Scene 1: Flere steder i den tredje verden udbryder der spontane demonstrationer mod de stigende fødevarepriser. Verdenssamfundet ser på med stigende uro, mens urolighederne spreder sig fra land til land. Scene 2: I flere skrøbelige demokratier udbryder der magtkampe og ikke-demokratiske kræfter udnytter den voldsomme utilfredshed til at udfordre den valgte ledelse. Enkelte lande er på randen af borgerkrig. Scene 3: Danmark og andre ilande må udvide deres internationale militære engagement i verdens brændpunkter kraftigt for at søge at undgå, at der opstår nye slyngelstater som følge af den omfattende fødevaremangel. Samtidig truer massive folkevandringer væk fra de fattigste områder med at komme helt ud af kontrol. Ovenstående er fri fantasi. En science fiction. Anslaget til en dårlig roman. Eller er det? Den fødevareknaphed, som nu har ramt de fattigste lande – de lande, hvor befolkningen ikke kan købe sig ud af problemet – har i sig kimen til en negativ global spiral. Det vil være direkte ansvarsløst at lukke øjnene for de problemer, som skal håndteres både politisk og produktionsmæssigt. Historisk set har fødevaremangel og sult været en af de væsentligste politiske drivkræfter: Sult har ført lande i krig. Sult har kostet millioner af menneskeliv, og sult har ført til folkedrab og etniske udrensninger. At sige, at vi pludselig står med et sultproblem på hånden, er en hån mod de millioner af verdens fattigste, der har sultet i årtier eller længere. Men det er en kendsgerning, at vi efter en mangeårig positiv udvikling, hvor der generelt er blevet færre, der sulter, nu står i en ny situation, hvor knaphed på basale fødevarer og deraf stigende priser allerede har ført til uroligheder flere steder i verden. På nogle måder kan man sige, at vi allerede er midt i første scene af det begivenhedsforløb, jeg har skildret i indledningen. Priserne på basisfødevarer stiger med rekordfart, og vi har set de første folkelige protester flere steder i verden. Der er mange grunde til, at vi oplever stigende fødevarepriser i denne periode. Lad mig bare nævne tre centrale forklaringer her: Den australske kornhøst har som følge af for lidt nedbør været usædvanligt ringe de seneste tre år. Den kinesiske og indiske økonomi er inde i en voldsom vækst. Det betyder, at færre i disse lande sulter, men paradoksalt nok betyder den langt større efterspørgsel også, at priserne på fødevarer stiger. De høje oliepriser betyder også meget for prisudviklingen på fødevarer, fordi der i alle led af produktionen skal bruges energi. Endelig bruger vi en stadig og større del af planteproduktionen til at producere brændstof – også det er med til at presse priserne på mad i vejret. Det er med andre ord vidt forskellige forklaringer, der samtidig på mange måder hænger sammen. Er det klimaændringer, der har ført til tørken i Australien? Er det klogt, at vi forsøger at løse problemet ved at hælde korn i benzintanken? Hvordan får vi sikret en fødevareproduktion, der kan holde trit med befolkningsudviklingen og den stigende velstand? Hele spørgsmålet om fødevarepriser og mangel på mad er som en labyrint af paradokser – og vi er nødt til at finde en vej ud af labyrinten. Det er en af de største strukturelle og politiske udfordringer i vores tid. Paradoks nr. 1 – politik eller erhverv? Efter Anden Verdenskrig var der massiv mangel på fødevarer i Europa, og udviklingen af en fælles landbrugspolitik med målrettet produktionsstøtte sigtede mod at få sat fart på en fødevareproduktion, der kunne gøre Europa selvforsynende med mad. Denne politik var en stor succes, og i løbet af forholdsvis få år fik vi udbygget den europæiske fødevareproduktion til ikke alene at kunne brødføde os selv, men også til at gøre Europa til en betydelig eksportør af fødevarer til resten af verden. Der er sagt og skrevet meget om EU’s landbrugspolitik. Og det er sjældent noget pænt. Meget er allerede forandret med afkobling af støtten, men der er ingen tvivl om, at vi med den virkelighed, vi nu om dage lever i, skal have udfaset den resterende del af landbrugsstøtten. Det må bare ikke få os til at glemme den historiske baggrund. De seneste mange år har debatten om landbrugspolitikken blandt andet været præget af, at