Der er noget på færde i Berlin.

Siden sin bemærkelsesværdige optræden ved Sejrssøjlen, ’Guld Else’, har Barack Obama gjort noget ved byen. Han har givet berlinerne en drøm, som de længtes efter. I en af de første reaktioner på Obamas tale blev ordet ’Traumstifter’ søsat. Én, der skaber drømme. Umiddelbart lyder det ikke betryggende. For drømme er luftige og opløser sig ofte i ingenting. Men her taler man om et »karismatisk øjeblik«. Obama viste sig at kunne noget, som tyske politikere sjældent kan. Han kan begejstre. Barack Obama kom til Berlin som et modbillede til George Bush, på et tidspunkt hvor tyskere ligesom mange andre europæere er trætte af USA’s nuværende præsident og ikke mindst krigen i Irak. Pletfri og uden medansvar for den førte politik kunne Obama bruge sin taletid til noget så uvant på disse breddegrader som at tale om håb, drømme om en bedre verden, og »now is the time«, som han gentog. Grib øjeblikket til at gøre vor planet til et bedre sted at leve. Det ville de færreste politikere komme frelst igennem med, og folk ville i hvert fald have gabt kæben af led, hvis de fra f.eks. Angela Merkel eller Gordon Brown skulle høre på den slags drømmespind. Hvorfor kunne så lige Obama slippe helskindet fra det? Måske har det noget at gøre med, at han er et hvidt lærred, som en kendt tysk kommentator siger, en ubrugt projektionsflade, hvor alle kan investere deres drømme efter eget behov. Det er i øvrigt både sympatisk og nødvendigt, at tyskere drømmer mere. Man kan ikke ligefrem beskylde dem for at være letsindede. Måske får de for meget Wagner og tung tysk mad til at få dem til at svæve. Nogle har derfor reageret gnavent med at bemærke, at der ikke er brug for politiske rockstars eller forførere til at bringe Tyskland videre, men derimod folk, der kan holde til tålmodige og langsomme beslutningsgange, der munder ud i uchikke og kedelige kompromiser. Velbekomme. Som om Obama ikke må have stået fadder til mange kedelige og langtrukne kompromiser i det amerikanske senat. Himlen over Berlin har stadig engle, ud over Guld Else på toppen af Siegessäule, som i øvrigt mere ligner en dødsengel end noget lyrisk væsen. Lige nu svæver de lavt over den gloende asfalt i Berlins tropiske hede. I varmedisen mellem Spree-floden og de nye regeringsbygninger i Mitte møder man påfaldende mange venlige og glade tyskere, som ser ud til at leve af noget helt andet end Eisbein mit Sauerkraut. Så Barack Obama kunne næppe have valgt et bedre tidspunkt til at sætte gang i Berlin-borgernes drømmemaskine. Kan der drages videre konsekvenser af Obamas besøg i Berlin? Absolut, også selv om han ikke skulle blive valgt til præsident i november. John McCain har også været her. Ingen har bemærke det, men det kan slås efter i Merkels gæsteprotokol. Barack Obama omgik meget omhyggeligt de udenrigspolitiske huskefejl, som McCain for tiden må høre meget for. Berlinerne ser i Obama en ny John F. Kennedy. Netop nu, hvor en ny økonomisk krise er på vej, er tyskerne de første til at frygte, hvad der så skal ske med dem. Da Kennedy i 1963 kom til Berlin, var det mørke tider. Han lyste op med sin gnistrende selvtillid. Ved Kennedys side stod den 87-årige forbundskansler Konrad Adenauer, som samme år trådte tilbage, ligesom JFK samme år blev skudt. Det var den kloge ugle ved siden af den karismatiske og unge Kennedy. Kontrasten kunne ikke have været større. Adenauer, som var født før år 1900, fra die Welt von gestern, havde været Vesttysklands kansler lige siden forbundsrepublikkens oprettelse. Han var indbegrebet af konservativ pragmatisme. I 1963 var en ny tid på vej. Tyskerne havde stadig den kloge ugle, men længtes efter noget helt nyt, der samtidig kunne gøre dem stuerene i verden uden for det splittede Tyskland. JFK slap bundne kræfter løs. Han holdt en forrygende tale, der lig Obamas både havde indhold og en fængende form, over temaet ’lad dem komme til Berlin’, alle tvivlere og kritikere: »lasst sie nach Berlin kommen«. Det var ret oplagt, men dog genialt set, at netop det indelukkede