0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Israel 60 år

Krige løser ikke problemerne. Det gør freden. Og gid den dag snart vil komme, hvor Israel og Hamas vil forhandle ... Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

1948. Den nye stat Israels flag gøres klar i Haifa lufthavn på uafhængighedsdagen i maj. Israel fejrer i dag sin 60 års fødselsdag. Foto: AP

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Never a dull moment!

Sådan kunne man karakterisere Israels 60-årige historie. På dansk ville det blive til, at Israel aldrig har oplevet en agurketid – hvilket ikke på nogen måde henviser til landbrugets muligheder for at dyrke agurker.

Det turde være bekendt, at allerede starten var dramatisk. Da det jødiske råd med David Ben Gurion i spidsen skulle træffe beslutning om at proklamere den nye stat, erklærede de militære rådgivere, at chancerne for at overleve vel var 50 procent.

Trods den næsten vanvittige risiko blev afgørelsen positiv. FN’s beslutning om en deling af Palæstina med dannelsen af en jødisk og en arabisk stat gav for første gang i mere end 18 århundreder en mulighed for selvbestemmelse.

Det er værd i den sammenhæng at notere, at der ikke på noget tidspunkt i al den tid har eksisteret nogen form for selvstændighed, ikke nogen statsdannelse i området.

Nok havde romerne ændret navnet fra Judæa til Palæstina, men det var en straf til de jøder, der blev ved med at forsøge at gøre oprør. Det var og blev en provins under forskellige herskere, i de sidste 400 år op til Første Verdenskrig som en del af Det Osmanniske Rige (Tyrkiet).

De omliggende stater havde alle egne kartofler at hyppe. Interventionen fra nabolandene drejede sig ikke om at komme araberne i Palæstina til undsætning, men snarere om, at de hver for sig ønskede at sikre sig så stor en del af landet som muligt, når englænderne trak sig tilbage.

For Transjordaniens vedkommende betød det, at man direkte annekterede Vestbredden og ændrede landets navn til Jordan.

Den dag staten Israel blev født, sejlede jeg fra Marseille uden at vide, hvad der egentlig skete. Der var hverken computere eller mobiltelefoner, bare rygter.

Jeg var en del af et noget usædvanligt rejseselskab på 1.100 personer. Med undtagelser, der kunne tælles på én hånds fingre, var mine rejsekammeraters identitet tatoveret som numre på deres arme. De var overlevende fra de nazistiske kz-lejre.

Spørgsmålet var, om vi i det hele taget ville kunne gå i land. Mange skibe var sejlet over Middelhavet og blevet tilbagevist af englænderne. Nu var situationen ændret. Der var stadig en engelsk kontrol, da vi gik fra borde i Haifa, men det havde ingen praktisk betydning.

Det havde derimod den første israelske myndighed, som vi skulle passere. Han havde svært ved at acceptere, at jeg havde et pas, der lød på mit rigtige navn. Det var der ingen af dem med de tatoverede tal, der havde.

Som 18-årig havde jeg meldt mig som frivillig for at kunne opleve den enestående historiske begivenhed, som jøder i alle årene havde koncentreret sig om i deres bønner morgen, middag og aften.

Begejstringen efter afslutningen af Anden Verdenskrig og ved oprettelsen af FN fik de mere naive iblandt os til at tro, at nu var det slut med krige. Men, tænkte jeg, der ville vel altid være brug for et par hænder til at plukke vindruer eller appelsiner, eller hvad årstiden kunne have at byde på.

Tro mig, det var en ganske anden situation, der mødte os ved ankomsten. Israel var blevet invaderet af fem arabiske hære, og de 50 procent chancer for overlevelse var meget optimistisk bedømt.

Inden der var gået 48 timer, var jeg ved fronten i den sydlige del af landet, hvor den egyptiske hær var rykket ind. Jeg havde aldrig affyret et skud, end ikke i Tivoli, og fandt mig nu udrustet med et hjemmelavet skydevåben.

