Ligeløn! Ligeløn nu! Oprigtigt talt: Der er noget, jeg aldrig har forstået ved dét krav om ligeløn. I denne forsommer er det 38 år siden, at en gruppe mediebevidste unge kvinder (en af dem hed Ulla Dahlerup) gik om bord i en bus og nægtede at betale mere end 80 procent af, hvad busbilletten kostede; de påstod frækt, at det svarede til uligelønnen mellem mænd og kvinder, og nægtede at forlade bussen frivilligt. Hvorpå de kvindeligt storsmilende lod sig bære ud i favnen på nogle faderligt storsmilende politimænd. Billederne gik pressen rundt, stor opstandelse, stor velfortjent mediedækning. Siden har kravet lydt igen og igen, ja – indtil bevidstløshed: Vi kræver ligeløn! Ligeløn, ligeløn. Ligeløn mig her og ligeløn mig dér ... og nu gudhjælpemig en ligelønskommission! Det er det, jeg ikke fatter: Hvorfor er vi ikke kommet længere efter alle de år? Hvor længe skal vi hænge fast i vores gamle kvindelige beskedenhed? Jamen kære venner, hvorfor skal kvinder i dagens Danmark trygle om ligeløn? Hvorfor stopper vi dér, hvorfor stiler vi ikke højere? Hvornår ombytter vi ratio, som det hedder, og kræver uligeløn – altså i vores favør? Hele miseren med den nuværende uligeløn til den forkerte side har jo én bestemt årsag: Det er os, der står for reproduktionen – på godt gammelt dansk: Det er os, der får børn. Det er os, der sikrer, at slægten ikke uddør. Og det bliver vi så belønnet for med smukke ord. Og straffet for på vores økonomi: Vi skal betale for det! Det er vist gået op for de fleste, at kvinders gennemsnitsløn og livsindtægt ligger lavere end mændenes. De regnestykker er ikke særlig indviklede. Men de er i den grad sovset ind i de gamle agtværdige leverpostejfarvede ligelønskrav, at der er brug for at stille dem op på en ny måde. Og det er lettere at se end nogensinde før, med den sidste tids polarisering. Den ene part kender vi, for kvinder har råbt højt om lønkrav i hundrede år. Den anden part på det store hellige arbejdsmarked, mændene, har været mere diskrete; de har nøjedes med handling, eller rettere sagt ikkehandling. Men nu er også de blevet mediebevidste og appellerer til vores alle sammens forståelse og medfølelse: Vi er virkelig kede af det! Vi ville da forfærdelig gerne ansætte kvinder! Kvinder er da dygtige på mange måder, og så er de hyggelige at have gående (selv om de er utilregnelige en gang om måneden). De pynter på en arbejdsplads, de giver en god stemning (selv om man hele tiden skal passe på ikke at blive anklaget for sexchikane). Men desværre, desværre, det kan slet ikke betale sig for en erhvervsvirksomhed at investere i kvinder (og allermindst i højt uddannede kvinder). Det er alt for dyrt, det er den rene tilsætning – vi har simpelt hen ikke råd! Den side af sagen forstår jeg så glimrende. Hvis man er så tossegod at ansætte en kvinde i den fødedygtige alder, kan det få uoverskuelige følger for firmaet: På et tidspunkt bliver hun sandsynligvis gravid, og så er hun ikke på sin pind i det meste af et år. Og det stopper jo ikke med den barsel. Så kommer et hav af barnets første sygedage og børn, der skal hentes i vuggestuen, og hvad ved jeg, og inden man ser sig om, er hun gravid igen, for der skal da være et par børn, og så ryger der endnu et år. Og når hun kommer tilbage, er hun kommet helt ud af rytmen og har tabt vigtige jobkundskaber og er sakket bagud med hensyn til kompetencer. Og hvad får firmaet af kompensation for den mistede indtjening? Ikke noget, der batter, for de eksisterende private og centrale barselsfonde dækker hverken det ene eller det andet ... Sådan ser regnestykket ud for virksomhedslederne: Kvinder er ikke attraktive som arbejdskraft, kvinder er simpelt hen for dyre i drift. Så det er da kun naturligt, at man foretrækker at ansætte mænd. Det er nu engang kvindernes funktion at føde børn, sådan har naturen indrettet det – og det er da en gave, et privilegium! Det skal der vel ikke sættes kroner og øre på, det burde da bære (med forlov) lønnen i sig selv! Men det er det, de gør kvinderne, de råber op om ligeløn – kan kvinder overhovedet regne? Det er der nogle, der kan, og når de analyserer de nyeste beregninger vedrørende konsekvenserne af barselsorloven, kommer de frem til, at det er helt korrekt: Begge parter går glip af indtægter. Så enkelt er det. Så hvorfor deler manden og kvinden ikke bare den barselsorlov lige over, i stedet for som nu, hvor kvinderne gennemsnitlig tager de 95 procent? Det er lige så enkelt: Det har familien ikke råd til, for mandens indtægt er nu engang den højeste, så den kan ikke undværes. Det bider sig selv i halen, det er den onde cirkel, som undergraver ligestillingen og forstærker uligestillingen. Men det er der åbenbart ikke noget at gøre ved, det er biologisk bestemt, så hvorfor bliver kvinderne ved med at råbe op? Ja, hvad er der blevet af de gode gammeldags kvinder? Konen, kvinden bag manden – ham, der helt naturligt havde den højeste indtægt og den største prestige? Kvinderne, der var taknemmelige for at passe børn og hjem og mand og syge og gamle? Det er lige før, man fornemmer en retronostalgisk klagesang: Jeg vil have kvinderne tilbage! Sådan går det nu nok ikke. Det bliver nok værre, kvinderne er forhåbentlig på vej til at blive endnu mere besværlige. Ligeløn – jamen kan I ikke se det: Det er ikke bare dyrt at ansætte kvinder. Det er også dyrt simpelt hen at være kvinde. Vores eget regnestykke ser nemlig noget anderledes ud: Livet igennem har vi en lang række udgifter alene på grund af vores køn. Og nu tænker jeg ikke på alle de penge, vi bruger for at leve op til sexobjekt-idealerne – altså frisør, makeup, lækkert tøj inklusive diverse must-have-accessories osv. Men prøv at regne ud, hvad vi bruger alene på bind og tamponer igennem et fødedygtigt kvindeliv med cirka 400 menstruationer – plus hovedpinepiller og andre smertestillende midler. Læg dertil udgifterne til prævention, p-piller, eller hvad vi nu bruger – det er og bliver jo os, der har hovedansvaret for, at der kun kommer de børn, vi ønsker os (så det er også os, der køber kondomerne, det er jo de færreste mænd, der møder op til en fræk date med kondom i lommen). Og senere – hvis det flasker sig sådan – kommer så graviditetstøjet og amme-bh’erne; de udgifter kan vi selvfølgelig deles om – hvis vi altså har nogen at dele dem med; i modsat fald, det vil sige, hvis vi bliver enlig mor, kommer der nogle helt andre og mere ubehagelige regnestykker, som jeg skal udelade her. Men det er bare de direkte udgifter. Dertil kommer – med temaet for årets strejker – de manglende eller nedsatte indtægter et kvindeliv igennem. Vi har stadig opdelingen i kvindefag og mandefag med tilhørende traditionelle lønforskelle. Oveni kommer så reduktionen af vores pension på grund af, at vi er væk fra arbejdsmarkedet under barselsorloven. For slet ikke at tale om det afbræk, der sker i vores karriere, eller skal vi sige vores professionelle løbebane, når vi bliver gravide: Ja, vi mister ganske rigtigt kompetencer, netværk, fortrolighed med jobverdenen, vi kan ikke leve op til kravene om opkvalificering, og det får økonomiske konsekvenser for os for resten af livet. Vi må regne med en væsentlig lavere levestandard, både hvis vi bliver skilt og senere, når vi går på pension. Men det er da rigtigt – alt kan naturligvis ikke gøres op i kroner og øre. Det gælder en række andre ulemper, som vi har, alene i kraft af at vi ikke er mænd. Og jeg ved godt, at mændene også har problemer i kraft af deres køn: værnepligten, usikkerheden om deres forældrerettigheder. Men det er ikke det, det handler om lige nu, det er andre helt fundamentale ting, alt det der følger med de hormonale kendsgerninger: menstruationen, symbolet på vores frugtbarhed – jovist, men det har altså aldrig været særlig sjovt hverken før eller under: Alt det der gør ondt, alt det blod hver fjerde uge, alle de mærkelige lugte. Det er heller ikke særlig sjovt for os selv periodisk at være så overfølsomme og nærtagende, med tudeture eller raserianfald, fordi den vandhane stadig drypper. Og hvad med de uønskede graviditeter – det er os, der skal igennem en abort, i dag i det mindste