Vestberlin kunne forvandles til den vestlige verdens fyrtårn for demokrati. Derfor blev vestberlinerne løftet op og sat på en piedestal med Kennedys ord: »Jeg kender ingen by, der har været under belejring i 18 år og lever med den vitalitet, styrke og håb, som overbevisningen her hos vestberlinerne«. Det var i samme tale, at JFK sammenlignede det at være verdensborger i det romerske rige, »civis Romanum sum«, med i dag at kunne sige »Ish bin ein Bearleener«, som der konkret står i lydskrift i det originale manuskript, som den begavede taleskriver Ted Sorensen havde givet Kennedy i hånden. Ikke et øje var tørt. Der er næppe tvivl om, at gruppen omkring Obama nøje har studeret Kennedys, Reagans og Clintons forlæg for at se, hvordan de retoriske gentagelser skaber den klassiske tale. Det nye spin blev »People of the world, look at Berlin«. Det var taget fra den berømte tale, Vestberlins borgmester Ernst Reuter holdt i 1948, da Berlins indespærring og den amerikanske ’luftbro’ var på sit højeste. Først fik berlinerne ros og derefter et nyt perspektiv for en bedre verden, hvor krigen i Irak skal afsluttes (og Afghanistan optrappes!), og hvor de ikke behøver at frygte lånekrise og stagnation, hvis blot Amerika og Europa står sammen. Englen på Siegessäule lyste som et fyrtårn over Obama i den varme berlineraften. Tilhørerne, der stod skulder ved skulder næsten helt ned til Brandenburger Tor, kunne måske ikke forstå alt, hvad Obama sagde, men de blev grebet af øjeblikket og hans magiske stemme. Mange af hans kritikere i USA snøftede forarget over hans hybris. Men Obamas strateger ramte rigtigt, da de valgte Berlin og ikke Paris eller London til den store tale. Franskmændene ville have trukket på skulderen, og englænderne ville være gået på pub. Men berlinerne var som et stykke trækpapir. De sugede begejstringen til sig over igen at træde ind i en lille flig af verdenshistorien. At være i Berlin en sådan tropevarm sommer sender mig direkte ind i en tidslomme. Byen spinder veloplagt og nyder de 30 graders varme. Asfalten gløder mod skosålerne. De fyldte cafeer i Friedrichshains nye bohemekvarter og den svale skygge under træerne i de mange ’Biergärten gør Berlin direkte fornøjelig. Hvem kan sove i Berlin? spurgte Tom Kristensen i 1921 med sit digt ’Nat i Berlin’. Hvem kan sove i dag, når trommerne lyder ud fra Tiergarten og cafeer og barer er fyldt til efter lukketid, fordi det er for varmt at gå i seng. Måske derfor er der hudløst adgang til historiske associationer, der rykker tæt ind på en og sætter tidsmaskinen i gang. En mental tilstand? Som da jeg forleden stod på Karl-Liebknecht-Strasse og stirrede undrende ind i ruinerne af Palast der Republik. Jeg troede, at de for længst var væk og glemt. Men her står de sidste rester af DDR’s pryd og ligner et bombekrater fra 1945. Resterne af DDR’s Volkskammer i den ene ende af Unter den Linden og et nyt Tussauds Vokskabinet i den anden ende af gaden. Her er man ikke så sart, der bliver taget førergreb på de tyske erindringer, og spøgelserne bliver ikke lagt til ro. I vokskabinettet var der en ung besøgende tysker, der kort efter åbningen i sommer rasende rev hovedet af voksdukken, der forestillede Adolf Hitler. I rummet ved siden af står Walter Ulbricht side om side med Erich Honecker, begge med ubehagelige stive vokssmil. Hvorfor smiler de? Griner de ad os? Tusinder af folk i kø foran Tussaud, Rigsdagen og det absurde Fernsehturm, hvor cafeen på toppen konstant drejer omkring sin akse døgnet rundt. Jo, historien drejer om sin egen akse i Berlin, ligesom lirekassemanden med bowlerhat og butterfly på Kurfürstendamm. Hans lirekasse med de storbarmede damer med fiskebensskørt og stram talje fremtryller berlinerstemning, som var man pludselig tilbage i 30’erne. Dengang hvor det »stadig at have en kuffert i Berlin« blev indbegrebet af det savn, som opstod, da man ikke mere efter Hitlers magtovertagelse i 1933 kunne bo der, men måtte nøjes som Marlene Dietrich med at drømme om at vende hjem og finde sin efterladte