ALDRIG har Brian Mikkelsen set gladere og mere veltilfreds ud end netop nu, aldrig har hans smil været bredere end netop nu, aldrig har han gnedet sig i hænderne som netop nu. Det er der ikke noget at sige til. Der er gang i den i det danske kunst- og kulturliv. I København er der kommet både en ny operabygning og et nyt skuespilhus til; snart står DR’s nye koncertsal klar, der restaureres, og der istandsættes på kulturinstitutionerne, Nationalmuseet er blevet renoveret, det regner ikke længere ind på Louisiana, der udkommer bøger som aldrig før, der åbner nye museer over hele landet, og både de og de allerede eksisterende museer arrangerer udstillinger på et niveau, der snildt kan måle sig med, hvad man ellers tager til Berlin og London for at se. Der er rigeligt at glæde sig over, kunstudbuddet bugner – og aldrig er staten kommet så forholdsvis nemt og billigt til det hele som i disse år. Og dét selv om omkostningerne ved at stable en kunstudstilling med internationale topnavne, f.eks. til forsikring, er vokset eksplosivt, for ikke at tale om de gigantiske summer, et museum skal punge ud med, hvis det skal erhverve sig et værk af en internationalt anerkendt kunstner. Penge i den størrelsesorden kan museumsdirektørerne kikke langt efter på deres egne budgetter, og det er blevet mere og mere nødvendigt at gå ud og skaffe støtte fra anden side, især fra de private fonde og fra erhvervslivet. SOM BEKENDT har den danske kulturverden gennem årtier været begunstiget af støtte fra de private fonde, vi har her i landet – et privilegium, som man betragter med både forundring og en god portion misundelse andre steder i verden, og den har været en uvurderlig hjælp, også på bogområdet, f.eks. til udgivelse af værker, såvel meget specielle og forskningstunge som titler, der henvender sig til langt bredere kredse, bøger, der aldrig ville have kunnet realiseres, i hvert fald ikke til en realistisk salgspris, hvis en gængs forlagskalkule havde skullet ligge til grund. Men det er ikke længere kun de private fonde, der træder til, når kunstverdenen skal have realiseret noget ekstraordinært, også erhvervslivet bidrager i stadig større stil, og bidragene dertil har nu overalt i kulturlivet fået et omfang, man ikke ville have drømt om for bare tyve-tredive år siden, da enhver ærbar museumsmand eller -kvinde med kendelig gysen henviste til de forhold, der herskede i f.eks. den angelsaksiske verden, hvor man havde haft mange år til at vænne sig til, at privat støtte kunne være en helt selvfølgelig del af kulturbilledet. Det er den nu også blevet her i landet, og det behøver man ikke at have ondt af. Nøgternt og usentimentalt: Jo flere penge der er at gøre godt med på kulturfronten, jo større og jo mere mangfoldigt et kulturudbud til glæde for flere, og så længe der eksisterer et armslængdeprincip mellem på den ene side kunsten og på den anden side fondene og erhvervslivet; så længe de glade givere, fonde som erhvervsvirksomheder, holder sig i skindet og kan nøjes med at få deres diskrete logoer på programmer og plakater og kataloger, er der ingen grund til panik. SPONSERINGEN er kommet for at blive, og den har ført meget godt med sig; men den kan også komme til at betyde en tiltagende privatisering af det danske kunstliv, og det ville måske være værd at se lidt nærmere på, hvilke perspektiver der kan ligger i det – m.a.o. se lidt nærmere på bæredygtigheden af Brian Mikkelsens brede smil. HVAD der er sparet, dét er tjent, det gælder selvfølgelig også på finansloven, og nej, der er ikke noget at sige til, at kulturministeren smiler så bredt. Som ansvarlig for vores borgerlig-liberale regerings kulturpolitik har han fået centraliseret og bureaukratiseret det danske kulturliv, og der styres og kontrolleres og evalueres overalt, så det er en lyst. Der er flere og flere, der kan sige ordet oplevelsesøkonomi uden at få et ildebefindende, og tilskud fra erhvervslivet og/eller de private fonde gør det gang på gang muligt for museerne at erhverve et nyt kunstværk i verdensklasse eller præsentere noget