DET ER en udbredt opfattelse, at det subjektive og det objektive falder sammen, når vi taler om at være raske og syge, men er det nu også tilfældet? Desværre, eller heldigvis, er der en sandhed i den barske vits om, at de raske er dem, der endnu ikke er blevet undersøgt. Men er dét at være syg at opfatte sig selv som syg, at optræde som syg eller at blive diagnosticeret som syg? En hypokonder føler sig syg uden at være det, og hvor rask bliver hypokonderen af at få at vide af sin læge, at der ikke er noget at komme efter? En af hovedtalerne ved en amerikansk lægekongres formanede sine kolleger til at betragte ethvert nyfødt barn som patient, indtil barnet kunne klassificeres som rask. Den franske forfatter Jules Romains har anskuet den menneskelige situation fra en lægelig synsvinkel i sin vittige komedie ’Dr. Knock eller medicinens triumf’. For dr. Knock er raske mennesker ingenting, og det eneste han kan tilbyde dem er en medicinsk eksistens og dermed et livsindhold. Forskellen mellem fiktion og virkelighed er ikke særlig påfaldende. VI ER både deltagere og tilskuere – i vores eget liv såvel som i andres. Følelseslivet er socialt, det udspiller sig imellem mennesker, og det er afhængigt af vores tilknytning til andre. Det er i forhold til vores omverden, vi får bevidsthed om, hvem vi er. Ved at have øje for vores medmennesker får vi øje på os selv. At se er også at blive set. Det gør isolation til en frygtet straf og til et torturmiddel. Ufrivillig afsondring truer et menneskes identitet og omtåger dets tanker og følelser, så det ender i en opløst tilstand af sløvhed og passivitet. Hvordan vi hver især udvikler os, er i vid udstrækning afhængigt af, hvordan vi bliver behandlet af andre – frem for alt i vores opvækst, hvor de mennesker og den kultur, vi præges og påvirkes af, har magten over vores menneskelighed. Et barn, man skræmmer og slår, lærer selv at slå og skræmme. Et barn, der føler sig elsket, lærer hvad kærlighed vil sige. Det er såre simpelt, men desværre mere anerkendt i teorien end gennemført i praksis. Er man som barn blevet skadet og forsømt, svigtet, mobbet eller ydmyget på anden måde, vil man højst sandsynlig være disponeret for at få et dårligere liv, end hvis man var blevet behandlet ordentligt. Der er mange måder at overleve på, og ikke alle bliver handikappede af en dårlig barndom, men har man ikke i tide fået sit selvværd tilstrækkeligt bekræftet eller stimuleret, vil mange komme til at savne en væsentlig forudsætning for at kunne leve i harmoni med sig selv og sin omverden. Et ringe selvværd gør én usikker og alt for sårbar og kan føre til meningsløs selvudslettelse eller udvikle et overdrevet og ufrivilligt komisk behov for selvhævdelse. I DEN terapeutiske behandling af psykiske problemer har patientens eller klientens følelsesmæssige bindinger til sin barndoms hovedpersoner spillet en væsentlig rolle. Man er gået ud fra, at det uklare forhold, som neurotiske mennesker har til den aktuelle virkelighed de lever i, hænger sammen med, at de i for høj grad er styret af deres fortid. Det gælder naturligvis stadigvæk for manges vedkommende, men den moderne psykoterapi og det socialpsykologiske hjælpearbejde har mødt nye udfordringer hos tidens historieløse, fremmedgjorte mennesker, som lever og agerer mere eller mindre planløst, styret af øjeblikkelige behov uden forbindelse med fortiden. Tidligere var mennesker for det meste sammen om vigtige begivenheder i deres liv. De fællesskaber er næsten forsvundet i en moderne, upersonlig storbykultur, hvad der bliver særlig mærkbart, når svaghed og sygdom gør os afhængige af hjælp og omsorg. Nogen er gået så vidt som til at opfatte denne fremmedgørelse som en fare for demokratiet med den begrundelse, at hvis et menneske er uden interesse for at kende sig selv og forstå, hvorfor det lever, som det gør, har det heller ingen interesse for, hvordan andre mennesker lever deres liv. I al sin kategorisering er der noget genkendeligt og tankevækkende i betragtningen, som både karakteriserer tidsånden og harmonerer med den smukke klassiske definition af begrebet sundhed som en tilstand af psykisk, fysisk og moralsk velbefindende, der gør det muligt for et menneske at møde livets kriser effektivt