Hvis man bukker sig ned, når man går forbi hans hus, kan man se lige ind i den oplyste garage. Der står tre sportsvogne – en gul Lamborghini, en sort Mercedes sportsvogn og en rød Ferrari. I den anden garage står en stor sort Mercedes og en amerikansk ’Hummer’. Bilerne tilhører den berygtede forretningsmand Tay Za – en af Burmas rigeste mænd og ejer af firmaet Htoo Trading Company. Rygtet vil vide, at Tay Za startede som våbenhandler, har fældet det meste af Burmas regnskov og er involveret i enhver givtig forretning i landet. Han ejer også flyselskabet Air Bagan og store dele af hotelbranchen. Det er svært ikke støtte Tay Za, hvis man tager på ferie i Burma. Vi tog et billede af bilerne. Et billede af griskhed og grådighed. Det gjorde taxachaufføren meget nervøs. »Dangerous, dangerous«, sagde han. Tay Za er med til at holde generalerne ved magten. Han er tæt knyttet til juntaen og har fået viklet flere af generalernes sønner ind i sit forretningsimperium. Da Tay Zas far døde her sidst i februar, var en af de første, der kom forbi for at vise faderen respekt, Than Shwe – militærdiktaturets ubestridte leder. Det siger lidt om den indflydelse, som Tay Za har. Man behøver ikke bukke sig ned for at opdage, at kineserne også spiller en betydelig rolle i Burma. De bygger vandkraftanlæg, udvinder gas og er ved at konstruere en enorm olieledning ind gennem landet, der skal sikre hurtigere adgang til olien fra Afrika og Mellemøsten. Det er kontrakter på enorme summer, og de skrives under af militærjuntaen, som både sikrer sig indtægter og en livsforsikring. Kineserne kan vanskeligt tåle den usikkerhed, der vil opstå ved et systemskifte. Det siger lidt om de kræfter, man er oppe imod, hvis man kræver demokrati i Burma. Det er ikke kun politik – det er profit og enorme pengesummer. Griskhed og grådighed. Der er kun få spor tilbage efter den brutale nedkæmpning af demonstrationerne anført af buddhistiske munke i september. På enkelte gadehjørner kan man fortsat finde sandsække, pigtråd og bevæbnede soldater. Men selv om brutaliteten ikke er synlig, taler alle om øget kontrol og mindre adgang. Forsamlinger på mere end fem personer er i princippet ulovlige, hvilket har gjort det vanskeligt for folkelige organisationer at arbejde i landsbyerne. Imens forarmes befolkningen yderligere. Selv om verdens fødevarepriser er steget markant, er priserne til landmændene i Burma for afgrøder som frugt og grøntsager styrtdykket. Da prisen for energi pludselig blev sat op med flere hundrede procent i august, endte regningen hos landmændene. Der rapporteres om tomater og kål, som smides ud, fordi det ikke kan betale sig at transportere dem til byerne. Om landmænd, der ikke kan sælge deres ris på grund af lave priser, dyr transport, indviklede regler, skatter og barrierer. Samtidig med at Burma, der i tiden efter Anden Verdenskrig var verdens største eksportør af ris, har indgået en aftale om at eksportere 400.000 ton ris til Bangladesh, sulter befolkningen både i det nordlige og vestlige Burma. De historier vidner om et marked i kaos og ude af kontrol. Og enhver tale om at hjælpe landmændene med at organisere sig er dømt til at mislykkes på grund af hård modstand fra et militærregime i konstant paranoia. Østpå får landsbyerne uden varsel ordre til at flytte i tilfældige straffeaktioner. Alene i Karen-området har over 100.000 mennesker i godt 600 landsbyer måttet forlade deres boliger og marker. Folk bliver chikaneret, udskrevet til tvangsarbejde, tvunget til at levere ris, penge og soldater til militæret – de bliver udsultet, deres ressourcer udplyndret og deres jord konfiskeret. I nogle områder kan man købe masser af alkohol og opium, men ingen ris og mad. Det væbnede oprør mellem den burmesiske hær og de splittede og internt uenige oprørsbevægelser fortsætter og efterlader et blodigt spor af landminer bag sig. Her er få skoler, stort set ingen sundhedsydelser og fødevaremangel i lejrene med de internt fordrevne. Gennem mange år har hjælpeorganisationer forsøgt at nå befolkningen ind over grænsen fra Thailand med rygsæk-læger, sygeplejersker og økonomisk bistand. En hjælp, som er både vanskelig og farlig. Den indsats er dog i fare for at falde væk. Budskabet