Klokken er fem om morgenen. Det er mørkt, solen er endnu ikke nået op over de høje bjerge, selv om en lille skælven i mørket fortæller, at den er på vej. Stedet er Crestone, en lille by 2.000 meter oppe i Sangre di Christo-bjergene, den sydlige del af Rocky Mountains i Colorado. Bjergene har fået deres navn, fordi de står blodrøde i den nedgående sols stråler, især om vinteren, når de er dækket af sne. Sangre di Christo – Jesu blod. Jeg tager varmt tøj på og går ud i den kølige morgenluft. De sidste stjerner fra nattens overflødighedshorn er ved at takke af, og her er helt stille, selv fuglene er ikke stået op endnu. Jeg starter bilen, hvis motor lyder forfærdelig højt i stilheden, og kører ud ad de knasende grusveje mod dalen. Jeg er på vej til en kremering i fri luft. Crestone er en usædvanlig by. En lang række spirituelle organisationer har slået sig ned her, hvor de trives med de mennesker, der bor her og med hinanden – faktisk et økumenisk samfund og et lærestykke i, hvordan forskellige religiøse retninger kan leve i harmoni. Muligheden er skabt af en visionær, dansk kvinde, Hanne Marstrand, gift Strong. I Crestone finder man hinduer, karmelitere, buddhister, katolikker og zenbuddhister, baptister og oprindelige folk, der lever i fred med hinanden, ærer hinanden og respekterer hinandens tro. De ved nemlig, at de alle søger samme mål, men har valgt forskellige veje til at nå det. Der er stærkt fokus på miljø og bæredygtighed, også inspireret af Hanne Strong, og man kan med en vis ret sige, at mange af de mennesker og familier, der bor i Crestone, er stået af det amerikanske overflodssamfund og prøver at leve, så de kan give en levedygtig verden videre til deres børn. I Crestone bliver børnene født hjemme, og mange mennesker dør hjemme. Men en del pårørende ønskede ikke at overlade deres døde familiemedlemmer til bedemænd, der balsamerer og sminker de døde og klæder dem fint på, så de kan tage sig pæne ud i kisten. Derfor kremerede de selv deres kære og afholdt ceremonier med deltagelse af præster eller en repræsentant for deres tro. Det var selvfølgelig ikke holdbart i det lange løb og førte til, at en række interesserede i byen dannede ’The Crestone End of Life Project’, hvis deltagere har den holdning, at kunsten at leve et godt liv og kunsten at dø på en ordentlig måde er ét og samme projekt. Formålet er at støtte folk i at træffe en kvalificeret afgørelse om, hvordan de vil sendes af sted med værdighed og samtidig give deres efterladte mulighed for at deltage i en meningsfuld ceremoni. Gruppen tilbyder at tage sig af den døde på en omsorgsfuld og kærlig måde og hjælper med til at planlægge ceremonier og ritualer, som kremering og begravelse, naturligvis også grøn begravelse. The Crestone End of Life Project støtter og informerer også om de valg, der skal foretages, når man planlægger sin videre færd efter døden, eller som familien skal foretage, når et familiemedlem dør uden at have efterladt sig sine ønsker. Det gælder dødeligt syge menneskers ret til at forlade hospitalet og dø hjemme, ret til at blive transporteret hjem, hvis man dør på hospital, ret til ikke at blive balsameret (vi er jo i USA), ret til begravelse eller kremering i fri luft, ret til at vælge, at venner og familie gør ens lig i stand, ret til at blive transporteret privat til et kapel for at blive kremeret eller til et kapel eller en kirkegård med henblik på en traditionel begravelse eller til det sted, man har valgt til en grøn begravelse. Gruppen yder også bistand til at skabe en smuk og fredelig ramme i hjemmet, så familien kan sidde hos den døde, og besøgende kan komme og tage afsked med afdøde. Kremeringerne i Crestone er åbne i den forstand, at alle kan komme og overvære dem, og de er meget forskellige, siger folk fra End of Life-projektet. Nogle er stille, som for nylig da det var en kvinde, der var død af kræft fra sin mand og to mindre børn, andre er præget af bønner og salmer, hvor alle, der har lyst til at bidrage, kan give deres besyv med, hvad enten de er buddhister, katolikker eller hinduer. De personer, jeg har talt med, som har fået pårørende kremeret, siger, at det var en stor hjælp og trøst i en svær situation, at de ikke var alene om det, og at denne ældgamle ceremoni føltes som en naturlig og rigtig afslutning. Kremering i fri luft har formentlig fundet sted i årtusinder og foregår endnu mange steder i verden, men det var første gang, jeg var til en kremering, og jeg var beklemt og stillede de spørgsmål, mange har gjort før mig: Kan man se liget? Lugter det? Er det uhyggeligt, når det brænder? Byen Crestone på kanten af en kæmpestor, flad dal med ryggen til forrevne bjerge, der er op til 4.000 meter høje. Jeg er kørt et stykke ud gennem dalen og er ved at være fremme ved