Klokken er fem om morgenen i Vestafrika.
Natten er stadig dyb og sort i Sierra Leones kaotiske hovedstad, Freetown. Barmhjertigt skjuler den vejsidernes stinkende dynger af forrådnet affald. Den eneste form for gadebelysning er, når skraldet pludselig selvantænder og forvandles til flammende bål. Om lidt skal vi af sted til en landsby 30 km inde i landet for at overtale en gruppe imamer til et filminterview om Koranens forhold til kvindelig omskæring. De holder morgenkonference klokken syv, og vi skal være der præcis. Hotellet har lovet at sætte Nescafé og varmt vand frem. Men alle sover, og vi må nøjes med en banan og en slurk flaskevand. Hotellet er omgivet af mure med jernporte og bevæbnede vagter. Øverst er murene dækket af pigtråd og spidse glasskår. Selv om 13 års borgerkrig nu er slut, viser den overalt sine blodige spor. Vejene er elendige. Selv små strækninger tager lang tid. Endelig når vi frem. Kun for at erfare, at imamen er bortrejst! Men efter en times diskuteren frem og tilbage løser mysteriet sig: ’Vores’ gade ligger i en helt anden landsby. Solen brænder nu ubønhørligt, og den ekstremt høje luftfugtighed får hår og tøj til at drive af sved. Da vi finder den rigtige landsby, er imamerne færdige med morgenkonferencen og i gang med forberedelserne til en begravelse. En afbrydelse er uacceptabel. Ting tager tid i Afrika. Vi venter et par timer, og mødet udskydes til næste dag. Men pludselig sker der noget fantastisk, som forvandler den indtil nu forgæves tur til alt det modsatte. Filmens hovedperson, Kate Kendel, født og omskåret i Sierra Leone, men bosiddende i Danmark, møder tilfældigt sin afdøde mors meget gode veninde. De falder hinanden om halsen, og kvinden fortæller, at hun er på vej til landsbyens ’kanta’. Det er navnet på den indhegning, hvor omskæringerne finder sted, og lige nu bor der cirka 20 nyligt omskårne piger. Hun lover at spørge omskærerne, om vi må komme ind og filme. I Sierra Leone skal kvinder gennemgå en særlig uddannelse, hvis de vil omskære. Navnet på omskærerne er ’digbaer’ eller ’sovier’, og de er sluttet sammen i den magtfulde Bundu Loge. Folk respekterer digbaerne, fordi de har gennemgået en langvarig uddannelse, hvor de også har lært plantemedicin og fødselshjælp. Og da der er uendelig få læger, er folk utrolig afhængige af dem. Men digbaerne er også frygtede. De er kendt for at kunne kaste forbandelser over dig, men også for at kunne beskytte dig mod ulykker. Og hvem ønsker ikke at holde sig gode venner med en kvinde, der har magt til både at skade dig, men også til at helbrede dig og give dig succes i livet? Deres magt er så stor, at en mand kun kan blive valgt til høvding, hvis han går ind for omskæring. To uger efter vores hjemkomst læste jeg i et FN-nyhedsbrev, at præsidenten havde betalt omskæringen af 1.500 piger for at sikre sig digbaernes stemmer – og dermed mange andre kvinders stemmer – ved det kommende valg. Her og nu er vores problem, at adgang er strengt forbudt for mænd og uomskårne kvinder. Fotografen, Simon Plum, er en mand. Vi andre er kvinder, men hvis en uomskåret kvinde af vanvare kommer til at sætte sin fod ind i kantaen, bliver hun straks grebet og omskåret. Meget vil jeg ofre for de eftertragtede optagelser, men her går en knivskarp grænse. Efter lange forhandlinger lykkes det. Money talks. Jeg havde på forhånd besluttet ikke at filme selve omskæringen, selv hvis det blev muligt. Men nu går det største af mine ønsker i opfyldelse – at optage de tilhørende ritualer inde i en kanta. Ordet ’kanta’ betyder egentlig en fæstning. Det er en stor rund indhegning af bambusstænger og bananblade. Da dagen oprinder, træder kamera-assistent og lydkvinde Stine Hein og jeg bevæbnet med kamera og mikrofon spændte og nervøse ind. Det er et ubeskriveligt syn, der møder os. Langs hele den ene side i kantaen sidder på den røde jord en lang række piger kun iført hovedtørklæde og ’kanga’ (et stykke stof bundet om livet). Den ældste er cirka 13 år og den yngste kun 2. Deres ansigter og nøgne kroppe er malet kridhvide. Midt i de hvide ansigter stirrer store mørke øjenhuler imod os med ubeskriveligt triste øjne. Øjne, der afspejler det uudslettelige chok og de vanvittige smerter, de netop har gennemlevet, da deres kønsdele uden bedøvelse blev skåret af. Under trussel om forfærdelige ulykker skal pigerne efter omskæringen sværge en ed på aldrig nogen sinde at fortælle, hvad der er sket. Derfor aner