den førte til overproduktion, og vi har læst historier om vinsøer og smørbjerge og om eksportstøtte, der har ødelagt fødevareproduktion i den tredje verden og om mange andre uheldige bivirkninger af politikken. Europa er ikke alene om at have ført en sådan politik. Den politik, man har ført i USA, i Australien og i andre store landbrugsområder, har været stort set den samme, og i den forstand er støtten til fødevareproduktion blevet en kamp om, hvem der har den dybeste pengekasse. Og det har selvfølgelig ikke kunnet undgå at ramme fødevareproduktion i de fattige lande, hvor man ikke har haft så velpolstrede statskasser. Derfor er en af udfordringerne i dag at få (gen)opbygget en effektiv fødevareproduktion i en række udviklingslande – ikke mindst i Afrika. Paradoks nr. 2 – rene hænder eller fulde maver? De fleste sektorer har over de sidste 30 år oplevet en stigende miljøregulering. Det gælder til overflod for landbruget. I Danmark har vi for eksempel oplevet vandmiljøplaner med begrænsninger i brugen af pesticider og gødning. Det betyder, at vi i dag producerer 15 procent mindre på vores jorder, end vi kunne, hvis vi tilførte den optimale mængde næring til planterne. Den europæiske landbrugspolitik er blevet udbygget med braklægningsordninger, som naturligvis også fører til en lavere produktion. På den måde kan man finde en række tiltag, som i praksis fører til, at vi producerer mindre mad, end vi egentlig kunne. Jeg tror ikke, der er nogen, der mener, at vi skal se stort på miljøet – hverken i landbrugsproduktionen eller i nogen andre erhverv. Vi har en soleklar pligt til at overlade kloden til næste generation i god stand. Men man kan ikke komme uden om paradokset. Og der er gode muligheder for at udnytte de robuste jorder væsentligt bedre, end vi gør i dag. Hvis vi ønsker at sikre en fremtidig fødevareproduktion, som kan følge med befolkningsudviklingen, så er vi nødt til at have en debat om balancen mellem de forskellige hensyn. Ikke af hensyn til landmanden eller fødevareproducenten – for så vidt kan vi jo leve fint med en lavere produktion til en højere pris. Nej, spørgsmålet er, hvor langt vi kan gå med miljøreguleringen uden at bringe verdens fødevareforsyning i fare. Paradoks nr. 3 – korn i munden eller i tanken? Verden står over for en udfordring på klimaområdet, som indebærer, at der skal fokus på alternativer til olie og kul. I den sammenhæng har fødevareerhvervet meget at byde på. Den samlede produktion af vedvarende energi i Danmark udgør cirka 15 procent af vores energiforbrug. 80 procent af denne vedvarende energi stammer fra biomasse – blandt andet halm, flis mv. fra landbruget. Også potentialet for at udnytte energien i gylle er meget stort i takt med, at teknologien udvikler sig. Også i forhold til bioethanol til iblanding i benzinen er der muligheder i landbrugsproduktionen. Mange steder i verden ser vi en stigende andel af majs og andre landbrugsprodukter blive anvendt til brændstof til biler. Det er en medvirkende årsag til, at vi oplever store prisstigninger. Der er ingen tvivl om, at produktion af bioethanol har været til fordel for landmænd i dele af verden. Og der er heller ingen tvivl om, at det mindsker CO{-2}-udledningen. Men man må konstatere, at prisen kan blive for høj. Jeg mener uden diskussion, at fødevareforsyningen skal have højest prioritet. Samtidig skal vi selvfølgelig sætte alt ind på at forske i alternative energikilder – herunder også teknologier til produktion af bioethanol på baggrund af affald og restprodukter. Frem for alt skal vi anvende de teknologier, der er mest effektive til at reducere CO{-2}-udledningen. Hvis det er produktion af bioethanol, skal vi selvfølgelig satse på det. Hvis forskningen viser, at der er andre og mere effektive metoder, så er det der, vi skal investere. En ting skal ligge fuldstændig fast: Det må aldrig blive på bekostning af fødevareforsyningen. Det er igen en afvejning – i dette tilfælde af hensynet til klima i forhold til ønsket om at mætte alle munde. Set fra mit udgangspunkt kan der som sagt ikke være tvivl om, hvad vi skal prioritere højest. Paradoks nr. 4 – jo flere der har det godt, jo flere får det skidt De seneste 20 år har vi oplevet en gennemsnitlig