En analyse fra EU-kommissionen af, hvorfor irerne stemte nej til Lissabontraktaten, viser otte forskellige grunde til irernes nej. Hyppigste årsag var, at teksten er uforståelig – den næsthyppigste, at irerne ville beskytte Irlands identitet. Der ville formentlig fremkomme et tilsvarende broget billede af årsagerne til et nej i andre EU-lande, hvis de fik lov at stemme, hvad de som bekendt ikke gør. Overordnet ser det ud til, at flertallet af europæere har fundet ud af, at EU-projektet er en indskrænkning af demokratiet, og at EU’s elite vil sætte almindelige mennesker helt uden for indflydelse. Der er en voksende forståelse, selv i Europaparlamentet, for, at et flertal af almindelige europæere ikke ønsker mere EU, end de har i dag, og de fleste ønsker en helt anden indsats end den aktuelle. Traktatens tilhængere har argumenteret for, at den var en absolut nødvendighed, for at EU kan komme til at fungere mere effektivt, men det er ikke, hvad borgerne beder om. De beder om mindre bureaukrati, færre uforståelige indgreb, først og fremmest i landbrug og fiskeri, mere beskæftigelse, mere social sikkerhed og mindre kriminalitet. Der er også i høj grad grund til at stille spørgsmålet, hvad det er, EU vil kunne beslutte mere effektivt med Lissabontraktaten? Giver mindre stemmevægt til de små lande og øgede beføjelser til at træffe flertalsafgørelser på endnu flere områder end i dag grundlag for, at EU kan udvirke noget af dét, som EU ikke kan i dag? Er større og mere flagsmykkede institutioner og flere folk med fine titler, tredobbelte lønninger og store biler dét, EU har brug for? EFTER Irlands nej har både ministerrådet og kommissionen talt om, at EU’s borgere ser de stigende fødevare- og oliepriser som det aktuelt største problem, og ikke mindst i debatterne i Europaparlamentet har man påstået, at de problemer var meget nærmere en løsning, hvis Lissabontraktaten trådte i kraft. Det er åbenlyst en tom påstand. EU har kun endnu mere tvivlsom regulering at stille op med. Som formanden for parlamentsgruppen Nationernes Europa, ireren Brian Crowley, udtrykte det i parlamentets debat: »Hvordan skal jeg forklare irske fiskere, at det hjælper på fødevarekrisen, at EU beordrer dem til at kaste friske fisk over bord, blot fordi de er fisket ud over kvoten?«. HVOR ligger EU-landenes problemer? De ligger først og fremmest i høj arbejdsløshed, lav produktion i en række lande, uhensigtsmæssige strukturer og vanskeligheder ved at gennemføre nødvendige reformer på arbejdsmarkedet, i landbruget, i industrien og i de offentlige sektorer herunder ikke mindst inden for uddannelse og forskning. Nogle af de økonomiske problemer forstærkes af, at europrojektet har fastlåst meget forskellige landes penge- og valutapolitik på en måde, som skader økonomien i flere af dem. EU’s omfordeling af skatteydernes penge bevirker tillige, at lande, som ikke vil gennemføre reformer, får andre EU-borgeres penge som sovepude i stedet. Det gælder især Grækenland, Spanien, Portugal og Irland, som netto har fået massiv støtte, siden de blev medlemmer, og – med undtagelse af Irland – vil få det, så langt øjet rækker. Det er også nemmere at beskatte andre landes borgere end ens egne, når EU nu giver adgang til det. På det udenrigspolitiske og forsvarspolitiske område er EU’s problem de modstridende interesser, som er en følge af medlemslandenes forskellige udenrigspolitiske tankesæt, geografiske placering og økonomiske interesser. Vi har tydeligt set uenigheden på forsvarsområdet i forbindelse med krigen mod terror, hvor kun et fåtal af EU-lande med England i spidsen har stået sammen med USA i Irak og Afghanistan, medens flertallet af medlemslande fører kapitulationspolitik over for islamismen. EU’S BORGERE frygter med rette optagelse af muslimske lande som Tyrkiet, Albanien og Bosnien, som EU-eliten tror at kunne styre. Europæerne ser deres bysamfund blive fundamentalt ændret af strømmen af indvandrere fra en primitiv voldskultur og får af EU’s