Det går godt for billedkunsten i Danmark her i det nye årtusinde. Ja, alle, der kender bare lidt til billedkunsten nu og her, ved faktisk, at det går helt fantastisk godt. Der er et kvalitetsniveau, et ambitionsniveau og en sammensathed, som er exceptionel. Lige nu er billedkunsten i den lykkelige situation, at der rundt om den er virkelig kvalificerede institutioner. Vi står med nogle ekstremt ambitiøse uddannelsesinstitutioner, som bliver skarpere og skarpere. Vi står med en lang række offentlige udstillingssteder, som bliver bedre og bedre til at formidle bredt. Og vi står med nogle virkelig markante og stærke kommercielle gallerier med et professionel niveau, der aldrig har været før. Frugterne bliver høstet, og der bliver festet – og det er fint. Men at det går fantastisk godt, er ingen naturnødvendighed – tværtimod. Og det er heller ikke nogen naturnødvendighed, at det kommer til at fortsætte med at gå godt – tværtimod. Inden for en meget kort tidshorisont er der sket nogle dramatiske skred, som kommer til fundamentalt at ændre grundvilkårene for, hvordan billedkunst bliver tænkt og produceret i Danmark. Og det er simpelthen nu, vi alle sammen skal være 100 procent klar over, hvad vi gør, og 100 procent klar over, hvad vi er ved at smide ud. Det er blevet almindelig god tone at opfatte de kunstnerdrevne sammenslutninger som bedagede og uprofessionelle. Og det kan der selvfølgelig godt være noget om. Men vi skal simpelthen kunne kende forskel på badevandet og barnet. Og hvis vi vælger den hurtige fest og frejdigt smider barnet ud, så skal vi også vide, hvad det er, vi har gjort. Og hvad er så barnet her? Barnet her er forholdet mellem billedkunst og demokrati. Vi har i Danmark en helt unik over 110 år gammel levende kultur for billedkunst, der bliver tænkt, produceret og forhandlet i et direkte og selvorganiserende rum. Og dette rums konkrete og historiske forankring er Den Frie Udstillingsbygning. I over 110 år har billedkunstnerne med værker, ord og handlinger kastet deres eksistens ind i det konkrete frie og fælles rum, som Den Frie Udstillingsbygning har været. På godt og ondt har Den Frie Udstillingsbygning været en ramme om en basal og nuanceret forhandling om forholdet mellem kunst og demokrati. Ikke en teoretisk forhandling, men en praktisk forhandling, hvor værker, udstilling og dialog har været redskaberne. Når det har været ondt, har det været småligt og middelmådigt. Og når det har været godt, har stedet været afsættet for at kunne flytte, hvad fri kunst og dialog overhovedet er. Og sådan er demokratiet – på en og samme gang garant for retten til middelmådighed – og garant for retten til frihed. Vi står midt i et demokrati, og midt i vores gigantiske forbrugs- og underholdningsfest tager vi demokratiet for givet. Det er det ikke. Demokratiet er ikke nogen naturnødvendighed, demokrati er tilkæmpet. For bare to generationer siden var det en kamp, der udsprang her lige midt i Europa og kostede mindst 50 millioner mennesker livet. Vi har selvfølgelig lov til at have det sjovt og underholde os ihjel – men vi er også fundamentalt forpligtet ud over os selv og vores fornøjelser til at vedligeholde og udbygge den frihed og det overskud, som vi har fået foræret af netop dem, som ikke havde det sjovt. Vi står med muligheden for at smide demokratiet hvirvlende ud i opinionsundersøgelser, sms-x-faktor-afstemninger og samtalekøkkener. Vi står med muligheden for at smide billedkunsten hvirvlende ud i salgstal, besøgstal og internationale top 10- og top 100-lister. Men vi står også med muligheden for at være at vågne og ansvarlige over for de situationer, hvor eksistens, virkelighed og demokrati bliver levende og fundamentalt vedligeholdt. Billedkunsten i Danmark er ikke mæcenernes, fyrsternes eller despoternes kunst. Billedkunsten i Danmark er demokratiets kunst. Hverken BILLEDKUNST eller demokrati er abstraktioner, der svæver oppe i det blå. Billedkunst og demokrati er altid forankret i lokale og konkrete historiske situationer. Det er ikke tilfældigt, at der er sammenfald mellem republikken Firenze og renæssancen. Det er ikke tilfældigt, at der er sammenfald mellem bystaten Athen og formuleringen af den klassiske kultur, der efterfølgende er blevet kogt suppe på i 2.000 år. Billedkunsten er, når den er fri, en basal aktør i, hvad der overhovedet kan ses og tænkes. Billedkunsten er, når den er fri, en basal aktør i både