ekstraordinært, f.eks. en udstilling i det helt store format på dansk grund. Men hvad der er noget at sige til, er den tendens, der er til, at staten i højere og højere grad ikke lader det blive ved det, men i stigende grad tager fondene for givet og også søger at overlade det til dem og andre private interesser ikke alene at give mulighed for det ekstraordinære, men at sikre drift og udvikling og helt nødvendig vedligeholdelse af museumsbygninger og andre faciliteter. Når Det Kongelige Teaters nye direktør, Erik Jakobsen, f.eks. fortæller til Politiken, at han er nødt til at forsøge at få sine venner, som han siger, dvs. fonde og virksomheder, til »at engagere sig i (teatrets) mere langsigtede projekter – f. eks. nyopsætninger, turneer, særligt store produktioner, gæstespil eller en substantiel hjælp til at få det nye skuespilhus til at virke«, er der grund til at spidse ører – for ikke at tale om det betænkelige i, at ministeren søger at tvære det af på private interesser at realisere og finansiere sine og regeringens egne initiativer, som vi f.eks. så det i tilfældet med ministeriets kulturkanon. Uanset hvad man mener om kanoninitiativet, ville det have klædt såvel regering som kulturministerium, hvis man havde fundet midler til at finansiere udgivelsen af bogværk og cd-rom på statens eget budget i stedet for at overlade det til de private fonde. Det gjorde man ikke, og det kan man meget nemt fristes til at tage som endnu et udtryk for manglende konsekvens og sammenhæng i regeringens kulturpolitik, og lad os igen bare bruge kanonerne som eksempelmateriale: For hvad hjælper det at iværksætte alverdens kanoner, hvis ikke man følger dem op på anden måde, f.eks. ved at stille krav til og gøre det økonomisk muligt for biblioteksvæsenet, DR og statens egne institutioner i det hele taget at arbejde for kvalitetssikring og forbedring på de områder, hvor kanonerne var sat ind? DET KORTE af det lange er, at det er lykkedes at få involveret erhvervslivet mere og mere i kunst- og kulturfinansieringen herhjemme, og det er der kommet meget godt ud af. Men på længere sigt kan det komme til at betyde en svækkelse af det danske kulturliv. For det er jo ikke så mærkeligt, at det er i en periode med højkonjunktur, at denne udvikling mod det privates større og større tilstedeværelse på kulturområdet er blevet så markant; en af de vægtigste grunde til, at det er sket i netop disse år, er jo den, at vi har højkonjunktur. Det går godt i erhvervslivet, der er råderum, private virksomheder har plads til lidt større armbevægelser, der er råd til at give lidt ekstra, som kaster lidt ekstra glans over foretagendet. Noget for noget. Og ikke et ondt ord om det. Men hvis det forholder sig sådan, som økonomer og andre sagkyndige så manende siger igen og igen i netop disse måneder, nemlig at vi er på vej ud af højkonjunkturen, og der venter os recession og magre år forude, ja, så skal der ikke den store fantasi til at forestille sig, hvad der kan ske. Noget af det første kan nemt blive, at de nu over for kultursektoren så rundhåndede virksomheder skærer det fra, der nu kommer kunsten til gode. Det vil der ikke være noget at sige til, og ingen vil kunne stille noget op for at forhindre det; men i kraft af, at det danske kulturliv er blevet så afhængigt af private midler, vil det, hvis lavkonjunkturen melder sin ankomst, kunne blive efterladt i en lidet ønskværdig forfatning, en situation med tomme sale og tomme scener, en situation, hvor der på museernes og teatrenes egne budgetter ikke er penge til drift og udvikling, kun plads til det allermest nødvendige og skrabede. Når så dét er sagt – og når det er sagt, at fonde og erhvervsliv selvfølgelig skal sende deres penge hen, hvor de mener, de er bedst anbragt, og ikke føle sig forpligtet til at lade sig spænde for statens egne initiativer – kan man godt undre sig over, at der ikke findes et bedre og mere udbygget samarbejde mellem de offentlige og private interesser på kulturområdet. LAD os tage et par eksempler. Det er tankevækkende, at der i den netop vedtagne handlingsplan