og med værdighed. OM PSYKISK sygdom, som er i stadig stigning på verdensplan, har sundhedsorganisationen WHO forudsagt, at depressioner om få år vil gøre flere mennesker uarbejdsdygtige og belaste sundhedsvæsener mere end nogen anden sygdom. Psykiatrien arbejder ufortrødent på at løse skizofreniens gåde, mens der er gjort store fremskridt i behandlingen af depressive lidelser. Forfatteren Andrew Solomon, som har skrevet tidens mest læste bog om depressioner, bestselleren ’Helvedes malstrøm’, går så vidt som til at sige, at de formentlig kræver flere ofre end krige, kræft og aids tilsammen og næst efter hjerte-kar-sygdomme antagelig er den hyppigste årsag til invalidering og for tidlig død. Det stiller stigende krav til forståelsen af psykiske lidelser og til nedbrydning af de forestillinger og tabuer, der omgiver dem, og den stigmatisering deres ofre udsættes for. Herhjemme gør Psykiatrifonden en værdifuld indsats for at fremme kendskabet til psykiske sygdomme, og hvad de gør ved mennesker – såvel de syge som deres pårørende. Det har beklageligvis været hårdt tiltrængt. Selv i dagens højtudviklede informationssamfund trives fordomme og uvidenhed i bedste velgående, og når det gælder det klassiske behov for at have en sund sjæl i et sundt legeme, er interessen og opmærksomheden fortrinsvis rettet mod det legemlige. I den almindelige bevidsthed er det mere acceptabelt at lide af kropslig sygdom end at have sjælelige problemer og mange reagerer herefter og meddeler sig med fysiske symptomer om deres psykiske vanskeligheder. TENDENSER TIL at individualisere samfundsskabte problemer harmonerer beklageligvis med en almindelig udbredt tilbøjelighed hos mennesker til at dække over deres svagheder – i værste fald fornægte dem og kun kommunikere indirekte om dét der gør ondt i sjælen. At kunne tale frit og åbent om personlige problemer forudsætter en tryg og tillidsfuld atmosfære og kræver den tid det tager. Vi spiller roller, mere eller mindre gennemskueligt, når vi ikke er i en fortrolig situation, vi taler i kodesprog eller helt uden om, hvordan vi opfatter os selv inderst inde, om vores skuffelser og forventninger, og vi går langt for at leve op til, hvad vi går ud fra, at der forventes af os. Undertrykkelse giver sig mange udslag – fra angst og usikkerhed i opvæksten til dårlig uddannelse, fattigdom og forskelsbehandling på grund af køn, kulør og klasse eller seksualitet, religion og etnisk herkomst. Og alle former for undertrykkelse befordrer den indirekte form for kommunikation, der ikke altid er tegn på psykisk sygdom, men ofte bliver tolket som sådan ud fra en medicinsk-terapeutisk verdensanskuelse, der anser alt for at være tilgængeligt for behandling. Hvad det selvfølgelig ikke er – uden at det skal undervurderes, hvad der i dag kan gøres og bliver gjort af godt, når skaden er sket. Men tænk om vores arbejde for at give hinanden et godt liv blev anset for at være væsentligere end reparationerne af de skader, vi får af at leve et dårligt. HVAD DET stigende antal depressioner angår, er det en nærliggende formodning, at de forventninger og krav, som tidens altdominerende markedsøkonomiske samfundsudvikling stiller til sine borgere, både kan bidrage til at fremkalde depressive tilstande og befordre anlæg, som måske ikke ville have udviklet sig under mindre stressfremkaldende forhold. Samtidig er depressioner med deres invaliderende virkninger i strid med tidens liberalistiske lokketoner om lykke og livskvalitet og de dominerende livskrav om at være aktiv, mobil, konkurrencedygtig, omstillingsparat og alt hvad vi ellers skal være for at blive gode markedsprodukter og indbringende forbrugere. Men det er måske en anden historie. Eller er det? Et af tidens paradokser synes at bestå i, at de samme livskrav kan være med til at forøge depressive lidelser og forstærke stigmatiseringen af psykisk syge. Har man været vidne til en depression, kan man ikke tage folk alvorligt, når de siger, at de er lidt deprimerede for tiden, hvis de er i dårligt humør, har bekymringer eller er kede af det. Det svarer til at tale om bekvemmelighedsflygtninge – som om noget menneske godvilligt forlader sit sprog, sin slægt og sin kultur. Uden at graduere lidelse er en depression