0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kvinders kamp i Kabul

Vi mødte Yasmin og Mariam i Afghanistan. De vil gerne skabe en fremtid for sig selv og for Afghanistan. De er afhængige af de udenlandske styrkers beskyttelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Livethar ikke været let for de to væversker Yasmin og Mariam, som begge har været ofre for Talebans tyranni i Afghanistan.

Fra burkaklædt landarbejder og hjemmegående husmor er de to kusiner gået gennem hårde tider under Taleban for nu at være partnere i egen virksomhed. Livet igennem har Afghanistans sikkerhedssituation gjort dagligdagen vanskelig for de to kvinder og skabt en utryghed, som stadig er nærværende trods de udenlandske styrkers forsøg på stabilisering.

1. september 2001 blev startskuddet til en international kamp for at vælte Taleban fra deres magtposition i Afghanistan, og siden hen har militære styrker fra hele verden været tilstedeværende i landet. Målet for ISAF (International Security Assistance Force) – herunder Danmarks tilstedeværelse – at hjælpe den afghanske regering at tilvejebringe sikkerhed og stabilitet i landet for derigennem at skabe mulighed for genopbygning og effektiv regeringsførelse.

Det oprindelige motiv for at engagere sig i Afghanistan var dog klart fra amerikansk side: Det var en krig mod terrorisme. Derfor er det nærliggende at se den nuværende militære indsats som farvet af en egoistisk krigsførelse med det hovedformål at stoppe terrorismen i at rykke nærmere den vestlige verden, og dette med et stigende antal civile ofre.

Som dansker kan tabet af vores egne soldater skabe tvivl om, hvorvidt den såkaldte ’krig mod terror’ bringer noget godt med sig? Taleban har over den sidste årrække formået at tilrane sig stadig mere magt, hvilket kan få den militære indsats til at synes tilnærmelsesvis håbløs.

Vi erfarede gennem mødet med Yasmin og Mariam, at nok bunder ISAF’s tilstedeværelse i det oprindelige formål at beskytte den vestlige verden mod terrorister, men samtidig beskytter styrkernes indsats nu disse kvinder mod de selv samme terrorister. I stedet for at fokusere på negative aspekter af Vestens krig mod terror, vil vi fortælle om soldaternes positive indflydelse på de lokales sikkerhed i hovedstaden Kabul gennem Yasmin og Mariams historier.

Som antropologistuderende fik vi i marts mulighed for at studere forholdene i Afghanistan under en måneds ophold i landet. Vi satte os for at undersøge situationen for de kvinder, som trodser samfundets normer og modsætter sig dets kvindeideal. Kusinerne Yasmin og Marian er to sådanne kvinder. De er begge væversker og arbejder med egen selvstændig virksomhed i Kabul, hvor de tager imod bestillinger udefra, samt tjener penge ved at undervise andre kvinder i håndværket. Kusinerne er stolte af deres selvstændighed som arbejdende kvinder og stolte over at kunne give andre kvinder nogle færdigheder, der ligeledes vil give dem mulighed for at arbejde.

Da Talebanregimet faldt i 2001, fik afghanske kvinder lovmæssigt ret til både uddannelse og arbejde. Det er en glædelig udvikling, hvis man – som vi ser ligestilling mellem kønnene som et ideal værd at stræbe efter. Men det er i praksis svært for de afghanske kvinder at benytte sig af deres nyvundne rettigheder, bl.a. fordi mange hverken besidder akademiske eller håndværksmæssige færdigheder. 87 procent af den kvindelige befolkning er analfabeter. Ydermere dikterer den gængse holdning blandt befolkningen, at kvindens plads er i hjemmet. En forestilling, der i en by omringet af krigszoner er med til at gøre det usikkert for kvinder i Kabul at træffe frie valg.