tilladt ifølge loven, men bestemt ikke nogen fornøjelse, hverken under eller efter. Hvad med fødslen – findes der noget mere smertefuldt end en førstegangsfødsel? Hvad med nattesøvnen, der bliver ødelagt for livstid, fordi vi aldrig kommer over vores følsomhed for den mindste lyd – er der noget i vejen med den lille? Hvad med den dødssyge isolation under barselsorloven, med et spædbarn som eneste omgangskreds i det meste af et år? Hvad med ændringerne i vores krop efter fødsel og amning, strækmærker, brysterne, der begynder at hænge ... okay, det kan klares med lidt ekstra støtte; men det er altså også os, der får brystkræft – hver 10. kvinde i Danmark får brystkræft! Og så klimakteriet med den nedsatte østrogenproduktion og de dermed følgende tørre slimhinder, de afskyelige hedeture. Så alt i alt: Det er os, kvinderne, der lægger krop til alle ubehagelighederne ved menneskeslægtens fortsættelse. Og pointen er, at det gør vi gerne! Det er vidunderligt at have den funktion – trods alle generne. Det er nogle af livets største mirakler, vi oplever på vores egen krop, det er ikke noget, vi drømmer om at give afkald på. Vi vil bare ikke diskrimineres for det! Det er da grotesk, at vores evne til at føde børn skal bevirke, at vi får ringere muligheder i livet end mændene, lønmæssigt og på alle mulige andre måder. For løn er jo ikke bare én ting, men allermindst to ting: Løn er penge og dermed levestandard – og løn er symbol på prestige og respekt for det arbejde, man udfører. Jeg ved det, jeg ved det: Vi har ingen pressionsmidler. Vores eneste strejkemulighed ville være, at vi nægtede at føde børn. Og godt nok er der tendens til, at kvinder udsætter tidspunktet for at få dem; men undlade at få børn? Nej, dér stopper det – for de fleste af os. Så vi må nøjes med at begynde at rokere rundt på vores små kvindelige hjerneceller og vænne os til en ny måde at tænke på: Vi skal ikke betale for, at det er os, der står for reproduktionen! Det er ikke arbejdsgiverne, der har krav på kompensation – det er os! Jamen, det er der overhovedet ikke råd til, får vi så at vide. Og hemmeligheden er måske den enkle, at naturens påfund med tokønnet forplantning ikke har været særlig fikst: Det er simpelt hen for dyrt at have kvinder til at stå for reproduktionen. Men forskningen er jo i fuld gang, det varer sikkert ikke længe, inden mænd (eller hvorfor ikke robotter) kan blive gravide og føde børn. Hvis I så også finder ud af at fravælge pigefostre, kan I blive helt fri for os – ærlig talt, hvad skal I med kvinder? Det ville tilmed være løsningen på endnu et problem – den globale overbefolkning! Nå, ikke? Der var jo også lige nogle andre kompetencer, som jeg ikke engang har taget med i regnestykkerne: vores fingerfærdighed, vores jordforbindelse, vores sans for og interesse for mennesker, vores sociale kompetencer – plus vores erotiske udstråling ... alt sammen kvalifikationer, der burde være nok i sig selv til at sikre os de samme økonomiske, karrieremæssige og udviklingsmæssige vilkår som mændene. Og straks lyder jammeren: Jamen, åh gud, hvem skal så betale? Tja, hvis der ikke er nogen, der vil betale det, det koster, så foreslår jeg, at man vender tilbage til busalternativet fra dengang. Det var jo en fin model, de var inde på, de unge kvinder, der forlangte reduktion af prisen på en busbillet, simpelt hen fordi de var kvinder. Så: nedslag i prisen for kvinder! Kvindepriser og mandepriser på alle områder! Hvor svært kan det være? Og jeg ved godt, at differentiering er et uartigt ord – men oprigtigt talt: I forvejen har vi jo et samfund, som er rigtig dygtigt til at administrere utallige komplicerede systemer til regulering af dagpenge, karakterskalaer, aktiebeskatning, indfødsretsbetingelser, strafudmåling, måling og udregning af hjemmehjælpsfunktioner, og jeg ved snart ikke hvad ... Så lad os nu få den ligeløn overstået, den kan aldrig blive andet end en mellemstation – så vi langt om længe kan komme videre. Det er ikke en ligelønskommission, vi har brug for. Vi har brug for en uligelønskommission!