formentlig noget af det mest invaliderende, et menneske kan udsættes for. NÅR DET gælder fysisk sygdom, kan kroppen forsvare sig og gøre modstand. Depressive lidelser angriber indefra, de er som fremmedlegemer, der slår sig ned i sjælen og gnaver på selvværdet, isolerer os og berøver os livsmodet. I en depression får et menneske følelsen af, at noget inden i det har taget magten fra det, og det plages af spørgsmålet om, hvorvidt det nu er sig selv eller ’det andet’. Moderne lægevidenskab har i nyere tid udviklet stadig flere værdifulde medicinske og terapeutiske muligheder for behandling af psykiske lidelser, især de depressive, men de er og bliver et større problem og mere belastende for pårørende end andre sygdomme. Den der rammes af en depression kan måske i begyndelsen holde masken over for sin omverden, men før eller senere vil masken knuse ansigtet bag den, og fremmedgørelsen, isolationen, angsten, skyldfølelserne og selvbebrejdelserne overvælder den syge, der både kommer på afstand af sig selv og de pårørende – og samtidig kan have et livsvigtigt behov for deres hengivenhed, forståelse, opmærksomhed og omsorg. AT VÆRE tæt på et lidende menneske, som man holder af, er i sig selv en stor belastning, og når lidelsen medfører drastiske forandringer i den syges følelsesmæssige reaktioner og adfærd, stiller det uforholdsmæssigt store krav til de nærtstående, det være sig ægtefæller, samlevere, børn eller forældre. De kærlige følelser bliver sat på en afgørende prøve, hvis man bliver bidt i hånden af den, man vil fodre. I første omgang drejer det sig selvfølgelig om, hvad de pårørende kan gøre for den syge. Lægekunstens fader, Hippokrates, lod sin samtid forstå, at det er vigtigere at vide, hvad det er for et menneske, der lider af en sygdom, end at vide, hvad det er for en sygdom, det menneske lider af. For pårørende til psykisk syge gælder det omvendte. De må skaffe sig viden, søge råd og vejledning og være forberedt på uberegnelige og ukontrollable reaktioner hos den syge. Det gælder ikke mindst maniodepressive tilfælde med voldsomme udsving fra gråd og klagende omklamring til afvisning, raseri og ustyrlighed. Patientens omgivelser må ruste sig, så godt de kan, mod de følelser af sorg og magtesløshed og vrede, som naturligt nok lader sig vække hos nærtstående, for hvem den syges tilstand kan opleves som en personlighedsændring. Betingelsesløs kærlighed forekommer kun i eventyrene – med en mors følelser for sit barn som en mulig undtagelse. Og ingen af os kan gøre mere end vores bedste. Og slet ikke, når vores dobbeltrolle som deltager og tilskuer bliver forvandlet fra at være både-og til at være hverken-eller. Uvurderlige evner som indføling og indlevelse er svære at tage i brug, fordi den syge på væsentlige områder er uden for rækkevidde, og hvordan identificerer man sig med et menneske, hvis identitet er i splid med sig selv. Her må forståelse, tålmodighed, selvbeherskelse og overbærenhed træde i stedet. Tålmodighed til at lytte, selvbeherskelse over for urimeligheder, og overbærenhed med det uforudsigelige og uberegnelige. DA DE to hovedpersoner i Samuel Becketts skuespil ’Mens vi venter på Godot’ mødes igen efter pausen siger Esdragon til Vladimir: – Rør mig ikke! Spørg mig ikke om noget! Sig ikke noget til mig! Bliv hos mig! Med undtagelse af at pårørende naturligvis skal tale med den syge, så er det en udmærket anvisning på, hvordan man skal forholde sig. Det er lige så vigtigt, som det er vanskeligt, at finde ligevægten mellem at hjælpe, støtte og opmuntre en syg og lade den syge være i fred. Hvornår skal vi holde fast, og hvornår skal vi give slip – et væsentligt spørgsmål til mange af os. Ingen nævnt og ingen glemt. Nok så væsentligt som at opretholde den bedst mulige kontakt på den syges betingelser er bevarelsen af håbet, og den tillid og fortrøstning som kan være en afgørende faktor i vores forhold til megen sygdom. Der er hvid magi, og der er sort magi. Den sorte er de negative forventninger – det går aldrig godt, vi må være forberedt på det værste, og hvad man ellers kan bidrage med af dæmonisering. Den hvide magi er den håbefulde tro på, at det nok skal gå. Holder man fast ved den, vil man i mange tilfælde have bidraget til det.