»Det var virkelig underligt at kigge ned i kisten. Jeg har aldrig oplevet sådan noget før«. To af eleverne på Krogerup Højskole skiftede for knap en måned siden en undervisningsdag i Nordsjælland ud med en begravelse i Brøndby. En ven, som de to elever har kendt, siden drengene som små terpede alfabetet i Tingbjerg Skole og spillede computer i Rutens Fritidsklub, havde ugen forinden mistet livet ved et skyderi, som politiet har betegnet som »vanvittigt«. Skuddene blev ifølge politiet affyret fra en såkaldt AK 47-riffel, der er almindeligt kendt som maskinpistolen Kalasjnikov, og som siden 1947 er blevet brugt i snart set enhver større international væbnet konflikt. I midten af august blev den så affyret i en bydel i København, uden at politiet kan nå til bunds i, hvad der er gået forud for et drab, der har været med til at antænde en måneds blodige konfrontationer mellem Hells Angels-støtter og unge med indvandrerbaggrund. »Det er den mest alvorlige forbrydelse, der er begået. Så synes jeg, man skal tilsidesætte eventuelle kodeks om, at man ikke taler med politiet«, udtaler drabschef Ove Dahl således i nærværende avis om de unge Tingbjergbeboeres stilhed angående drabet. De manglende oplysninger om optakten til mordet har i løbet af den seneste måneds tid åbnet banen for spekulationer om, at narkohandel og kampe om kriminelle domæner skulle ligge bag skuddrabet. Ifølge de unge fra Tingbjerg, jeg har talt med, har rygterne imidlertid intet på sig. Ifølge dem er konflikten startet som et simpelt klammeri, hvor en fyr fra Tingbjerg og et medlem af Hells Angels-støttegruppen AK 81 spontant pustede sig op over for hinanden for halvanden måned siden. Men selv om begivenhederne i Tingbjerg ikke handler om organiseret kriminalitet, ændrer det ikke ved det faktum, at en generel optrapning i unges våbenbesiddelser risikerer at munde ud i, at vi som samfund får en ny lillebrorgeneration, der bliver mere forrået, end den ældre generation nogensinde har været, fordi våben for dem bliver hverdag. At imødegå denne udfordring kræver, at myndighederne i langt højere grad fokuserer på risikofaktorer i de unges subkulturer og lokalmiljøer, end tilfældet er i dag. Kort tid forinden det dødbringende skyderi i Tingbjerg i midten af august havde en af de unge fra bydelen været en tur på Nørrebro med nogle venner, da en fremmed bil kører op på siden af ham. Situationen, der udspiller sig, er en version, jeg har fået fra venner til fyren fra Tingbjerg. »Ved du, hvem jeg er«, spørger en mand med karseklippet hår, der er trådt ud af bilen. Fyren fra Tingbjerg ved godt, hvem manden er. Han genkender ham som et medlem af gruppen AK 81. Et skænderi udvikler sig til et knytnæveslag, hvor manden fra AK 81 ryger i jorden. Optrinnet varer imidlertid efter sigende ikke mange sekunder, da nogle forbipasserende stopper håndgemænget. Den unge tror, at konflikten stopper her. Den antagelse skulle imidlertid vise sig ikke at holde stik. En af de følgende aftener står han med en gruppe venner, da en bil, de aldrig har set før, drejer op ad Tingbjergs hovedstrøg, Ruten. Drengene bliver overraskede, da de opdager, at der bliver skudt mod dem fra bilen. Ingen bliver imidlertid ramt. Ifølge de unge fra Tingbjerg var det HA-supporteren fra AK 81, der var kommet for at hævne sig – flankeret af en gruppe andre supportere. Nogle af de unge fra Tingbjerg beslutter sig herefter for, at de må opruste med skydere for at kunne forsvare sig selv, deres bydel – samt den ven, som de mener, er det egentlige mål for AK 81. Nogle af drengene får anskaffet 9 mm-pistoler. De beslutter sig for at stille sig på det hjørne, hvor bilister drejer ind ad Ruten til Tingbjerg, for at undgå, at der bliver skudt længere inde i bydelen, hvor løsgående projektiler kan risikere at ramme tilfældigt forbipasserende. Der er kun én vej, der fører ind til Tingbjerg, og én, der fører ud. Da medlemmer af AK 81 en efterfølgende aften igen kører ind i Tingbjerg og affyrer skud mod gruppen af unge, skyder de igen. Ifølge de unges egen udlægning af sagen virker det, som om HA-støtterne bliver overraskede over, at der kommer