0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

»Vi beholder sgu resten«

Teaterlivets fremtid skal da ikke afhænge af politiske studehandler. Det gør et nyt teaterlovsforslag også op med ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For en del år siden gik direktøren for musikteatret Théâtre du Châtelet i Paris til den daværende borgmester, Chirac.

Hans ærinde var stort, og projektet ville – hvis det blev gennemført – tjene begge mænd til ære. I korthed gik det ud på, at da pariseroperaen med Mitterrands venlige mellemkomst tidligere havde fået midler til at sætte hele Wagners ’Ringen’ op, ville det være både rimeligt og visionært, at Châtelet nu også fik den samme mulighed.

»Hvor meget vil det koste?«, spurgte Chirac, mens de kyniske kalkulationer – økonomiske og strategiske – arbejdede på højtryk bag pokerfjæset. »100 mio. franc«, svarede direktøren prompte, hvorefter Chirac med overlegen elegance hostede op med beløbet.

På vejen ned ad trapperne spurgte direktørens assistent, hvordan i al verden han kunne vide, hvad sådan en ’Ring’-cyklus ville koste. »Det gør jeg da heller ikke«, smilede direktøren. »Men hvis der bliver overskud, beholder vi sgu resten!«. Og sådan blev det. Der var rigeligt at bruge penge til på Châtelet-teatret.

Kilden til denne historie er Nicholas Hytner, der dengang arbejdede som instruktør på Châtelet, men som nu på femte år er succesfuld og kontroversielt udfarende teaterchef på Royal National Theatre i London – for nylig, for øvrigt, udstyret med en ny femårig kontrakt gældende frem til 2013, hvor teatret fejrer sit 50-års jubilæum.

Nu genfortæller han anekdoten i et interview i The Guardian som et eksempel på, hvad han ikke vil ind i som chef for et teater, der kun er delvis subventioneret. »Jeg kunne ikke drømme om at benytte mig af den form for politisk luskeri«, siger han og tilføjer: »Det er dog ikke svært at forestille sig en regering, der kunne have lyst til at indføre den type kvælende initiativer over for kunstarterne«.

Hytners pointe er, at armslængdeprincippet i forbindelse med tildeling af støtte til kunsten i almindelighed og teatret i særdeleshed er utrolig vigtigt. Ligefrem afgørende. For det betyder, at kunstinstitutionerne bliver vurderet af fagligt kompetente udvalg – i England af Arts Council – der som kunstens ligemænd og ikke som politikere med mere eller mindre åbenlyse agendaer fra andre egne af tilværelsen virkelig kan bedømme initiativernes kunstneriske værdi. Og træffe de svære beslutninger om at overflytte midler fra gamle grupperinger til nye, når det er nødvendigt.

Altså kunstnerisk nødvendigt. Derfor hylder han i interviewet principielt Arts Councils beslutninger, skønt han er uenig i – ja, ligefrem forfærdet over – det siddende udvalgs håndtering af de nedskæringer, som også det engelske kulturliv lider under.

Men – som han siger – dét problem kan måske løses ved, at den næste bestyrelsesformand for Arts Council bliver en person med erfaringer fra kulturlivets hjertekamre, f.eks. en tidligere chef for Tate eller National Theatre (han er dog ikke selv kandidat).

Om dét forslag vinder gehør, vil vise sig, men den nuværende formand, Sir Christopher Frayling, fratræder i hvert fald i januar 2009, og selv om han har skabt sig mange fjender i det britiske kulturliv, har han også sat gang i en livgivende, konfrontationslysten og indimellem ret hårdtslående debat, bl.a. med følgende udsagn:

»Arts Council er ikke bare en hæveautomat med en kompliceret pinkode, men en udviklingsfond til gavn for kunsten«.

Samme Frayling har for øvrigt også iværksat en særdeles interessant undersøgelse, ’Supporting Excellence in the Arts’, som viste, at når kunsten bliver understøttet og får lejlighed til at udvikle sine færdigheder, opmuntrer det til både bredere og dybere engagement i kunsten hos publikum.

Eller sagt kort: God kunst giver gode oplevelser både i bredden og dybden, og derfor skal den gode kunst(ner) gøres endnu bedre og støttes økonomisk.

Når Nicholas Hytners – og for den sags skyld Christopher Fraylings – synspunkter er interessante i dansk sammenhæng netop nu, er det, fordi de trods interne uenigheder er på bølgelængde med kernen i den rapport, som den selvbestaltede teaterlovrevisonsgruppe med Bjørn Lense-Møller og Tom Ahlberg i front barslede med i sidste uge: nemlig, at det gælder om at få fagfolk til at tage beslutningerne, når støtten til dansk teater skal fordeles.

