0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Russiske dommere ranker ryggen

En usædvanlig retssag i Moskva har afsløret den russiske præsidentadministrations pression mod landets domstole. Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Dmitrij Medvedjevs tale ved sin tiltrædelse som præsident for Rusland handlede om modernisering af Rusland, men i høj grad også om at gøre Rusland til et retssamfund.

For nylig har Medvedjev nedsat en arbejdsgruppe til at udarbejde forslag, der skal sikre de russiske domstoles uafhængighed og effektivitet. Medlemmerne bliver udpeget efter aftale med præsidenten for højesteret, præsidenten for den øverste voldgiftsret og formanden for de russiske dommeres råd. Gruppen skal aflevere sine forslag inden 1. september.

En netop afsluttet retssag i Moskva tyder på, at dette initiativ og præsident Medvedjevs øvrige kritiske udtalelser om det russiske retsvæsen ikke har været uden virkning. Der er da også brug for resultater. Meningsmålinger viser, at befolkningens tillid til politi, anklagemyndighed og domstole kan ligge på et lille sted. Den russiske ombudsmand for menneskerettigheder er heller ikke altid lige begejstret.

Hvad det her drejer sig om, er, at Valerij Bojev fra præsidentens administration i april anlagde en injuriesag mod journalisten Vladimir Solovjov med krav om dementi af nogle påstande om Bojev samt om en erstatning på fire millioner rubler, svarende til ca. 800.000 kr. Bojevs arbejdsområde i administrationen er personelspørgsmål og ordenstildelinger.

Vladimir Solovjov er en populær journalist og forfatter. I begyndelsen af 2008 udgav han bogen ’Putin. En vejviser for dem, der ikke er ligeglade’.

Påstandene om Bojev havde Solovjov fremført på netsiden treli.ru og på radiokanalen ’Sølvregn’. Især var Bojev blevet stødt over følgende sætninger: »Den Bojev, som kommanderer med den øverste voldgiftsret«, »Der findes ikke uafhængige domstole i Rusland. Der findes domstole, der er afhængige af Bojev«, og »Dette kaldes russisk retfærd, og den styres af … Bojev«.

Dagbladet Kommersant skriver, at sagen har vakt stor opmærksomhed, og den er omtalt på tusindvis af websider. Den blev behandlet ved Dorogomilovo-domstolen i Moskva. Blandt sagsøgtes vidner var 1. viceformand for den øverste voldgiftsret, Jelena Valjavina, der i sit vidneudsagn beskyldte Bojev for pression mod domstolen og for at udnytte sin placering i præsidentens apparat til magtfordrejning.

Jelena Valjavina, der nok er en frisk dame med ben i næsen, fortalte på retsmødet 12. maj, at Valerij Bojev i 2005 havde henvendt sig til hende med anvisninger i en meget omtalt sag om salg af aktier i firmaet Togliattiazot og havde fremsat trusler mod hendes videre karriere.

Hun erklærede, at det er, hvad dommerne kan befrygte, hvis de anlægger nogen som helst mere principielle holdninger. Jurister bedømte Jelena Valjavinas optræden som vidne i retten til at være uden fortilfælde.

Da hun var blevet opsøgt af Bojev på sit kontor, havde hun troet, at det drejede sig om personalespørgsmål, men Bojev var begyndt at tale om statens interesser og om, at hun tilsyneladende ikke forstod dem entydigt rigtigt. Da han drejede samtalen ind på den konkrete sag, havde hun mindet ham om, at hun var dommer i sagen, og at han ikke havde ret til at give hende anvisninger i den forbindelse, men alligevel havde han bedt hende ændre opfattelse.

Samtidig havde Bojev sagt, at der kunne opstå problemer med hendes udnævnelse til en ny periode som viceformand for voldgiftsretten. Hun fortalte også, at Bojev deltager i møderne i det øverste kvalifikationskollegium for dommere, og at det afhænger af ham, i hvilket tempo den enkelte dommers udnævnelse og avancement sker.

