Herfra hvor jeg sidder, kan jeg bogstaveligt talt se det pas lidt sydøst for byen Antequera i Andalusien, hvor regeringstropperne ventede på general Francos oprørsstyrker under erobringen af Málaga. Det var i begyndelsen af den spanske borgerkrig fra 1936 til ’39. Arthur Koestler, der var taget til Spanien som korrespondent for en engelsk avis, aflagde sammen med en håndfuld kolleger den lille post et besøg, og en officer tog venligt imod, mens han fuld af optimisme spejdede efter fjenden, som han var helt sikker på kunne standses. Måske ikke af ham selv, men så af den styrke, der stod opmarcheret i bunden af passet, og som kunne kontaktes pr. telefon, når den første panservogn rullede op. Spanske telefoner – herunder sikkert også felttelefoner – har ikke altid været til at stole på, derfor havde bemeldte officer også sikret sig ved at lægge en almindelig snor med en klokke i den anden ende ned til det sted, hvor garnisonen stod, så han i givet fald kunne trække i snoren og aktivere klokken under et evt. telefonsvigt. Desværre satte fugle sig af og til for at hvile fødderne på snoren, og så ringede klokken også, selv om der slet ingen fjende var. Det gik, som enhver ved, som det gik, Franco kom, så og sejrede. Det gav Spanien fyrre år i det sorte hul, mens han var ved magten, og selv om han var en led fascist, tog den vestlige verden ham lidt efter lidt til sig, og det er ikke svært at få øje på triumfen i diktatorens smil, da han kan sætte sig sammen med en af Europas store befriere, general Dwight D. Eisenhower, i en åben limousine for at køre ned ad Gran Via i Madrid, mens folkemængden jubler. Det drejede sig om baser, og det drejede sig om realpolitik. Under den kolde krig delte fronten ikke demokrater og nazister, men demokrater og kommunister – derfor kunne man også uden at holde sig for næsen tage en gammel fascist under armen, hanke op i ham og gøre fælles sag med ham mod det store spøgelse i øst. Det kunne være sket tidligere, man havde faktisk været inde på tanken allerede ved afslutningen af Anden Verdenskrig: måske burde man beholde støvlerne på og sammen med resterne af den tyske værnemagt marchere i retning af Moskva, for én gang for alle at få has på bolsjevikkerne. Tanken er ikke så fantastisk, som den lyder, heller ikke at man dermed havde fritaget de forskellige landes Schalburgkorps for skyld , de havde jo i virkeligheden kun været en smule for tidligt ude, men det ideologiske fundament under dem fejlede ikke noget. Hvad den daværende danske regering gennem sin sanktion af frikorpsets indsats på Østfronten måske i al stilhed har indset for sig selv. Konjunkturskift forekommer løbende, og under særlige omstændigheder – f.eks. en krig – kan de være voldsomme. De danskere, der meldte sig til kamp mod den spanske fascisme, var fra starten ugleset for ikke at sige inkriminerede. De gjorde noget, man ikke havde lov til, nemlig at blande sig i en anden nations krigeriske opgør – uanset hvad meningen med deres engagement ellers var. Og her buldrer to holdninger på en interessant måde sammen: de danske Spaniensfrivillige blev straffet , da de vendte hjem til fædrelandet og efter kommunistloven i 1942 for de flestes vedkommende spærret inde i Horserød med klar udsigt til en tur sydpå i kz-lejr. De nazistiske frikorpsfolk (eller dem, der overlevede) vendte hjem omkring befrielsen og blev også straffet, skønt man havde lovet dem både pension og mulig forfremmelse i det danske militær. Hvem man holder med og hvornår afhænger fuldkommen af konjunkturerne. Det er altid rart at have en snor med en klokke i, så man kan ringe, når fjenden kommer. Men hvem er fjenden, og måske er det bare en fugl, der har sat sig på snoren, når klokken kimer. Ungareren Koestler var fra begyndelsen kommunist, og selv om han udgav sig for udelukkende at være reporter under udflugten til Spanien, kunne de fascistiske magthavere med en vis ret opfatte ham som en slags spion eller i hvert fald som erklæret antifrancist. Et interview med Sevillas erobrer, den splitterskøre general Qiepe de Llano, som Koestlers engelske avis trykte, havde nær kostet ham livet, men ’demokratiske kræfter’ intervenerede internationalt og fik ham ud af klemmen. Det