På denne plads bragte Politiken en Kronik af Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, med overskriften ’For enden af den tredje vej’. Det var ikke overraskende, at Kroniken rettede en skarp kritik af VK-regeringen. Det overraskende bestod i, at Helle Thorning beskyldte bl.a. Venstre for at kopiere den socialdemokratiske politik: »At Venstre og andre borgerlige partier forsøger sig i rollen som fodslæbende forvaltere af en moderniseret socialdemokratisk samfundsmodel, er i længden deres – ikke vores – problem«. Helle Thorning-Schmidt påstår desuden, at der i Venstre er stor afstand mellem ord og handling, at vi ikke leverer varen, og at det har givet anledning til problemer på en række områder, herunder på forsknings- og uddannelsesområdet. Til forskel fra Helle Thorning-Schmidt, der primært beskæftiger sig med påstande og luftige visioner – så lad mig i det følgende gennemgå seks liberale pejlemærker på vidensområdet bakket op med eksempler på konkret politik, der har gjort ord til handling. Pengene skal følge den enkelte: Hensynet til det enkelte menneske skal veje tungere end hensynet til systemet. For det enkelte menneske er i praksis kunde i den butik, vi kalder for videnssamfundet. Deraf følger, at pengene nu engang ligger bedst i borgernes lommer. Det er baggrunden for, at Venstre har været bannerfører for, at danske studerende allerede fra den kommende sommer får ret til at tage pengene med til studier i udlandet. Vel at mærke ved siden af verdens højeste SU. Det såkaldte udlandsstipendium giver de studerende mulighed for at dygtiggøre sig på uddannelsesinstitutioner af høj kvalitet rundt omkring i verden. I et globalt videnssamfund må landegrænser og nationale systemer ikke være en hindring for studerende, der ønsker at forberede sig til fremtidens globale arbejdsmarked. I forhold til Helle Thorning-Schmidts overvejelser over, hvem der kopierer hvem, så lad mig blot konstatere, at Socialdemokraterne har støttet dette forslag. Vi skal dyrke eliten: I jantelovens land skal vi turde dyrke eliten – dels for at give talenterne den anerkendelse og det klap på skulderen, de fortjener. Dels for at skabe endnu bedre rammer for, at det enkelte menneske kan udvikle sit talent til det ypperste. Det er samtidig til glæde for resten af samfundet, som i dén grad efterspørger veluddannet arbejdskraft. Talenterne er videnssamfundets frontløbere. Elitestuderende og -forskere er rollemodeller for andre, der overvejer at gå samme vej. Samtidig fungerer de som stærke ambassadører for Danmark i udlandet. Det var baggrunden for, at regeringen satte fokus på talenterne inden for forskningen. Det skete med de såkaldte eliteforskerpriser, hvor vi nu hvert år hædrer de fremmeste forskere på dansk grund. De er med til at markedsføre dansk forskning internationalt. De er med til at styrke billedet af Danmark som et førende videnssamfund. Nu er tiden kommet til også at sætte fokus på eliten i uddannelserne. Fra denne sommer udbydes Danmarks første elitekandidatuddannelser, hvor særligt talentfulde unge får mulighed for at dygtiggøre sig på specialdesignede programmer. Foreløbig er 12 uddannelser godkendt – og det bliver spændende at se, hvordan de kommer til at fungere. Jeg er parat til at arbejde for flere lignende uddannelser. Lad mig i øvrigt minde om, at Socialdemokraterne også støttede disse ordninger. Alle talenter skal i spil: Det er et grundelement i den liberale tænkning, at enhver – uanset social status – skal have de bedste muligheder for at skabe sig et godt liv. Alle talenter – uanset social baggrund – skal bringes i spil. Det gælder også i videnssamfundet, som hverken skal være forbeholdt børn af bedrebemidlede familier eller højtuddannede akademikere. Mulighedernes samfund handler bl.a. om, at så mange døre som muligt skal stå åbne for den enkelte – også på uddannelsesområdet. Enhver, der har viljen og evnerne, skal selvfølgelig have mulighed for at tage en videregående uddannelse. Det skaber større valgfrihed til at kunne realisere egne ønsker og drømme. Fundamentet kunne næsten ikke være stærkere. Nye tal dokumenterer en historisk lav ledighed på bare 1,9 procent. Gælden er så godt som væk, konkurrenceevnen står stærkt. Ja, dansk økonomi er i det hele taget i