0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Konjunkturbestemte fjender

Måske sidder der bare en fugl på tråden til alarmklokken? Giv din kommentar til dagens kronik nederst på siden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Herfra hvor jeg sidder, kan jeg bogstaveligt talt se det pas lidt sydøst for byen Antequera i Andalusien, hvor regeringstropperne ventede på general Francos oprørsstyrker under erobringen af Málaga.

Det var i begyndelsen af den spanske borgerkrig fra 1936 til ’39. Arthur Koestler, der var taget til Spanien som korrespondent for en engelsk avis, aflagde sammen med en håndfuld kolleger den lille post et besøg, og en officer tog venligt imod, mens han fuld af optimisme spejdede efter fjenden, som han var helt sikker på kunne standses. Måske ikke af ham selv, men så af den styrke, der stod opmarcheret i bunden af passet, og som kunne kontaktes pr. telefon, når den første panservogn rullede op.

Spanske telefoner – herunder sikkert også felttelefoner – har ikke altid været til at stole på, derfor havde bemeldte officer også sikret sig ved at lægge en almindelig snor med en klokke i den anden ende ned til det sted, hvor garnisonen stod, så han i givet fald kunne trække i snoren og aktivere klokken under et evt. telefonsvigt. Desværre satte fugle sig af og til for at hvile fødderne på snoren, og så ringede klokken også, selv om der slet ingen fjende var.

Det gik, som enhver ved, som det gik, Franco kom, så og sejrede. Det gav Spanien fyrre år i det sorte hul, mens han var ved magten, og selv om han var en led fascist, tog den vestlige verden ham lidt efter lidt til sig, og det er ikke svært at få øje på triumfen i diktatorens smil, da han kan sætte sig sammen med en af Europas store befriere, general Dwight D. Eisenhower, i en åben limousine for at køre ned ad Gran Via i Madrid, mens folkemængden jubler.

Det drejede sig om baser, og det drejede sig om realpolitik. Under den kolde krig delte fronten ikke demokrater og nazister, men demokrater og kommunister – derfor kunne man også uden at holde sig for næsen tage en gammel fascist under armen, hanke op i ham og gøre fælles sag med ham mod det store spøgelse i øst. Det kunne være sket tidligere, man havde faktisk været inde på tanken allerede ved afslutningen af Anden Verdenskrig: måske burde man beholde støvlerne på og sammen med resterne af den tyske værnemagt marchere i retning af Moskva, for én gang for alle at få has på bolsjevikkerne.

Tanken er ikke så fantastisk, som den lyder, heller ikke at man dermed havde fritaget de forskellige landes Schalburgkorps for skyld , de havde jo i virkeligheden kun været en smule for tidligt ude, men det ideologiske fundament under dem fejlede ikke noget. Hvad den daværende danske regering gennem sin sanktion af frikorpsets indsats på Østfronten måske i al stilhed har indset for sig selv.

Konjunkturskift forekommer løbende, og under særlige omstændigheder – f.eks. en krig – kan de være voldsomme. De danskere, der meldte sig til kamp mod den spanske fascisme, var fra starten ugleset for ikke at sige inkriminerede. De gjorde noget, man ikke havde lov til, nemlig at blande sig i en anden nations krigeriske opgør – uanset hvad meningen med deres engagement ellers var.

Og her buldrer to holdninger på en interessant måde sammen: de danske Spaniensfrivillige blev straffet , da de vendte hjem til fædrelandet og efter kommunistloven i 1942 for de flestes vedkommende spærret inde i Horserød med klar udsigt til en tur sydpå i kz-lejr. De nazistiske frikorpsfolk (eller dem, der overlevede) vendte hjem omkring befrielsen og blev også straffet, skønt man havde lovet dem både pension og mulig forfremmelse i det danske militær.

Hvem man holder med og hvornår afhænger fuldkommen af konjunkturerne. Det er altid rart at have en snor med en klokke i, så man kan ringe, når fjenden kommer. Men hvem er fjenden, og måske er det bare en fugl, der har sat sig på snoren, når klokken kimer.

Ungareren Koestler var fra begyndelsen kommunist, og selv om han udgav sig for udelukkende at være reporter under udflugten til Spanien, kunne de fascistiske magthavere med en vis ret opfatte ham som en slags spion eller i hvert fald som erklæret antifrancist.

Et interview med Sevillas erobrer, den splitterskøre general Qiepe de Llano, som Koestlers engelske avis trykte, havde nær kostet ham livet, men ’demokratiske kræfter’ intervenerede internationalt og fik ham ud af klemmen. Det gjorde næppe Koestler til opportunist, men han udviklede sig hurtigt til én af de mest rabiate og uafviselige afslørere af sovjetisk terror og undertrykkelse. Nazismen var slem nok, men på den anden side af de brandenburgske sletter mod øst stod det langt værre til.

Der findes et megetsigende billede af to mænd, som på hver sine måde må kaldes emblematiske. Det forestiller kommunisten professor Mogens Fog, der på det tidspunkt, hvor billedet blev taget, var rektor magnificus ved Københavns universitet. Den anden elegante herre er Arthur Koestler, som er til stede for at få overrakt årets Sonningpris – for sit forfatterskabs utrættelige kamp for frihed og ret, må man gå ud fra. Fog var på det tidspunkt i endeligt opgør med betonkommunismen og sammen med Aksel Larsen i gang med at starte SF, selv begik Koestler med sine kone kollektivt selvmord få år efter.

De ting har ikke noget med hinanden at gøre, vil man påstå, men at der findes en sammenhæng, er svært at afvise. Med sin charme, sin intelligens og sit vid var Mogens Fog meget svær at komme uden om. Med Koestler forholdt det sig lidt på samme måde, man faldt for ham, damerne faldt for ham ligesom for Mogens Fog. Begge udstod de nazistisk tortur og sad buret inde med livet som indsats, begge blev de på en måde selv ofre for den rolle, de havde valgt at spille.

Den, der vandrer fra et særligt ideelt-ideologisk standpunkt til dets modsats, må af naturlige grunde miste noget af sig selv undervejs. Figuren indfanges af en uafrystelig tvetydighed, som det er umuligt at frigøre sig for, og tænk, hvad den – ikke mindst for Koestlers vedkommende – må have ført med sig af uønskede Wahlverwandtschaften, hele koret af verdensomspændende enøjede gribbe, der ikke kan rumme halvanden tanke inden i hovedet ad gangen, men må skræppe vildt ved den blotte mulighed for at være sammen med en person, der engang har trykket en kommunist i hånden.

Hvad man kan takke Mogens Fog og Arthur Koestler for, er, at de på hver sin måde og på hver sit tidspunkt indså, at der var en anden sandhed end den, de havde troet ubetinget på, og tog konsekvensen af deres indsigt uden selv at blive hverken enøjede, korrupte eller fascister.

På det punkt ligger det noget tungere i den aktuelle situation, som der kan være god grund til at kigge nærmere på.

I passet, hvor officeren sad med sin snor og sin klokke og ikke kunne holde fjenden på afstand, kører der nu biler og lastbiler med forsyninger og mennesker og mad. Spanien har sin anden socialistiske regering efter Franco, og selv om landet har store problemer med illegal indvandring og provinser, der ønsker at løsrive sig – først og fremmest Baskien – kæmper med inflation og stigende arbejdsløshed, så er det trods alt et sted, hvor modenheden i det politiske, høstet på baggrund af de bitreste erfaringer, er stor.

Man ved, hvad man mistede, og hvad man fik igen. Fupnumre forekommer her som alle andre steder, men tingene e