Der var engang, hvor jeg troede, at livets plager havde noget at gøre med floder, der pludselig flyder med blod eller græshopper og myg, der nedlægger landet. I dag er jeg knapt så naiv. Jeg har nemlig været til møde i min a-kasse. Claus Hjort Frederiksen har pr. direktiv bestemt, at alle vi, der ind imellem er arbejdsløse, fordi vi er i den kreative branche, hvor der stort set kun er projektansættelser, skal søge fire opslåede job om ugen. Manden er jo bindegal. Han prøver at stresse os manus- og tekstforfattere, skuespillere og andre kreative sjæle, som var vi kriminelle rockere, der udnytter den danske model. Hvad skal det gøre godt for? Jo, det skal jeg fortælle, det handler om at tvinge folk ud af a-kasserne, så staten slipper for at betale dagpenge. Det er sgu det korte af det lange. Med sit direktiv er han ved at smadre den danske flexicurity med den ene hånd, mens han roser den over for udenlandske journalister med den anden. Hvor er retfærdigheden henne? Arbejdsgiverne får lov at ansætte os i korte perioder og slipper med at betale de to første ledighedsdage, mens den arbejdsløse freelancer med ’døde’ perioder skal presses ud i skodjob inden for rengøring, telemarketing og hvad har vi? Og arbejdsgiverne – de får det rigtig sjovt i den nærmeste fremtid med at læse en masse unødvendige ansøgninger fra alle os, der skal pligtansøge. Men perspektivet rækker videre end det. Flexicurity – Oh, du højt besungne danske model. Jeg troede, du var en ligeværdig partner, men det er du jo ikke! Du er jo ved at være skævvredet. Jeg og andre ligesindede oplever dig som værende 65–35 procent i arbejdsgivernes/systemets favør. Du giver arbejdsgiverne mulighed for ’hurtige’ fyringer og mobilitetskrav. Men hvad får jeg? Efterhånden er der kun fokus på, at dette er en forsikringsordning, ikke en ordning med respekt for den enkeltes ønsker og livshistorie. Hvis jeg ser på min egen branche som freelancer, så tæller det kun at søge opslåede job. Ikke nogen respekt for, at de job, der findes i mit område, besættes via netværk og opsøgende kontakt. En af mine venner oplever det groteske at skulle søge opslåede job hver uge, selv om hun har et fuldtidsjob fra om en måned! Hvem sagde spild af hendes og arbejdsgivernes tid. Straf er åbenbart bedre end fornuft! Når vi taler flexicurity tænker jeg ofte på Casper. Casper er uddannet historiker, og Casper deltog i et jobtræningsforløb. Den første uge måtte han søge job inden for sit felt. Da det ikke gav pote, skulle han søge hotjob: dvs. f.eks. som kantineassistent, hotelreceptionist og hvad har vi? I forløbets uge to var socialdoktoren (sagsbehandleren) lige pludselig ligeglad med de job, han havde søgt inden for sit felt, samt de beslægtede områder, hvor han kunne se sig selv arbejde. For hende talte det kun, hvis han ikke var i hendes system mere. Hvor han røg hen i junglen, var fløjtende ligegyldigt. Det er da en Tarzan-arrogance, der vil noget, at et kløgtigt menneske som Casper blot skal ud af systemet. Det blev til en snak om flexicurity, hvor Casper lærte, at det er så som så med ligeværdigheden i dette system. Det er beskæmmende. Jeg mener, det bør være en menneskeret at have et job, man kan se sig selv i. Og jeg tror ikke på det oldnordiske dogme om, at det er bedre at være i et lortejob end ikke have noget job. Der sker kun det, at du kommer længere væk fra dit eget felt. Jeg har selv prøvet det. Der sker meget på et år inden for ens fag! Resultatet bliver, at mennesker som Casper (og jeg kunne nævne Mette, Kenneth, Anette osv.) dropper systemet. For strammer du garnet, så kvæler du sgu barnet! Derfor skal fleksibiliteten