I min tid har jeg rykket det personlige cirkus op syv gange og sat teltpælene ned et andet sted. Skønt jeg hver gang har gjort det frivilligt, har det ikke altid flyttet mig til noget bedre, underforstået større eller mere luksuriøst. Jeg har således boet femogtyve år af mit liv i en to værelses lejlighed, først som barn, senere som voksen. Dejlige år, som jeg ikke vil bytte med noget. Men hver gang jeg flyttede, opdagede jeg, at jeg mistede noget. Jeg opdagede det ikke umiddelbart. Erkendelsen dukkede først op senere. Jeg taler om tabet af dét, vi så hensynsløst kalder for døde ting, det, som forsvinder i flytterodet, eller det, som af forskellige årsager ikke passer til det nye sted. Selv de gange, hvor jeg flyttede til flere kvadratmeter, smed jeg noget væk. Det er muligvis vederlaget, man betaler for sin rastløshed. Selv om jeg ikke lider af rengøringsvanvid eller opfatter mig selv som specielt tjekket, har jeg alle dage været hurtig på aftrækkeren, når der skulle smides ud. Specielt under flytninger. Det er vel en del af selve bevægelsen, at man fornyer sig og skiller sig af med - ikke bare det gamle ham - men også ting, som vender blikket bagud. Man vil jo gerne bidrage til et samfund, som baserer sin vækst på brug og smid væk. Jeg husker for mange år siden, hvor jeg havde bestilt for få flyttekasser - mit indbo var ikke stort - dog for stort til flyttekasserne, hvis antal kom til at bestemme, hvad jeg tog med til det nye sted. Således forsvandt der hele tiden noget. Tredive år senere står man tilbage med en erindring, rettere en idé om tingenes tilstand, som man ikke kan bruge til noget. Det, som er smidt ud, er jo uigenkaldeligt borte, og for nogle af disse tings vedkommende fylder deres fravær mig med vemod. Således husker jeg en bestemt lænestol i mit barndomshjem – uopskåren mekka – som min far var specielt glad for. Her, sagde han, synker jeg tilbage i mindernes dyb. Hvad det så end betød. Min mor så anderledes på det, og en dag faldt det ord, som gjorde stolen mere falmet end den i forvejen var. Min mor sagde, at lænestolen var udskiftningsmoden. Ugen efter var den væk. Hjemme hos os bor vi fire mennesker fordelt på tre etager. Af en eller anden grund fylder vi mere og mere. Forklaringen – synes man – giver sig selv. Men gør den nu også det? Huset bliver i hvert fald mindre og mindre. Da vi for seksten år siden rykkede ind, syntes vi ejendommen var uoverskuelig. Nu må vi jævnligt afholde en S.L.U.-dag for overhovedet at kunne være der. S. L. U. står for Smid Lortet Ud. Oprydningen er såre nødvendig, eftersom fire mennesker når at samle meget sammen på et par år, tænk bare på, hvad børnene skraber sammen til jul. Langt det meste er bogstavelig talt engangslegetøj. Lissom visse beklædningsgenstande aldrig når at se en vaskemaskine, men ligger år efter år i klædeskabet og venter bare på S.L.U-dagen. Tøjet sender vi ned til Frelsens Hær. Resten køres på genbrugspladsen, hvor det aldrig bliver genbrugt, men makuleret. Jeg har altid været den mest nidkære, når vi havde de store S.L.U-dage, og skønt jeg noterede mig, at familiens kvindelige medlemmer ikke besad den samme smid-ud-iver, så var jeg hård og ubønhørlig og fyldte bagagerummet med mølædte bamser, halvelektroniske robotter og de beskæmmende resultater af fire menneskers fuldkommen overflødige impulskøb. (Jeg ved naturligvis, at kvinder ikke smider noget ud, som de ønsker at gemme.) Det er imidlertid ikke sandt, at kun lommeuld kommer af sig selv, meget nutidigt bras kommer også af sig selv, og synes mærkeligt nok at formere sig med årene. Dog – på det seneste er jeg begyndt at være knapt så effektiv med affaldsposerne. Ikke fordi man bliver blød med alderen – jo, det gør man, men ikke på dén måde – men fordi, det går op for én, at også ting har en eksistensberettigelse. Det har ikke noget med markedsværdien at gøre. Tingenes værdi finder man først frem til, når de er væk for good. Jeg advokerer ikke for at gemme på defekte cykler, hjemmelavede