Fortællingen om menneskets klima-bevidsthed venter på sin historieskriver. Mon ikke han vil vælge årsskiftet 2006-2007 som vendepunkt? Dengang den professionelle populist Al Gore sammen med den videnskabeligt funderede engelske Stern-rapport fik stemningen til at tippe. På dette tidspunkt havde miljøbevægelsen gennem hen ved fyrre år været begrænset til en stædig, vred og afmægtig opposition af grønne, venstreorienterede og frelste bedrevidere og andre overlevende fra ’68, som på én gang bekræftede hinanden i samfundets og de herskende meningers uflyttelighed, lod sig tæske af politiet ved en række internationale møder – og stædigt fastholdt håbet på bedre tider for miljøsagen. Fyrre års politisk ørkenvandring – og så, hokus pokus, vendte stemningen. Al respekt for de engelske videnskabsmænd og Al Gore, men måske det i virkeligheden snarere var fjernsynets flair for katastrofefilm, der havde forberedt omslaget? Uge efter uge varianter over det samme tema, katastrofen der nærmer sig, helten der afværger den eller dens følger: Moderne genoplivning af en oldgammel jødisk-kristelig frygt for den straffende syndflod – tilsat håb om ufortjent frelse takket være behjertede mænd. I hvert fald er verden blevet en anden. Miljøspørgsmålet er blevet basis for vækst både for vindmøller og atomkraftværker, for udvikling af el-biler, røgrensning, bygningsisolering, luftige CO{-2}-kvoter, politisk mødevirksomhed og kreativitet på mange felter. Desværre ledsages de gode nyheder af et uhyrligt hykleri, når den ene minister viser Grønland frem som skræmmeeksempel på kommende klimaændringer, mens den anden fryder sig over muligheden for olieboringer i de snart isfrie farvande deroppe. Mens Væksten er et plusord, er dens tætte følgesvend klimaødelæggelsen en grim sag, der desværre tillader sig at fortsætte uanfægtet af miljøministrenes forsikringer om, at beslutninger om afgørende indgreb vil blive truffet allerede på næste møde, mens Væksten ganske vist indtil videre kræver, at vejnettet må udbygges, nye, nødvendige kulkraftværker planlægges, broen til Femern forberedes osv. Hykleriet er funderet i det nationale demokrati. Klimaproblemer er ligeglade med landegrænser, hvorimod de valgte politikere oplever sig forpligtet til primært at varetage vælgernes, erhvervslivets og nationens interesser, hvorfor jordklodens nødvendigvis må komme i anden række. En effektiv global miljøpolitik vil da også reducere nationalt valgte politikere til sognerødder, som endda må stå til lokale øretæver, når de nødvendige indskrænkninger også rammer deres egne vælgere. Samtidig vil en effektiv miljøbeskyttelse genere magtfulde (oliebaserede) dele af både den lokale og den internationale kapital, hvis pleje hidtil har været den politiske verdens diskrete, men vigtige opgave. Når demokratisk valgte politikere har tøvet med at tage klimaspørgsmålet alvorligt, er det netop af disse grunde. De ved, at det vil tvinge dem til at afgive magt over lokale forhold til internationale organer, som man aldrig kan vide, hvor man har. Når man betænker, hvor let det er at piske en lokal stemning op mod et overnationalt organ som EU, jf. folkeafstemningerne i Frankrig, Holland og Irland, er det ikke svært at forstå den politiske uvilje mod at afgive væsentlig magt til en global organisation som – naturligst – FN. Vi befinder os derfor indtil videre i et limbo af afmagt, hvor den politiske kunst er degenereret til taskenspillerkunst: at foregive ivrigt engagement og udskyde alle beslutninger. Hvis et mareridt er foreningen af rædsel, uundgåelighed og uvirkelighed, så er det faktisk netop et mareridt, vi lever i, om end lokalt set et mareridt i et smørhul med flødeskum. Rædslen ligger i udsigten til, at vi, der lever i dag, er i færd med at true, undergrave og ødelægge ikke kun vor velstand, ikke kun vor kultur, men samtidig hele det mirakel af et mangfoldigt liv, som gennem årmilliarder har foldet sig ud på denne klode i de utallige former og de mirakuløse balancer og gensidigheder, der muliggør dette liv, de ejendommelige og underdejlige former det har fundet. Selv om vor egen arts overleven og trivsel ligger os nærmest, og frygten for udviklinger der øger eksisterende modsætninger og sætter mennesker op mod mennesker er den mest umiddelbare, når klimatiske ændringer vil sætte gang i desperate folkevandringer – så er rædslen ved tanken om andre livsformers endegyldige forsvinden på grund af menneskers handlen og ikke-handlen af samme overvældende og ubærlige art. Hvad er værst, at et sprog uddør, eller at en dyreart uddør? Men disse trusler er ikke kun rædselsfulde, de synes også uundgåelige. Oplevelsen af afmagt over for den åbenbare og selvforstærkende udvikling i de globale klimaforhold bliver en særlig smerte gennem det demokrati, der uden videre giver alle med stemmeret et medansvar for netop den udvikling, som vi samtidig oplever som uafvendelig. Demokratierne synes uden megen lyst til at se i øjnene, at dette er deres ildprøve, hvor de skal demonstrere deres handlekraft eller synke sammen under vægten af deres hykleri, hvis det ikke lykkes dem at gå i spidsen for en global styring og tøjling af den fælles trussel – og for fælles skridt til begrænsning af de umiddelbare økonomiske og sociale sammenbrud, som vil true en verden, der har vænnet sig