Vadim Vinogradov, der leder afdelingen for statsret, folkeret og europæisk ret ved justitsministeriets juridiske akademi, sagde, at det var ganske enestående at se en skikkelse af dommer Valjavinas rang som vidne i retten, selv om det ikke ville være noget ekstraordinært i en retsstat.

Desuden havde Solovjovs advokat, Sjota Gorgadze, til hensigt ved et retsmøde 26. maj at føre yderligere tre dommere som vidner: formanden for Moskvaregionens voldgiftsdomstol, formanden for regionsdomstolen i Nisjnij Novgorod og formanden for den 10. voldgiftsappeldomstol. I øvrigt sagde advokaten, at man havde endnu flere vidner, der var parate til at underbygge påstandene om Bojevs pression mod dommere i konkrete sager.

Allerede 23. maj blev det imidlertid kendt, at sagsøgeren, Valerij Bojev, havde trukket sit søgsmål tilbage. Journalistens advokater er overbevist om, at grunden er, at man ikke ønsker nye vidneudsagn frem om den gamle præsidentadministrations pres på domstolene. Selv har Solovjov sagt, at tilbagetrækningen peger på positive forandringer i præsidentadministrationen.

Solovjovs advokat havde tidligere sagt, at de berammede vidneudsagn ville falde som en bombe. Hvis vidneudsagnene kunne bekræftes, burde der indledes en straffesag mod Bojev.

»Bojev kan på et øjeblik blive forvandlet fra sagsøger til anklaget«, bemærkede advokaten. Det samme var Vadim Vinogradov fra justitsministeriets juridiske akademi inde på. Strafferammen for at lægge pression på domstolene går op til to års fængsel.

Solovjov har også udtalt, at han håber, at den anti-korruptionskampagne, som præsident Medvedev har påbegyndt, vil få reelle virkninger. Indtil videre mener han ikke, at der er sket en svækkelse af de ulovlige overtagelser (raids) af økonomiske godbidder, som bl.a. nogle af magtorganernes repræsentanter (silovikí) og deres favoritter betjener sig af. Det antages, at der sker omkring tusind ulovlige overtagelser om året. Kun et fåtal bliver pådømt.

Og videre er det hans vurdering, at presset vokser mod dem, der drister sig til at afvise disse »forretningsfolk med skulderdistinktioner« (igen silovikí). Han siger også, at der stadig bliver rejst straffesager »pr. opringning«, som det sigende hedder. (Det samme siger præsident Medvedjev, der tilføjer »og for betaling«). Og at der er iværksat en større overvågningsoperation mod ham. Dels aflyttes journalistens telefoner, dels har hans livvagter identificeret fem biler, der indgår i overvågningen.

I lyset af, at sagsøgeren havde trukket sit sagsanlæg tilbage, i øvrigt uden anden forklaring end ’ændrede omstændigheder’, besluttede dommeren på retsmødet 26. maj at afslutte sagsbehandlingen. Dommeren erklærede, at Bojev herefter ikke havde ret til at anlægge sag mod Solovjov af lignende indhold. Hverken Bojev selv eller hans advokater havde indfundet sig i retten.

Solovjov sagde, at Bojevs hold med »ændrede omstændigheder« antagelig tænkte på ændringerne i Ruslands ledelse. Han ville blive meget forbavset, hvis Bojev ikke blev fjernet fra sit arbejde i præsidentadministrationen. Desuden mente han nok, at han ville fortsætte sine journalistiske undersøgelser af pression mod domstolene.

Han fortalte pressen, at han især samlede materiale om pres på domstolene gennem ansatte i efterretningstjenesten FSB, og at han allerede havde bedt om et møde med Aleksandr Bortnikov, den nye chef for FSB. Han ville overgive Bortnikov det indsamlede materiale, som han bestemt troede ville blive offentliggjort.