askebægre eller nuttede børnetegninger, skønt vi har en del kunstværker signeret med usikker hånd. Og jeg savner ikke min turkisfarvede lædersofa eller min gamle vinterfrakke fra Leicester Square. Der er meget, jeg ikke savner. Det, jeg savner, er de ting, som var så tilpas overskuelige, altså fysisk små, at man godt kunne have taget dem med, da man rykkede teltpælene op. Jeg mener, den nubrede blyantspidser fra 3b på Brønshøj Lille Skole fyldte jo ikke noget. For slet ikke at tale om blyanten. Hvad skulle man med dén i dag, hvor ingen mennesker skriver med blyant? Kigge på den. Veje den i hånden. Undre sig over den. Bruge den som korridor og fremkaldervæske. Jeg er sikker på, at den – hvis jeg havde haft den endnu – havde gemt på en lugt, som ikke findes mere. Her kunne man også nævne min fars grønne lænestol i uopskåren mekka, hvor jeg kunne have siddet hver eftermiddag i mindernes dyb. Således nærmer vi os sandheden om livets rekvisitter, idet de tilhører en uvurderlig del af en rekonstruktion, som skaber sammenhæng i et menneskes liv. En nær ven og kollega, hvis navn jeg ikke vil nævne og som på alle andre måder er et udmærket menneske, har det til fælles med min hustru, at de samler på souvenirs fra rejser. Det kan være småting fra en særlig god restaurant eller en ’detalje’ fra hotellet. Kollegaen og min hustru er ret åbne for ikke at sige frimodige angående deres samlermani, og når vi mødes for at gå ud at spise, har de frakker på med unaturligt store lommer. Nu kunne man jo tro, at det var noget, de rodede med i dølgsmål, men det er helt forkert. Jeg vil gå så vidt som til at påstå, at de er stolte af deres ’trofæer’. Min ven har sågar et håndklæde fra et tysk hotel, hvorpå der står mitgenommen. Han viser det frem med faglig stolthed. Jeg synes, det er utilstedeligt. Og skal sandheden endelig frem, har det været svært for undertegnede, når hustruen og kollegaen lavede en joint venture under opholdet i Paris/London/Rom/Istanbul/New York eller Hanoi, hvor jeg forsøgte at overtale dem til at lade vandglassene, saltbøssen for ikke at tale om den blomstrede sofa blive i lobbyen. På afrejsedagen har jeg sågar forsøgt at agere tolder, i håbet om at forhindre de sindrige planer, vel vidende, at mine anstrengelser, kun har sat ransmændene yderligere op. Jeg er ikke specielt moralsk hvad angår saltbøsser, men mit nervesystem er ikke bygget til rapseri. Jeg forstår det simpelthen ikke. Dog dæmrer det nu. Måske er disse to udmærkede mennesker – som vistnok er lovlydige i andre sammenhænge – ikke skruppelløse småtyveknægte, men samlere. Mennesker, som i modsætning til mig, kan se en værdi i dimser. Rent bortset fra, at det med garanti er et helt andet kick, de får ud af det. Personligt bruger jeg mere og mere tid på at reflektere over ting, som jeg burde have taget med mig på livets fodrejse. Og det er ikke nødvendigvis at tegn på gryende senilitet, eftersom min syttenårige datter har det på samme måde. Af angst for at synke ned i nostalgiens hængedynd, nævner jeg ikke min første skrivemaskine – ej heller den taburet, jeg sad på, da jeg skrev den bog, som et venligt forlag til sidst besluttede at udgive. Disse ting er definitivt væk og fred være med dem. Jeg taler om min dagbog fra første real, hvor jeg bad til Gud om tirsdagen og bad Ham gå ad helvede til om torsdagen. Tankerne går ligeledes til en lille plastiksoldat i hvidt Panamatøj, som imange år var en talisman for mig, eftersom han i al hemmelighed lå under min hovedpude, selv da jeg var blevet for gammel til den slags. Og hvad med muslingeskallen, som jeg fik af en pige på Hven, som et tegn på hendes kærlighed. Vi var fjorten år og det hele var en smule akavet, og muslingeskallen endte på bunden af Øresund. Hvilken hensynsløshed. Hvad tænkte jeg dog på? Og hvor er panamasoldaten blevet af? Jeg mener, plastik nedbrydes jo ikke, med mindre nogen har smeltet soldaten om. Dog – af alle døde ting savner jeg mest det lille ekstremt kulørte billede af Burt Lancaster – eller Kurt Langkaster som han hed i Brønshøj. Man samlede på den slags tyggegummifanbilleder omkring 1960. De fleste samlede på Elvis Presley og Brigitte Bardot. Jeg samlede ikke, eftersom jeg havde fået det billede, jeg ville have, nemlig dét af Burt Lancaster, eftersom det var billedet af drømmen om den ultimative luksus stanset ud i fem gange tre cm. Mere behøver man ikke for at definere en tiårig drengs fuldstændig korrekte opfattelse af det uopnåelige. Tænk om man havde det billede i dag. I min fjerne omgangskreds findes der mennesker, som har valgt at gå den modsatte vej, læs: ikke at skifte ud. Mennesker, hvis hjem er indrettet som et nationalmuseum, et sted hvor tiden har stået stille, siden de i tidernes morgen bar chatollet, hjørnesofaen og bornholmeren ind. Skønt jeg ofte har undret mig, misunder jeg dem en lille smule. Har jeg så slet ikke gemt noget? Jo, det har jeg. Mit bedste eksempel er en Timberlandskjorte, som er så ældgammel, at den er blevet moderne igen. Huset, jeg bor i er fra 1939. Store gode rum med en – synes vi selv – rar atmosfære. Året, huset blev bygget i, har vi ikke noget forhold til, men tiden fornægter sig ikke, for når vi spiller musik fra trediverne og fyrrerne, passer pengene. Rummene folder sig ud og swinger med. Man kan ligefrem se det gamle tapet, de blomstrede gardiner, vendetæpperne og de tobaksbrune lofter. Tingene har en valør, selv ragelset. Meget af det ender i kælderen eller på loftet. Som dreng gik jeg ofte op på loftet for at sidde under det skrå vindue og stirre på månens indadvendte ansigt, mens jeg snuste til min fars gamle bøger, som gemte på støv fra ruder konges tid. Er man heldig, har man et sommerhus, som for mange er det ideelle sted at anbringe det, man ikke gider se på mere. Her står den skævbenede skrivepult, som engang blev afsyret og som i halvfjerdserne skulle males lilla, og her finder jeg fotografier, som ellers ville være kasseret – de fleste med god grund. I redskabsskuret hænger sågar et korkbælte fra dengang, man skulle vente en time med at gå i vandet, efter man havde spist. Redskabsskuret udgør endestationen, rettere tingenes sidste asyl inden lossepladsen. Her hviler resterne af en sommerfugl, som min datter fandt for tretten år siden og bisatte i et sennepsglas. Hvilket får mig til at tænke på Tut Ankh Amon. For da Carter og Carnavon i november 1922 nåede ind i den inderste skakt og fandt det berømte gravkammer og åbnede sarkofagen, fandt de ikke bare den purunge farao, men den rørstok, som han havde skåret en dag, han spadserede ved floden. Den harpiks og de duftende salver, han holdt allermest af – samt rent undertøj, kurve med knægtens yndlingsmad, en flitsbue og en lok af hans bedstemors hår. Dét – altså rekvisitterne og ikke mumien – må have været et ufatteligt boost for de to berømte gravrøvere, og jeg ville give min gamle rejsegrammofon for at have været til stede. Vores genbo er en ældre dame, som er kommet i vores hus, da hun var barn. En dag sagde hun til mig, at hun og hendes veninde havde gemt et par hønseringe bag panelet i spisestuen. Jeg hentede kobenet og fjernede panelet og frem kom syv blege hønseringe anno 1946. Nu vidste jeg, hvordan lord Carnavon havde det, da han fandt grav nr. 62. Jeg vil ikke påstå, at tiden stod stille, som den gjorde hin novemberdag i Kongernes dal, men pludselig havde genboen og jeg fundet et par af de unikke rekvisitter, som udgør en nødvendig stafet. Og i modsætning til Carter og Carnavon besluttede vi at lade hønseringene blive, hvor de var. Den unge Tutankhamon flyttede ikke frivilligt. Personligt tror jeg, at han blev myrdet. I denne sammenhæng er det ligegyldigt. Men de gamle egyptere vidste, at det handler om at tage noget med. At alliere sig med det banale. At anerkende dets betydning i et rastløst liv. Det, som siger mest om tiden, der forsvandt, er det, som er lavet til nuet. Så lad være at smide det hele ud. Gem noget. Mangler man plads, kan man jo altid arkivere det bag et panel.