Skal kronen opgives for at indføre euroen i Danmark? Tjah, egentlig synes jeg at kunne huske, at dét spørgsmål blev afgjort allerede i 2000, men desværre vil politikerne ikke tage et nej for et nej. Til gengæld vil et ja være definitivt, da det vil være uhyre vanskeligt at forlade en fælles valuta igen. Men trods den asymmetri i konsekvensen af gentagne afstemninger, så er det måske rimeligt nok, at man engang imellem overvejer situationen og tager bestik af, om det er tid at ændre strategien. Verden ændrer sig, og da jeg ofte går i brechen for ændringer og reformer af vor forældede samfundsopbygning, mener jeg da som udgangspunkt, at man skal stille spørgsmålstegn ved enhver form for status quo med jævne mellemrum. Den stillingtagen fra tid til anden er nok også den rette måde at nå til et acceptabelt kompromis om euroen denne gang, uden en destabiliserende og opslidende folkeafstemning. Så min holdning til et nej er ikke, at dette nej nødvendigvis skal være definitivt. Men snarere at vi accepterer, at verden er under hastig udvikling og ændring. Vi bør derfor iagttage konsekvenserne af den stigende globalisering i endnu fem – ti år, før vi træffer en beslutning om endeligt at overlade vores økonomiske frihed og råderet til en central europæisk instans. Lad os analysere tingene for eksempel hvert 10. år, og hvis situationen har ændret sig i et omfang, der gør, at fordelene synes klart koncentreret i en fællesvaluta på den rigtigt lange bane – ja, så vil jeg da personligt være modtagelig for argumenterne. Lad mig aflive en myte. I sidste uge skrev Lars Trier et ret underlødigt angreb på både Ny Alliance og mig under overskriften ’Sugar Daddy siger nej’. Han spekulerede over, hvorfor jeg er så synlig i denne debat, og især over at jeg som bankdirektør må have stor interesse i at fastholde kronen, så jeg kan spekulere i den. For god ordens skyld har jeg derfor undersøgt omfanget af Saxo Banks aktiviteter i investeringsrelateret handel i euro mod danske kroner, som jo ville bortfalde, hvis kronen indgik i euroen. Krone/euro-handlen har i 2008 udgjort 0,03 procent af vores omsætning, altså omkring én handel per 3000 handler. Dvs. fuldstændigt ligegyldig i den større sammenhæng. Faktisk er euroen isoleret set en gave til valutainvestorer – vi foretrækker, at likviditeten koncentreres i få valutaer, da det gør de meget store investeringshandler nemmere at udføre. Medregnes samtlige kronetransaktioner, der ville erstattes af euroen – altså inklusive veksling og kommercielle transaktioner – udgør tallet omkring én procent af vores omsætning – og det er muligt at opgivelsen af kronen ville resultere i et mindre tab for os, selv om en del af denne omsætning blot ville flytte til andre markeder. Men her betyder Danmarks fremtid altså mere for mig end et par kroner mere eller mindre i Saxo Banks pengekasse Til gengæld virker det ærgerligt, at når man som erhvervsmand endelig kan udtale sig med betydelig specialviden om et komplekst område, fordi man har brugt 20 år af sit liv på det, så fremstilles det som noget, der diskvalificerer én til at deltage på ærlig vis. Hvis det lykkes de professionelle meningsdannere konsekvent at gennemføre dette synspunkt – at det at arbejde med og vide noget om et emne er diskvalificerende – så skal vi da nok nå helt nye lavpunkter i den offentlige debat i Danmark. Men tilbage til euroen. Tror jeg for alvor på, at tingene vil se anderledes ud om ti år? Nej. Men er jeg villig til at acceptere, at det er en mulighed? Ja. Og jeg håber, at andre euro-modstandere vil acceptere en lignende fleksibilitet, da jeg tror, det er det nødvendige kompromis, der forhindrer den blanding af borgerlige og socialdemokratiske politikere, der er euro-tilhængere, i at forsøge at forcere en utidig beslutning. Så farligere er det heller ikke med et nej for tilhængerne. Men hvis det er OK af og til at revurdere krone-versus-euro-spørgsmålet, hvorfor så ikke tage skridtet nu, vil tilhængerne mene? Euroen er kommet godt igennem sin introduktionsfase efter lidt startvanskeligheder og fremstår i dag som en rimeligt velfungerende møntenhed. Den europæiske centralbank (ECB) har i dag troværdighed på niveau med Federal Reserve, USA’s nationalbank – ganske vist i begge tilfælde et ret lavt troværdighedsniveau, men alligevel. Euroen er stærk – eller rettere, den er stærkere end dollaren i hvert fald. Man skal nu ikke lade sig narre af, at det primært er dollarsvaghed, ikke eurostyrke, vi oplever i øjeblikket. Men har euroen trods alt ikke bestået sin eksamen? Som udgangspunkt jo. Alligevel mener jeg, at det er uansvarligt at opgive kronen på dette tidspunkt. Der findes både økonomiske og politiske grunde til det. Lad os starte med de økonomiske argumenter. Ved sidste folkeafstemning var det netop