de allerfleste uomskårne piger intet om omskæringen. Pigerne føres frivilligt eller med magt ind i kantaen, hvor digbaerne binder dem for øjnene for at skjule, hvem der fører kniven. På den måde er det ikke en enkelt, men alle kvinder, der udfører omskæringen. Kvinderne griber pigens arme og ben og holder dem i et jerngreb, så hun ikke kan rive sig løs, når kniven tager fat, og smerten bliver uudholdelig. Samtidig hamrer nogle af kvinderne på trommer og synger for at overdøve pigernes skrig og forhindre udenforstående i at høre, hvad der foregår. Når kønsdelene er skåret af, bliver pigerne malet hvide for at vise, at de befinder sig på et helligt sted, indtil sårene er helet. Tidligere var alle pigerne i puberteten, og under opholdet, der varede op til et halvt år, blev pigerne oplært i pasning af mand og børn samt sang og dans. I dag har ingen råd til at betale så langt et ophold. Store og små piger bliver omskåret samtidig. Pludselig lyder der rasende råb og tumult uden for kantaen. Pigernes sang og dans går i opløsning, og alle råber nervøst i munden på hinanden. Jeg spekulerer desperat på, hvor vores bil holder. En af kvinderne vover sig udenfor. Mændene er rasende over, at to hvide kvinder – ’opoto’er – har fået adgang til kantaen. Uden at spørge mændenes loge om lov. Til sidst bliver mændene beroliget – vi tømmer lommerne for penge, og Kate går med en digba ud og undskylder den alvorlige overtrædelse af traditionerne. Der eksisterer flere forskellige former for omskæring, men den mest almindelige i Sierra Leone og Tanzania er afskæring af klitoris samt de små og de store kønslæber. Der er en lang række grunde til, at befolkningen er fuldt og fast overbevist om, at kvindelig omskæring er en god og helt igennem nødvendig ting. For at forstå dette er det vigtigt at huske på, at disse grunde er blevet gentaget i århundreder. Forældre har indprentet dem over for deres børn, der senere indprenter dem over for deres egne børn og så videre. De vigtigste grunde er: Omskæring beskytter familien mod, at forfædrene nedkalder grusomme ulykker over den. Omskæring forhindrer, at piger bliver prostituerede eller gravide før ægteskab. Den gør kvinders kønsdele mere hygiejniske og tiltrækkende. Hvis ikke klitoris fjernes, vokser den sig kæmpestor og forhindrer babyens hoved i at komme ud. Samtidig med at lette fødslen gør den også kvinder mere frugtbare. Hvis ikke klitoris bliver skåret af, vokser den sig lige så stor som mandens penis, forhindrer ham i at trænge ind i kvinden og gør ham impotent. Omskæring sikrer manden kontrol over parrets seksualliv, og at kvinden ikke er utro. Endelig er omskæring et tegn på kulturel identitet og på, at kvinden er en god muslim. Hvem kan fortænke folk i at ønske deres døtre omskåret, når de fra barnsben har fået indprentet alle disse fordele og ikke aner, at virkeligheden er lige modsat? De fysiske skadevirkninger er voldsomme. Mange piger forbløder til døde, bl.a. fordi digbaen let kan ramme en stor blodåre tæt ved klitoris. På grund af manglende sterilisering af kniven får pigerne ofte betændelse i urinvejene, der kan udvikle sig til nyrebækkenbetændelse. Uden behandling medfører det blodforgiftning og døden. Men alt dette er ingen klar over. Forklaringen er blot, at den døde var en heks. På grund af betændelse i urinvejene lider mange kvinder af ufrivillig vandladning. Da vand er en mangelvare, kommer de tit til at lugte af urin. Kvinderne skammer sig og er ulykkelige. Mændene er utilfredse og leverer konerne tilbage til deres familier. Ingen ved, at det er på grund af omskæringen. Betændelsen kan brede sig til æggestokkene og gøre kvinder ufrugtbare. Og hvis digbaerne bruger samme instrument (kniv eller barberblad) til at omskære flere piger uden at sterilisere bladet, kan en enkelt pige med hiv smitte alle de andre. I stedet for at lette børnefødsler gør omskæring tværtimod fødsler farligere. De små og store kønslæber er meget elastiske og udvider sig under fødslen, så barnets hoved kan komme ud. Men en omskæring danner arvæv, og arvæv kan ikke udvide sig. Kvinden presser alt for længe, og resultatet bliver ofte, at barnet er dødfødt, og at moderen også dør. Men da ingen er klar over, at døden er et resultat af den omskæring, der fandt sted for flere år siden, er den eneste mulige forklaring, at mor og barn er hekse eller onde ånder. Jeg har hørt europæere fremføre, at kvinder kun har psykiske men af