afgrænsningerne og udvidelserne af vores fælles begrebsrammer. Den radikale og fri billedkunst er født af de samme kilder, som har skabt demokratiet. Hver eneste gang en ung billedkunstner i Danmark forsøger skabe et nybrud, så er det en indlysende selvfølgelighed, at kunstneren forsøger at føre det nybrud direkte ud i dialog med andre billedkunstnere. En dialog, som i sit udgangspunkt sætter alle de umulige, skrøbelige og uforståelige mekanismer, som et skred i forståelsesrammer altid må være, ind i et socialt og udvekslende rum. Et rum, hvor kunst, eksistens og fornyelse bliver udspillet og forhandlet demokratisk – et rum, hvor det ikke er den laveste, men netop den højeste fællesnævner, der sætter grænsen. Eks-skolen, Scalakunst, De Unge Vilde, De Nye Cool, Tapko, Kørners Kontor, Kvinder på Værtshus, N55, Selvsving, osv. osv. – om de vil det eller ej, så er de børn og oldebørn af Den Frie. Billedkunstnere i Danmark kan stadig nærmest pr. automatik ikke lade være med at afprøve grænserne for den kollektive og demokratiske form. Og i den proces danner de netværk ikke bare på ydersiden af deres karrierer, men langt ind i indholdet af deres værkproduktion. Der danner sig konstant i Danmark lokale og kritiske rum, som løbende flytter sig fra den ene alternative og midlertidige situation til den anden, rum, som er en forlængelse og udvidelse af en praksis, som historisk og konkret har sin rod i Den Frie Udstillingsbygning. Hvad sker der, hvis man river den rod over? Ingen kan naturligvis vide det med sikkerhed. Men almindelig sund fornuft siger, at ting har det med at dø, når de ikke har rødder. Kunsten skal passe på sine rødder, også selv om de er sammenfiltrede, rodede og møgbeskidte. Og demokratiet skal passe på sin kunst, også selv om den indimellem er middelmådig, besværlig, uforståelig eller bare møgirriterende. Som billedkunstner forstår man selvfølgelig godt fristelsen, der ligger i at sige: Luk lortet, fuck historien og til helvede med middelmådigheden. Men det er en billedkunstnerisk tænkning, sådan må det fælles ikke tænke og handle – medmindre det virkelig vil ødelægge sig selv. Vi kan som samfund ikke opbygge nye fundamenter hvert fjerde år. Vi skal selvfølgelig have alle de superstjerner, vi overhovedet kan få, og vi skal elske alle de internationale top 10- og top 100-lister, som vi kan komme i nærheden af. Men vi må ikke glemme det basale fundament, som det hviler på. Og det faktiske fundament er, at vi i Danmark har en levende demokratisk kunstnerisk kultur, som løbende stiller grundlæggende spørgsmål til, hvordan man forhandler billedkunst og fællesskab. Et rodnet, som, hvis det ikke bliver revet i stykker, konstant skærper og fornyr selv. Ny billedkunst opstår altid i mødet med og oven på anden billedkunst. Hver eneste billedkunstner kender på sin krop det fatale i placeringen af et penselstrøg, der sidder 3 mm forkert. Hvis vi lukker den kultur, som er billedkunstnernes rum for dialog, så lukker vi for en vidt forgrenet nuancering af virkeligheden. Hverken gallerier eller kunsthaller vil nogensinde på samme måde som billedkunstnerne kunne tage vare på alle de fiaskoer og fejltagelser, som simpelthen er forudsætningen for, at noget radikalt nyt kan opstå. Billedkunstnerne ved fra deres egen krop, at afstanden mellem det nye værk og skraldespanden skal være afskrækkende kort. Billedkunstnerne ved, at det radikalt nye værk ikke nødvendigvis kommer fra den 23-årige nyuddannede akademielev. Billedkunstnerne ved, at det værk, som rykker alle andre værker, sagtens kan komme fra den 70-årige, som har været 50 år om at sætte nuancerne på plads. Billedkunstnerne ved, at det nogle gange må og skal tage 25 år at flytte en streg. Markedet og kunsthallerne kommer aldrig til at kunne vente 25 eller 50 år med at lancere en ny billedkunstner. Kunstnernes kunstnere er for kunsten en uvurderlig del af den bredde, som det selvorganiserende slet ikke kan lade være med at tage vare på. Billedkunstnerne er stadig repræsenteret i forholdsvis mange beslutningstagende situationer. Og i de situationer varetager de alle de nuancer, som ellers ikke ville have en chance. Og når de sidder som beslutningstagere, så gør de det netop i kraft af det selvorganiserende baglands kultur. At de rent faktisk har både de kunstfaglige og kunstpolitiske kompetencer, som rimeliggør, at de sidder der, kommer i bund og grund af, at de ikke kun er optaget af deres