Selv almindelige geværer var en mangelvare. De udleverede stenguns, som vores våben blev kaldt, hævdedes at være gode til gadekampe, hvor man ikke skal skyde ret langt. Men vi befandt os i åbent terræn og havde heller ikke anden form for antiluftskyts.

Nok så vigtig var den anden del af vores udrustning. Det var en spade, som vi kunne bruge til at grave skyttegrave, der i nogen grad kunne beskytte os mod fjendtlig ild. Hvis jeg var forskrækket, skyldtes det nok, at jeg måtte gå ud fra, at det store flertal af dem, der omgav mig, havde tilsvarende mangel på uddannelse til at foretage, hvad vi nu fik til opgave.

Det er ikke stedet til at fortælle krigens historie. Krige løser ikke problemerne. Det gør freden. Men jeg bringer disse glimt fra situationen i maj 1948 dels for at erindre om, at det var et mirakel af bibelske dimensioner, at Israel overlevede de første uger efter sin fødsel, dels for at placere ansvaret for, at vi ikke fik en fredelig løsning på konflikten, før den udviklede sig og gik i hårdknude.

Hvis de arabiske stater, der var Palæstinas naboer, havde accepteret FN’s delingsplan og proklameret en arabisk stat parallelt med den jødiske stat, så kunne titusindvis af menneskeliv være sparet på begge sider.

Desværre vurderede de deres chancer for mere magt, måske for et stort arabisk rige, for større, end de viste sig at være. Det blev ikke mindst den arabiske befolkning i Palæstina, som vi i dag kalder palæstinensere, der kom til at betale den højeste pris.

Nuvel, alt dette er historie. I dag skal vi vurdere, hvor vi holder. Statens umiddelbare berettigelse var at gøre en ende på myten om den evigt vandrende jøde.

Jeg hører ikke til dem, der mener, at vi skal takke hr. Hitler og hans slæng for, at vi har fået en jødisk stat. Israel er ikke verdens erstatningsbetaling for holocaust. Den jødiske stat ville efter min mening være genopstået før eller senere. Hvis nazisterne har haft en finger med i spillet, så kan man sige, at de var årsagen til, at den kom før og ikke senere.

Selv om jøder har vist en næsten uovertruffen evne til at integrere sig i nye samfund, hvor de både var lovlydige og loyale borgere, så blev de til enhver tid udset til at være det mindretal, man kunne gøre til syndebuk, når noget gik galt, og noget gik altid galt.

Det var vel det, der fik Theodor Herzl til at skrive sin epistel om ’Der Judenstaat’, da han i Paris oplevede, hvordan folk gik amok, da den jødiske officer i den franske hær Alfred Dreyfus blev degraderet efter at være blevet dømt som forræder. At det viste sig, at anklagerne var falske, kunne ikke ændre ved oplevelsen af en antisemitisk udfoldelse i den by, der mere end nogen anden skulle stå for frihed, lighed og broderskab.

Da den nazistiske racisme voksede i Tyskland og i Østrig, søgte man forgæves lande, der ville give asyl til jøder. Der var endog lande, der insisterede på, at jøder skulle have et ’J’ stemplet i deres pas, for at man – for Guds skyld? – ikke ved en fejltagelse skulle lukke jøder ind.

Da Anden Verdenskrig sluttede, betegnedes de overlevende som ’displaced persons’. Ligegyldigt hvor de tog hen, så var de fejlplacerede. Israel skulle gøre en ende på jødisk hjemløshed, og Israel har på formidabel måde løst denne opgave.

I maj 1948 antog man, at der var 650.000 jøder i Israel. I dag er der over 6 millioner. Dertil kommer et arabisk mindretal, de fleste muslimer, på over 1 million. De første, der kom til landet, var selvfølgelig de nævnte ’displaced persons’ fra Europa.

Meget hurtigt fulgte mellem en halv og en hel million jøder, der måtte flygte fra de arabiske lande. Israel anbragte ik