god gænge. Til trods for dette er den såkaldte negative sociale arv et kedeligt træk. Faktisk er det i dag kun hver tyvende studerende på universitetet, der kommer fra et hjem med ufaglærte forældre. Det er ikke godt nok, hverken for den enkelte selv eller for Danmark som helhed. For vi har brug for alle talenter, hvis vi skal stå distancen i fremtidens globale konkurrence. Derfor har jeg netop nedsat en idégruppe, der inden årets udgang skal præsentere forslag til, hvordan vi bedst bekæmper den negative sociale arv på universiteterne. Jeg er i princippet parat til at overveje alle muligheder på nær kvoter. Også på dette område har Socialdemokraterne støttet op. Som Socialdemokraternes næstformand, Mette Frederiksen, selv har formuleret det: »Den vigtigste frihedskamp i dag er at bekæmpe den negative sociale arv«. Alligevel dukker der fra tid til anden socialdemokratiske påstande op om, at liberal politik skaber skel og bygger kløfter i samfundet. Nuvel. Beslutninger skal tages tæt på brugerne: Det er et grundlæggende liberalt princip, at Christiansborg ikke skal blande sig i ting, der kan afgøres lokalt – at beslutningerne i det hele taget skal tages så tæt på brugerne som muligt. Det gælder også på universitetsområdet, som med universitetsloven fra 2003 for første gang i danmarkshistorien fik selvstændige bestyrelser med eksternt flertal. En milepæl, der bringer beslutningskompetencen på den enkelte institution i centrum. Samtidig har vi med universitetsfusionerne skabt større enheder, der har styrken til at klare sig i den internationale konkurrence. Og vi har bakket enhederne op med milliardinvesteringer i netop forskning og uddannelse. Det har ført til, at der i dag er stor fokus på universiteternes selvstyre. Debatten handler ikke længere om, hvorvidt flere beføjelser skal overføres til de lokale ledelser. Den handler mere om, hvor meget der kan og skal decentraliseres. Det er selvfølgelig en ændring, jeg som liberal minister er glad for. For det vidner om, at de nye ledelser kan og vil tage et større ansvar. Siden 2003 har vi derfor opfyldt ni ud af de ti ønsker til større selvstyre, som blev fastslået i universitetsforliget – og inden for det seneste halve år har vi i dialog med universiteterne arbejdet med en ny liste, der munder ud i endnu større frihed. Selv Socialdemokraterne skubber nu på den liberale dagsorden og prøver at fremstå som garanten for større frihed til det enkelte universitet. Det er både bemærkelsesværdigt og interessant. Bemærkelsesværdigt, fordi Socialdemokraterne på en lang række områder faktisk foreslår yderligere detailstyring: På universitetsområdet har man været ude med forslag om, at institutionerne skal tvinges til at digitalisere deres forelæsninger, at de skal garantere studiejob til de studerende i provinsen, og at de skal forpligtes til at oprette særlige uddannelser i f.eks. vedvarende energi. Interessant, fordi Socialdemokraterne i 90’erne, hvor de selv havde regeringsmagten, netop ikke gennemførte den decentralisering, som de nu kritiserer Venstre for at fravige. Man kan næsten frygte, at partiet i sin iver vil se stort på de aftaler, vi indgik i globaliseringsforliget fra 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget tog et ansvar og greb ind over for de alt for lange gennemførelsestider, der betød, at den ene studerende efter den anden sad fast i specialesumpen. Konkurrence kan sikre høj kvalitet: Mere konkurrence kan være et redskab til at sikre den bedste kvalitet for skatteydernes penge. Således også på forskningsområdet: Et bredt flertal i Folketinget har besluttet at styrke forskningen markant. Fra små 13 milliarder i 2006 til godt 18 milliarder kroner i 2010. Det er en historisk stor investering i viden. Derfor er det også helt afgørende, at investeringerne skaber merværdi. At vi får størst mulig kvalitet for de mange penge til forskning og uddannelse. De skal ikke bare deles ud efter historisk betingede tabeller eller kalkuler. Det handler ikke om, at enhver overførsel til universiteterne skal i konkurrence – men flere midler skal udbydes efter resultater. Det er baggrunden for, at vi i disse uger arbejder med et forslag, der skal sikre, at en del af de såkaldte basismidler fremover skal fordeles efter