egen karriere og deres eget værk. Hvis dialogen mellem kunstnerne mister sine rammer, og den selvorganiserende kultur uddør, så uddør den sociale dynamik og ansvarlighed, som placerer billedkunstnerne som besluttende i armslængdeprincipperne. Bureaukraterne, som muligvis respekterer kunsten og muligvis egentlig er ligeglade, kommer med god ret til at overtage det hele. Billedkunstneren vil ikke længere have nogen optik ud over sit eget værk. Internationaliseringen gør jo ikke bare, at vi kan se omverdenen – den gør også, at vi kan se os selv, at vi har en chance for at se, hvad vi kan tilbyde, som andre ikke kan. Den grad af selvorganisering, autonomi og kunstnerisk netværkstænkning, som har sit afsæt i Den Frie Udstillingsbygning, er fuldstændig særegen for Danmark. Og den er en bagvedliggende hovedaktør i den dynamik, som rent faktisk gør, at professionalisering og formidlingen i institutionerne omkring billedkunsten kan lykkes på det niveau, som det gør. Radikaliteten, fornyelsen, nuancerne og indholdet kommer simpelthen fra billedkunstnernes selvstændige skærpelse af sig selv. Udviklingen af billedkunsten har aldrig kun været et anliggende for enkeltstående geniale personer, toppen af kransekagen har aldrig svævet oppe i luften af sig selv. Hvert år går der mellem 250 og 350 udøvende kunstnere igennem Den Frie Udstillingsbygning. Der er med garanti ikke nogen andre kulturinstitutioner, som med en tilsvarende økonomi bærer så bredt et lag af udøvende kunst. Og der er ved gud ikke mange anerkendte billedkunstnere i Danmark, som ikke på et eller andet tidspunkt har vist et værk på Den Frie. Virkeligheden flytter sig, og et kunstnerdrevet udstillingssted må som et levende sted nødvendigvis bevæge sig. Den professionalisering, der udspiller sig omkring billedkunsten i dag, gør, at Den Frie Udstillingsbygning totalt må omdefinere sig selv. Alle ting er skrøbelige i overgangsfaser, og der kan ikke siges noget endegyldigt om, hvor Den Frie er på vej hen. Den Frie Udstillingsbygning skal finde sin plads som kunsternes rum for udveksling mellem radikalitet, eksperiment og tradition. Men huset er i sin kerne demokratisk med den indbyggede træghed, som en historisk situation skal kunne bære, kontinuiteten er også et fælles rum, et fælles rum, som på en gang skal fastholde fundamentet og samtidig kunne pege ud i fuldstændig uafklaret åbenhed. Den Frie Udstillingsbygning er midt i en omstillingsproces, hvor alt er til debat, men huset kan og skal ikke flytte sig lige så hurtigt som et tilfældigt galleri på Vesterbro. Som situationen er nu, er det økonomien, som meget snart kommer til at lukke udstillingsbygningen. Det er helt sikkert, at der i dag ikke kan drives købmandsvirksomhed fra Bygningen, det kan ikke lade sig gøre, når der rundt om i København er 50 professionelle fuldtidsbemandende gallerier. Og der kan ikke drives kunsthal fra stedet, når der hverken er penge til at arrangere eller formidle udstillinger på det niveau, som 15 andre offentlige udstillingsinstitutioner gør det. Den Frie Udstillingsbygning er i hele sin historiske fundering en idealistisk vision om billedkunstens forhold til frihed og det fælles. Den Frie Udstillingsbygning kan i dag umuligt konkurrere på hverken besøgstal eller salg. Men skal den også det? Billedkunstens forpligtelse på et sted som Den Frie Udstillingsbygning må simpelthen ikke opgøres så småligt. Den Frie Udstillingsbygning er skabt i en tid, hvor man havde en vision om, at den radikale og frie kunst kunne holde verden åben og fri. En vision, der så en sammenhæng mellem fri tænkning, fri kunst og frit demokrati. Muligvis en tåbelig idealisme, som vores tids fornuftige kynisme stille og roligt, en gang for alle, vil forvandle til udsalg af udestuekøkkener. Kan det fælles virkelig ikke friholde ét eneste rum i hele Danmark, hvor det er billedkunsten selv, der alene sætter dagsordnen? Kan det fælles ikke friholde ét eneste rum til billedkunstens radikale møde med sine egne grundvilkår? Sikken en fattigdom, hvis den rigeste tid i Danmarks historie bliver den tid, der lukker Den Frie Udstilling. Den Frie Udstillingsbygning er symbolsk det samme for billedkunsten, som folketingssalen er symbolsk for demokratiet. Det vil simpelthen være historisk tragisk, hvis det fælles ikke kan finde ud af at redde den Frie Udstillingsbygning som stedet, hvor billedkunsten kan vedligeholde kunstens dialog med demokratiet.