kremeringspladsen. Den ligger på det flade land, indhegnet af kraftige presenninger, der er spændt op mellem træstolper. Pladsen er vel 10-12 meter i diameter. I midten står der en rektangulær ’kasse’ af beton på en støbt betonplade. Den er åben for oven og for enderne, og der er to firkantede åbninger forneden på hver langside. På indersiden er der to smalle skinner, hvor båren skydes ind, og som den hviler på. I bunden ligger der store, tørre brændeknuder, som End of Life-projektets ild-team har sørget for. Folk er ved at samle sig, der er vel 35-40 mennesker. På jorden ved indgangen til pladsen står en båre med kraftige træhåndtag, hvor den afdøde, en gammel mand, ligger svøbt i et gråt klæde. Over ham er der lagt et ligklæde med en dekoration, der stammer fra kristendommens tidlige dage, som den afdødes datter fortæller, at hun har haft med hjem fra Jerusalem. Klokken er seks. Bårebærerne, to af dem er hans døtre, træder hen til båren og løfter den op. Foran går en kvinde og svinger et røgelseskar. Bagved går familie og venner. De går ind på pladsen og hen til den kisteformede kasse og skyder båren ind. Den ene af døtrene træder frem. Hun fortæller, at hendes far blev 96 år og længe gerne havde villet herfra. »Da han så brækkede hoften for 14 dage siden, så han sin chance«, sagde hun, mens folk lo. Faderen var læge, og på pladsen havde hans døtre opstillet et lille alter med hans gamle lægetaske og stetoskop, hans bryllupsbillede og et familiebillede. Datteren er lægsøster i Crestones Karmeliterkloster, hvor der bor både nonner og munke, og hun fortalte, at hendes far havde været en troende katolik hele livet. Der var flere munke og nonner samt en præst fra klostret til stede, alle i almindeligt tøj. Da datteren havde takket alle, der var kommet for at vise hendes far den sidste ære og for at være med til at sende ham af sted, begyndte kremeringen. Ved siden af en stor bunke brændeknuder lå en stak enebærgrene, og datteren bad alle, der ønskede det, om at tage en enebærgren og lægge den over liget. Til sidst lå der en høj bunke grene. Derefter antændte mændene fra ild-teamet brændet med store fakler, som de stak ind forneden under båren, hvor brændet lå tykt og gennem hullerne i siden. Flammerne slikkede straks op i enebærgrenene, en vældig, mørk røg steg op mod den blege himmel, og enebærgrenenes krydrede duft bredte sig over pladsen. Men det varede ikke længe, så var røgen næsten væk, og bålet omkring den døde brændte kraftigt. Nu trådte begge døtre frem og sang en sang, som katolikker normalt synger til påske. Derefter sang en kvinde med en meget smuk stemme en salme, og efterhånden trådte flere personer frem og sang, alene eller sammen. Imens brændte bålet voldsomt, og flammernes flakken farvede de omkringståendes ansigter og tøj. På et tidspunkt trådte en kvinde frem og sang eller snarere messede en bøn på hebraisk, og den katolske præst læste bønner. Indimellem småsnakkede folk, og der var en god og behagelig stemning. Så – lige i det øjeblik, hvor solen viste sin runding over de høje bjerge, og himlen lyste op, trådte en lille, slank mand ud af kredsen, vendte sig mod bjergene og den opstigende sol og sang med kraftig og ren stemme noget af det smukkeste, jeg har hørt. Der var åndeløst stille, skønheden i hans sang gik i hjerterne, mens solen steg og begyndte at vise sin kraft i konkurrence med bålet. Jeg fik siden at vide, at det var en sufi-sang. Sufi er islams mystiske og poetiske retning. Efterhånden brændte bålet svagere, og folk begyndte at forlade stedet. De pårørende og ild-teamet blev. De er nødt til at være der, til den sidste glød er slukket. Der er tørt på de kanter. Når man, som jeg, ellers lever i en kultur, hvor vi har det med at skubbe døden fra os, aldrig ser et dødt menneske og slet ikke er med til at gøre vore kære i stand eller sidde hos dem, når de er døde, er det at se en afdød blive brændt en stærk oplevelse. I vor kultur bliver den døde bragt fra hospitalssengen til et kapel, mange gange uden at vi ser hende eller ham. Nogle dage efter sidder vi i en kirke eller i et kapel med den pyntede kiste foran os og forestiller os med en gysen, at den skal skubbes ind i krematorieovnens ild eller graves ned i jorden for langsomt at gå i opløsning. Men det er i virkeligheden langt mere uhyggeligt og fremmedgørende end en kremering i fri luft. Måske rører det ved nogle dybe lag i os mennesker, noget arketypisk, når en afdød bliver brændt. Vi føler, at ilden renser, og ganske vist er noget endegyldigt slut, men noget andet kan begynde. Måske hjælper det også på sorgen at følge sine kære helt til dørs. Og måske er tanken om døden lettere, når man selv har været med til at planlægge, at man vil herfra på en så smuk og meningsfuld måde, båret på ildens vinger.