gjorde næppe Koestler til opportunist, men han udviklede sig hurtigt til én af de mest rabiate og uafviselige afslørere af sovjetisk terror og undertrykkelse. Nazismen var slem nok, men på den anden side af de brandenburgske sletter mod øst stod det langt værre til. Der findes et megetsigende billede af to mænd, som på hver sine måde må kaldes emblematiske. Det forestiller kommunisten professor Mogens Fog, der på det tidspunkt, hvor billedet blev taget, var rektor magnificus ved Københavns universitet. Den anden elegante herre er Arthur Koestler, som er til stede for at få overrakt årets Sonningpris – for sit forfatterskabs utrættelige kamp for frihed og ret, må man gå ud fra. Fog var på det tidspunkt i endeligt opgør med betonkommunismen og sammen med Aksel Larsen i gang med at starte SF, selv begik Koestler med sine kone kollektivt selvmord få år efter. De ting har ikke noget med hinanden at gøre, vil man påstå, men at der findes en sammenhæng, er svært at afvise. Med sin charme, sin intelligens og sit vid var Mogens Fog meget svær at komme uden om. Med Koestler forholdt det sig lidt på samme måde, man faldt for ham, damerne faldt for ham ligesom for Mogens Fog. Begge udstod de nazistisk tortur og sad buret inde med livet som indsats, begge blev de på en måde selv ofre for den rolle, de havde valgt at spille. Den, der vandrer fra et særligt ideelt-ideologisk standpunkt til dets modsats, må af naturlige grunde miste noget af sig selv undervejs. Figuren indfanges af en uafrystelig tvetydighed, som det er umuligt at frigøre sig for, og tænk, hvad den – ikke mindst for Koestlers vedkommende – må have ført med sig af uønskede Wahlverwandtschaften, hele koret af verdensomspændende enøjede gribbe, der ikke kan rumme halvanden tanke inden i hovedet ad gangen, men må skræppe vildt ved den blotte mulighed for at være sammen med en person, der engang har trykket en kommunist i hånden. Hvad man kan takke Mogens Fog og Arthur Koestler for, er, at de på hver sin måde og på hver sit tidspunkt indså, at der var en anden sandhed end den, de havde troet ubetinget på, og tog konsekvensen af deres indsigt uden selv at blive hverken enøjede, korrupte eller fascister. På det punkt ligger det noget tungere i den aktuelle situation, som der kan være god grund til at kigge nærmere på. I passet, hvor officeren sad med sin snor og sin klokke og ikke kunne holde fjenden på afstand, kører der nu biler og lastbiler med forsyninger og mennesker og mad. Spanien har sin anden socialistiske regering efter Franco, og selv om landet har store problemer med illegal indvandring og provinser, der ønsker at løsrive sig – først og fremmest Baskien – kæmper med inflation og stigende arbejdsløshed, så er det trods alt et sted, hvor modenheden i det politiske, høstet på baggrund af de bitreste erfaringer, er stor. Man ved, hvad man mistede, og hvad man fik igen. Fupnumre forekommer her som alle andre steder, men tingene er til diskussion – i den politiske sektor ofte i timevis og med fuld offentlig indsigt. Ve den, der kommer med kosten og vil bruge det gamle gulvtæppetrick, og ve den, der prøver at manipulere sandheden. Det kostede de konservative regeringsmagten, da man efter terrorangrebet på Atocha-banegården prøvede at tørre skylden af på ETA (og dermed socialisterne, som man påstod ikke gjorde nok for at dæmme op for forbrydelserne), men sandheden ville frem, og den pegede entydigt på al-Qaeda og Co. I Danmark er problemerne ikke så presserende, hvad attentater og blodsudgydelser angår, til gengæld er svarløsheden udviklet til det fuldkomne. Den, der stiller et spørgsmål i politisk sammenhæng i dag, får i det højeste en grødet mumlen til svar. Hvis man f.eks. spørger, hvorfor Danmark har en aktivistisk udenrigspolitik, får man at vide, at det er, fordi landet og landets regering er indstillet på til enhver tid at forsvare demokratiet og indføre det, de steder hvor man ikke har demokrati. Det lyder tydeligt og klart, men lytter man nærmere efter, er der tale om tøndebuldren. Jeg vil strække mig så vidt som til at mene, at det er muligt, statsministeren selv tror på, hvad han siger – men det må trods alt have krævet selvovervindelse. Derfor også de manglende