kuffert frem. I dag helt uforståeligt for de titusinder af danskere, der har indtaget Prenzlauerberg (Prenzlberg) og Friedrichshain (F’hain), og hvis danske stemmer genlyder i gaderne. Men måske står de også et øjeblik stille foran ruinerne af Palast der Republik og undrer sig over, at man så længe kunne leve i drømmen om det socialistiske paradis, der blev påtvunget østtyskerne, og rundt om hvem man byggede en 160 km lang mur for at forhindre dem i at stikke af til Vesten. Jeg spørger en tysker ved min side, der også tavst glor ind i ruinerne, om han ’er fra her’, altså østtysker. Han forstår uden videre mit spørgsmål, nikker og bemærker »das is doch sagenhaft (fantastisk, red.), das diese Ruinen immer noch hier stehen dürfen«. Han opfatter instinktivt ruinerne som en provokation, noget man ikke får lov at glemme, men skal have stukket i næsen med en hæslig asbestlugt. En god ven har foræret mig de sidste vinglas med Palast der Republiks navnetræk fra Erich Honeckers utallige festmiddage. Nu bliver der drukket vin af dem i København. Men de var i officielt brug senest til den store festmiddag lige før sammenbruddet. Det var måneden før Berlinmurens fald, i oktober 1989, da Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov besøgte Erich Honecker for at fejre DDR’s 40-års fødselsdag. Allerede da han vekslede kindkys med Honecker på den røde løber, stod det klart for Gorbatjov, at den var gal. I sin tale bemærkede han med et skævt blik til Honecker: »Den, der kommer sent, bliver straffet af livet«. Honecker fattede intet – og kom for sent. Han havde otte måneder tidligere sagt: »Muren, den vil bestå om 50 eller 100 år. Den er nødvendig for at sikre vor republik mod røvere!«. Også Honecker og hans venner havde skabt sig en tidslomme, hvor alt var gået i stå mange år tidligere, indtil det lille puf, som fik potemkinkulisserne til at brase sammen. 12 brune plus 40 røde år. Hvad farve har de så nu? Lever tyskerne i en efterkrigstid, eller blot i en mellemkrigstid? Men én ting er godt, og det er, at den herlige østtyske rocksanger Udo Lindenburg nåede indenfor i Palast der Republik med en koncert. Honecker havde på forhånd sikret sig, at Udo Lindenburgs ironiske slagnummer om Honecker med titlen ’Sonderzug nach Pankow’ ikke ville blive spillet. Men selvfølgelig spillede Lindenburg netop den. Honecker var rasende den aften, mens hans Sonderzug ventede på at køre ham ud af historien. Andre bliver kørt ind. Henne ved Kochstrasse, nær det berygtede checkpoint for Muren, har de omdøbt en del af gaden til ’Rudi-Dutschke-Strasse’. Det tog ualmindelig lang tid at beslutte, først og fremmest fordi Springer-koncernen, der har fået nabogaden opkaldt Axel-Springer-Strasse, ikke ville finde sig i, at den antiautoritære studenterleder, der hele sit liv bekæmpede Springer-pressen, overhovedet skulle æres med et gadenavn. Kulisserne er mange i denne by. Hvem kan sove i Berlin? Barack Obama sov efter sigende godt i Hotel Adlon, der ligger få meter fra Brandenburger Tor, hvor Angela Merkel ikke ville tillade Obama at holde sin tale. Hendes forklaring var, at han jo ikke er præsident. Ved Brandenburger Tor må der kun tales, når man er blevet præsident eller statsleder, lod Merkel forstå. I virkeligheden gjorde Merkel sig selv en bjørnetjeneste. De 200.000 tilhørere gik gerne de 800 meter ekstra til Siegessäule, som viste sig at være en væsentlig bedre platform for et stormøde. Nu landede tyske og udenlandske kommentatorers spotske bemærkninger tæt som haglbyger omkring kansleren. Netop denne tørre politiker fra Brandenburg måtte muggent se på tv, hvordan den tilrejsende folketribun fra Amerika greb Tyskland om hjertet, som det ikke var oplevet siden Kennedys besøg. Har Obamas besøg flyttet politiske skelpæle? Næppe, de står som regel ualmindelig godt fast. Men han vandt politiske point hos almindelige tyskere, og han sikrede sig plads i berlinernes hjerte. Det er vist heller ikke så tosset, for i deres topliga er der kun ganske få personer, der hidtil har sikret sig plads.