Første gang vi interviewer Yasmin og Mariam, møder vi dem i deres undervisningslokale, et lille rum på 12 kvadratmeter, hvor der på det store bord i midten af lokalet ligger smukt vævede tæpper spredt ud. Vi bliver mødt med åbenhed og varme og hilst hjertelig velkommen med et ’salam alaikum’. Kusinerne går i vestligt tøj – cowboybukser og cardigan. Omkring håret er slynget smukke pashmina-tørklæder, der bevidst og moderigtigt er placeret langt nok tilbage på hovedet til, at det forreste af håret blottes. Et lille, men åbenlyst tegn på deres oprør. De byder os indenfor, klapper et par stole ud, og skænker os te. Kort efter sidder vi alle omkring bordet i varmen fra deres petroleumsovn, og er klar til interview. Én fortælling kommer især til at præge samtalen – og bliver i vores tanker fremover. Det er Yasmins beretning om sit liv i Afghanistan under Taleban.

De første år under Talebanregimet boede Yasmin i hovedstaden Kabul med sin mand og deres lille datter. De levede under ringe kår med kun mandens indtægt fra en lille limonadebod. Gradvist blev Yasmin mere og mere frustreret over sin nyttesløshed derhjemme, og da det kom hende for øre, at en fransk ngo tilbød kvinder hemmeligt arbejde, greb hun derfor prompte chancen. Hun skulle væve for organisationen, som efterfølgende smuglede hendes håndværk videre til Pakistan, hvor det blev solgt. Yasmin udviste den største diskretion og påpasselighed omkring arbejdet, men alligevel fik nogen færten af hendes ulovlige foretagende. En dag, da Yasmin kom på arbejde, mødte en talebaner hende i døren, og hun blev arresteret og fængslet. Dette var i 2001. Hendes mand og datter blev, på grund af deres tilknytning til Yasmin, ligeledes arresteret; hendes mand blev sat i en separat fængselsafdeling for mænd, hvorimod Yasmin og deres 6-årige datter blev stuvet ind i kvindesektionen, et lille rum med al for trang plads til de omkring tohundrede fanger. Hun havde sat sig selv og sin familie i en næsten uudholdelig situation.

Yasmin var på dette tidspunkt gravid i tredje måned med sit andet barn, og hun frygtede for sit ufødte barn såvel som sin datter, sin mand og sin egen skæbne. I fængslet kom der dagligt en kvinde og belærte dem om den talebanske fortolkning af islam, fortæller Yasmin, og begynder at vifte med pegefingeren alt imens hun imiterer kvinden fra fængslet: ’Kvinder må ikke se mænd eller snakke med mænd, kvinders hænder og fødder må ikke være synlige, pigebørn må ikke gå i skole, for der lærer man slemme ting’.

Yasmin havde lige fra starten været klar over, at det var et livsfarligt foretagende, hun havde begivet sig ud i, og nu måtte hun bøde. Efter fire måneder i fængslet, fik hun en dyster melding: hendes forbrydelse skulle straffes. Efter 16 dage skulle hun og hendes familie henrettes. Hendes ufødte barn ville end ikke få en chance for at kæmpe for livet.

Da skete det uventede. Tolv dage efter Yasmin fik besked om familiens dødsdom, begyndte bomberne at falde over Afghanistan. Taleban blev fordrevet – og alle fængselsindsatte frigivet. En ny chance for at leve, følte Yasmin, og endelig også en mulighed for at skabe et værdigt liv for sig selv og sin familie. Yasmin blev i Afghanistan, og da kusinen Mariam kort efter vendte hjem efter sit eksil i Pakistan, startede de to deres vævervirksomhed sammen.

Et par dage efter besøger vi kvinderne igen og hilser med de traditionelle kindkys, som gives mellem venner: et på højre kind, et på venstre og et på højre igen. Denne gang er det Mariam, der fortæller om sit liv under Taleban. Mariam ser sig selv som heldig, fordi det lykkedes hende at flygte til Pakistan.

Inden Taleban overtog magten i Afghan