Trods ytringsfriheden, trods en lettere tilgang til politikere i Danmark end de fleste andre steder, på trods af – eller netop fordi – vi i den grad er opvokset med demokratiet, så vi alle føler os medansvarlige for de ting, der sker i vores land, kan man alligevel føle det meget svært at nå helt frem til dem, der tager beslutningerne. Denne kronik har først været sendt til Jyllands-Posten, så til Berlingske Tidende, mest fordi jeg regner med, at det er de blade, som I (og i hvert fald jeres vælgere) fortrinsvis læser, og fordi jeg synes, man skal føre dialogen især med dem, der kan forventes at være uenige. Kan det ikke også være et forsøg på at skabe lidt sammenhængskraft? Selvfølgelig er redaktørerne i deres gode ret til at administrere ytringsfriheden, som de vil, og der kan være mange grunde til deres afgørelser, men kunne det også være, fordi vi er blevet mere polariserede? Jeg har før haft artikler i begge blade. Desværre var netop jeres tre partier heller ikke repræsenteret ved ’Bedsteforældre for asyl’s omvendte vælgermøde, hvor vi bad folketingskandidater fra samtlige partier lytte til et kort oplæg fra os, som de så kunne kommentere eller stille spørgsmål til. Derfor håber jeg, at I vil tillade mig her at fortælle om nogle af de erfaringer, som ni søndage foran asylcentret Sandholm har givet os Bedsteforældre for asyl. Da jeg af radioavisen 7. oktober, hvor vores aktion startede, blev spurgt, hvad jeg håbede at opnå ved den, svarede jeg: »At de kommer ud«, hvilket var i nøje overensstemmelse med det skilt, jeg medbragte: ’Velkommen ud i den danske hverdag’. Siden er jeg blevet klar over at det er den sidste del af sloganet, der er det vigtigste: i den danske hverdag. Det er ikke de fysiske forhold i Sandholmcentret, der er problemet. Der er gjort meget for at gøre dem indbydende – ja, man kan næsten blive forstemt over, hvor etableret det hele virker, som om det skulle vare til evig tid. Det, der gør folk syge, er at være sat uden for samfundet. Det, der ødelægger livet for dem, er usikkerheden og udsigtsløsheden. Og hvis det er den samme tilværelse, man nu vil tilbyde dem uden for centret, kan det let komme til at gøre ondt værre, ensomheden let blive endnu større, når også det skæbnefællesskab, som lejren trods alt byder på, forsvinder uden at erstattes af en optagelse i vores samfund. »Hvad skal I«, spørger en 11-12-årig dreng, der står ved indgangen til lejren, en søndag. »Vi står her, fordi vi ikke synes, I skal blive boende inde i centret«. »Får jeg så lov til at blive ved med at gå i skole?«. Jeg ser angsten i hans øjne. Børnene her er gennemsnitligt blevet flyttet rundt mellem centrene seks gange. Nu har han endelig fået fat i en ende til et liv. »Jeg vil blive ved med at gå i skole. Jeg har gået der i tre måneder. Jeg vil tale med Pia Kjærsgaard. NU«. Da der er gået nogle søndage, bliver det klart, at vi har brug for at etablere en hjemmeside. Jeg spørger ud over de ca. 300 deltagere, om der findes en, der vil hjælpe. Der er ingen, der umiddelbart melder sig, det er jo en bedsteforældreforsamling! – jo, helt bagved stikker der en arm op. Det er en af de afviste asylansøgere, en ung iraner, it-nørd, der først har ordnet hele lejrens it-system, så har hjulpet Røde Kors generelt med deres. Mens han med absolut pædagogisk talent underviser mig i at manøvrere rundt på en hjemmeside, fortæller han mig om, hvordan han endelig til sidst fik lov at begynde at studere it på Teknisk skole. Han var lykkelig, men der gik kun tre uger, så brød han sammen. Han kunne ikke klare konfrontationen med de andre studerende, mange af dem udlændinge som han. Mens de havde perspektiv i tilværelsen, måtte han hver dag vende tilbage til den samme udsigtsløshed. Han har nu måttet opgive sine studier. Den femte søndag har vi besluttet at tage vores børnebørn med og så invitere asylbørnene ud til danske børnelege og danse, og vi har også fået fat i en tryllekunstner. Nu er det vigtigt at formidle budskabet til forældrene. Vi forfatter en indbydelse på fem sprog, og jeg får lov at være med til et møde en aften på centret, så jeg kan forklare nærmere. Så skal vi have hængt indbydelserne op på centrale steder. En ung irakisk pige på 17 tilbyder at gå med mig rundt, sød, opvakt, oven i købet høflig. »Går du så i skole?