resultater. Danmarks Forskningspolitiske Råd har foreslået, at man starter med 10 procent, og at procenten derefter vokser – men lad os nu se, hvad der kan samles et flertal for. Konkurrencen må aldrig blive et mål i sig selv. Men den kan være et fornuftigt redskab til at sikre kvaliteten. Derfor gav det også mening, at V og K sammen med Socialdemokraterne aftalte, at en del af de såkaldte basismidler skal fordeles efter resultater – og jeg er sikker på, at vi sammen finder frem til en fornuftig aftale også på dette område. Et globalt udsyn: Langt hovedparten af al ny viden bliver skabt uden for Danmarks grænser. Derfor er det helt afgørende for fremtidens vækst, at vi har et åbent syn på verden omkring os. Globaliseringen handler ikke alene om, hvor man kan få fremstillet sine produkter billigst. Den handler i lige så høj grad om, hvor man kan få adgang til banebrydende ny viden. Derfor skal vi være aktivt til stede i verdens førende miljøer på forsknings- og uddannelsesområdet. Dels fordi det er i vores egen interesse, dels fordi vi reelt har ’noget at bytte med’. Dansk viden om, hvordan man f.eks. bekæmper miljø- og energiproblemer, er højt efterspurgt i udlandet – og det skal vi selvfølgelig udnytte. Derfor har regeringen de senere år etableret vidensambassader eller innovationscentre i Silicon Valley og i Shanghai – et tredje center åbner i München før sommerferien. Disse ’ambassader’ skal være mødesteder for danske og udenlandske universiteter, virksomheder og studerende. Tilsvarende har vi indgået samarbejdsaftaler på forsknings- og uddannelsesområdet. Dels med lande som Kina, Japan og Israel, dels med førende universiteter som Stanford University og UC Berkeley i USA. Og vi har for kort tid siden fremlagt en omfattende strategi for et tættere samarbejde mellem Danmark og Kina på vidensområdet – en strategi, der bl.a. lægger op til et dansk universitet i Kina. Men et globalt udsyn sætter også fokus på en række problemstillinger, vi ikke har været vant til fra dansk side. Hvordan sikrer vi f.eks., at danske universiteter kan deltage i internationale uddannelsesprogrammer, hvor brugerbetaling mere er reglen end undtagelsen – samtidig med at vi bevarer danske studerende ret til gratis universitetsuddannelse? Hvordan holder vi fast i det danske sprog på de højere læreanstalter, samtidig med at vi tiltrækker de dygtigste studerende, undervisere og forskere fra udlandet? Det er et par af de centrale spørgsmål, som vi allerede er i gang med at finde løsninger på. For de må ikke blive stopklodser for, at vi kan udnytte globaliseringen. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Socialdemokraterne er enige i betydningen af det globale udsyn, og at vi skal positionere Danmark på verdensmarkedet for viden. Alligevel forsøger man i disse uger at fremstå som garanten for, at der ikke indføres brugerbetaling på universitetsuddannelser i Danmark som følge af internationaliseringen. Det er både komisk og bemærkelsesværdigt. Komisk, fordi det er regeringens egen politik, man går i byen med og forsøger at sælge som sin egen. Bemærkelsesværdigt, fordi det allerede fremgår af universitetsloven fra 2003, at brugerbetaling ikke må finde sted. En lov, som Socialdemokraterne – som det eneste parti i Folketinget i dag – i øvrigt stod bag. Det var seks principper, hvor liberale værdier har formået at sætte dagsordenen de senere år. På vejen fra industri- til videnssamfund. Vi er endnu ikke i mål – der er stadig en række områder, hvor der er behov for nye initiativer og flere reformer. Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at ovenstående initiativer alle er gennemført med opbakning fra Socialdemokraterne selv. Påstanden om, at Venstre skulle være fodslæbende forvaltere af en socialdemokratisk model, er derfor aldeles misvisende. Tværtimod må det være klart for enhver, at Helle Thorning-Schmidt og co. har indset, at man ikke kan komme uden om den liberale samfundsmodel. At det giver mening at lade pengene følge den studerende, at beslutningerne skal tages så tæt på brugerne som muligt, at vi skal støtte op om talenterne og bekæmpe den negative sociale arv, at konkurrence kan sikre større kvalitet på vidensområdet, samt at vi skal bygge bro til verdens førende vidensmiljøer.