hos mange donorlande, herunder Danmark, er, at vi nu i stedet skal hjælpe indefra. Det er der al mulig grund til, men det glemmes, at der er mange områder og mennesker, man ikke kan nå indefra. Det glemmes også, at styret med sikkerhed vil forsøge at kontrollere enhver hjælp, der fordeles af organisationer inde i Burma. Og det glemmes, at organisationer i Burma ikke levnes nogen plads til politiske kampagner. Strategien må og skal derfor være tosidet – hjælpen skal øges både udefra og indefra. Det vil være et uheldigt knæfald for regimet, hvis vi i desperation over endnu et nedkæmpet oprør giver op og flytter ressourcerne væk fra oppositionsgrupper, grænsearbejde og flygtninge og ind til grupper i Burma, der nemmere kan manipuleres af regimet. Flygtningelejrene uden for Burma har i hvert fald stadig brug for massiv hjælp. Ikke mindst da de stærke og veluddannede flygtninge konstant løftes ud af lejrene til lande som Danmark, der i stigende grad fokuserer på at få veluddannede flygtninge, der kan blive en ressource og ikke en byrde. Resultatet er, at lejrene udpines for menneskelige ressourcer. De svage og dårligt uddannede flygtninge står tilbage. Skal vi øge støtten indefra og bevare støtten udefra, kræver det derfor mere hjælp. Den ser dog ikke ud til at komme. Og de ekstra 50 millioner kroner, som udviklingsminister Ulla Tørnæs lovede til Burma i efteråret 2007, lader stadig vente på sig. Alle diskuterer forslaget til den forfatning, der kommer til afstemning i maj måned efter 15 års forarbejde! Det er bestemt ikke en hverken god eller demokratisk forfatning eller afstemning. Den giver 25 procent af pladserne i parlamentet til militæret og giver militæret en afgørende placering i udpegning af præsident og ministre. Valgloven stadfæster desuden, at man kan få op mod 20 års fængsel for at kritisere forfatningen, og at hverken munke, kristne overhoveder eller personer, der bor i områder med uroligheder, kan stemme. Det rammer med klinisk præcision mange af dem, der med sikkerhed er imod. Forfatningen og afstemningen er et genialt træk af regimet. Med ét flyttede fokus væk fra den brutale nedkæmpning af demonstrationerne og over til den flig af fremskridt, som forslaget rummer. Og forslaget har splittet oppositionen. Mange – ikke mindst dem, der lever uden for Burma – mener, at forslaget er en katastrofe, som vil legitimere, legalisere og dermed bevare det brutale militærregime i årtier fremover. Andre – herunder mange oppositionsfolk inde i landet– ser forfatningen, midt i mismod og frustration, som et lille bitte skridt i den rigtige retning. De har oplevet 20 års demokratisk ørkenvandring siden den sidste nedkæmpning af demonstrationer i 1988. De har oplevet, hvordan over 50 millioner mennesker er blevet gidsler i kampen mellem et brutalt militærregime og Aung San Suu Kyi, som de opfatter som unødigt stædig og principfast, og som langsomt mister opbakning internt. De kan ikke bære 20 år til. De er villige til at tage og godtage enhver lille indrømmelse, ethvert lille skridt i noget, der blot ligner en anden retning. Lad os prøve en ’indonesisk model’, lyder argumentet med henvisning til Indonesien, hvor et militærdiktatur langsomt trådte tilbage. Et synspunkt, der ofte følges af en frygt for, at et meget hurtigt systemskifte i Burma kan få dramatiske følger og resultere i stærke interne opgør. Tilhængerne af at godtage forfatningen som et utilstrækkeligt, men positivt skridt kan samtidig se, at der bag den urimelige og udemokratiske forfatning er stigende utilfredshed og intern strid blandt generalerne. Især topgeneralen Than Shwe og nummer to er efter sigende dødeligt uenige. Billederne fra september 2007 af soldater, der slog på munkene og stod med deres støvler oven på munkenes hoveder, overskred alle love om respekt og ydmyghed i den buddhistiske tro. Regimet mistede den sidste rest af opbakning og tillid i befolkningen, der måtte have været tilbage. Dertil kommer, at mange embedsmænd efter sigende er meget utilfredse, fordi deres kontorer er blevet flyttet fra Yangon og 400 km mod nord til en nyetableret hovedstad midt i junglen. Den stigende interne splittelse får folk til at håbe på forandringer. Det må komme. Magten og