økonomiske argumenter, tilhængerne mødte op med. Der var ingen ende på, hvor galt det ville gå for Danmark, såfremt vi blev uden for euroen. Det ene skrækscenarie efter det andet blev rullet op, med kollapsende krone, galopperende inflation og hundreder af milliarder i omkostninger. Og hvordan er det så gået siden disse dystre forudsigelser? Danmark har haft en nogenlunde fornuftig om end overdrevent taktisk og forsigtig borgerlig regering, der har kunnet sole sig i en international højkonjunktur. Vi har nu overskud på statsfinanserne, har nedbragt vores gæld og leveret pæn økonomisk vækst. Den fremtrædende økonomiske kommentator, Martin Wolf, skrev forleden i Financial Times om sammenligningen mellem eurozonen og de tre, der står udenfor – nemlig Danmark, Sverige og Storbritannien. Og de tre ulykkelige, der ikke fik lov at komme med ved beslutningernes bord, har klaret sig markant bedre. Eurozonen har heller ikke leveret produktivitetsforbedringer på samme niveau og arbejdsløsheden ligger langt over Danmarks. ECB er i dag fanget imellem diverse politiske agendaer og er derfor ved at give slip på inflationskontrollen – noget vi desværre vil blive påvirket af i Danmark også. Så selvom Euroen er stærk over for dollaren, så går det altså ikke fantastisk i euro-land. Faktisk er fastkurspolitikken i dag mere relevant for at holde kronen nede end for at forsvare den mod spekulative angreb. Havde kronen flydt frit, tror jeg den ville ligge højere. Så de økonomiske skræmmekampagner fra sidste afstemning var altså fejlagtige, og argumenterne er faldet fuldstændigt fra hinanden. Kald mig kynisk, men at folk, der én gang har taget fuldstændigt fejl, nu udskifter argumenterne med nogle helt andre, gør mig noget skeptisk. Jeg har set det for mange gange fra dårlige finansanalytikere, og det går normalt lige så galt med de nye argumenter, fordi grundpræmissen er forkert. Man prøver at bevise noget, der simpelthen ikke er rigtigt. Men grunden til, at jeg anbefaler, at vi indtil videre afventer udviklingen, er nu ikke, at det ikke er gået særligt godt i eurozonen hidtil. Det er, at jeg tror, at risikoen for at det kommer til at blive værre, er meget stor. For igennem de sidste ti år er globaliseringen blevet et kæmpetema. Europa er ikke velplaceret til at vinde den globaliserede konkurrence, og vi vil se andre økonomier tage store spring fremad og skabe langt større vækst end det gamle Europa. Faktisk kan man sige, at Danmarks geografiske placering i forhold til, hvor udviklingen kommer til at være stærkest, er ganske skidt. Tingene sker i Asien, Mellemøsten og Østeuropa. Vesteuropa er bare ikke stedet at være lige nu. Derfor er det ekstra vigtigt, at Danmark får lagt en ambitiøs strategisk plan for, hvordan vi vil gøre os så attraktive som muligt i den globale konkurrence om kapital, virksomheder og de bedste hoveder. Lige nu står vi skidt – Saxo Bank har selv måttet lægge i hundredvis af stillinger i udlandet i de senere år, fordi det er umuligt at tiltrække den rette arbejdskraft med den blanding af overdrevent højt skattetryk og noget intolerante holdning overfor udlændinge, som Danmark har fået skruet sammen som vores ’pakkeløsning’ i en globaliseret verden. Men den pakke holder ikke, når vi skal have folk til Danmark, og det skal vi, hvis vores velfærdssamfund på langt sigt skal kunne opretholdes. Det bliver exceptionelt vigtigt, at de borgerlige partier (og meget gerne ansvarlige partier fra begge sider af spektret) får lavet en samlet tilgang til en globaliseringsstrategi, der gør, at vi kan fremtræde internationalt som dén vindernation, vi faktisk kunne blive. Vi skal bare gennemføre nogle relativt smertefri reformer og rationelle skattelettelser og kombinere dem med en human og ansvarlig optræden. Og for at kunne skabe de bedste forudsætninger for landets fremtid er vi nødt til at have kontrol over vores økonomi. Til det hører kontrol over rentepolitikken, og det vil vi ikke have, hvis vi opgiver kronen. Så er der kun skattepolitik og offentligt forbrug tilbage som styringsredskaber, og det får det altså til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Det er at overdrage hele ansvaret til de politikere, der historisk ikke har opført sig lige ansvarligt til alle tider og fjerne det fra centralbanksdirektører, der unægtelig har en bedre track record for ansvarlighed. Man kan også sige det på en anden måde: Hvis du mener, at vi som nation i de kommende år skal fortsætte med at klare os bedre end gennemsnittet af det tunge, gamle Europa som Spanien, Frankrig, Italien etc. – med alle deres statsunderskud, strukturelle problemer, arbejdsmarkedskampe og egocentriske ledere – så skal vi fastholde kronen. Hvis du mener, at vi skal gøre det endnu ringere end disse forhistoriske kolosser på lerfødder – så stem bare ja til euroen, og så lad os opgive vores økonomiske selvstændighed og underkaste os den centraliserede europæiske grød af modstridende agendaer og interesser. Polemisk? Ja, måske – men sådan ser det altså ud fra mit udsigtstårn. Så det er valget – vil vi gøre det bedre eller dårligere end gennemsnittet af eurolandene? Sværere er det ikke, når det drejer sig om den økonomiske side. Men der er også politiske argumenter, og det er jo dem, politikerne fremfører denne gang, fordi det er rimeligt åbenlyst, at de økonomiske har givet bagslag. Problemet er jo også, at økonomi er så målbart, at man nemt bliver klædt af. Dér er politik jo i langt højere grad røg og spejle og derfor nemmere at bruge uden konsekvens eller målbarhed. Jeg interesserer mig mindre for de politiske argumenter, for jeg synes ikke, at ønsket om altid at styrke EU på national bekostning er rationelt. Jo større et område er, jo mere forsvinder den centrale forståelse af omstændighederne og risikoen for at blive stillet til ansvar i virkelighedens verden. Det er derfor, at der kommer så mange tåbelige ting ud af Bruxelles. hvor man tager sig til hovedet og smiler lidt vemodigt. Næh, min vision omkring Europa er nok mere klassisk. Der er store fordele ved et frihandelsområde, og det har været yderst gavnligt for Europa at skabe et fælles marked for vores varer og serviceydelser. Det skal vi holde fast i og udvide til også at nedbryde barrierer imod andre lande og områder, ikke mindst den tredje verden. Den anden store vision for EU er, at det har været et fredens projekt. Det er faktisk tilsyneladende lykkedes at få fjernet krigslysten og udvidelsestrangen fra de store elefanter i Europa. Det er godt nok ikke euroens skyld, men en udvikling der var fuldført længe inden. Og her må jeg sige, at euroen bekymrer mig. At have en fælles valuta for en lang række lande vil uundgåeligt føre til en situation, hvor man ved en fælles rentepolitik må vælge hvilke dele af unionen, man indretter den efter. Ligesom det er sket i USA for en række stater (der jo også har en fælles valuta, dollaren), så vil der også i Europa efterhånden blive skabt en gruppe af lande, der vil blive fanget i en permanent dårlig økonomisk situation, når de ikke længere har muligheden for at føre en selvstændig politik. Se blot, hvor stærk inflation i produktionsomkostningerne, Sydeuropa har oplevet i forhold til eksempelvis Tyskland, Østrig og Finland i euroens levetid – de to områder har på nuværende tidspunkt diametralt modsatte behov, hvad angår økonomisk politik. Men det kan ikke lade sig gøre grundet euroen, og Sydeuropa betaler prisen. Denne A- og B-holds-udvikling vil ikke kunne undgås, og min frygt er, at hvor det accepteres i USA, så er nationalfølelsen i EU en langt stærkere kraft end følelsen af at have et tilhørsforhold til en stat i USA. Jeg tror, at der vil opstå meget alvorlige spændinger, når det går op for nogle lande i EU, at de kommer til at betale prisen for det rige EU, og på rigtig langt sigt kunne det føre til, at det fredens projekt, som EU også er, bliver definitivt undermineret. Samtidig vil disse uligheder, efterhånden som de bygger sig op, også udgøre en vis risiko for, at Euroen alligevel må opgives om mange år, om end komplikationerne ville være så store, at det nok bliver vanskeligt og yderst ubehageligt i praksis. Historien viser, at monetære unioner, der omfatter nationalstater, ikke kan fungere på langt sigt. Bretton Woods aftalen om faste kurser brød sammen i 1971, det europæiske valutasamarbejde brød katastrofalt sammen i begyndelsen af 90’erne, og den generelle tendens i verden er, at fastkurspolitik er under pres snarere end det modsatte. Store internationale temaer er, hvordan man får frigjort den kinesiske og russiske valuta til at flyde frit, og i Golfen er der stor interesse for at frigøre lokale valutaer fra den nuværende faste kurs overfor dollaren. Så danske politikeres iver for at komme med i en fællesvaluta er faktisk ret enestående i den udviklede verden. Måske er der helt andre grunde end alle de rationelle, vi hører om hele tiden. Måske drejer det sig mere om, at det vil give større personlige karriereudfordringer at kunne få lov at være med ved de bureaukratiske borde i EU? Jeg bryder mig ikke om konspirationsteorier, men det er dog en nærliggende tanke… Så hvad er konklusionen på alt det? I mine øjne, så er tiden ikke moden til at tage en afstemning mere om euroen. For regeringens skyld, for Anders Foghs egen skyld og for Danmarks skyld, så vil det være intelligent at undgå at skabe uro omkring Danmarks relativt velfungerende økonomi og valutapolitik. Lad os holde vore muligheder åbne og løbende analysere, hvordan globaliseringen udvikler sig. Lige nu mister vi intet ved at stå uden for euroen.