodige massakre på Tian’anmen-pladsen i 1989. Men universiteter er svære at undvære, når man skal have gang i teknologisk og videnskabelig udvikling, hvor gerne magthaverne end vil kontrollere den frie tanke. I lang tid var der masser af politi på campus, men i dag ligner livet det, man finder på de bedste amerikanske og britiske universiteter. Interessen for vores præsentation af det sociale og liberale Danmark med de overraskende høje vækstrater og den vellykkede sociale og økologiske balance påkaldte sig stor interesse blandt studerende såvel som professorer. Det kan virke underligt at præsentere en stat med 5,3 millioner indbyggere som en model til efterfølgelse eller i hvert fald overvejelse i et land med 1,3 milliarder indbyggere, hvor alene hovedstaden rummer tre til fire gange den danske befolkning. Kinesernes interesse går først og fremmest på, om – og eventuelt hvad – Kina kan lære af Danmark, Norden og Europa. Om kineserne kan udvikle den særlige blanding af kapitalisme, demokrati, socialt hensyn og innovation, der kendetegner den nordvestlige del af Europa? Det samme gælder deltagerne i det årlige Chinese Leadership Program, der afholdes af Cambridge University og CBS med økonomisk støtte fra A.P. Møller Mærsk. Uanset hvordan man vurderer kommunistpartiets diktatoriske kontrol og de enorme økologiske, trafikale og sociale udfordringer, Kina står over for, er det uafviseligt, at Jordens skæbne i høj grad afgøres af, hvad der sker her. Kina er allerede blevet den afgørende motor for verdensøkonomien, og landet finansierer den vestlige verdens overforbrug, samtidig med at deres billige arbejdskraft holder priserne nede, så vi undgår inflation. Det hverken kan eller vil landet blive ved med. Hvad der sker, når Kina begynder at udnytte sin økonomiske magt til strategiske investeringer aner ingen. Formentlig bliver kineserne også nødt til at begynde at øge deres egen efterspørgsel. Foreløbig går diskussionen med EU og USA på at få Kina til at opskrive sin valuta, så dets varer ikke er helt så konkurrencedygtige. Landet har opskrevet lidt i forhold til dollaren, men ikke i forhold til euroen. hvilket er en fordel for os som turister, men skidt for Europas konkurrenceevne. Der er masser af mulige problemer, men det vil være klogt at investere massivt i at lade kinesiske studerende og professorer lære vores land og Europa at kende. Ligesom at lade danske studerende og forskere studere Kina. Der må opbygges goodwill ved vellykkede studieophold, korte såvel som lange. Der må formuleres konkrete forskningsprojekter; etableres løbende serier af konferencer og seminarier. Der må organiseres forskerskoler, og der må opbygges den nødvendige infrastruktur – herunder kollegiepladser, stipendier, nemme visa-ordninger og rejsebevillinger. Fra dansk side kan der gøres meget mere med hensyn til et tættere forsknings-, uddannelses- og kultursamarbejde. En Kina-strategi er derfor uomgængelig. Al erfaring viser, at det er langt mere effektivt at begynde samarbejdet nedefra, mellem de direkte involverede forskere. Men det kræver ressourcer og bistand fra diplomater, virksomheder, myndigheder. På turen havde vi møder med repræsentanter fra den danske ambassade og den franske. Alle arbejder hårdt for at skabe betingelser for samarbejde. Danmarks bedste kort er ’det danske eksperiment’ og det forhold, at Danmark for resten af verden i øjeblikket står som et vigtigt socialt laboratorium – et land, der om noget har formået at forbinde økonomisk vækst med social lighed og konkurrencedygtighed på de globale markeder med en stor velfærdsstat, høj beskatningsgrad osv. Der kan ikke herske tvivl om, at det tager mange, mange år at forstå den lange kinesiske civilisations traditioner, det svære skriftsprog, kalligrafiens betydning osv. Heller ikke om, at det er svært for kineserne at forstå den danske blanding af kapitalisme, socialisme og demokrati. Alligevel viser vores tur, ligesom tidligere besøg, at kinesiske studerende og forskere er opsatte på at lære af det danske eksperiment. Ikke for at kaste deres eget over bord, men netop for at kunne vælge mellem forskellige muligheder. Dansk tilpasningsdygtighed til den globale konkurrence med fleksible arbejdsmarkeder, der understøttes af verdens (relativt set) største velfærdsstat, er for dem netop en by i Danmark. Et land, som de fleste i øvrigt kun kender gennem H.C. Andersens eventyr. Man skal dog gøre sig klart, at et eventyr som ’Den lille pige med svovlstikkerne’ i hvert fald tidligere, i kommunismens glansperiode og selv under kulturrevolutionen, især blev læst som en socialrealistisk fremstilling af de forfærdelige forhold for almindelige mennesker under kapitalismen. Kapitalismens brutale følger behøver kineserne ikke længere at rejse langt for at studere. Kapitalismens positive muligheder mener de bl.a. kan studeres i Danmark. Men at oplyse om det danske eksperiment og at lære af den kinesiske integration i den globale økonomi er en enorm opgave. Oplysningsdelene udfyldes fint af Kulturinstituttet, den danske ambassade og mange andre i Kina. Men en Kina-strategi for forskningen – fra bunden og op – må til for at videreføre det arbejde, som diplomater, forskere og virksomhedsledere allerede har lagt grunden til. Det er de hundrede blomster, der skal blomstre – hvis man kan tillade sig at bruge denne kliche fra en af de mest brutale perioder i Kinas nyere historie, kulturrevolutionen.