«. »Nej, jeg er ikke dygtig nok til dansk til at gå i gymnasiet«. »Så får du undervisning i dansk nu?«. »Nej, jeg læser bare i mine små søskendes danskbøger, de går i skole«. Jeg får også lov at besøge ’Baba’ i hendes lille hyggelige hjem, to små rum med et køkken imellem, hvor hun bor med sin mand og en søn. Hun er roma og har været her i fem år. I Kosova var hun udrykningssygeplejerske. De første år var hun fuld af ideer, lavede kvindeklub og var et samlingspunkt for alle. »Jeg kan godt savne, at børnene ikke kikker herind mere. Men nu orker jeg ikke mere noget«. – Hun sidder og vejer en stor plastikpose fra den ene hånd til den anden. Det er al den medicin, hun nu hver dag skal konsumere. Ulykken har ikke formået at gøre det helt af med en udstråling af mild myndighed. 55 år er hun. I aftes sad jeg ved min dødssyge søsters seng på Gentofte Sygehus. Der var kun to sygeplejersker til at passe hele afdelingen, tre gange måtte jeg hen og bede om hjælp til at få hende på toilettet, det var simpelthen umuligt for dem at nå at være alle de steder, der blev ringet efter dem. En af de bedsteforældre, som kommer regelmæssigt på centeret, fortæller en søndag om en ung pige fra Tjetjenien, der efter at have lært sig godt dansk på eget initiativ var blevet optaget til en uddannelse som klinikassistent. Men desværre måtte hun standse uddannelsen – ikke fordi hun ikke kunne få praktikplads, men fordi reglerne inden for den uddannelse kræver, at hun får udbetalt løn under praktikperioden. Da hun ifølge lovgivningen på flygtningeområdet jo ikke må arbejde og tjene penge, mens hun venter – »ja, så må et begavet og målrettet ung menneske gå og pille næse bag hegnet i Sandholm, mens livet går videre – uden for reservatet«. Men godgørende vil vi danskere gerne være, især i denne søde juletid. Og det kan være svært for alle de oprigtigt velmenende mennesker at forstå, at de demonstrerende bedsteforældrene foran asyllejren står der med det ene formål at ændre vores asylpolitik og ikke har lyst til at agere julemænd og dele generøse gaver ud til de nødlidende. Det er heller ikke mangel på legetøj, der er problemet. Det er derimod den mangel på autoritet hos forældrene, der nemt følger i magtesløshedens spor. De er ikke i stand til selv at give deres børn de ting, de kunne ønske sig. Så kommer der nogle overskudsmennesker udefra, som kan og vil. Om hensigten er nok så god, kan det ikke undgå at virke ydmygende på de i forvejen hårdt ramte forældre. Selv tilbud om kulturelle arrangementer kan mødes med et fortvivlet »Ikke mere Tivoli, tak«. Et lotteri kunne derimod nok friste nogle af dem, for det at vinde noget nærmer sig dog en anelse mere at tjene sine penge selv. Nogle af søndagene kommer en af demonstranterne cyklende helt fra Ebeltoft. Han fortæller om en afghansk speciallæge, som han har mødt på et asylcenter derovre. Ankommet til Danmark engagerede lægen sig straks i at få lært dansk og gjorde meget for at få sine landsmænd i lejren med ved bl.a. at arrangere lektielæsningshold. Han blev virkelig meget dygtig til dansk og fik også ved lejrlederens velvilje lov til nogle dage ugentlig at følge arbejdet på Grenaa sygehus Men det gik ham på, at han nok kunne få lov til det ene og det andet, men at ingen i Danmark kunne bruge ham til noget. Så da regeringen tilbød afghanerne et beløb for at rejse, endte det med, at han tog tilbage til Afghanistan. Hjemme søgte han hurtigt over i FN og er nu leder af Unicefs afdeling for sundhed og undervisning i Darfur. For nylig passerede han Danmark på vej til en kongres i Sverige og besøgte blandt andre vores demonstrant. Den afghanske læge bad om at måtte tale med ham i enrum, der var noget, det var vigtigt for ham at få sagt: »I hele mit liv har jeg aldrig haft det så skidt som i de år, jeg var i Danmark – ikke engang under Talebans styre. For dér var jeg dog noget. I Danmark var jeg ingenting. Jeg følte mig helt