kugler tilbage i deres retning, eftersom supporterne i al hast kører ud af bydelen. Tredje gang AK 81 kører ind i Tingbjerg og skyder, melder nogle lokale det til politiet – denne gang koster konflikten menneskeliv. For en måned siden var der sandsynligvis ikke mange, der havde hørt om AK 81, og gruppens eksistens kom da også først til offentlighedens kendskab i løbet af november sidste år. Dengang ønskede ’Jønke’ ikke over for TV 2 at oplyse om medlemstallet i den nye gruppe, hvis navn står for ’Altid Klar HA’. ’Jønke’ nøjedes med at konstatere, at der var »nok – nok til alt«. Han ønskede ikke at uddybe, hvad der var ’nok’ til. Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, der følger den organiserede kriminalitet på landsplan, havde imidlertid en idé om, hvorfor HA dengang ønskede at udvide. »Vi noterer os det med interesse, set i lyset af den polarisering, der er mellem rockerne og det kriminelle indvandrermiljø«, udtalte kriminalinspektør Kim Kliver fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter tilbage i november. I dag kan HA-støtterne ifølge Rigspolitiet mønstre over hundrede medlemmer, og betydningen af AK 81 i det danske gadebillede har vi nu fået en indikation på med skyderier med både halv- og fuldautomatiske våben i Københavns gader. Siden mordet på en fyr fra Tingbjerg for over en måned siden er antallet af indlæg på AK 81’s gæstebog på nettet endvidere eksploderet med budskaber som »HA, I er Danmarks nye vikinger og forsvar«, og »vi må se i øjnene at vort gamle stolte DANMARK atter er blevet inficeret. Hermed al min støtte til Danmarks eneste modstandsbevægelse«. Unge fra Tingbjerg og andre bydele i København, hvor der er en høj koncentration af borgere med indvandrerbaggrund, læser i disse dage med i gæstebogen på nettet, samtidig med at rygterne svirrer. Vi er i øjeblikket vidner til en heftig omgang moralsk panik blandt unge med indvandrerbaggrund, hvor også ikkekriminelle frygter, at kombinationen af deres hudfarve og deres bopæl kan føre til, at de kan risikere at blive ramt af et projektil. Denne frygt – og vreden over den – har skabt en undtagelsestilstand, der meget vel kan blive permanent, så grænserne for brugen af våben får et nøk nedad. En af de mest tragiske konsekvenser ved denne optrappede konflikt er derfor, at den let kan føre til, at våbenbrug også uden for de organiserede bander risikerer at blive en del af normaliteten. Såvel rockere som organiserede bander har fingre i narkohandel. Det er ikke den eneste lighed mellem hårdkogte bikere på den ene side og vilde unge på den anden. Begge grupper tilhører en subkultur, hvor det centrale kriterium for anerkendelse består i en form for ekspressiv maskulinitet. Sociologen Sune Qvortrup Jensen beskriver således, hvordan såkaldte vilde unge kombinerer kulturelle komponenter som arbejderklassemaskulinitet (som typisk er opstået ved, at de er vokset op i gamle arbejderkvarterer), hiphopkulturen (med en identifikation med sorte amerikanere) og en generel fortolkning af maskulin ære, der også bygger på forældrenes kultur. Subkulturer med et ekspressivt maskulinitetsideal findes typisk i miljøer, der føler manglende anerkendelse fra det omgivende samfund. Væsentlige midler til at imødegå følelsen af manglende anerkendelse er gennem uddannelsesforløb, hvor unge kan få succesoplevelser ved faglige præstationer, og ved at sørge for, at folk har noget fornuftigt at tage sig til i deres fritid. I Københavns Kommune står hundredvis af unge i løbet af et skoleår uden et skoletilbud, på trods af at de befinder sig i den undervisningspligtige alder. Dette udgør en væsentlig risikofaktor i forhold til at ryge ud i en kriminel løbebane. Politidirektør Hanne Bech Hansen udtaler da også, at København har »en stor gruppe af utilpassede unge, som ikke har passet deres skole og ikke har haft noget fornuftigt at tage sig til«. »Så man kunne nok godt forudse, at dette her ville bryde ud«, konstaterede politidirektøren i Politikens onsdagsavis. Manglende fritidstilbud samt ringe faglige præstationer og manglende anerkendelse i skolearbejdet udgør blot nogle få risikofaktorer