Man kan også nævne andre sager om pression mod dommere. Olga Kudesjkina, der i 2003 var dommer ved Moskvas byret, har fortalt medierne, at retsformanden Olga Jegorova havde lagt pres på hende ved behandlingen af en sag mod en undersøger i indenrigsministeriet, som var anklaget for at have overskredet sine beføjelser. Det endte med, at Olga Kudesjkina blev frataget sin dommerfuldmagt.

Hendes klage herover blev afvist ved de russiske domstole, og i 2006 antog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) hendes sag til prioriteret behandling. Sagen er endnu ikke afgjort, men er beskrevet i EMD’s 23 sider lange dokument af 28. februar 2008. Her gør begge sagens parter deres synspunkter gældende.

En anden skandale blev blotlagt i slutningen af 2006. I den erklærede formanden for den øverste voldgiftsret, Anton Ivanov, på et møde i dommerrådet, at retten havde været udsat for pression fra de føderale skattemyndigheder. Skattefolkene opnåede dette år afskedigelse af flere dommere på én gang. Det var dommere, som var i gang med en skattesag mod oliefirmaet TNK-BP Holding.

Ved Dumaens nylige jubilæumssamling sagde en af dommerne ved forfatningsdomstolen, Boris Ebsejev, at det antal tilfælde, hvor forfatningsdomstolens afgørelser tilsidesættes eller kun efterleves halvhjertet, har nået et faretruende omfang. Med særlig beklagelse konstaterede han, at visse dommerkolleger griber til de mest udspekulerede former for paragrafrytteri, når de vil ignorere forfatningsdomstolens kendelser.

Han understregede videre, at det er skidt, når borgerne ikke efterlever forfatningen – men når magten, herunder den dømmende magt, tilsidesætter disse kendelser, så er der tale om en afgrundsdyb foragt for forfatningen. Han gned ekstra salt i såret ved i et lidt småironisk ordvalg at gentage, at den udøvende magt er forpligtet af forfatningen.

Til sidst rakte han dog i dagens festlige anledning Dumaen en hjælpende hånd ved at nævne, at Dumaen som et af de organer, der står for den forfatningsmæssige kontrol, kunne spille en positiv rolle.

27. maj var det forfatningsdomstolens tur til at sætte standarden, da journalisten Manana Aslamasjan fra Ren-TV fik medhold i en klagesag, hun havde indbragt for domstolen i forbindelse med en straffesag, som myndighederne havde anlagt mod hende for ulovlig valutaindførsel. Straffesagen skal nu revurderes. For en umiddelbar betragtning ser det ud til, at forfatningsdomstolens kendelse trækker tæppet væk under sagen, og journalisten erklærede sig da også lykkelig for afgørelsen.

Det hører med til historien, at hun arbejdede for en ngo, fonden ’Uddannede medier’, som især beskæftigede sig med træning af journalister til lokal-tv. Fonden fik tilskud fra udlandet. Det samme gør mange af de russiske ngo-vagthunde, som følger med i spørgsmål om mediefrihed og menneskerettigheder.

Glæden over afgørelsen varede til 29. maj, da hendes advokat blev overfaldet af to skinheads og slået i hovedet med trækøller. Overfaldsmændene havde sagt, at de egentlig var bestilt til at slå ham ihjel. Velformulerede folk. Advokaten satte overfaldet i forbindelse med domstolens afgørelse.

28. maj fortalte Jurij Tjajka, der er chef for statsadvokaturen, at antallet af sager om uretmæssig tilbageholdelse i forbindelse med forundersøgelser er vokset til det tidobbelte i perioden 2000-2007. Han ville søge at få indført regler om personligt erstatningsansvar for de medarbejdere, der bryder reglerne.