berøvet menneskelig værdighed – på en måde, så jeg virkelig også mistede den. Jeg blev et dårligere menneske og følte, jeg gik i opløsning«. »Et jævnt og muntert virksomt liv på jord« har vi alle været med til at synge … »med lige værdighed i hus og hytte«. Har netop værdighed ikke været en af de værdier, vi lagde allermest vægt på i Danmark? Det kan da ikke passe, at vi nu oplever tingene så forskelligt, alt efter hvilket parti vi tilhører. I Bedsteforældre for asyl lægger vi stor vægt på, at vi er tværpolitiske, vi er der ikke for at flytte stemmer fra et parti til et andet, men for at påvirke hver vores parti indefra. Værdighed. Flere af de mennesker, der har regelmæssig kontakt med de afviste asylansøgere, og også manden fra Ebeltoft, bemærker, at flygtningene hellere end at komme på besøg uden for lejren selv vil have besøg i lejren. »Derved føler de, at de får en smule værdighed ved ikke hele tiden at skulle være taknemmelige for noget, som giveren kun giver yderst modvilligt. Når vi var på besøg hos dem, kunne de give f.eks. et lille måltid med glæde«. Og jeg må tænke på den afrikanske professor i Niger, som jeg interviewede om hans syn på bistand. »Prøv at række mig Deres båndoptager«, sagde han og pegede på min lille maskine, der lå på bordet. Jeg gav ham båndoptageren i hans fremstrakte hånd: »Hvordan tror De, det føles altid at have hånden underst?«, var hans modspørgsmål. Hvis man ikke får lov til at yde noget, hvis man ikke får lov til at være en del af det samfund, man lever i, kommer man let til at føle sig som offer. Og offerrollen er måske det mest ødelæggende for et menneske, fordi det indebærer opgivelsen af at have ansvar for og indflydelse på sin egen skæbne. De mennesker, der når frem til os og beder om asyl, er jo mennesker som dig og mig, ja, oprindeligt er de mere, for de har netop haft et ekstra drive for at begive sig på en lang og farefuld flugt herop. Men vi er ved at slukke gnisten i dem. Selvmordsstatistikken taler sit eget sprog. Børn, der mister håbet, fordi deres forældre er brudt sammen. Unge fulde af talenter og livsmod, der stækkes og bliver syge af de manglende udsigter. Mænd, der mister ikke bare indholdet i livet, men deres identitet, fordi vi ikke giver dem mulighed for at opbygge en ny. Og det på et tidspunkt, hvor vi oven i købet råber på arbejdskraft. Her er en arbejdskraft, der allerede har et vist kendskab til det danske sprog og det danske samfund, og hvis eneste forbrydelse er ikke at have været i stand til at overbevise de tre mennesker, hvis skøn deres skæbne har været afhængig af, om deres troværdighed. En dom, hvor det er den ’anklagede’, der skal bevise sin uskyld, hvor ’afhøringen’ foregår ved hjælp af en tolkning, der også indebærer fejltolkninger, hvor de ting, det var vigtigst at få sagt, ofte er dem, man prøver at fortrænge, hvor dommen er ubetinget og ikke kan appelleres – og straffen ikke anses for udstået selv efter to – fire – seks – ti år. Vi danskere er altid parate til at fortryde fortidens synder – om det er jøder, der forgæves søgte frelse hos os før krigen, eller de tyske børn, der led vanrøgt efter krigen, eller alt, hvad vi har gjort galt i Grønland. Vi angrer og undskylder. Nutidens forsømmelser er det sværere at få øje på. I hvert fald så længe man ikke er tæt på. Vi bedsteforældre for asyl har set nok til, at vi ønsker at sige fra. Vi ønsker at gøre jer opmærksomme på, at det ikke kun drejer sig om nogle irakiske børnefamilier, og at det ikke kun drejer sig om at få dem ud af centrene. Kun en varig opholdstilladelse, der giver de afviste asylansøgere lov til at leve en almindelig hverdag med arbejde, uddannelse og kontakt til det samfund, de befinder sig i, kan standse den menneskelige nedbrydning og i stedet gøre dem til et værdifuldt tilskud til vores samfund. Det kommer ikke til at gå af sig selv. Også integrationen er et stort arbejde fra begge sider. Det haster med at komme i gang. Tak for jeres opmærksomhed. Vi er for mange til at skrive under alle sammen, men jeg har fået tilladelse til at skrive dette på alle bedsteforældre for asyl’s vegne.