til at leve i håb om vækst og økonomisk fremgang. Ak, alene at formulere sådanne mål er allerede at gøre sig latterlig! Demokratierne taler jo da også helst om drastiske CO{-2}-reduktioner engang om så mange år, at alle nuværende politikere forinden vil være gået på tryg pension og skaden for længst være sket. Uvirkeligheden, som er mareridtets tredje bestanddel, skyldes især de mange ord, der flyder ud fra alle kanaler, og som handler om disse truende udsigter, forsikrende om alle magthaveres gode hensigter og samtidig givende dig, forbrugeren, den enkelte, det uhyrlige ansvar for dine egne direkte eller indirekte bidrag til den globale opvarmning. Ansvarliggørelse af den enkelte for klodens tilstand er en uhyrlighed med ét korn af sandhed og sytten ton af hykleri, når det er stat og erhvervsliv, der prædiker: Det er også dit ansvar, siger flyselskabet hændervaskende for at få solgt flere billetter, siger olieselskabet, der gerne vil bevare sit marked, siger politikeren, der gerne vil genvælges og derfor er meget bevidst om sit miljøbevidste image, mens handlingerne indtil videre og så videre. Således bidrager de hver deres til at holde mareridtet i live. Da der samtidig er rigtig mange penge i foruroligelsen, sørger andre dele af den globale uansvarlighed, nemlig underholdningsindustrien, for at holde den nervøse frygt for uventede katastrofer i live, både som fact og fiction. Opfindsomme formiddagsblade kappes om nervøse læsere ved dagligt at finde frem til nye uventede gysere om overgreb, skandaler og trusler om al landsens ulykker, mens fjernsynet holder os til ilden med en stadig strøm af fiktionsfortællinger om vold, mord og truende fælles undergang. Samtidig vænnes vi fra at tage selv de alvorligste trusler alvorligt, såfremt de truer væksten, og vore politikere er mestre i optimistisk stemmeføring, når de fremlægger langsigtede planer om nye vej- og broanlæg, nye olieboringer, nye kulfyrede kraftværker, nedlæggelse af buslinjer – alle de planer der ikke tager snakken om kommende alvorlige og nødvendige beslutninger mere alvorligt end strengt nødvendigt. Eftersom de folkevalgte deltagere i de internationale møder alle – åbenbart – primært forstår sig som repræsentanter for hver deres bagland, hvor særlige forhold begrunder særlig tilbageholdenhed vedrørende CO{-2}-begrænsning, er der da også på forhånd kun ringe udsigt til succes. Oplevelsen af mareridt kommer, fordi vi intet alternativ øjner til den kapitalisme, som har hjulpet så store dele af menneskeheden ud af sult og elendighed, som hver dag køber os med sine oplagte velgerninger, og som ikke sætter sine fortrin under en skæppe, skønt det dog netop er den og dens higen efter profit og vækst, der ikke kun er årsag til velfærden, men også til de trusler, som er dens pris. Det hører til dens væsen at opleve det stolte ansvar for vækst og profit, mens fiasko og fallit altid skyldes ærgerlige og uforudsete omstændigheder, skønt det dog er den almindelige og frie konkurrence / alles kamp mod alle, der udgør selve essensen af den globale ustyrlighed og uansvarlighed, hvis følger vi nødes til at se i øjnene. Men det demokrati, som gør krav på at styre de udviklede lande, synes blottet for lyst til at begribe, at det befinder sig midt i en eksistentiel ildprøve. Det vil ikke se i øjnene, at dets dage vil være talte, såfremt det ikke består prøven, hvad intet tyder på, at det vil med andet end store, løse og forhalende ord. Fordi den internationale socialisme har spillet grundigt fallit, er der jo ingen garanti for, at den internationale kapitalisme ender et bedre sted, slet ikke så længe den er kombineret med nationalstater, demokratiske eller ej, og ikke er underlagt nogen global styring. Den skuldertrækkende accept af den politiske verdens klodeomspændende miljøhykleri undergraver den enkeltes evne til at tage andet alvorligt end det private liv og det forbrug, der derved bliver dets sikreste indhold. Skizofrenien søges imødegået ved at kalde varen miljørigtig. Politisk og privat uoprigtighed bekræfter hinanden og styrker hinanden. Den store demoralisering elsker simpelthen at håne os. Det mareridtsagtige bliver rent bizarreri, når danske medier og politikere triumferer i anledning af, at et – lidet udsigtsrigt – politisk topmøde om klimaet skal finde sted netop her i vort eget yndige lille smørhul. Herodot fortæller: Da græske og persiske hære i 479 f. Kr. stod opmarcheret ved Platææ for at udkæmpe et afgørende slag, tøvede de længe, fordi gudernes varsler var negative i begge lejre. De brugte ventetiden til gode gæstebud. Fra et sådant gæstebud kan Herodot citere, hvad en unavngiven perser siger til sin pessimistiske sidemand: »Min ven, det som Gud har bestemt, kan mennesket ikke afvende. Dette er den værste smerte af alle: at indse meget og intet kunne gøre«. Her i 2008 e. Kr. er gudernes dårlige varsler afløst af klimaforskernes. Alligevel opfører vi os, snart som om den varslede syndflod var en uundgåelig skæbne, snart som kunne den besværges med beslutninger, der er mere symbol end realitet. Perserens smerte ved at indse meget og intet at kunne gøre er ikke svær at genkende, men for os er den en fantomsmerte i et tabt gudsforhold. Den skal afløses af vrede. Den bebudede syndflod er ingen straffedom. Der er tale om menneskeværk.