venstreorienterede overvågningsagentur at vide, at den europæiske kultur må vige, og at de selv bærer skylden for den voksende ideologisk betingede vold, som især muslimske indvandrere påfører dem. Når det gælder den voksende grænseoverskridende kriminalitet i EU, mener et flertal af borgerne, at EU’s åbne grænser bærer et væsentligt ansvar for, at alverdens kriminelle og herunder EU’s egne kan rykke ind i og rundt i EU og lige ind i folks hjem og butikker. EU’s åbne indre grænser og mange landes middelmådige politi vejer i den forbindelse tungt. Det er selve det grænseløse storrige, som er en invitation til de kriminelle, og det kan det såkaldte politisamarbejde ikke klare at forebygge. Kan EU løse disse problemer ved at styrke den centrale beslutningskapacitet og trumfe vidtgående ændringer igennem ved flertalsafgørelser? Set fra et tysk-fransk synspunkt fremstår en styrkelse af ’kernelandenes’ indflydelse nok som et middel til hurtigere ændringer, men er det realistisk at påstå, at det er mangler i beslutningsprocessen i EU-systemet, der hindrer reformer? Lissabontraktaten vil give Tyskland og Frankrig en dominerende indflydelse, men hvem har sagt, at alle andre ønsker tysk-franske løsninger? EU’s vækstproblemer skyldes i vidt omfang den fremherskende europæiske magelighed. Den franske kommissær, Barrot, udtrykte det ved et møde sådan: »Europæerne skal arbejde flere timer hvert år, flere år i deres liv og i en mere avanceret teknologi«. Modvilje mod den slags løsninger bevirker en reformangst, som mange regeringer ikke tør tage livtag med. Det gælder ikke mindst den franske. USA’s bruttonationalprodukt per indbygger ligger 52 pct. over EU’s gennemsnit, og den afgørende årsag er, at USA’s liberalistiske samfundsmodel er langt mere effektiv end EU-landenes gammeldags økonomier og EU’s socialistiske reguleringsøkonomi. Utidssvarende uddannelsessystemer, dårligt uddannede embedsmandskorps, korruption i den offentlige administration – i nogle lande – er også med til at forhindre, at EU-landene når de mål, som borgerne siger, de ønsker at nå. For så vidt angår de nye medlemslande må det dog erindres, at store forandringer tager tid, og det er ikke kun politisk modvilje, der dæmper tempoet i udviklingen. Der er intet, der tyder på, at EU’s planøkonomiske reguleringsmodel fører til de ønskede mål, for den kan ikke gøre op med den folkelige og politiske modvilje mod øget regulering og overvågning. Det er klart, at Socialdemokraterne ser EU som vigtigt for dem, for medens socialdemokratisk politik i stigende grad vælges fra i de europæiske lande, fremstår EU som midlet til at påtvinge os et samfund, som rigtige socialdemokrater mener, det skal være. Selvfølgelig er Socialdemokraterne, senest Helle Thorning-Schmidt, modstandere af folkeafstemninger. De ser elitestyret i Bruxelles som den eneste vej frem for en politisk model, som tiden er løbet fra. MEN er der da ikke noget godt ved det europæiske samarbejde? Jo – ved samarbejdet, og derfor skal vi koncentrere os om dét i stedet for blindt at acceptere en centralt styret storstat. I håbet om at den europæiske magtelite ikke kan tvinge og fuske Lissabontraktaten igennem, vil vi gerne give et bud på et alternativ. EU-tilhængerne – eller vi skulle måske snarere skrive Bruxellestilhængerne – fremstiller ved hver ny traktatfremsættelse situationen, som om der kun fandtes én eneste model for det europæiske samarbejde, nemlig den, som kommissionen og de store lande ønsker. Det er naturligvis urigtigt, og det er netop, hvad EU’s borgere har fundet ud af. Europas borgere er tilhængere af samarbejdet, men de ønsker en anden model. Vi mener, at et europæisk samarbejde kunne fungere glimrende ved at begrænse det overstatslige politikområde og fortsat opretholde et mellemstatsligt samarbejde på de øvrige områder, hvor det er hensigtsmæssigt at koordinere beslutninger i Europa. Vi mener på den baggrund, at en ny traktat bør opbygges efter følgende model: Det overstatslige samarbejde: Lovgivningen om det indre marked for varer, kapital og tjenesteydelser. Arbejde i ét medlemsland skal mindst overholde det pågældende lands aftalevilkår, hvad angår løn og arbejdsvilkår i øvrigt, herunder arbejdspladssikkerhed. EU skal ikke have ret til indblanding i medlemslandenes offentlige sektorer, herunder skal der ikke være krav om EU-licitationer for offentlige arbejder, eller mulighed for at stille krav om privatiseringer af offentlige funktioner. Medlemslandenes ret til at beskytte nøglevirksomheder mod udenlandske opkøb udbygges. Miljø- og fødevarelovgivning, lovgivning om energisamarbejde med ikkemedlemslande og politisamarbejde, herunder antiterrorlovgivning. Schengensamarbejdets informationsudveksling udbygges, men landene skal have ret til fuld grænsekontrol ved de indre grænser. Enhver forpligtelse til tilslutning til den europæiske fælles mønt, euroen, ophæves. Det mellemstatslige samarbejde: Social- og sundhedsområdet og uddannelses- og kulturområdet skal være uden for EU’s lovgivningskompetence. Behov for tilpasning af tværnationalt samarbejde på disse områder sker mellemstatsligt. Familieretlig lovgivning, asyl- og immigrationslovgivning og lovgivning på det privatretlige – herunder etiske – område er alene underkastet national kompetence. Udenrigs- og forsvarspolitik er mellemstatslige politikområder. Der etableres ikke en EU-udenrigstjeneste. Medlemslandene skal have ret til at indgå i militæralliancer indbyrdes og med stater uden for EU (Nato). Andet: EF-domstolens kompetence begrænses til fortolkning af gældende lovgivning. Domstolens dynamiske lovfortolkning ophører. Landbrugsstøtten afvikles. Al anden EU-støtte til medlemslandene begrænses til kortvarig strukturstøtte til nye, lavtudviklede medlemslande i en kortere periode. EU’s budgetter begrænses til en femtedel af det nuværende niveau. Parlamentet i Strasbourg nedlægges. Ministerrådet, Europaparlamentet og kommissionen skal have lige ret til at stille forslag om ny lovgivning. Hvert medlemsland tildeles en kommissær, som vælges af borgerne i hjemlandet. De nugældende afstemningsregler opretholdes, dvs. at vetoretten opretholdes i alle vigtige anliggender, ligesom blokerende mindretal opretholdes. Stemmevægtene i ministerrådet ændres således, at der kræves dobbelt flertal. Beslutninger træffes af et flertal på 75 pct. af landene, som repræsenterer 65 pct. af befolkningen i medlemsstaterne. Et blokerende mindretal kan udgøres af fem lande, som repræsenterer mindst 20 pct. af befolkningen i medlemsstaterne. Formandskabet for ministerrådet består af tre lande og skifter hvert halve år. TILHÆNGERNE af en europæisk storstat vil hævde, at en tilbagerulning af EU-staten, som her skitseret, ikke løser de udfordringer, som europæerne stilles over for i den globaliserede verden. Europa kan ikke optræde som en stærk blok udadtil uden en central regering, siger de. For os at se kan EU ikke fungere uden folkelig opbakning, og de lande, som ønsker at skubbe de europæiske demokratier til side og centralisere magten, har ikke selv vist sådanne resultater – økonomisk, socialt eller udenrigspolitisk – at der er grundlag for, at de mindre lande skulle have nogen fordel af at overgive magten over Europa til dem. Vi mener, at der er fordele ved samarbejde mellem de europæiske lande, og landene vil i egen interesse, uden en overstatslig forfatning som Lissabontraktaten, aftale dette samarbejdes indhold. Danmark har som bekendt siden 1993 haft forbehold i forhold til det gældende EU-samarbejde. Disse forbehold friholder Danmark for deltagelse på områder, hvor EU klart ikke har haft succes. Forbeholdene har entydigt været til fordel for Danmark og er en del af forklaringen på, at Danmark på alle centrale områder klarer sig bedre end så at sige alle andre EU-lande. Vi mener, at der ikke kan fremføres seriøse argumenter for, at de europæiske lande kan fremme deres udvikling ved en unionsdannelse, som et flertal af europæiske borgere ikke ønsker.