militæret formulder. Også sanktionerne er til debat. Mens den principfaste opposition – især blandt eksilburmesere – fortsat støtter flere og brede sanktioner, er opbakningen inde i landet langt mindre. Her mærker befolkningen konsekvenserne, mens de kan iagttage, hvordan juntaen bestemt ikke lider nød. Man kan med rette hævde, at sanktionerne endda kan styrke militærregimet. Sanktionerne øger nemlig den illegale handel og smugling og styrker dermed de kriminelle miljøer, der understøtter militærregimet. Deres mulighed for at berige sig selv på befolkningens bekostning kan blive større med sanktionerne, selv om det modsatte var hensigten. Dertil kommer, at det er mere eller mindre meningsløst at forsøge sig med sanktioner over for et land, der grænser op til lande som Indien (1.463 km grænse), Kina (2.185 km grænse) og Laos (235 km grænse). Vi risikerer at få det samme problem i Burma, som vi har fået i Sudan, hvor sanktioner og kampagner tvang vestlige firmaer – herunder oliefirmaerne – ud af landet med det resultat, at 70 procent af Sudans eksport i dag går til Kina. Det betyder, at Vesten har mistet betydelig indflydelse i Sudan, og man kan i bagklogskabens ulideligt skarpe lys spekulere over, om vi valgte den rigtige strategi. Og om vi har valgt den rigtige strategi i Burma? Mange inde i Burma talte imod de brede økonomiske sanktioner, men for målrettede og smarte sanktioner, der mere præcist forsøger at ramme militærjuntaen og magtapparatet. Tay Za og op mod 40 andre magthavere i Burma er da også blevet ramt af målrettede sanktioner. Det har blandt andet medført, at flere af Tay Zas fly fra Air Bagan nu holder stille i Rangoons lufthavn. Men heller ikke det ser ud til at gøre indtryk på magthaverne. Presset for forandringerne kan vanskeligt skabes udefra. Måske kan det skabes nedefra. Det positive er, at man mere klart ser kimen til et civilsamfund. Vi mødtes med den unge mand, som under dække af engelsktimer og musikundervisning lærte andre om, hvordan man organiserer sig. Vi mødte den lille gruppe, der drømte om at åbne en internetcafe i Chin-området – et af de fattigste områder i Burma uden nogen som helst adgang til Internettet. Vi mødtes med kvindegruppen, der tog ud i landområderne og trænede andre kvinder i at organisere små virksomheder. Og vi mødtes med en række andre organisationer. De folkelige organisationer begynder langsomt at spire frem og støttes åbent eller ulovligt af både FN-organisationer, regeringer og af internationale folkelige organisationer. Civilsamfundet og det folkelige fundament udvides derfor langsomt, men sikkert på trods af restriktioner og overgreb. Det vil være altafgørende for et fremtidigt systemskifte. Men de små organisationer løber en stor risiko, har få støttemuligheder og har vanskeligt ved at kommunikere ud af landet. Derfor er det vigtigt, at flere internationale organisationer kommer ind i Burma med en tilstedeværelse. Det er ved at ske, men her kunne vi gøre meget mere. Vi mødtes også med en af Folkekirkens Nødhjælps kirkelige partnere, der arbejder i et af de fattigste og vanskeligste områder i Burma. Da vi ikke selv kunne få lov til at tage ud i områderne, havde de hentet deres lokale ledere ind til mødet. Det var 30-40 vejrbidte mænd og et par kvinder. En efter en rejste de sig og fortalte om overgreb, udnyttelse og elendighed, men også, med en enestående ærlighed, om fremskridt og fejltagelser i deres yderst beskedne projekter. Projektet med opdræt af grise var gået godt. Landbrugsbutikkerne gik nogenlunde. Rejeprojektet var gået galt. Uddannelsen af lærere var der hårdt brug for. Vi stillede vores donorspørgsmål – burde I ikke fokusere? Burde I ikke kvalitetssikre og lave regler for indkøb og finansstyring? De tog venligt imod vores forslag. Men som deres leder stilfærdigt sagde det: »Vi bliver nødt til at forsøge at gøre noget godt. Der er ikke noget alternativ. Hvis vi ikke gør det, er der ingen, der gør det. Vi ved godt, at vi nu skal lave projektdokumenter, retningslinjer og rapporter. Men vi har jo altid gjort det her. Altid forsøgt at hjælpe. Hvordan kan vi lade være? Det er jo vores landsbyer. Vores familie. Vores folk«. Kontrasten til garagen af griskhed er overvældende.