0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Borgerlige visioner for Europa

Hvorfor er det USA, som sætter dagsordenen i verden? Hvorfor er det ikke os europæere? Et bud på borgerlige mål i EU. Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er pinligt og lidt beskæmmende.

Når en amerikansk præsidentkandidat kommer på besøg i Europa, får det mere opmærksomhed, end hvis det var en af de europæiske statsledere. Der er flere i Europa, som ved, hvem Barack Obama er, end hvem den franske præsidents modkandidat var ved sidste valg, og selv om tidligere premierminister Tony Blair var kendt i Europa, ville der ikke være kommet i hundredtusinder af tilhørere, hvis han f.eks. skulle tale i Berlin.

Det behøver ikke engang dreje sig om en amerikansk præsidentkandidat. Når en amerikansk berømthed som Paris Hilton møder op i Danmark, får det mere opmærksomhed, end hvis Tysklands kansler, Angela Merkel, kom hertil. Vi ligger på godt og ondt under for USA.

Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, for USA er den stærkeste magt i verden både økonomisk og militært. Det betyder, at hvis USA vil noget, så påvirker det hele verden. USA sætter den udenrigspolitiske dagsorden, og sådan har det været lige siden 1917, hvor USA sendte 2,5 millioner soldater til Europa for at afgøre Første Verdenskrig. USA’s indsats var afgørende for nedkæmpningen af det nazistiske Tyskland i 1945 og for befrielsen af Østeuropa fra kommunismen i 1989.

Derfor er det tvivlsomt, om vi overhovedet ville have haft demokrati i dag, hvis ikke USA havde interveneret i Europa i 1917 og 1945, og det ville ligeledes være tvivlsomt, om Rusland og de østeuropæiske lande var blevet befriet fra kommunismen uden USA’s faste holdning og oprustning under den kolde krig.

USA har således sat dagsordenen i verden i de sidste 91 år og vil sandsynligvis gøre det i mange årtier endnu. Behøver det imidlertid altid være sådan? Hvorfor er det ikke os europæere, som gør det? Er det en naturlov, at USA bestemmer?

Problemet er, at samarbejdet i Europa er blottet for visioner. Tilhængerne af et tæt europæisk samarbejde forsøger at berolige os med, at EU kun er et teknisk redskab, og at EU aldrig skal udvikle sig til Europas Forenede Stater.

Modstanderne, derimod, opstiller skræmmebilleder om det føderale Europa og nationalstaternes opløsning. Skræmt af EU-modstandernes tag i befolkningen drejer diskussionen sig mere om, hvad vi europæere ikke vil, og i langt mindre grad om, hvad vi vil.

Visionerne burde dreje sig om alt det, som europæerne sammen vil kunne udrette i fremtiden. For hvad er årsagen til, at USA er verdens førende, når det drejer sig om at sætte den internationale dagsorden? USA’s størrelse betyder selvfølgelig noget, men det alene kan ikke forklare det. Det udvidede EU med sine ca. 490 millioner indbyggere er betydelig større end USA med sine 300 millioner. Hvorfor er Europa så ikke førende både økonomisk og udenrigspolitisk?

I det historiske museum i Washington DC i USA kan man læse, at en af grundene til, at amerikanerne overhalede Europa for længe siden, er, at de nye indbyggere forstod at sætte sig ud over gamle traditioner og normer. Nybyggerne i USA var netop rejst bort fra en gammeldags tænkning, som fastholdt store dele af de europæiske befolkninger i fattigdom. Den amerikanske nytænkning betød, at det nu blev tilladt at bryde den traditionelle europæiske autoritetstro, hvor konger, adel og præster bestemte, hvordan tingene skulle gøres. I Amerika kunne man starte på en frisk på sin egen måde.

Gik det godt, blev man en succes, og gik det dårligt, blev man en fiasko. På den måde opstod der en tradition i USA, hvor dygtighed – og ikke nedarvede privilegier – førte til succes. Når de dygtigste ikke længere var de bedste, blev de overhalet af andre og måtte vige pladsen – en slags ’survival of the fittest’.

Der er imidlertid også andre forklaringer på, hvorfor der er mere dynamik i USA end i Europa. Da Europa historisk var præget af nedarvede privilegier gennem adel og kongemagt, opstod der med den industrielle udvikling opgør mellem samfundsklasserne. Dette kan meget forsimplet beskrives som et opgør mellem dem, som havde noget – besidderne – og dem, som ikke havde noget – proletariatet. I kompromiset mellem klasserne etableredes den moderne stat, som bl.a. skulle sikre, at fordelingen af goderne blev så ligelig som muligt og i overensstemmelse med, hvad der var blevet aftalt. Med disse opgaver voksede de europæiske statsapparater.

I USA har der aldrig været revolution mellem samfundsklasserne. Det amerikanske samfund er bygget op fra neden af frie borgere, som bl.a. flygtede fra fattigdommen i Europa. Derfor har staten aldrig spillet den samme rolle i USA som i Europa.