gælde begge vej, hvis venskab skal holdes. Hvor er næstekærligheden gået hen? Jeg tror, at det i overordnet perspektiv skyldes en usund og ubærlig selvtilstrækkelighed i dagens DK. En selvtilstrækkelighed, der i øjeblikket parrer sig lystigt med tendensen til ensretning. I dag er det sociallægerne (sagsbehandlerne på jobcentret, de private aktører på arbejdsmarkedet, arbejdsmarkedsrådet, Hjort Frederiksen og dennes sympatisører), der bestemmer over mit og andre jobsøgendes liv. Jeg har f.eks. været udliciteret, som det så fornemt hedder. Jeg er som nævnt blandt den type akademikere, der arbejder som løstansatte, fordi den kreative geschæft, jeg bevæger mig inden for, nu en gang er sat af denne job-diskurs. Så på et tidspunkt falder du for systemets rammer. Udliciteringen var til en anden aktør fra det ’dygtige’ private marked. Der var tale om et firma, der fik bonus, hver gang de skibede en akademiker af sted i privat eller offentlig jobtræning. Jeg var i den situation, at jeg havde gjort mig tanker om, hvad jeg ville med min fremtid, og havde lavet et skriv, jeg kaldte ’Et kik i krystalkuglen’, der rummede tanker om mine fremtidsplaner. Følgelig ringede jeg til uddannelseschefen for foretagendet og begyndte at fortælle om mine planer, men blev ret hurtigt afbrudt af uddannelseschefen med et brysk stillet spørgsmål: »Giver det job?«. Det kunne jeg naturligvis ikke give en garanti for, men kunne berette om mit kendskab til, at to tredjedele af deltagerne fra det sidste hold i dag sidder i job – evt. med løntilskud. Dernæst offentliggjorde han ret hurtigt, at »uddannelse ikke gav job, eftersom vi akademikere var de højest uddannede i landet! Men jeg kunne da få lov at komme ind at fortælle om mine specielle argumenter!«. Se, allerede her hopper kæden af. Det er nemlig stadig efteruddannelse, der kvalificerer den enkelte, men lad nu det være. Følgelig mødte jeg op til et møde, der skulle vise sig at være et mildest talt meget specielt et af slagsen. Jeg forsøgte at argumentere for min sag, men der var minus dialog. Tværtom lagde uddannelseschefen en meget polemisk stil for dagen, hvor hvert argument, jeg forsøgte at fremdrive – i det, jeg forventede skulle have været en dialog – blev kraftigt problematiseret. Det var så useriøst, at han åbenlyst – måske presset – sad og grinede mig op i ansigtet! Midt i samtalen gik det op for mig, at den gode mand havde bestemt sig på forhånd. Pengekassen var lukket, fordi de skulle gå fra firmaets rammeaftale med daværende AF. Det gik også op for mig, at han tydeligvis overhovedet ikke havde kikket på kursusmaterialet endsige på mit CV. Jeg tog derefter et ophold i den branche, jeg var på vej væk fra; men systemet var glad. Jeg spildte nogle måneder, jeg kunne have brugt bedre end at være gratis arbejdskraft. Dér gik det op for mig, at vi – temporært – arbejdsløse er menneskelige dippedutter, som blot kan sættes til dit og dat. Intet har man at sige som individ, når man er arbejdsløs. Se, det vil jeg kalde arrogance. Når det gælder den mellemmenneskelige arrogance i den ’sublime’ genre, tænker jeg ofte på Susans historie: Susan sidder ved et veldækket bord i det nordsjællandske bedre borgerskab, da snakken falder på de arbejdsløse og deres »alt for gode rettigheder«. Fra Nordsjælland lød bulletinen, at dagpengeperioden skulle skæres drastisk ned, fordi der var for mange, der ikke gad at arbejde. Da Susan spurgte, om ikke det sommerhus, de sad i, var bygget for delvis sorte penge og totalt af sorte håndværkere, blev der underligt stille i selskabet! Og, som i Jylland, blev sovsen (undskyld: ’Saucen’) da også sendt rundt en