Alle partier på Københavns Rådhus har store ambitioner for lærere og elever i den københavnske folkeskole.

96 dage inde i den nye valgperiode kunne politikerne fra SF til DF præsentere det store forlig, ’Faglighed for alle’, der er en sammenhængende plan for at styrke fagligheden, trygheden og integrationen i den københavnske folkeskole. Vi har vovet at proklamere, at vi vil have landets bedste folkeskole og med ’Faglighed for alle’ viste vi, at der er politisk dækning for ambitionerne. Men siden sidste forår er skeletterne væltet ud af skabe og skuffer: ’Pengekaos på Rådhuset’ ... ’Massive svigt i københavnsk forvaltning’ ... ’Økonomisk kaos giver kæmperegning’ ... ’Skoleforvaltning praktiserede klappe kage-økonomi’ har overskrifterne lydt i de landsdækkende aviser. Vi arvede et kaos fra den gamle forvaltning, der har efterladt Københavns børn og unge med en gæld, der ved årsskiftet 2007 rundede en halv milliard kroner. Det har taget mange år at skabe så stort et rod, men nu rydder vi op. Direktionen er skiftet ud, og vi er i fuld gang med en gennemgribende økonomisk og organisatorisk genopretning. ’Faglighed for alle’ lever, og lige så bred politisk opbakning, der er til de ambitiøse reformer i forliget, lige så stor er den politiske vilje heldigvis til at få vendt bøtten og startet på en frisk og skabt en ny, hypermoderne forvaltning. Nu er tiden kommet til at nytænke hele strukturen for folkeskolerne i København, og jeg håber, at de københavnske politikere igen vil vise mod, for det er der virkelig brug for. Vores forgængere har efterladt os et organisatorisk og økonomisk rod, der stikker så dybt, at skuden ikke er vendt med enkelte lappeløsninger og nye økonomistyringssystemer. Både kulturen og strukturen skal ændres, og det kan kun ske i ét samlet hug. København har i dag 65 almindelige folkeskoler med i alt 32.000 elever. Mange af skolerne er forholdsvis små med 200-400 elever, og det giver os en række problemer, både fagligt og økonomisk. Det er svært at tiltrække nok dygtige ledere og lærere, og mange af de små enheder umuliggør et stærkt fagligt miljø inden for de enkelte fag – og de mange mindre skoler gør samlet set de københavnske folkeskoler dyrere end i resten af landet, uden at det kan måles på en tilsvarende højere kvalitet. Min vision er, at vi skal i gang med at lægge skoler sammen og bygge helt nye skoler. Splinternye bygninger med nye faglokaler, nye klasseværelser, større idrætsfaciliteter og bedre legepladser. Skolerne skal i snit kunne rumme 500-600 elever, som er den ideelle størrelse ifølge flere undersøgelser og anbefalinger. Med det elevtal kan vi få et rigeligt udbud af valgfag til eleverne og sikre, at lærerne får flere kolleger til at skabe et stimulerende fagligt miljø. Lærernes mulighed for at specialisere sig vil løfte undervisningens kvalitet. Vi kan måske også sikre en specialklasse på skolerne. Og når man som elev og lærer begynder på en helt ny skole i funklende nye omgivelser, så ændrer kulturen sig helt automatisk. Steder, hvor nederlagsstemningen har bidt sig fast, og hvor den fysiske nedslidning for længe har tæret på gejsten hos både lærere og elever, bliver der mulighed for at skrive en helt ny historie. Eksperter fra Danmarks Pædagogiske Universitet og Kommunernes Landsforening peger på flere positive gevinster med større skoleenheder end de helt små, vi har i København. Børne- og Ungdomsudvalget har allerede haft de første indledende diskussioner. En arbejdskonference i slutningen af maj accelererede processen yderligere med at skabe en helt ny skolestruktur i København, og forudsætningen for, at projektet bliver en succes, er, at vi tidligt får inddraget både lærerne, lederne, eleverne og deres familier, foreninger og organisationer. Vi vil have faglighed og effektivisering til at gå hånd i hånd, og med den her Kronik vil det forhåbentlig lykkes at få startet en spændende debat blandt de mange aktører i den københavnske folkeskole til inspiration også for de mange andre kommuner i landet, hvor man lige nu sysler med samme planer. Holdninger og synspunkter vil der uundgåeligt være mange af, også modstridende af slagsen, og derfor skal vi have en reel demokratisk proces i den kommende tid, inden vi politisk slår søm i en flerårig plan ved budgetforhandlingerne