Det lyder jo indlysende. Brækker man en arm, vil man have en læge til at kigge på den. Skal bilen tjekkes, er det en automekaniker, der går den efter. Altså fagfolk. Men teatret har herhjemme måttet vænne sig til, at dets fremtid afhænger af politiske studehandler og gamle rutiner.

Hvilket f.eks. for de store institutionsteatres vedkommende – dem, der kører med professionelle bestyrelser og resultatkontrakter med Kulturministeriet – betyder, at det stort set er umuligt at få en faglig dialog i gang med støttegiverne, fordi indholdet, altså kunsten, overhovedet ikke interesserer dem. Det gør budgetterne. Det gør bundlinjerne. Det gør bygningerne. Men kunsten – dén er der ingen, hidtil heller ikke engang kulturministeren, der interesserer sig for. For gjorde de det, ville de tage den langt mere alvorligt.

På den måde er teatret blevet defineret som et problem og tackles som sådan med diverse, centralistiske styringsværktøjer. Og nu er dansk teater dresseret til pænt at sidde ved brevsprækken og vente på den årlige dialog i form af en check eller et afslag.

Egnsteatrene, der lidt uforudsigeligt skyder op rundt omkring i provinsen, ses således i teaterlovsforstand som en tabsgivende virksomhed, som det gælder om at inddæmme og begrænse. De små storbyteatre, der sælger masser af billetter og giver de husvilde kunstnere tag over hovedet, bliver paradoksalt nok udsultet og lever nu langt under fattigdomsgrænsen, hvis kulturlivet ellers havde haft en sådan.

Og de store københavnerteatre, der for et par år siden blev anset for at være i krise, måtte acceptere, at deres antal blev reduceret, hvorefter den nyere teaterhistories største fejlkonstruktion, Københavns Teater (KbhT), blev gennemtrumfet.

Dens opstartsvanskeligheder var en farce, som tæppet heldigvis hurtigt gik ned for, men dens implementerede kommandosystem har trods den nye ledelses hæderlige anstrengelser vist sig at være gift for de kunstneriske initiativer. For prestige- og fusionsteatret Camp X’ vedkommende oven i købet en meget dyr og effektiv gift, som allerede har gjort det påtrængende at udskifte den kunstneriske ledelse.

Hertil kommer, at landsdelsscenerne i Århus, Odense og Aalborg kun diskuteres, når den årlige procentopskrivning eller -nedskrivning behandles af ministeriets store regnemaskine. Sparring om udviklingsmuligheder i form af nye kunstneriske initiativer ligger det tungt med for de kunstneriske chefer.

Ja, på flere af teatrene virker det, som om de såkaldt professionelle bestyrelser overhovedet ikke er til nogen hjælp. Når økonomien er i orden, hvad er der så tilbage at snakke om? Det er denne dræbende blanding af problem- og vanetænkning, som det nye teaterlovsforslag gør op med. Og kulturministeren har givet sit ord for, at han i det mindste vil lytte til anbefalingerne.

Det må man håbe, han gør. Om ikke andet så fordi han er taknemmelig over, at denne gruppe på eget initiativ og så vidt vides uden at belaste ministeriets budget har gennemført denne vigtige analyse, som for længst burde have været udført på regeringens egen foranledning.

Lense-Møller og Co.s rapport slår ned på mange af de organisatoriske benspænd, teaterkunsten har levet med i årevis, og foreslår konkret at ophæve de misforståede fusioner, der for godt et år siden dels hæklede Folketeatret og Det Danske Teater sammen til slumretæppet Folketeatret.dk, som desværre har vist sig ikke at kunne udnytte nogen som helst synergieffekt, fordi de to teatre kunstnerisk var et dårligt match; dels er godt i gang med at afrette den frie vilje inden for KbhT, hvor hvert teater tvinges til at forholde sig til moderorganisationen som lydige regioner i en føderation.

Hvert teater burde tværtimod have lov at være et lille kongerige, decentralt og demokratisk, hvor indbyggerne kunne forfølge deres egne drømme og visioner. Det er dén følelse af frihed, dansk kunsttradition hidtil er vokset ud af. At der bliver slået ned på KbhT var ventet. Men ændringsforslagets konkrete udmøntning er overraskende og har desværre fået meget negativ medfart, endnu før vi ved nok om detaljerne. For her rokkes der virkelig ved de gamle rutiner.

