Kære Claus, jeg håber, du bærer over med min familiære form, men jeg synes jo efterhånden, at vi er kommet hinanden nær – selv om jeg nogle gange kan få en grim følelse af, at du måske fylder mere i min tilværelse end jeg i din. Sagen er, at jeg er gerådet ud i nogle vanskeligheder, som jeg vil bede dig om at hjælpe mig med: Søndag 15. juni holdt jeg sengen med en sommerforkølelse, og jeg glemte derfor alt om at gå ind på Jobnet og klikke på den lille knap. Det kom jeg til gengæld i tanke om allerede dagen efter. Den er ikke kommet endnu, men jeg ved af bitter erfaring, at jeg en af dagene vil modtage en påmindelse – nogen kunne finde på at sige et trusselsbrev – fra Jobcenter om, at jeg meget let kan miste mine supplerende dagpenge, hvis jeg sådan går og er glemsom. Det er ikke meget over en måned siden, jeg havde en anden sjov oplevelse med den lille knap: Det var lørdag 26. april, og jeg gik ind på Jobnet for at opfylde min forpligtelse. Det vil sige, jeg prøvede på at komme til at opfylde min forpligtelse, for det lykkedes aldrig, og jeg troede selvfølgelig straks, at det måtte være mig selv eller min computer, den var gal med. Den følgende tirsdag modtog jeg min påmindelse fra Jobcenter, selv om jeg allerede søndag den 27. havde haft held til at komme ind på Jobnet og klikke på knappen. Jeg blev både vred og fortvivlet, fordi jeg jo faktisk havde gjort, hvad jeg kunne for at komme til knappen, så jeg skrev en e-mail til Jobcenter og bad om at få påmindelsen trukket tilbage. (Jeg sendte faktisk samme e-mail direkte til dig og venter stadig på dit svar). 14. maj modtog jeg imidlertid en e-mail fra Jobnet, hvori man indrømmede, at der i en periode i weekenden ganske rigtigt ikke havde været adgang til hjemmesiden, og at min påmindelse derfor ville blive annulleret. Jeg var selvsagt udmærket tilfreds med at få min påmindelse annulleret, men det ændrer ikke på, at mine nerver var temmelig tyndslidte over først ikke at kunne komme ind på hjemmesiden og dernæst modtage en påmindelse fra Jobcenter. Sjovt nok vænner man sig aldrig til at modtage den slags breve. Faktisk bliver man tværtimod gradvis mere og mere tyndslidt og nervøs. Fra en ideologisk synsvinkel kan det forekomme paradoksalt, at en borgerlig-liberal regering har skabt et kafkask kontrolmareridt af sådanne dimensioner. Tankerne går til østblokken før Murens fald. Det er jo i forvejen sådan, at jeg hvert andet øjeblik skal til møder hos henholdsvis Magistrenes A-kasse og min eksterne aktør, hvor jeg gang på gang demonstrerer, at jeg er en god dagpengemodtager, der artigt ansøger om minimum fire opslåede fuldtidsstillinger per uge og på enhver tænkelig måde står til rådighed for arbejdsmarkedet. På den baggrund kan jeg simpelthen ikke begribe, hvad man skal med den formalistiske lille knap på Jobnet. Den dokumenterer kun, at man som dagpengemodtager kan huske at trykke på en knap én gang om ugen – hvilket man vel uden større vanskelighed kunne gøre selv fra en computer i udlandet – og siger med andre ord intet om, i hvilket omfang man reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet. Onde tunger vil hævde, at de mange kontrolforanstaltninger, herunder knappen, primært har til formål at stresse dagpengemodtagerne så meget, at de frivilligt forlader dagpengesystemet for at hutle sig igennem på egen hånd. Hvis det (hvad jeg nødig vil tro) virkelig skulle være tilfældet, tror jeg, man må konstatere, at det virker efter hensigten: Jeg kender personlig folk, der frivilligt er gået ud af dagpengesystemet, ikke fordi de har fået andet eller mere arbejde, men blot fordi de ikke har nerver til flere frugtesløse ansøgninger med tilhørende afslag, flere møder og flere knapper. Dette forhold er blevet bekræftet af både Magistrenes A-kasse og min anden aktør, og jeg går selv med samme overvejelser. Er du i virkeligheden ude i et moraliserende projekt, der ikke mindst har til hensigt at tilfredsstille dem af dine vælgere, der føler det urimeligt, at mennesker som jeg