efter sommerferien. Det allervigtigste formål med projekt superskoler er naturligvis, at vores elever får en sjovere og fagligt mere inspirerende skoledag. Vi vil have en faglig skole med moderne rum for læring. Erfaringerne viser, at det sjældent er eleverne, der opponerer mod større skoler, der giver flere venner og flere kærestemuligheder. Det er sjovere at holde idrætsdag, hvis der er flere klasser at spille kamp imod, og det er spændende at få lov at lave tværfaglige projekter med andre elever end dem, man til daglig deler klasse med. En af de mest velfungerende skoler i København, Peder Lykke Skolen på Amager, er samtidig også byens største, og ligesom den skal de nye og større skoler også afdelingsopdeles, så man får flere mindre enheder inden for en fælles organisatorisk ramme. På den måde bevarer man nærheden, så både elever og forældre oplever skolen som tryg. I ’Faglighed for alle’ er der allerede en række initiativer, der skal give eleverne en tryggere hverdag i den københavnske folkeskole, blandt andet gårdvagtsteam, kurser i klasseledelse og elevkonfliktmæglere. Praktisk er der desuden flere muligheder for at tilrettelægge skoledagen, så en stor skole også kan være en hyggelig skole. Hvem siger f.eks., at samtlige elever skal have spisefrikvarter på nøjagtig samme tidspunkt? Et af de største problemer med de små skoler er som allerede nævnt, at der ikke er nok linjefagsuddannede faglærere og valgfag til at skabe det blomstrende undervisningsmiljø, der skal løfte fagligheden og få bugt med nedslående PISA-resultater. I fremtiden bliver det en kamp at tiltrække dygtige lærere, og de vil typisk ikke finde det fagligt udfordrende at søge job på de mindste skoler. Større enheder giver også mere fleksibilitet, når der skal dannes klasser og hold. Med flere elever på en årgang er der muligheder for at lave midlertidige hold på baggrund af køn, faglighed og interesse. Hvis man så senere står i den situation, at klasser skal lægges sammen på grund af udsivning, så er der allerede skabt venskabsbånd på kryds og tværs af de traditionelle klasser. Den usikkerhed, som mange elever i dag oplever ved sammenlægninger, bliver minimeret. Et andet argument for større skoler er netop at undgå udsivning blandt de ældste elever, der typisk får lyst til at skifte miljø og få flere udfordringer. Større enheder vil give os mulighed for at skabe de spændende og stimulerende ungdomsmiljøer på skolen, så vi holder på de ældste elever og endnu bedre: giver dem lyst til at fortsætte i ungdomsuddannelserne efter folkeskolen. Større skoler vil være attraktive for eleverne, for lærerne – og også for lederne. Med ’Faglighed for alle’ er vi lige nu i gang med at etablere en helt ny ledelsesstruktur på de københavnske folkeskoler. Hver skole får en særlig administrativ leder, så vi får skolelederen væk fra computerskærmen og Excel-arkene og ud på gulvet for at lede sit personale. Men hvis vi fremover skal være i stand til at tiltrække stærke ledelsesprofiler, og hvis det skal være attraktivt for dygtige økonomer og administratorer at søge job på en folkeskole, så er vi nødt til at have enheder af en vis størrelse. Derfor bliver der stærkt fokus på ledelsesdelen i den strukturproces, vi nu skal i gang med. Sammenlægningen og etableringen af de nye superskoler er i særdeleshed også et integrationsprojekt. Hver fjerde elev i den københavnske folkeskole har anden etnisk baggrund end dansk, og en bedre fordeling af et- og tosprogede elever i folkeskolen er en af de helt store politiske udfordringer i de her år. Hovedstaden er kommet godt fra start med den såkaldte københavnermodel, der bygger på frivillighed, fordi vi ved fra adskillige undersøgelser, at både et- og tosprogede københavnske familier faktisk gerne vil blande sig bedre med hinanden. Frivilligheden tegner sig også i praksis til at være en rigtig strategi. Indskrivningstallene til de nye børnehaveklasser efter sommerferien viser en markant tendens i retning af en mere blandet elevsammensætning på skoler med henholdsvis mange et- og tosprogede elever. Gennembruddet for Københavnermodellen bifaldes fra flere sider, og jeg tror på, at de nye og større folkeskoler vil være en kæmpe håndsrækning til en bedre integration. Større skoler, f.eks. en sammenlægning af eksisterende skoler, giver større skoledistrikter, og dermed kan rekrutteringsgrundlaget og elevsammensætningen ikke undgå at blive mere blandet. Desuden kan vi de steder, hvor vi bygger helt nye skoler, vælge at etablere dem i kvarterer med en høj andel af tosprogede elever. En ny skole vil være med til at løfte kvarteret og samtidig forhåbentlig tiltrække flere etnisk danske elever, der fristes af at være med til at tage helt nye faciliteter i brug. I det hele taget er det vigtigt, at de københavnske folkeskoler kommer til at afspejle befolkningssammensætningen i de bydele, hvor de ligger. Bogstaveligt talt hele bydelen og ikke kun de isolerede velstillede enklaver som f.eks. i de nye bydele på Islands Bygge og i Sydhavn. Jeg mener som sagt, at vi skal sigte på en gennemsnitlig skolestørrelse på cirka 600 elever – og ikke megaskoler på 1.000-1.200 elever, som man ser nogle steder i landet. Nogle skoler vil måske have flere end 600 elever, og andre skoler vil også have færre. Det er utrolig vigtigt at bevare variationen i de københavnske skoletilbud. I en storby som København skal der være noget for enhver families behov og interesse. »Findes det, findes det her«, som det hed i en reklame. København siger ikke ’big is beautiful’. Vi siger ’mangfoldighed is beautiful’, og derfor er variationen så vigtig, også når det gælder fagligt indhold. Med ’Faglighed for alle’ har vi lanceret begrebet flagskibe, som er specialiserede skoler med en særlig faglig profil, f.eks. musik, idræt, naturvidenskab eller sprog for at nævne nogle eksempler. Alle elever skal ikke være lige gode til matematik eller dansk. Alle elever skal ikke være boglige, men alle skal have en god skolegang, og den ambition skal flagskibene være med til at opfylde. Allerede til august slår vi dørene op til Danmarks første idrætsfolkeskole på Bellahøj Skole, hvor alle elever får adgang til mere idræt og bevægelse, og hvor de ældste elever får mulighed for at dyrke idræt på eliteplan. Interessen har været fuldstændig overvældende, og det giver blod på tanden til at lave flere flagskibe i de kommende år. De nye skoler vil som nævnt opstå både som byggeri af helt nye skoler og ved sammenlægninger af eksisterende skoler suppleret med eventuelt nye tilbygninger. Vi har allerede eksempler på, hvordan man kan vende stemningen ved at sammenlægge nødlidende skoler. Alsgade Skole og Ny Carlsberg Vejens Skole til Vesterbro Ny Skole, der nu oplever en stigende søgning. Også Guldbergs Skole på Nørrebro oplever et stemningsskift og ny optimisme efter at være opstået som en sammenlægning af Stevnsgades Skole og Sjællandsgades Skole sidste år. Vi skal nogle steder bygge helt nye skoler, og andre steder vil det koste en gymnastiksal her og en kantine der, når vi sammenlægger skoler. Derfor håber jeg, at der er vilje til nødvendige investeringer her og nu. Ud over de faglige initiativer i ’Faglighed for alle’ er der afsat over en halv milliard kroner de næste tre år alene til meget tiltrængte fysiske forbedringer af skolegårde, faglokaler og toiletter. Derfor haster det med at få lavet en plan for den nye skolestruktur i København, inden vi for alvor går i gang med planlagte istandsættelser og renovering. Det kaos, som det nye Børne- og Ungdomsudvalg overtog sidste år, er den bedste anledning til at begynde helt forfra, og den chance skal vi gribe. Vi skal holde fast i de store visioner. Vi skal turde investere i fremtiden og i de nødvendige forandringer. Derfor håber jeg på den samme brede opbakning til sammenlægningen og etableringen af nye og større folkeskoler, der sammen med initiativerne i ’Faglighed for alle’ skal trække den københavnske folkeskole op blandt landets bedste. Afsløringen af fortidens økonomiske rod har slået os tilbage på brættet og forståeligt ført til dyb uro blandt skoler og institutioner. Alligevel må vi ikke stå stille, for det er selve eksistensgrundlaget for den københavnske folkeskole, der står på spil. Med ’Faglighed for alle’ skrev vi skolehistorie og angav en helt ny retning og et hidtil uset ambitionsniveau, der har givet inspiration til folkeskoler i resten af landet. Med visionen om de nye superskoler vil København endnu en gang hæve barren og sætte dagsordenen, så folkets skole fortsat bliver de fleste familiers naturlige førstevalg.