Her i det tidlige forår satte to begivenheder for alvor dagsorden i Danmark; knivdrabet på avisbudet Deniz og før det urolighederne på Nørrebro. Vi får flere af denne slags sager, hvis ikke vi tager gadens ny betydning for en gruppe udsatte unge alvorligt. For her hjælper hverken strengere straffe eller at bede folk om at gå ad helvede til. Tilbagevendende uroligheder på Nørrebro, knivdrab på Amager og Strøget og afbrændinger på Christianshavn. Vi har alle fulgt med i de mildest talt chokerende begivenheder, og sædvanen tro har lokal- og landspolitikere – især fra højrefløjen – været ude med krav om strengere straffe og religionskritik. Venstrefløjen har haft mere fokus på den sociale indsats og kravet om mere forebyggende arbejde, dog har SF på det seneste lagt en hårdere linje eksemplificeret med udtalelsen om, at ekstreme muslimer »kan skride ad helvede til«. Men ser man på, hvem der deltog i f.eks. optøjerne på Nørrebro, var det hverken social arv eller religion, der binder dem sammen. Det var en meget forskelligartet og sammensat gruppe med unge helt fra 11-12 års alderen til op i trediverne. De havde både rent dansk og flygtningebaggrund, og hvor nogle var gamle kendinge af politiet og det sociale system, var andre helt nye ansigter. Den religiøse tilknytning var blandet med både kristne, muslimer, hvoraf et mindretal var stærkt religiøse, og ikke-troende. Nogle var vrede på politiet, andre på Muhammedtegningerne og atter andre blev taget i at sætte deres egen bil i brand for at få forsikringspenge. Deltagerne var alt lige fra pæne velintegrerede mennesker med arbejde og uddannelse til stærkt kriminaliserede unge. Anderledes var det med det meningsløse knivdrab på Amager, hvor de tre gerningsmænd var socialt belastede, men ikke i opposition til nogen defineret modstander. Og ser vi de seneste uroligheder på Christiania, var deltagerne igen helt andre mennesker. Alligevel er der noget, der binder alle disse mennesker sammen. Det er deres relation til det, man kan kalde gaden. Ikke bare den konkrete fysiske gade, men også ’gaden’ som et udtryk for et socialt rum, hvor unge i forskellig grad er forbundet. Gaden har sit eget sprog, egen dresskode, egne samværsformer, egne regler og egen kultur. Gaden er præget af unge med flygtninge- eller indvandrerbaggrund, men også etnisk danske, og sprog, kultur og regler tages fra begge steder. Gaden er et dansk blandingsprodukt, hvor amerikansk ghettokultur, klassisk dansk pjalteproletariatskultur, islæt fra Østeuropa, Balkan, Mellemøsten, Nordafrika og en række sydasiatiske lande blandes. De unge er en del af en dansk subkultur, og deres relationer handler først og fremmest om danske forhold. Der er ikke et ’dem og os’. Det er ’made in Denmark’ og derfor ’os og os’. En anden subkultur med store lighedspunkter – Christiania – siger det meget tydeligt i en sang »I kan ikke slå os ihjel, for vi er en del af jer selv«. Gaden som socialt rum udvikler sig konstant i en løbende vekselvirkning mellem de unge og det omkringliggende samfund. Det helt afgørende ved gaden som socialt rum er fraværet af samfundsmæssige relationer. De unge forbinder sig ikke med samfundet som en overordnet samlende og normregulerende faktor. De unge har ingen positive forventninger til samfundet – det fælles – og derfor stiller de heller ingen krav, men ’nøjes med’ at sætte deres mærke på omgivelserne i form af vold, optøjer og hærværk. De forholder sig i stedet socialt til gruppen – og imod de andre. De andre er i denne sammenhæng alle andre end ’mig og mine’. De har lært at tage sig af sig selv, måske af deres kammerater, men ikke af det, vi har fælles som samfund. De sociale myndigheder forstås ikke som myndigheder, men som deres konkrete udmøntning. Gademedarbejdere ses mere som et udtryk for gadens kultur end som det danske samfunds forlængede arm. Brandmændenes samfundsmæssige funktion og myndighed accepteres ikke. Og endelig har vi deres forhold til politiet, som jo har til opgave at sikre os alle sammen mod, at gadens lovløshed går for vidt. Men politiets ret som myndighed til at sikre lov og orden anerkendes heller ikke. Så politiet kan meget let blive betragtet som en form for konkurrerende bande, og hvis de i deres arbejde træder blot lidt ved siden af, hvis der i enkelte tilfælde gås lidt for vidt, eller magtudøvelsen bliver vilkårlig og gadebetjentenes sprogbrug angriber gadens unge, så bliver stemningen mellem politi og gadens unge særdeles forgiftet. Så meget desto mere, som der er kriminelle blandt gadens unge, der har gavn af en forgiftet atmosfære. Gaden er stærkt præget af sociale relationer mellem dem, der kan koden og som kan opfattes som en del af gadens miljø. Fællesskabet og sammenholdet er primært vendt mod resten af samfundet. Derfor kan det være svært for myndighederne at nå dem, både gennem en social indsats, i skolerne, og når politiet gør deres arbejde. Denne dem og os-tænkning bliver i stærk udstrækning bekræftet af visse medier, som spiller en aktiv rolle opbygningen af gadens kultur og selvforståelse. Ved de seneste begivenheder mente politiet endda at kunne spore en klar sammenhæng mellem det mediemæssige behov for begivenheder og de unges adfærd. Gadens unge bliver dæmoniseret over for