omskæringen, når de bor i lande uden omskæring. Jeg havde svært ved at tro det, men kendte ikke til undersøgelser, der modbeviste dette. Men i sommer deltog jeg i en konference mod omskæring i Tanzania arrangeret af TAMWA (Tanzanian Media Women Association). De har i bogform udgivet et meget stort researchmateriale, der bekræfter, at de psykiske skadevirkninger er voldsomme: Tilbagevendende mareridt om omskæringen. Posttraumatiske stress-reaktioner. Angstanfald. Tab af tillid til andre mennesker (hvordan kan nogen, man har tillid til, lade en lide så meget?). Manglende selvtillid (andre bestemmer over mig og min krop = det kan jeg ikke selv). Manglende selvrespekt (omskæringen viser, at samfundet ikke respekterer mig, sådan som jeg er skabt. Jeg har ingen ret til at eksistere i samfundet med min seksualitet). Psykisk frustration på grund af manglende orgasme. Dårligt fungerende ægteskabeligt samliv. Man kan godt blive overvældet af mismod, for hvordan kan omskæringen stoppes, når den er så rodfæstet? Ja, en af måderne er i hvert fald at skaffe digbaerne andre måder at forsørge familien på. Mange digbaer ville skifte erhverv, hvis de fik mulighed for at lære et andet arbejde. Det fremgår bl.a. af et Danida-projekt fra før borgerkrigen, hvor 28 digbaer lærte et andet erhverv, og alle holdt op med at omskære. Der er håb. Og jeg er sikker på, at omskæring forsvinder, når de muslimske overhoveder fortsætter med at melde klart ud, at omskæring ikke er et krav i Koranen. Samtidig med at landets ledere afskaffer digbaernes licens til at omskære og indfører en lov mod omskæring, som håndhæves med strenge straffe. Omskæring er også et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvis der ingen kunder er i butikken, kan digbaerne selvsagt heller ikke omskære. Og sammen med de nævnte forholdsregler kræver det gentagne oplysningskampagner om skadevirkningerne. I dag er jeg klar over, at folk ikke er sindssyge galninge, når de lader døtrene omskære. De gør det af kærlighed for at sikre deres døtre det bedst mulige liv. Problemet er blot, at de hele deres liv har fået indprentet, at omskæring er godt og gavnligt, mens det i virkeligheden er livsfarligt og skadeligt. Men i Vesten er vi sindssyge, når vi frivilligt lægger os under kniven med fuld viden om skaderne. For hvad med de mange danske kvinder, der betaler en digba – øh nej, jeg mener en plastikkirurg – for at skære løs overalt i deres ansigter og kroppe, fordi de/vi/’nogen’ har opfundet vanvittige og naturstridige idealer for, hvordan vi skal se ud? Vi betaler for at få skåret brysterne og maven mindre og lårene tyndere og for at få suget fedtet ud alle tænkelige steder (hvilket samtidig river en masse små fine væv i stykker). Vi betaler for indsprøjtning af kemiske væsker i ansigt og læber med risiko for at deformere dem for evigt. Vi skærer os i halsen, panden og øjenlågene. Vi brækker næsebenet for at få en ny næse. Vi knuser hagen for at få en anden. Vi gennemborer tunge, læber, kønsdele og bryster med metalgenstande osv. Lægerne begynder nu at advare mod brystpiercing, fordi de ser et stigende antal kvinder med beskadigede mælkegange. Arvævet hæmmer amningen og medfører brystbetændelse. Ifølge dr. Ellids Kristensen, Rigshospitalets Sexologiske Klinik, får de henvendelser fra et stigende antal unge kvinder, der vil have skåret de små og store kønslæber af, fordi de er for store og ser ’ulækre’ ud. De ses for tydeligt i g-streng og stramme bukser. Skal danske unge kvinder nu også til at føde dødfødte børn på grund af arvæv, der ikke kan udvides? Der er dog en altafgørende forskel på Afrika og Danmark: De danske kvinder er voksne og gør det frivilligt. De afrikanske piger er børn, og deres omskæring er ufrivillig. Og ikke mindst: Deres ’operation’ fjerner for altid en vital kropslig funktion, nemlig det vigtigste organ for kvindens seksuelle stimulation: klitoris. Omskæring skal stoppes, og her gør filmen ’Den hemmelige smerte’ en afgørende forskel, bl.a. fordi den nu til min store glæde bliver brugt som spydspids i kampagner mod kvindelig omskæring i Tanzania. Når mennesker ødelægger deres krop, er det ikke kun et spørgsmål om oplysning. Det handler også om vores opfattelse af smukt og grimt. I starten af det 21. århundrede lader den industrialiserede verdens kvinder sig frivilligt kropsligt lemlæste i skønhedens navn. Hvornår stopper vi vores egne ’omskæringer’?




