I forhold til USA er Europa derfor mere reaktionært, strukturbevarende og statsorienteret. Det betyder mindre dynamik i økonomi og samfundsliv. Stigningen i levefod pr. indbygger har igennem lang tid været større i USA end i Europa. Siden 90’erne er levefoden pr. indbygger steget med gennemsnitlig 2,1 procent i USA, mens den kun er steget med 1,6 procent i Europa.

Det vil sige, at væksten i Europa for hver indbygger har været ca. 25 procent lavere end i USA. Det er ikke ubetydeligt!

En anden forklaring på, at dynamik og vækst i USA er større end i Europa set i forhold til indbyggertallet, er, at de ca. 300 millioner amerikanere arbejder tættere sammen end de 490 millioner europæere.

Den fælles mønt, dollaren, og den friere konkurrence under et fælles regelsæt betyder, at en amerikansk delstat ikke søger at beskytte egen industri og produktion mod konkurrence fra de andre. Det modsatte er tilfældet i Europa, hvor landene trods EU’s indre marked og fælles mønt, euroen, stadig i for høj grad forsøger at beskytte sig mod hinanden. Det svækker os i forhold til USA.

Samarbejdet i Europa er kun lige begyndt inden for de sidste 50 år. I modsætning hertil har samarbejdet de amerikanske stater imellem eksisteret siden afslutningen af borgerkrigen i 1864, altså i mere end 140 år.

Derfor er resultatet af den amerikanske borgerkrig – nemlig den endelige sammenslutning af de amerikanske nord- og sydstater på de nordlige staters præmisser – sandsynligvis en af de vigtigste begivenheder i historien, for etableringen af De Forenede Stater er en af hovedårsagerne til, at amerikanerne i dag er de førende i verden.

For nogle år siden deltog jeg i et møde i en komité bestående af forskere, som rådgiver forskellige europæiske institutioner om rumfart. På et tidspunkt blev sammensætningen af komitéen diskuteret, hvor hovedproblemet var at få så mange europæiske lande og områder som muligt repræsenteret. På mødet var der en gæst fra USA, som efterfølgende spontant udbrød:

»En sådan diskussion havde vi også i slutningen af 1700-tallet, hvor det var afgørende at få så mange amerikanske delstater som muligt repræsenteret. Heldigvis er vi ovre det stadium«.

Der er ingen tvivl om, at hensynet til hvert lands repræsentation i det europæiske samarbejde inden for videnskab og teknik er en hæmsko for kvalitet. Også det hæmmer Europa i forhold til USA.

Manglen på fælleseuropæiske visioner er yderligere en grund til, at Europa er bagud i forhold til USA. I stedet for den meget kortsigtede vision om, hvad det europæiske samarbejde ikke skal udvikle sig til, burde visionen dreje sig om, hvordan vi europæere i fællesskab øger dynamik, konkurrence og frihed, så forskning, økonomi og teknologi ikke bare kommer på højde med, men ligefrem overhaler USA’s. Men det tør vi ikke!

Europæerne er nemlig bange for fremtiden. Nationalismen vokser frem til skade for samarbejdet. Det har ført til, at politikerne – specielt i Nordeuropa – forsøger at imødekomme de nationalistiske toner.

Det sætter samarbejdet i Europa tilbage, mens amerikanerne buldrer frem på trods af krise og recession.

Lad os forestille os to skoler: I den ene slås alle elever med hinanden i det rene kaos og anarki, og i den anden arbejder de sammen om én ting, nemlig at lære noget. Hvem vil klare sig bedst? Selvfølgelig dem, som arbejder sammen.

Så enkelt kan valgmulighederne for vores fælles europæiske fremtid beskrives. Hvis den voksende nationalisme i Europa får lov til at fortsætte, ender vi som skolen med de sociale tabere. Arbejder vi sammen, vil Europa med sine 500 millioner indbyggere kunne blive den dominerende politiske og økonomiske kraft i verden.

Derfor burde de borgerlige kandidater til valget næste år til Europaparlamentet arbejde for at modvirke den destruktive nationalisme og fremme det europæiske samarbejde. Historien har nemlig vist, at nationalisme med mangel på samarbejde kan føre til katastrofale ulykker.

Dansk kultur, demokrati og selvstændighed kan således kun bevares i den fremtidige globaliserede verden, hvis vi arbejder tæt sammen med vore europæiske og demokratiske venner. Et gammelt konservativt ord siger, at man skal ’forandre for at bevare’. Derfor er det konservativt at ’forandre’ ved at bevæge sig væk fra gammeldags nationalisme og ’bevare’ ved at deltage i et tæt forpligtende EU-samarbejde.

Står vi alene i en verden, som ændrer sig hurtigere end nogensinde, risikerer vi at blive domineret af andre og miste vores kultur og selvstændighed.

Det er derfor nationalt sindet at bevare den danske nation ved helhjertet at deltage i EU-samarbejdet. Hvordan havde Danmarks situation set ud under Muhammedkrisen, hvis vi ikke var medlem af EU?

