Never a dull moment! Sådan kunne man karakterisere Israels 60-årige historie. På dansk ville det blive til, at Israel aldrig har oplevet en agurketid – hvilket ikke på nogen måde henviser til landbrugets muligheder for at dyrke agurker. Det turde være bekendt, at allerede starten var dramatisk. Da det jødiske råd med David Ben Gurion i spidsen skulle træffe beslutning om at proklamere den nye stat, erklærede de militære rådgivere, at chancerne for at overleve vel var 50 procent. Trods den næsten vanvittige risiko blev afgørelsen positiv. FN’s beslutning om en deling af Palæstina med dannelsen af en jødisk og en arabisk stat gav for første gang i mere end 18 århundreder en mulighed for selvbestemmelse. Det er værd i den sammenhæng at notere, at der ikke på noget tidspunkt i al den tid har eksisteret nogen form for selvstændighed, ikke nogen statsdannelse i området. Nok havde romerne ændret navnet fra Judæa til Palæstina, men det var en straf til de jøder, der blev ved med at forsøge at gøre oprør. Det var og blev en provins under forskellige herskere, i de sidste 400 år op til Første Verdenskrig som en del af Det Osmanniske Rige (Tyrkiet). De omliggende stater havde alle egne kartofler at hyppe. Interventionen fra nabolandene drejede sig ikke om at komme araberne i Palæstina til undsætning, men snarere om, at de hver for sig ønskede at sikre sig så stor en del af landet som muligt, når englænderne trak sig tilbage. For Transjordaniens vedkommende betød det, at man direkte annekterede Vestbredden og ændrede landets navn til Jordan. Den dag staten Israel blev født, sejlede jeg fra Marseille uden at vide, hvad der egentlig skete. Der var hverken computere eller mobiltelefoner, bare rygter. Jeg var en del af et noget usædvanligt rejseselskab på 1.100 personer. Med undtagelser, der kunne tælles på én hånds fingre, var mine rejsekammeraters identitet tatoveret som numre på deres arme. De var overlevende fra de nazistiske kz-lejre. Spørgsmålet var, om vi i det hele taget ville kunne gå i land. Mange skibe var sejlet over Middelhavet og blevet tilbagevist af englænderne. Nu var situationen ændret. Der var stadig en engelsk kontrol, da vi gik fra borde i Haifa, men det havde ingen praktisk betydning. Det havde derimod den første israelske myndighed, som vi skulle passere. Han havde svært ved at acceptere, at jeg havde et pas, der lød på mit rigtige navn. Det var der ingen af dem med de tatoverede tal, der havde. Som 18-årig havde jeg meldt mig som frivillig for at kunne opleve den enestående historiske begivenhed, som jøder i alle årene havde koncentreret sig om i deres bønner morgen, middag og aften. Begejstringen efter afslutningen af Anden Verdenskrig og ved oprettelsen af FN fik de mere naive iblandt os til at tro, at nu var det slut med krige. Men, tænkte jeg, der ville vel altid være brug for et par hænder til at plukke vindruer eller appelsiner, eller hvad årstiden kunne have at byde på. Tro mig, det var en ganske anden situation, der mødte os ved ankomsten. Israel var blevet invaderet af fem arabiske hære, og de 50 procent chancer for overlevelse var meget optimistisk bedømt. Inden der var gået 48 timer, var jeg ved fronten i den sydlige del af landet, hvor den egyptiske hær var rykket ind. Jeg havde aldrig affyret et skud, end ikke i Tivoli, og fandt mig nu udrustet med et hjemmelavet skydevåben. Selv almindelige geværer var en mangelvare. De udleverede stenguns, som vores våben blev kaldt, hævdedes at være gode til gadekampe, hvor man ikke skal skyde ret langt. Men vi befandt os i åbent terræn og havde heller ikke anden form for antiluftskyts. Nok så vigtig var den anden del af vores udrustning. Det var en spade, som vi kunne bruge til at grave skyttegrave, der i nogen grad kunne beskytte os mod fjendtlig ild. Hvis jeg var forskrækket, skyldtes det nok, at jeg måtte gå ud fra, at det store flertal af dem, der omgav mig, havde tilsvarende mangel på uddannelse til at foretage, hvad vi nu fik til opgave. Det er ikke stedet til at fortælle krigens historie. Krige løser ikke problemerne. Det gør freden. Men jeg bringer