sådan skal kunne gå og fise den af for deres surt tjente skattekroner? For den slags vælgere findes der som bekendt en del af. Sjovt nok er det i min erfaring ofte de samme mennesker, der uden at skamme sig det ringeste praler af, hvordan de selv gør, hvad de kan, for at snøre systemet og spare i skat. Men det er i deres øjne helt anderledes legitimt, for de opfatter nærmest sig selv som en slags frihedskæmpere, der slås mod en grådig, omklamrende statsmagt. Almindelig egoisme er der i hvert fald ikke tale om … Jeg synes vitterlig, at det er fuldstændig rimeligt, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for sine supplerende dagpenge, men jeg synes i allerhøjeste grad også, det er grotesk at påstå, som du har gjort, at man skulle kunne have en ganske bekvem tilværelse på supplerende dagpenge. Hvor bekvemt er det i grunden at have en samlet årsindtægt på væsentligt under 200.000 kroner? Hvor bekvemt er det ikke at være herre over sin egen tid, men konstant at skulle stå til rådighed for mere eller mindre idiotiske møder og kontrolforanstaltninger? Hvor bekvemt er det at skulle bruge tid på at forfatte og afsende fire ugentlige ansøgninger til job, som man ikke har mange jordiske chancer for at få? Jeg kan betro dig, at det fra mit lille hjørne af universet ikke opleves som bekvemt, men derimod som ydmygende og direkte nedbrydende for såvel selvrespekt som initiativ. Den tid, jeg bruger på at overholde reglerne, kan jeg jo ikke samtidig bruge på at prøve på at udvikle de ting, som jeg selv mener, der er perspektiv i at arbejde med. Ved siden af mine nuværende job som universitetslærer og kirkesanger går jeg nemlig og drømmer om at opbygge noget privat kursusvirksomhed, og det tager altså tid at få sådan noget stablet på benene. Der skal både laves opsøgende arbejde, brochurer og hjemmeside … Man kan have en fornemmelse af, at der i den siddende regering måske ikke er den helt store respekt eller sympati for de humanistiske fag, men jeg synes nu, de er af stor værdi. Det er eksempelvis god humanistisk lærdom, at det latinske ord minister betyder tjener, og nu er det så, jeg gerne vil høre, hvad du som min minister kunne tænke dig at gøre for mig. Kunne du eksempelvis påtage dig at tage kontakt til videnskabsministeren, der som bekendt ikke er belastet af en akademisk baggrund, og bringe ham til at indse, at det ikke nytter, at han på den ene side i vidt omfang får den udbudte undervisning på rigets universiteter dækket af deltidsansatte som mig, samtidig med at du selv på den anden side kommer efter os med stramninger på dagpengeområdet, fordi vi har taget imod de usle stillinger, som staten selv tilbyder os? Kunne du måske få ham til at fatte, at verden ikke lader sig narre af hans skingre udmeldinger om universiteter i verdensklasse, når Københavns Universitet på en international rangliste bare i løbet af det sidste år er raslet ned fra en placering som nr. 54 til nr. 93 i verden? Kan du få ham til at begribe, at kvalitet koster penge, og at man på universiteterne ligesom i resten af verden kun kan forvente at få den kvalitet, man er villig til at betale for? Kan du få ham til at indse det både uansvarlige og urimelige i at udnytte højt kvalificerede mennesker som timelærere et helt arbejdsliv, når der rigeligt er timer nok til, at man kunne oprette regulære, overenskomstdækkede fuldtidsstillinger til mange af dem? Jeg har desværre aldrig skrevet ph.d.