den øvrige befolkning, og mediebilledet giver anledning til angst og had. Samtidig har dæmoniseringen også en effekt over for de unge selv. De kan komme til at føle, at de selv har en uforholdsmæssig stor betydning netop ved at blive dæmoniseret. Ved urolighederne på Nørrebro gjorde de unge på Nørrebro et forsøg på i medierne at bryde denne dæmoniseringsspiral, og den københavnske politiledelse udviste også klarsyn og ansvarlighed ved at gå ind i en diskussion af egen adfærd. Mange politikere bidrager desværre til denne onde spiral. De lokal- og folketingspolitikere, som skulle have det samfundsmæssige udgangspunkt, anvender i stedet en ren gadebandeterminologi og taler om ’dem og os’, når de sætter hårdt mod hårdt og lægger op til kamp. Dermed bidrager de til en dæmonisering af gadens unge. Det gør de for eksempel ved at inddrage religiøse argumenter – ofte ved en afstandtagen til især ekstreme muslimer. Men de gør det også ved at skære alle muslimer over en kam, og de unge, som har brug for det, er kloge nok til at se, at det er mere acceptabelt at anvende religiøse begrundelser som forklaring på deres handlinger end hashhandel og anden kriminalitet. Så billedet er broget og kan let misforstås, hvilket Villy Søvndal også gør i sin forståelse af, hvad det var, der skete i landets gader. Og endnu værre; ved sin undsigelse af de unge forspilder han muligheden for dialog. Der er for Søvndal nogen, der er så onde og modbydelige at det ikke er umagen værd at tale med dem. Hvis man i Danmark kommer i den situation, at der er grupper af befolkningen, vi ikke vil tale med, uanset om de er etniske danskere eller ej, kan det medføre en konfrontations- og voldsspiral, som vi ikke har nogen midler til at stoppe. Konsekvensen kan være en risiko for indførelsen af et straffe- og politisystem, ingen ønsker sig, og som kun kendes fra lande, vi helst ikke sammenligner os med. Villy Søvndal kommer til at skabe uklarhed om sit og SF’s ståsted i denne sammenhæng. Er det reelle dialogpartnere, eller er det fjendebilleder, man ser for sig? Skal vindene fra Pandoras æske suse frit og altødelæggende? Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at det er skidt at tænke nye tanker om socialpolitik, kriminalitetsforebyggelse og integrationspolitik. Nogle gange synes jeg også, at vi har haft lidt svært ved at finde de helt rigtige og især konkrete svar på de problemer, folk oplever i f.eks. nogle af de hårdest belastede boligområder (om end man så lige skal huske på, at højrefløjens svar, uanset at de er følelsesmæssige vindere, er tabere, når det kommer til resultater). Men – for der er et men – det er vigtigt at holde de langsigtede sigtelinier klare. Der er behov for en grundlæggende erkendelse af, at vi har nogle gadesubkulturer, som er kommet lidt for langt bort fra det almindelige samfund. Det giver samfundet som helhed nogle problemer, som vi ikke får løst ved en yderligere udstødelse. Vejen til en løsning kan findes ved at knytte dem, der er kommet for langt væk, nærmere til almindeligt samfundsmæssigt liv. Vi kan ikke eksportere eller straffe os ud af disse problemer, men vi kan til gengæld godt inkludere os ud af dem. Det er her forståelsen af gaden som en bestemt form for relation til det danske samfund, er væsentlig. Det er vort eget danske problem, hvilket på en gang er sørgeligt og glædeligt. For vi har selv lavet det, og vi kan også kun selv løse det. Hvis man skal ud af gadekulturen og ind i det danske samfund, må det ske ved deltagelse i det danske samfundsliv, som det nu former sig. Det vil kræve en aktiv indsats fra den enkelte unges side, og det vil kræve en stor og bekostelig indsats fra de samfundsmæssige instansers side. Her spiller involveringen af de unge i demokratiet en helt afgørende rolle. Det er i høj grad aktiveringen af det lokale demokrati, der er vigtig. Eller man kan også sige, at de lokale samfundsmæssige muligheder skal gøres tilgængelige for de grupper, der er en del af gadens unge. Sportsklubber, haller og mulighed for aktiviteter skal målrettes disse grupper f.eks. ved en dialog med de unge om, hvad der er behov og mulighed for; altså hvornår de skal være åbne, hvilke regler der skal være for brug og hvad man skal lave. Og lad det være sagt med det samme, det handler ikke om rundkredspædagogik. For hvis de unge gerne vil have konkurrencesport, kampsport eller reparere knallerter, vil de kunne komme til det. Nej, det handler om at starte en mere generel demokratisk proces, hvor samarbejdet mellem de unge og forskellige lokale politikere bliver centralt. Det vil ikke være nok med et eller to møder, nej, det skal være længere møderækker, hvor man forpligter hinanden på aftaler og beslutninger. Det er klart, at dette ikke kommer af sig selv; det skal besluttes politisk, og der skal sættes en god sjat penge af til udviklingen af diverse aktiviteter, som vi ikke straks behøver at spare væk igen. Hvis ikke det offentlige går aktivt ind i en sådan proces, kommer gadens unge ikke med. Med denne strategi kan det lykkes at få de unge til at udvikle samfundsmæssige relationer, til at føle ansvar for det samfund, vi alle er en del af. Det handler om noget så banalt som demokrati og inklusion. Det er venstrefløjens projekt.