stigning i verdens velfærd uden sidestykke. Med væksten i nogle af verdens folkerigeste lande er mange hundrede millioner mennesker blevet løftet fra fattigdom til anstændig levefod eller sågar middelklasse. Det er enorme kræfter, der er på spil, når befolkningerne i lande som Kina og Indien ændrer adfærd. Hvis hver kineser spiser et kilo svinekød mere pr. år – det er kun nogle få koteletter – så svarer den stigning stort set til hele Danmarks produktion af svinekød. Det er jo på alle måder en glædelig udvikling, at mange flere har fået en fornuftig levestandard. Men når en større og større andel af en i øvrigt voksende befolkning får råd til at spise sig mætte, så betyder det selvsagt, at der er behov for at øge verdens fødevareproduktion. Ellers betyder det, at der nogle andre steder i verden vil være mennesker, der ikke kan spise sig mætte. Og det konflikter som tidligere beskrevet med miljø, med klima og med den politik, vi har ført, som på mange måder har sigtet mod at begrænse produktionen. Ser man på fremskrivninger af befolkningsprognoser og på, hvordan man kan forvente, at de nye tigerøkonomier særligt i Asien vil udvikle sig, så må man også samtidig konstatere, at udfordringen de kommende år ikke bliver mindre – den vil vokse i form af større befolkninger og øget efterspørgsel. Også fordi vi samtidig vil se en fortsat velstandsvækst, hvor flere og flere vil få økonomiske forudsætninger for at tage del i en forbrugsfest. Det er svære problemer – men det kendetegner paradokser, at de netop er paradokser. Der er ingen lette veje, og uanset om vi prioriterer det ene eller det andet, så har det en pris. Mangel på fødevarer er et voldsomt problem – først og fremmest ud fra en humanitær betragtning. Men det er også et sikkerhedspolitisk problem. Det kan godt være, at vi kan blive ved med at spise os mætte i den vestlige verden og sågar i nogle af de nye tigerøkonomier. Men andre steder i verden vil fødevaremangel ikke blot give sig udslag i stigende priser – den vil føre til sult, og derfra er der et meget lille skridt til uroligheder og oprør. Vi har set de første eksempler på det i blandt andet Afrika. I den sammenhæng må man en gang imellem undres over en debat, der langt hen ad vejen handler om, hvor problematisk fødevareproduktion er, og hvor mange begrænsninger vi kan lægge på den. Og det er værd at understrege i den sammenhæng, at den danske fødevareproduktion hele vejen gennem værdikæden fra jord til bord hører blandt de absolut mest miljøvenlige, dyrevelfærdsvenlige og klimavenlige i verden. Det handler bestemt ikke om, at vi ikke skal blive bedre og overalt udnytte teknologien til at sikre en mere sikker og ren produktion. Det handler heller ikke om, at der ikke skal være en løbende debat om holdninger og politik i forhold til fødevareproduktion. Men at udvikle en politik, der betyder, at vi kan producere færre fødevarer, eller at produktionen flytter andre steder hen, er slet og ret ude at trit med den virkelighed, vi lever i. Det er soleklart, at vi samtidig skal sætte alle kræfter ind på at få understøttet en effektiv fødevareproduktion i de regioner, hvor man først og fremmest har vanskeligheder med fødevaremangel. Det ansvar skulle vi påtage os under alle omstændigheder i den rige verden. Men det gælder tifold, fordi vi i den vestlige verden må erkende et medansvar for, at fødevareproduktionen i den tredje verden har haft det vanskeligt. Vi skal bevare balancen i forhold til de mange forskellige problemer – miljø, klima, etik – som vi også skal forholde os til. Men vi skal også turde se virkeligheden i øjnene. Og virkeligheden er, at den udfordring, vi står over for med fødevaremangel, ikke er forbigående i den forstand, at vi kan sætte os ned og vente på, at det går over. Men vi kan faktisk løse problemet. Forudsætningerne for at sikre en stabil fødevareproduktion, som også mætter de mange nye munde, er til stede. Men det kræver en fremtidsvision, der fokuserer på vækst i alle led i fødekæden, og på en langt større sammenhæng mellem miljø og landbrugspolitik. Og det kræver frem for alt politisk mod til at gå imod strømmen i forhold til, hvad der har været god latin de seneste år i den danske debat om fødevareproduktion.