-afhandling – det var simpelthen ikke kommet på mode, da jeg gik på universitetet – og det betyder, at jeg nu ikke kan komme i betragtning til en ordinær fuldtidsstilling med forskningsret og -pligt. Jeg har til gengæld 16 års undervisningserfaring som lærer ved Musikvidenskabeligt Institut, hvor mine studerende ved dette års sommereksamen havde et gennemsnit på over 10,4. Det er højt, skulle jeg hilse at sige! Jeg er med andre ord god til mit arbejde og bidrager dermed til, at vore studerende trods konstante nedskæringer forlader universitetet med et minimum af kunnen. Burde det ikke snarere udløse respekt og fast ansættelse end mistænkeliggørelse og klapjagt? Denne regering og ikke mindst du selv taler meget om ansvar og ansvarlighed, og det ville på den baggrund være klædeligt, om man tog ansvar for situationen på universiteterne og oprettede anstændige stillinger på almindelige overenskomstvilkår, som folk som jeg kunne leve af og i. Som det er nu, fungerer deltidslærerne på universiteterne som en slags akademisk proletariat, der uden at blive betalt for at forske år efter år leverer undervisning på højeste niveau uden de almindelige overenskomstmæssige rettigheder, der af resten af arbejdsmarkedet betragtes som selvfølgeligheder. Vi taler her om pensionsdækning, løn under sygdom og barsel, ret til videreuddannelse mv. Og i stedet for at have et loft for, hvor mange timer den enkelte deltidsansatte må have per semester, burde der være snævre grænser for, hvor stor en andel af undervisningen på de enkelte institutter universitetet må lade dække af deltidsansat personale. Det er bundurimeligt, at den begrænsning skal pålægges arbejdstagerne i stedet for arbejdsgiverne. Som det er nu, afholdes over 60 procent af den udbudte undervisning på mange institutter af deltidsansatte uden overenskomst og forskningspligt. (Var der nogen, der sagde forskningsbaseret undervisning?). Staten burde kort sagt tage ansvar for sin udnyttelse af sine egne borgere. Man må se i øjnene, at universiteterne igennem årtier har været styret efter ét overordnet princip: den bevidste undernormering. Alle universitetsfolk, jeg kender, løst- som fastansatte, står til rådighed for universitetet i langt flere timer, end de modtager løn for. Alle ved det, ingen siger det. For de fuldtidsansattes vedkommende kan de jo starte med at tære på deres forskningstid. (Hvor megen forskning kommer der ud af det?). De deltidsansatte, som ikke har deres halve arbejdstid afsat til forskning, kan derimod meget ofte få brug for at inddrage deres fritid for at holde sig a jour med deres fag. De bliver jo udsat for nøjagtig de samme halvårlige evalueringer som dem i forskerstillingerne, og det skal nok sørge for at holde dem til ilden – ellers kunne de meget let risikere ikke at blive genansat. Alt dette er almindelig, fortiet viden, og pointen er, at det hele indgår på indtægtssiden i universiteternes regnskaber. Hvis ikke de kalkulerede med gratis arbejdskraft i mængder, ville videnskabsministerens store hurranummer om »universiteter i verdensklasse« være om muligt fjernere. Kære Claus, jeg vil altså ikke alene anmode dig om at trække min påmindelse tilbage og se at få afskaffet ’chikaneknappen’, der kun tjener til at nedbryde og intimidere dagpengemodtagerne. Jeg vil også på det indstændigste opfordre dig til at sætte dig sammen med videnskabsministeren (og finansministeren) og finde en løsning på problemet med de deltidsansatte universitetsundervisere. Det er fuldstændig uhyrligt, at vi nu skal straffes og mistænkeliggøres for igennem årtier at have gjort det muligt for staten at drive universiteter uden at betale fuld pris. Jeg kender personlig ingen deltidsansat universitetslærer (og jeg kender som næstformand for foreningen af deltidsansatte ved KUA en del!) over 30 uden hovedstilling andetsteds, der ikke ville give sin højre arm for at få en regulær pensionsgivende stilling ved universitetet. Det er simpelthen staten, der har alle fordelene ved deltidsansættelserne – for de langt de fleste deltidsansatte findes der kun ulemper ved arrangementet! Da du og jeg i januar i forbindelse med de bebudede stramninger på de supplerende dagpenge blev interviewet i TV 2/Nyhederne, bedyrede du over for Jesper Steinmetz, at du bestemt ikke kun var ude efter dagpengemodtagerne, men også efter de arbejdsgivere, private som offentlige, der misbruger deltidsansættelser. Nu må det være på tide, at du sætter handling bag dine ord, og hvad kunne vel være mere passende end at begynde opstramningen på statens egne universiteter? Din hengivne.