Tanken er nemlig, at både de nævnte teatre og tre andre institutioner, som i øjeblikket står direkte i finansloven, tænkes overført til Scenekunstudvalget, som så til gengæld – naturligvis – skal have øget sin bevilling tilsvarende. Kritikken har i den forløbne uge specielt gået på, at det er udtryk for centralisering, hvis Scenekunstudvalget får større magt. Det er jo rigtigt.

Men omvendt gør en placering på finansloven sandelig også teatrene afhængige af en central instans, og den er oven i købet politisk, nemlig ministeren. Idéen er dog værd at se nærmere på. Måske er det ikke lykken at være på finansloven for et teater. Måske er et teater ved nærmere eftertanke mere udsat end i sikkerhed, når den politiske studehandel på Christiansborg for alvor går i gang, og det ved et maratonmøde en sen nattetime under finanslovsforhandlingerne risikerer at blive ofret til fordel for et par meter motorvej i Nordjylland.

Nej, så er armslængdeprincippet og Scenekunstudvalget måske at foretrække – vel at mærke under den tydelige forudsætning, at bevillingerne som minimum følger med, men meget øges og udstyres med en længere tilskudshorisont, samt at udvalget opnormeres, så det er kompetent til at tage sig af det nye, store arbejde.

Man kunne endda forestille sig en form for flydende udskiftning af formandskabet, sådan at kontinuiteten blev sikret. Ligesom i EU – uden sammenligning i øvrigt.

Det er dog samtidig indlysende, at man lettere kan kamuflere nedskæringer, når puljen i forvejen er uoverskuelig, hvis det altså er dét, politikerne vil. Og det vil de uheldigvis for tiden. Her må teatret forlade sig på, at Kunstrådets formand og hans udvalgsformand i Scenekunstudvalget har pondus til at forsvare kunstarten.

Deres funktioner vil blive krumtappen i den foreslåede manøvre, der skal få dialogen og idéerne tilbage i dansk teater. Og deres succes i embederne vil helt afhænge af, om de er i stand til udadtil i den offentlige debat at genskabe tilliden til kunsten og indadtil i prioriteringen af og dialogen med teatrets kunstnere at inspirere og give udviklingsrum.

På dette ene punkt har vi for længst givet englænderne baghjul. For vi har allerede en tidligere bestyrelsesformand fra Det Kgl. Teater, Mads Øvlisen, som formand for Kunstrådet og den nyligt afgåede skuespilchef, Mikkel Harder Munck-Hansen, i spidsen for Scenekunstudvalget. Ifølge Nicholas Hytner skulle det være garanten – hvis en sådan findes – for, at der træffes fagligt kompetente afgørelser, når støttekronerne skal fordeles. Og altså bevilges højere oppe i det politiske system.

Og nu vi er tilbage ved Hytner: Selv om Arts Council skærer ned, er han selvbevidst nok til at lægge op til en ekspansion af National Theatre. Hvordan han vil skaffe midlerne uden politisk luskeri, melder historien ikke noget om, men han vil bygge et uddannelsescenter for publikum på et område bag teatret, som skal stå klar ved 50-års jubilæet om fem år.

Her skal teatrets arbejde gøres synligt med åbne prøver og master classes, konferencer, undervisning og diskussioner. Hans begrundelse er logisk nok: Når man går på museum og ser en smuk, gammel, græsk vase, vil man gerne vide mere om den tid og det samfund, der skabte den. Oplevelsen stopper ikke ved synet af vasen. Og sådan bør det også være med teater, mener han. I provokerende, politisk ukorrekt tillid til, at publikum gerne vil både føle, tænke – og lære.

Den tankegang vil være en velkommen tilbagevenden til – ja, måske nok ikke den klassiske dannelseskultur med dens løftede pegefingre og dogmatiske lærebogspensum, men så til en kultur, der tager kunsten og publikum – og dermed sig selv som samfund – alvorligt.

Et vigtigt skridt i den retning kunne herhjemme være, at der én gang for alle blev skabt sammenhæng i teaterloven, så tidligere tiders gode intentioner og mislykkede udformninger – f.eks. som KbhT og Folketeatret.dk – virkelig blev undersøgt til bunds og tænkt færdigt og med stor tak til Lense-Møller og Co. erstattet af et gennemarbejdet, visionært lovforslag, som kan træde i kraft i 2010.

Hvad er der så i det for politikerne, som skal afgive magten? Hvis kulturministeren forstår at udmønte rapportens anbefalinger i en visionær lov, vil der tilfalde ham endnu større ære, end selv Chirac nogensinde har drømt om.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage