0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En paradoksal universitetspolitik

Studerende opfordres til at arbejde ved siden af studierne – alligevel kræver man, at de skal gøre sig færdige langt hurtigere.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Selv om det er et privilegium at være studerende i Danmark, er det ikke særlig nemt.

For at klare sig som studerende er det nemlig ikke nok at honorere de store faglige krav, som ens fuldtidsbeskæftigelse – universitetsstudiet – stiller. Og meget tyder på, at det ikke bliver nemmere. Nye tiltag på universitetsområdet ser ikke ud til at tjene andre formål end at gøre det sværere at fuldføre et studium.

Jeg er 23 år og har valgt at studere litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Jeg har gennemført min bacheloruddannelse på de normerede tre år og er netop gået i gang med min kandidatuddannelse. Som studenterrepræsentant i mit fags studienævn bliver jeg gjort opmærksom på nye tiltag, der kommer til at påvirke min studiegang. Nogle gange før de træder i kraft. Dem kommer jeg tilbage til.

Hver måned får jeg af staten udbetalt ca. 4.000 kroner (efter skat) i SU. De penge betyder meget for mig. Jeg har været så heldig at få et kollegieværelse på Frederiksberg, og min SU giver mig råd til at betale min husleje på 3.000 kroner (efter boligsikring fra kommunen) og mine faste udgifter til tøjvask, forsikring, licens og internetadgang. Når det er betalt, er der ikke meget tilbage af mit stipendium. Jeg er heldigvis i den situation, at mine forældre har penge. Hver måned får jeg – på trods af at mine forældres forsørgelsespligt for længst er ophørt – 1.500 kroner overført til min bankkonto. Det er jeg taknemmelig for. De penge gør mig – med nød og næppe – i stand til at købe mad at spise og tøj at tage på. Der er mange studerende, hvis forældre ikke har råd eller lyst til at finansiere deres børns liv.

Men selv i min privilegerede situation er disse overførselsindkomster fra stat og familie ikke nok til at leve for. Jeg skal indkøbe studiebøger og kompendier og finansiere et socialt liv. Til jul skal jeg købe gaver, og om sommeren vil jeg gerne ud at rejse. Derfor har jeg erhvervsarbejde ved siden af mine studier.

Jeg er glad for, at jeg kan bruges til noget i samfundet, også inden jeg er færdig med min uddannelse. Gennem studierelevant erhvervsarbejde opnår jeg nogle kompetencer, som jeg kan bruge, når jeg engang er færdig. Denne glædelige bivirkning ved det – for den enkelte studerende – økonomisk nødvendige erhvervsarbejde har politikerne og universitetsverdenen i høj grad fået øjnene op for.

På mit kandidatstudium har jeg mulighed for at gå i praktik. Fra politikerside ser det ud til, at der er flertal for at hæve det fribeløb, som man må tjene ud over sin SU. For de studerende på æstetisk-kulturelle fag som litteraturvidenskab er erhvervsarbejde nærmest en nødvendighed uanset individuelle økonomiske forhold. For at få et arbejde efter sine studier har man brug for et cv, der viser, at man rent faktisk kan passe et arbejde i kulturbranchen.

Det synes jeg egentlig er fornuftigt nok. Selvfølgelig skal studerende kunne begå sig på arbejdsmarkedet, når de er færdige med deres studier, og relevant erhvervsarbejde ved siden af studierne garanterer arbejdsgiverne, at de nyudklækkede kandidater ikke kun besidder den kernefaglighed, som er universiteternes grundydelse. At studerende kommer ud på den anden side med erhvervserfaring er et skridt i den rigtige retning.

Men den nuværende situation har også en problematisk side. De danske studerende er meget langsomme til at gennemføre deres studier sammenlignet med unge i resten af verden. Det vil politikerne gerne gøre noget ved, og det forstår jeg udmærket. Det giver mening, at det ville hjælpe på samfundsøkonomien, hvis folk med lange videregående uddannelser var flere år på arbejdsmarkedet. Allerede nu går flere i gang med en universitetsuddannelse umiddelbart efter gymnasiet og fravælger derfor de kompetencer, som højskole, erhvervsarbejde og udlandsophold – det der førhen hed sabbatår – måtte give til fordel for de mere direkte målbare kompetencer, som universitetet tilbyder.

Da jeg var færdig med gymnasiet, brugte jeg to ’sabbatår’, inden jeg begyndte at studere. Jeg arbejdede først på et lager på fuld tid. For de penge, jeg tjente der, gik jeg et halvt år på Testrup Højskole. Efter højskolen arbejdede jeg et halvt år på en kostskole i England med pædagogik og undervisning. Det sidste halve år inden studiestart var jeg så heldig at få job som pædagogmedhjælper i en børnehave i Hvidovre.

Mit ufaglærte lagerarbejde lærte mig først og fremmest at arbejde hårdt og længe ad gangen. Jeg lærte noget om, hvordan en virksomhed fungerer, og om, hvordan ledelse ovenfra virker på den menige medarbejder. Jeg lærte at fungere sammen med mennesker, der var i en meget anderledes situation end jeg selv. Jeg betalte skat af min løn og bidrog dermed som alle andre arbejdende til samfundet. På højskolen lærte jeg at formulere mig skriftligt, at tage stilling til samfundet omkring mig, at samarbejde og at indgå i et forpligtende socialt fællesskab med andre mennesker. I England lærte jeg at kommunikere flydende på engelsk og at påtage mig det store ansvar, det er at undervise og tage sig af andres børn. Dette byggede jeg videre på som pædagogmedhjælper og erfarede yderligere en ting, som har haft stor betydning for min holdning til uddannelse:

Den relative frihed, som danske børn, unge og voksne hidtil har haft i børnehave, folkeskole, gymnasium og universitet, gør os dygtige til det, som videnssamfundet kræver. Vi bliver uddannet til at blive kreative, sociale mennesker. Jeg erfarede, at de danske børn var bedre end de engelske på tilsvarende alderstrin til alt det, som kræver selvstændig kreativ tænkning. Mit tredje universitetsår, som jeg tilbragte på University of Glasgow i Skotland, bekræftede dette. De skotske tredjeårsstuderende var et par år yngre end jeg, og niveau og krav på universitetet derovre var væsentlig lavere, end hvad jeg var vant til selv fra første år på litteraturvidenskab i København.

Men at de skotske studerende kommer hurtigere ud på arbejdsmarkedet end de danske, dét er der ingen tvivl om. Derovre er en bacheloruddannelse faktisk tilstrækkeligt til at få arbejde.

Det, som jeg lærte i mine sabbatår, var efter min mening ikke kun vigtigt for mig som person. Jeg tror, at en fremtidig arbejdsgiver vil sætte pris på de kompetencer, jeg fik. Jeg mener heller ikke – på trods af statsstøtte til mit højskoleophold, og at jeg i England betalte skat til en anden stat end den danske – at jeg var nogen byrde for samfundet. Af den løn, jeg tjente ved erhvervsarbejde i Danmark, betalte jeg skat som enhver anden lønmodtager. At jeg for en stund kunne afhjælpe noget af manglen på mandlige pædagogmedhjælpere er vel kun godt?

Jeg synes altså ikke, det burde være sådan, at danske unge går direkte fra gymnasiet til universitetet, som tendensen er blevet. Men jeg kan godt forstå ræsonnementet og de politiske betragtninger, der ligger bag.

På Humanistisk Fakultet på Københavns Universitet er man opmærksom på det politiske ønske om at få de studerende hurtigere gennem studierne. For tiden arbejder man intenst på at få lavet nye kandidatstudieordninger på de humanistiske fag. Et kandidatstudium er normeret til to år, men i realiteten er det meget få studerende, der bliver færdige til tiden.

På litteraturvidenskab er det faktisk under halvdelen, der bliver færdige på tre år, altså et år ud over den normerede tid.

Det går for langsomt. I stedet for at koncentrere sig fuldt ud om studierne lægger litteraturvidenskabsstuderende en del af deres energi i arbejde på forlag og kulturinstitutioner, på aviser, medieinstitutioner og hos boghandlere, i redigering af magasiner, korrekturlæsning, studenterpolitisk arbejde og en hel del andet.

Som beskrevet er det ikke kun af lyst – selv om en stor del af arbejdet pynter godt på cv’et og i høj grad er efterspurgt af virksomhederne – det er en betingelse for at kunne klare sig økonomisk som studerende.

Men det er fuldt ud forståeligt, at man i arbejdet med nye kandidatstudieordninger overvejer, hvordan man kan forbedre gennemførelsestiden for humanistiske studerende.

Arbejdet med de nye studieordninger på de enkelte afdelinger tager udgangspunkt i en skabelon, som dekanatet, ledelsen på fakultetet, står bag. Skabelonen kaldes, sigende nok, Volapyk og er, groft sagt, nogle ovenfra dikterede kasser, som den enkelte afdeling skal forsøge at putte sit udbudte studium ned i.

Et eksempel: Tiltag til at forkorte studietiden har man ikke ladet være op til de enkelte afdelinger. Ud over krav om, at de studerende gennemfører minimum trekvart årsværk årlig og ikke må være studieinaktive i længere sammenhængende perioder, indeholder den nuværende Volapykskabelon en paragraf, der siger, at »den studerende skal senest have afsluttet uddannelsen tre år efter studiestart. Hvis en studerende ikke opfylder betingelsen, bringes den studerendes indskrivning til ophør«.

Incitamentet – hvis man kan kalde det sådan – til denne regel er ikke blot, at ledelsen på humaniora har opfanget det politiske signal om, at det ville være ønskeligt at få flere studerende gennem deres uddannelser på kortere tid. På sigt er Videnskabsministeriets plan at fjerne taxametertilskuddet til uddannelserne for kandidatstuderende, som har studeret længere end tre år.

Det ses bl.a. ved den netop indførte ’bonusordning’, hvor de studier, der får deres studerende hurtigt færdige, belønnes økonomisk. Der er altså ingen økonomisk gevinst ved at lade langsomme studerende færdiggøre deres studier. Og de penge, samfundet allerede har brugt de tre år, man fik til at forsøge at blive kandidat, er spildt.

Her bliver universitetspolitikken ulogisk. Det er paradoksalt samtidig at ville forbedre mulighederne for arbejde ved siden af studierne, fordi de studerendes økonomi og virksomhederne (og dermed samfundsøkonomien) kan bruge det, samtidig med at man med et krav om hurtig gennemførelsestid tvinger de studerende til udelukkende at fokusere på deres studier. Gør de ikke det, er det ud af vagten.

HVIS den nye regel om, at en kandidatuddannelse skal gennemføres på maksimum tre år, blev indført med tilbagevirkende kraft, ville det betyde, at over halvdelen af de kandidatstuderende på litteraturvidenskab ville blive smidt ud af universitetet. Sådan er det heldigvis ikke. I realiteten kan jeg forestille mig følgende konsekvenser af den nye regel: Et stort antal danske studerende vil undlade at tage en kandidatoverbygning til deres bacheloruddannelse, og de resterende studerende vil være nødt til at tage store lån for at kompensere for tabt arbejdsfortjeneste.

I Danmark har en bacheloruddannelse ikke hidtil – i modsætning til i mange andre lande – været nok til at kunne få arbejde, men nu hvor virksomhederne skriger på arbejdskraft, er det måske tilstrækkeligt? I så fald er det nødvendigt at gøre sig klart, at vi dermed nedgraderer vores universitetsuddannelser og uddannelsesniveauet i Danmark. Samtidig gør vi det sværere for økonomisk dårligt stillede at få en lang videregående uddannelse.

I et samfund som det danske, hvor der er bred politisk enighed om at bekæmpe den negative sociale arv og om, at vi skal være internationalt konkurrencedygtige, virker en sådan målsætning mildest talt ugennemtænkt. Vi kan ikke som samfund være tjent med, at vores fremtidige universitetsuddannede kan mindre end de nuværende. Det er mindst lige så dumt, som når ledelsen på humaniora i stedet for at tænke konstruktivt i, hvordan man ved hjælp af pædagogiske og strukturmæssige tiltag kan forkorte gennemførelsestiden på de humanistiske studier, vil indføre en regel, som er fuldstændig ude af trit med den aktuelle virkelighed på studierne, og som vil gøre det umuligt for humaniorastuderende at honorere de krav, erhvervslivet stiller til dem.

Enten må man have tillid til, at det ikke kun er de studerende, der får noget ud af at forlænge deres studietid. Det ser ikke pænt ud i statistikkerne, at danske studerende er langsomme om at gennemføre deres studier, men er der tale om et økonomisk problem? De danske studerende har travlt:

De arbejder og forbruger og bidrager dermed til samfundsøkonomien. At de studerende vælger at holde pause fra studierne eller i en periode at tage færre kurser, koster ikke universitetet noget, bortset fra at det ikke pynter i statistikkerne. Og når de engang er færdige med deres studier, er de bedre rustet til at arbejde i en globaliseret verden, hvor selvstændighed, samarb