ekstra gang. Se dette livssyn er dobbelt grotesk og samtidig en taknemmelig arrogance, fordi selskabet havde sit på det tørre. Men fleksibiliteten i dette livssyn er vist til at overse. Som jeg ser det, skyldes hele miseren, at dagpengesystemet bygger på mistillid: I Den Blå Avis faldt jeg engang over en kortfattet annonce med ordlyden: »Dobermann sælges. Spiser alt. Elsker børn«. Sådan har jeg det med dagpengesystemet (læs: Dobermann), fordi præmissen for dagpengesystemet er, at vi forsikringstagere (læs: de spiste børn) er underlagt systemets præmis: Du skal yde, hvis du vil nyde. Det lyder jo umiddelbart harmløst a la gammel Kibbutz-metaforik, men hvis vi kratter lidt i overfladen, så afslører systemet sin præmis og en ’underlækkende’ ideologi. Altså, det der lækker ud fra systemet i kaskader eller i mindre dryp. Jeg tænkte første gang på det, da jeg prøvede at spille Simcity i 90’erne. Det var umuligt at være miljøbevidst. Jeg gik på røven så hurtigt, at man troede, det var løgn, mens min ’legekammerat’ byggede osende fabrikker og snart kunne fyre den fede cigar. På samme vis mener jeg, at dagpengesystemet er baseret på (en ideologisk) mistillid. Det retoriske udtryk er: Her er en forsikringsordning, der sikrer dig, hvis du bliver arbejdsløs – til gengæld stiller vi nogle krav: Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Fair nok. Pt. er vi vist ca. 100.000 arbejdsløse, og for tiden er der vist næsten lige så mange ubesatte stillinger i Danmark. Jamen, så har vi da et match, siger systemet! Selv min lille papniece, Frida, ved efterhånden fra diverse øvelser, at den store firkantede træklods ikke kan puttes ned i det mindre trekantede hul. Men det kan man godt gøre med mennesker. Vi mennesker er blot en rubrik i et regnearkssystem; men lige så lidt som Steve Buscemi i ’Håndlangerne’ gider at være Mr. Pink, lige så lidt gider jeg, eller andre akademikere (fornemmer jeg), være det, fordi systemet siger det. Vi har et system, hvis udtryk er: »Du er forsikret«. Indholdet er: »Derfor stiller vi krav«; men indholdet er mindre harmløst, end det synes, for det dikterer: Alle job, praktikker, aktiveringer er lige gode, uanset uddannelse og motivation. Samtidig er indholdet i systemet, at man bliver frataget mere og mere selvbestemmelse. Det er sociallægerne, som udøver politikernes forlængede detailstyring, der gør, at systemet kommer tættere og tættere ind på kroppen af os. I øvrigt af en sagsbehandler, der selv er udsat for styring og derfor kun har 1 time og 20 minutter om dagen til at lytte, visionere mv. Retorikken i systemet er, at kontrol er bedre end tillid. Nedenunder ligger ideologien: »Drop dine (luftige) drømme«, »Folk gider ikke arbejde« (unuanceret, fordi de fleste vil arbejde, men inden for et område, der giver dem noget), »Systemet ved, hvad der skal til, for at du kommer i gang!« – altså mistillid! Og de arbejdsløse kan ikke stille krav – ergo ingen ligeværdighed i systemet! Man kan undre sig over, at partierne til højre fra midten altid plæderer for frivillige aftale med erhvervslivet, mens mennesker skal trues! Men har økonomer overhovedet følelser for mennesker? Cepos fortjener ikke noget epos herfra. Tværtom giver de mig frost indenbords, derfor vil jeg afrime nu for at få optimismen tilbage, og her er Benny Andersen bedst: At føle, at høre, at se At tale, at græde, at le At danse, at cykle, at gå At opdage, at lære, at forstå At spørge hvorfor du er til At indse en dag hvad du vil er alt sammen skabt i din hjerne Din magiske valnøddekerne (Benny Andersen: ”En hjernesag”) Så enkelt kan det siges, hvad livet handler om – også arbejdslivet.