svar på alle mellemregningerne: Vidste Anders Fogh Rasmussen, at Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, da han opfordrede Folketinget til at sanktionere dansk deltagelse i Irakkrigen, eller var det bare noget, han sagde, fordi den amerikanske præsident havde sagt, at det gjorde Saddam Hussein? Har alle svar ikke siden haft karakter af et afhængighedsforhold til USA under det nuværende styre, som gør en almindelig stillingtagen for en demokratisk sindet borger næsten umulig? At det lykkes George W. Bush at bilde en del af den amerikanske befolkning ind, at den amerikanske tilstedeværelse (og mordet på mindst 100.000 civile irakere i den forbindelse) udelukkende handler om indførelsen af demokrati – og ikke herredømmet over nogle af verdens rigeste olieforekomster – er det forståeligt ud fra den viden, man har om, at intet er så let at kildre og ophidse som den nationale selvopfattelse, der gerne svulmer ved tanken om æren på slagmarken og indfrielsen af de nobleste løfter. Anders Fogh Rasmussen må have kysset præsidentkandidat James McCain på begge kinder, da han forleden udtalte, at det var godt, man havde knust Saddam Hussein, for tænk, hvor mange masseødelæggelsesvåben han ville have kunnet fremstille, hvis han var blevet efterladt i live skrævende over de rigeste olieforekomster i verden! Spørger man George W. Bush – og for den sags skyld AFR – om de på stedet kan opremse alle de slyngelstater, de kan komme i tanke om, ville der nok være et øjebliks usikkerhed, men én ting ville man ikke være tvivl om: De stater, der pusler med tanken om at få deres egen atombombe, er banditter og må slås ned som gale hunde. Iran f.eks. Spørger man naivt og med fingeren i munden genert, hvorfor det er o.k., at Israel har et lager af atombomber, og Indien støttes ivrigt i frembringelsen af flere a-bomber, end landet for øjeblikket er i besiddelse af, vil man blive set på med undren: Enten må man være antisemit eller antiamerikaner eller antidansker eller antidemokrat, for hvordan kan man dog spørge så uforskammet dumt og provokerende? Fornemmelsen af, at den slags spørgsmål er upassende, virker udbredt. Moralsk indignation af en bestemt art er ikke en vogue i Danmark – hvor man ellers er så moralske, at det indimellem er til at brække sig over. Men jeg bekender min moralske afsky og forargelse over at være borger i et land, som ved at holde hånden under de siddende magthavere gennem en snart lang årrække har været med til at sanktionere folkemord, tortur og hundredsytten måder at gradbøje menneskerettighederne og de internationale humanitære konventioner på. Det er, som om man i det hellige demokratis navn har indstillet sig på, at selv forbrydelser kan sanktioneres, bare et så usikkert begreb som ’frihed’ er hængt op som gulerod for enden af pisken eller geværløbet. Og lad os så være ærlige: Synes de fleste danskere ikke inderst inde, at jo flere af de satans MUHAMEDANERE man får aflivet fjernt fra Danmark og Idrætsparken og Tivoli og Den Lille Havfrue desto bedre? Ikke mindst hvis vi slipper for deres tilstedeværelse her. Den lille mand med snoren i det andalusiske pas under borgerkrigen havde selvfølgelig ikke en chance. Han faldt som tusinder af andre på vagt for demokratiet, og ingen kom hverken ham eller det til undsætning – måske lige bortset fra en flok forvildede tosser, der til sidst måtte luske hjem med halen mellem benene for at blive modtaget med mistro, ja måske endda foragt, i hvert fald fængselsstraf. Konjunkturerne skifter, som sagt, og lige nu bekæmper vi en usynlig fjende med god samvittighed ved at slå levende mennesker ihjel. Det har været bon ton siden Anden Verdenskrig i Vietnam, i det fhv. Jugoslavien og nu i Irak og Afghanistan. Belært af erfaringen er regeringen og Folketinget blevet klogere. Kampen for demokrati og frihed må aldrig hvile, og man bør ikke have særlige forbehold, når det gælder midlerne for at opnå, hvad man har sat sig i hovedet. Derfor har Danmark nu en aktiv udenrigspolitik, og intet bliver nogensinde som efter det traumatiske 1864 og den skændige 9. april 1940, vi i så mange år har måttet trækkes med. Mener man ikke det, er det, fordi man er dum eller noget endnu værre.