disse glimt fra situationen i maj 1948 dels for at erindre om, at det var et mirakel af bibelske dimensioner, at Israel overlevede de første uger efter sin fødsel, dels for at placere ansvaret for, at vi ikke fik en fredelig løsning på konflikten, før den udviklede sig og gik i hårdknude. Hvis de arabiske stater, der var Palæstinas naboer, havde accepteret FN’s delingsplan og proklameret en arabisk stat parallelt med den jødiske stat, så kunne titusindvis af menneskeliv være sparet på begge sider. Desværre vurderede de deres chancer for mere magt, måske for et stort arabisk rige, for større, end de viste sig at være. Det blev ikke mindst den arabiske befolkning i Palæstina, som vi i dag kalder palæstinensere, der kom til at betale den højeste pris. Nuvel, alt dette er historie. I dag skal vi vurdere, hvor vi holder. Statens umiddelbare berettigelse var at gøre en ende på myten om den evigt vandrende jøde. Jeg hører ikke til dem, der mener, at vi skal takke hr. Hitler og hans slæng for, at vi har fået en jødisk stat. Israel er ikke verdens erstatningsbetaling for holocaust. Den jødiske stat ville efter min mening være genopstået før eller senere. Hvis nazisterne har haft en finger med i spillet, så kan man sige, at de var årsagen til, at den kom før og ikke senere. Selv om jøder har vist en næsten uovertruffen evne til at integrere sig i nye samfund, hvor de både var lovlydige og loyale borgere, så blev de til enhver tid udset til at være det mindretal, man kunne gøre til syndebuk, når noget gik galt, og noget gik altid galt. Det var vel det, der fik Theodor Herzl til at skrive sin epistel om ’Der Judenstaat’, da han i Paris oplevede, hvordan folk gik amok, da den jødiske officer i den franske hær Alfred Dreyfus blev degraderet efter at være blevet dømt som forræder. At det viste sig, at anklagerne var falske, kunne ikke ændre ved oplevelsen af en antisemitisk udfoldelse i den by, der mere end nogen anden skulle stå for frihed, lighed og broderskab. Da den nazistiske racisme voksede i Tyskland og i Østrig, søgte man forgæves lande, der ville give asyl til jøder. Der var endog lande, der insisterede på, at jøder skulle have et ’J’ stemplet i deres pas, for at man – for Guds skyld? – ikke ved en fejltagelse skulle lukke jøder ind. Da Anden Verdenskrig sluttede, betegnedes de overlevende som ’displaced persons’. Ligegyldigt hvor de tog hen, så var de fejlplacerede. Israel skulle gøre en ende på jødisk hjemløshed, og Israel har på formidabel måde løst denne opgave. I maj 1948 antog man, at der var 650.000 jøder i Israel. I dag er der over 6 millioner. Dertil kommer et arabisk mindretal, de fleste muslimer, på over 1 million. De første, der kom til landet, var selvfølgelig de nævnte ’displaced persons’ fra Europa. Meget hurtigt fulgte mellem en halv og en hel million jøder, der måtte flygte fra de arabiske lande. Israel anbragte ikke flygtninge i lejre, hvor de kunne gå fysisk og især psykisk til grunde. Israel gik i gang med at absorbere de nyankomne. Der skulle bygges bro over de kulturelle forskelle fra Europa til Mellemøsten, og det var ikke altid gnidningsfrit, men det lykkedes i overraskende grad. Senere er der kommet mange andre til. Grupper fra Etiopien, de fleste analfabeter og ukendte med det moderne samfunds mangfoldighed. De skulle absorberes, samtidig med at der kom over 1 million jøder fra det tidligere Sovjet, mange af dem med videregående uddannelse, som der til dels slet ikke var brug for i det lille land, som Israel nu engang er, når man ser på det med russiske øjne. Israel er blevet anklaget for racisme, fordi jøder i henhold til ’loven om tilbagevendelse’ har en fortrinsstilling, ja, en ret til at kunne få opholdstilladelse og statsborgerskab. Men der er intet usædvanligt i, at lande foretager en udvælgelse, når der skal lukkes nye borgere ind. I Danmark har borgere fra andre nordiske lande en klar fordel, hvis de vil bosætte sig her, og senere er der lukket op for borgere fra andre EU-lande. Så der er ikke noget fordægtigt i, at Israel lukkede op for netop jøder. Hvis Herzl drømte om, at en jødisk