for Kunstrådet ikke tales om, hvordan der kan samarbejdes mellem Kunstrådet og det private erhvervsliv, og det gælder på alle de felter, Kunstrådet dækker. Et af vor tids buzzwords er globalisering, og det kan næppe undre nogen, at noget af det, der rangerer allerhøjest i handlingsplanen, netop er globalisering. Og her er mange fornuftige forslag om forskellige former for udveksling og ’residencies’, gode, solide initiativer, som kun kan være med til at fremme international kulturudveksling, og det er svært at se noget problematisk i, at også udenlandske kunstnere kan byde ind på danske entrepriser. Det vrimler gudskelov med international kunst både på vores museer og i bybilledet, det var en finne, der tegnede Nordjyllands Kunstmuseum, det var en englænder, der tegnede det nye Fuglsang Kunstmuseum, så Kunstrådets internationale signaler forekommer mig ikke at være noget særligt brud med dansk tradition, og de skal være velkomne. Derimod kan det da nok undre, at der ikke er nogen forslag til et samarbejde med erhvervslivet, når det gælder om at få f.eks. dansk litteratur udbredt til den store verden. Fra både forlagenes og de litterære agenters side arbejdes der ihærdigt for at få dansk litteratur ud over landets grænser, og jeg vil gerne opfordre til, at vi på litteraturfronten får etableret et tættere samarbejde med Litteraturrådet. Erfaringerne fra billedkunstområdet viser, hvad der kan udrettes, hvis offentlige og private finder sammen og får koordineret deres bestræbelser. DET MANGLENDE samarbejde, den manglende udveksling af erfaringer mellem forlag og Litteraturråd, gav sig for nogle år siden udslag i en bizar disposition. Jeg tænker på den beslutning, rådet for nogle år siden traf om at flytte sin stand på Frankfurt-bogmessen fra den skandinaviske hal til en af de tyske. Den misforståelse er der nu heldigvis rettet op på; Litteraturrådet har flyttet sin stand tilbage, hvor den hører hjemme, altså i den skandinaviske hal, som selvfølgelig er det sted, enhver udenlandsk forlægger vil opsøge, hvis han er interesseret i dansk litteratur; men det havde været en smal sag at undgå den misforståede udlændighed. Det kunne være sket med en enkelt opringning til forlagene, og jeg er sikker på, at man ville have fået et både pænt og høfligt svar. Og havde Kulturministeriet lige gjort sig den ulejlighed at ringe til en boghandel eller et forlag for at høre, hvordan det nu forholder sig i praksis med de frie bogpriser, ville man her i forgårs have kunnet undgå, at ministeren spildte sit krudt på at løbe åbne døre ind. Noget andet, man kan undre sig over i statens aktuelle kulturpolitik, er, at det kommercielle markeds idealer tilsyneladende begynder at gøre sig gældende her. Tag nu et andet buzzword, nemlig ’synlighed’. Det er tilsyneladende behovet for synlighed, der gør, at Statens Kunstfond mener, at det er på sin plads at anvende godt en kvart million kroner på en præsentation af Kunstfondens kommende initiativer. Jeg har svært ved at forstå, at staten skal bruge penge til at gøre reklame for sin kulturpolitik; jeg kan frygte, at det kan få fonde og erhvervsliv til at stille lignende krav om synlighed – og jeg har endnu sværere ved at tro, at den måde, Statens Kunstfond her forsøgte at gøre sig synlig på, på nogen som helst måde er egnet til at skabe større folkelig forståelse for vigtigheden af en kulturpolitik. DET er nu snart 50 år, siden Danmark fik et kulturministerium, et konkret udtryk for den selvfølge, det er, at et civiliseret land har en klart defineret kulturpolitik. Det er fint, at fonde og erhvervsliv kan træde til og supplere og spæde til; men det burde være en selvfølge, at der fra politisk hold til enhver tid er sat penge af til at gennemføre kulturpolitikken, så den uanset skiftende konjunkturer er sikret både retning, sammenhæng og konsekvens. Det får den ikke, hvis den bliver gjort afhængig af private midler. Sker det, kan Brian Mikkelsens brede smil uhyggelig hurtigt blive hængende i luften; før vi får set os om, kan det være afløst af en slukøret grimasse.