En af globaliseringens følger er, at der gennem internationalt og transnationalt arbejde sker en stadig udbredelse af internationale normer og standarder inden for mange professioner. Det gælder naturligvis også i et vist omfang det russiske retsvæsen og dets medarbejdere. Her konkurrerer de med uofficielle russiske standarder som f.eks. prislisten for bestikkelse af dommere.

FN’s rapportør for dommeres og advokaters uafhængighed bemærkede Valjavinas vidneudsagn og har tidligere udtalt, at dommere og advokater er nøglepersoner i de internationale bestræbelser på at sikre uafhængige domstole. Et af de vigtigste transmissionsled er Ruslands deltagelse i arbejdet i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som blev indledt for ti år siden.

Ved en konference i Moskva blev der for nylig gjort status over de ti år. I den periode har 46.000 russiske borgere indbragt sager mod den russiske stat for Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Det er ca. en femtedel af alle sager, hvilket nogenlunde svarer til Ruslands befolkningsvægt. 27.000 af sagerne er blevet afvist af domstolen, hvilket sker rutinemæssigt, hvis mulighederne i det nationale retssystem ikke er udtømt, eller forældelsesfristen overskredet.

Der har været en betydelig dynamik i antallet af afgjorte sager gennem de 10 år. I alt 75 pct. af kendelserne er fra de sidste tre år. I 2006 fik russiske borgere tilkendt erstatninger på 1,4 mio. euro. I 2007 var tallet vokset til 4,3 mio. euro. Mange af sagerne er ret små og kan for eksempel dreje sig om pensionsforhold, men der er også truffet afgørelser i kontroversielle sager om politibrutalitet og tortur.

I maj fik en ung russer tilkendt en erstatning på 6.000 euro for uretmæssigt lang varetægtsfængsling i en overfyldt celle i Skt. Petersborg. I april fik en tjetjensk kvinde tilkendt en erstatning på 72.000 euro, fordi myndighedernes efterforskning af to af hendes slægtninges ’forsvinden’ ikke havde været effektiv. I maj, hvor der blev truffet afgørelse i fem lignende sager, var den samlede erstatningssum 429.000 euro.

Menneskerettighedsdomstolens forsøg på at afvikle en stor sagspukkel bremses af, at Rusland hidtil har afvist at støtte en protokol, som ville effektivisere domstolens arbejde.

Den voksende interesse blandt russiske borgere for at bruge Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg tilskriver præsidenten for forfatningsdomstolen, Valerij Sorkin, »systemkrisen i det russiske retsvæsen«. Ingen tvivl om, at det er alvorligt. Billedet er dog ikke entydigt sort. Der er også eksempler på, at systemet fungerer. Russiske politifolk er blevet idømt lange fængselsstraffe ved russiske domstole for mishandling og tortur.

Der foregår hele tiden en diskussion i Vesten om, hvordan man skal reagere på udviklingen i Rusland. Tidsskriftet Atlantic Monthly gennemførte for nylig en rundspørge blandt 42 fremtrædende amerikanske politologer og kommentatorer. 40 pct. af dem ville smide Rusland ud af G8, mens 60 pct. ville lade det blive i klubben. Senator McCain hører til den kreds, der flirter med tanken om at udelukke Rusland.

Et af de bedste argumenter mod denne tanke er, at en udelukkelse ville stikke en kæp i hjulet på de processer, der går i retning af positive udviklinger i russisk retspleje.

Der er en del skepsis i de russiske medier, men hvis det lykkes Medvedjev at vende tingene til det bedre i det russiske retssystem, vil det betyde et tilskud til hans legitimitet som præsident. ’Valgkampens’ og de formelle valghandlingers bedrøvelige forløb taget i betragtning er præsidenten i det hele taget henvist til primært at bygge sin legitimitet på sin almindelige embedsførelse og de resultater, han kan fremvise. I øjeblikket er opinionsmålingerne ham gunstigt stemt.

I marts måned sagde udenrigsminister Lavrov i et i