stat skulle gøre en ende på antisemitismen, så har det vist sig at være en utopi. Israel er blevet et skalkeskjul for antisemitter, der har gjort landet til syndebuk blandt nationerne. Man mærker det bl.a., når FN drøfter menneskerettigheder. Med tanke på de voldsomme overtrædelser af disse rettigheder, der finder sted i et stort antal lande, så er det næsten sygeligt, hvor monomant Israel bliver sat på anklagebænken. Vist har Israel begået alvorlige fejl, og de skal ikke forties, men landet har altså i 60 år skullet leve med krige, med terror og med angst for at sende børn i skole, gå på diskotek eller bare på indkøb. Alligevel er det imponerende, hvad der er udrettet med den broget sammensatte befolkning. Landbruget er effektiviseret, videnskaben har fejret triumfer, og Israel er i dag blandt de førende inden for it og anden teknologi. På det medicinske område er der fejret triumfer. Israels økonomi er blandt verdens stærkeste, selv om det er sket på baggrund af større ulighed mellem rig og fattig, så at antallet af meget fattige er faretruende stort. Der er et rigt kulturliv, og på det musikalske område, der altid har været fremtrædende blandt jøder, fik man en ekstra saltvandsindsprøjtning med ankomsten af jøderne fra Østeuropa. Alt dette kan jeg desværre ikke beskrive mere detaljeret her, for det brændende spørgsmål er selvfølgelig, hvordan den politiske situation udvikler sig. Den imponerende sejr i seksdageskrigen i 1967 betød, at Israel blev en besættelsesmagt med alt det negative, som det fører med sig. Desværre erklærede de arabiske stater igen i 1967, at de hverken ville slutte fred med Israel, forhandle eller bare anerkende Israels eksistens. I mellemtiden er det alligevel lykkedes at få fredsaftaler med både Egypten og Jordan. Igen lod palæstinenserne chancen gå fra sig, da Egyptens fremragende præsident Sadat insisterede på, at der skulle forhandles mellem Israel og PLO. PLO afviste, og Sadat betalte med sit liv for sin indsats for freden. For mange af os blev det hurtigt klart, at Israel måtte trække sig tilbage og medvirke til oprettelse af historiens første palæstinensiske stat. Israel kunne ikke blive ved med at regere over det store antal palæstinensere på Vestbredden og i Gaza. Jeg blev anset for at være noget i retning af forræder, da jeg fremsatte det synspunkt i 70’erne. Da Yitzhak Rabin var nået til samme konklusion, blev han myrdet i 1995 af en jødisk fanatiker. Sådan har fanatikere på begge sider gang på gang ødelagt chancerne for en fredelig afslutning på stridighederne. I dag er det Hamas, der er skurken. De nægter stadigvæk at anerkende Israels eksistens, og derfor forhandler Israel kun med Fatah, der repræsenterer den ene halvdel af palæstinenserne. Men man kan ikke slutte fred med en halvdel af et folk og fortsætte krigen med den anden halvdel. Det viser forholdene i Gaza, som Israel rømmede for et par år siden, med al tydelighed. Som det gik med PLO, vil det også gå med Hamas, og den dag vil komme – og gid den kommer snart – hvor Israel vil forhandle med Hamas. Ikke alle medlemmer af Hamas er fanatikere, og jeg er overbevist om, at der også dér er stærke kræfter, der ønsker fred og sameksistens. Det gamle problem om ikke at tabe ansigt spiller ind og trækker processen i langdrag, men alle andre muligheder fører ind i blindgyder. I mellemtiden kunne jeg udtale det fromme ønske, at palæstinavenner og israelvenner ude i verden og herhjemme i Danmark vil holde op med at stå ude på sidelinjerne og råbe ’ned med de andre’. At være ven med den ene udelukker ikke at være ven med den anden. En ærlig vilje til fred forudsætter et venskab, og ude i verden bør angsten for at tabe ansigt ikke spille ind. Gammel jødisk ret fastslår, at når to gør krav på at eje den samme ting, og ingen af parterne har bedre beviser end den anden, så må de dele stridens genstand. I forhold til det gamle Judæa/Palæstina gør to parter deres krav gældende, og der er reelt ret på begge sider. Derfor må der deles, så at begge parter kan få mulighed for en lykkelig tilværelse. Det må være målet på vej til næste jubilæum.