Hvordan skal vi kunne forhindre et terrorangreb, hvis vi ikke arbejder tæt sammen med vore demokratiske venner i Europa? Står vi alene i national selvtilstrækkelighed, bliver vi meget følsomme over for dem, som vil os det ondt.

Hvordan tror de, som er modstandere af EU-samarbejdet, at vi i Danmark vil kunne modstå de store folkevandringer fra de fattige til de rige lande, hvis vi står alene? Mange millioner afrikanere syd for Sahara vil i fremtiden udvandre til Europa, hvis ikke vi i tide modvirker det gennem massiv udviklingshjælp. Massiv udviklingshjælp kan ikke udvirkes af et enkelt land alene. Det kræver et stærkt EU. Derfor skal EU satse på udvikling i den tredje verden i Afrika med hidtil uset store midler.

En start kunne være at omdanne al landbrugsstøtte i EU til udviklingshjælp af tre grunde: 1) fordi landbrugsstøtten modvirker eksport af landbrugsvarer fra de fattige til de rige lande, 2) fordi en afskaffelse af landbrugsstøtten kan frigive massive midler, og, ikke mindst, 3) fordi landbrugsstøtten er med til at fordyre den europæiske landbrugsproduktion og gøre den mindre effektiv.

Derudover burde de borgerlige kandidater til Europaparlamentet være eksponenter for et tættere og mere effektivt samarbejde i EU, når det gælder følgende konkrete punkter: En fælleseuropæisk europolitik med så ensartede regler for den økonomiske politik som muligt.

En fælleseuropæisk udenrigspolitik med fortsat tæt samarbejde med USA, uanset hvem der bliver præsident. En fælleseuropæisk forsvarspolitik med etablering af en fælles europahær. En fælleseuropæisk retspolitik, f.eks. med etablering af et egentligt europæisk politikorps. En fælleseuropæisk indvandrerpolitik med mere ensrettede og strammere regler for indvandring. En fælleseuropæisk udviklingspolitik, specielt over for Afrika, til modvirkning af folkevandringer til Europa.

Det burde endvidere være klare borgerlige mål at afvikle følgende i EU: Kulturel ensretning. Et kulturelt mangfoldigt Europa er stærkere end et ensartet – forskellighed frem for lighed. EU-bureaukratiet. Traditionerne for europæisk bureaukrati er utålelige. Et eksempel herpå ses inden for de fælleseuropæiske forskningsprogrammer, som hindrer mange forskere i at søge midler. Der er fastsat alt for mange politisk bestemte krav til opnåelse af støtte. Ligegyldig ensretning som f.eks. ens kørekort. Det tjener kun bureaukratiske formål. EU skal ikke være for bureaukraternes, men for det europæiske folks skyld.

Europaparlamentets flytteri mellem Strasbourg og Bruxelles. Hvor møderne afholdes er ligegyldigt, bare flytteriet holder op, for det er unødigt bureaukrati og hensyntagen til nationale særinteresser at flytte parlamentet frem og tilbage mellem de to byer. I stedet for at klynke og isolere os fra hinanden burde vi europæere lære af amerikanerne og opstille visioner for vores fælles fremtid. Vi skal udvikle fællesskabet i Europa, fordi det vil øge levestandarden for alle. I et tættere samarbejdende Europa skal det frie marked inden for fælles økonomiske rammer være drivkraften for udviklingen. Udenrigspolitisk skal vi samarbejde med USA, og visionen er, at vi bliver jævnbyrdige, så den ene ikke kan handle uden den andens godkendelse.

Et stærkt euroamerikansk partnerskab vil kunne styrke udbredelsen af demokrati i verden og sætte diktatorer og menneskerettighedskrænkere på plads. Det vil være til gavn for alle verdens befolkninger, hvor langt det store flertal – især blandt unge – ønsker frihed og demokrati, sådan som vi har det i Vesten.

Hvis vi AF angst for fremtiden svækker det europæiske samarbejde og puster mere til den fremstormende nationalisme, vil den europæiske kultur paradoksalt nok blive gradvist mere amerikaniseret.

USA vil som den førende magt i verden blive endnu stærkere økonomisk og et større forbillede for de kommende generationer, som i højere grad end nu vil efterligne amerikanerne. Samtidig vil amerikanske virksomheder bedre kunne udkonkurrere de europæiske.

Hvis vi derfor vil bevare vores egen kultur i den fremtidige globaliserede verden, og det gælder specielt den danske, må vi integrere os mere i det europæiske samarbejde.

Kun på den måde vil vi kunne undgå USA’s dominans. Derfor er der opstået den paradoksale situation, at de, som er negative over for det europæiske samarbejde, samtidig også er dem, som gavner USA’s dominans mest.

Hvis den danske kultur ikke skal løbes over ende af omverdenen i fremtiden med langt større folkevandringer og blanding af forskellige kulturer end i dag, kræver det en fast forankring i europæisk kultur. En sådan fast forankring kan kun opnås gennem et tæt og forpligtende samarbejde med de andre europæiske lande.

Lad dét og ikke en gold og isolationistisk nationalisme være den langsigtede borgerlige vision til europaparlamentsvalget næste år.