i forhold til, at nogle unge er mere udsatte end andre for at ryge ud i en kriminel løbebane. Andre risikofaktorer inkluderer at bo i et boligområde med lavt uddannelsesniveau, høj arbejdsløshed og en ungdomssubkultur, hvor nogle agerer wannabe-gangstere for at opnå anerkendelse blandt vennerne. Selv om politiets kriminalpræventive afdelinger på lokalt og regionalt niveau besidder knowhow om, hvad der findes af risikofaktorer i forskellige boligområder, mangler der i dag en central vidensopsamling. Et forslag kunne derfor være at oprette en national videnscentral, hvor myndighederne løbende indsamler oplysninger om konkrete risikofaktorer i ungdomsmiljøer som led i myndighedernes kriminalpræventive arbejde. På denne vis kan man også håndtere og yde kriminalpræventivt arbejde, der kunne medvirke til at tage en konflikt som den nuværende i opløbet. En sådan central vidensbank kunne for eksempel placeres under en eksisterende instans som Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, da denne enhed i forvejen opererer på national basis. At fokusere mere på risikoelementer i nærmiljøer samt faktorer, der fastholder uligheder i livschancer – såsom manglende uddannelse – bryder til dels med den tankegang, som vi siden 1970’erne har opbygget vores socialvæsen omkring. En tankegang, der handler om at bremse kriminelle løbebaner og skabe mere social mobilitet ved at bryde en såkaldt negativ social arv – forstået som forældres problemer med kriminalitet, vold, misbrug eller psykisk sindstilstand. I dag må vi imidlertid indse, at subkulturernes dynamik er mindst lige så vigtig en faktor for dannelsen af negative værdier som eventuel negativ arv fra forældrene. Teorien om negativ social arv opstod i Sverige i slutningen af 1960’erne og bygger på en idé om, at forældres negative karakteristika per automatik går videre til næste generation, men ideen hænger ikke sammen med virkeligheden. Tal fra Socialforskningsinstituttet viser således, at under en tiendedel af dem, der har negativ social arv med i bagagen, rent faktisk ender med at få samme problemer som deres forældre. Virkeligheden om den sociale arvs positive spiral er således stærkere end dens negative spiral. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at begrebet er nærmest ikkeeksisterende i den engelsksprogede litteratur om social mobilitet, mens udtrykket ’risikofaktorer’ er langt mere udbredt. Da AK 81 14. august drejer ind til Tingbjerg tredje gang, koster det menneskeliv. Denne gang ankommer HA-supporterne, ifølge de unge fra Tingbjerg, i en bil med tonede ruder og har opgraderet deres våbenarsenal. Kl. 23.17 lyder geværsalverne. »Det er jo helt vanvittigt. Der var skudhuller i lejlighedsruder på 2. sal efter skuddene fra maskingeværet«, forklarer en af de lokale om de minimum 25 skud, som der ifølge politiets meldinger bliver affyret mod de unge. Ifølge de unge var det et mirakel, at der ikke var mere end én, der blev ramt af salverne fra maskingeværet. Det samme har politiet tidligere meldt ud. Fyren, som AK 81 efter de unges udsagn var ude efter, går fri af geværsalverne. Det gør den 19-årige, der i dag er begravet i Brøndby, imidlertid ikke. En hurtig varetægtsfængsling af gerningsmanden til mordet på den 19-årige kunne muligvis have stækket den opblussende konflikt, vi har været vidner til gennem den seneste måneds tid. Ifølge unge fra Tingbjerg havde ordensmagten allerede dagen efter mordet fat i ’den rigtige mand’, da politiet ransagede Hells Angels’ klubhus på Svanevej på Nørrebro og anholdt 27 personer fra AK 81. Nogle HA-supportere forsøgte uden held at stikke af fra klubhuset i en Audi. Den ene af dem viste politiet sig særlig interesseret i. Da han fremstilles i dommervagten om lørdagen, bliver han imidlertid løsladt på grund af manglende beviser. Ifølge de unge fra Tingbjerg og Blågårdskvarteret på Nørrebro har Hells Angels siden mordet fundet ham værdig til en vest med rygmærke. Ifølge de unge ved »alle« fra Tingbjerg til Nørrebro til Amager og Brøndby, hvem han er. Og han er ikke populær. at støde på en ung, der gik med kniv, hørte til sjældenhederne i en bydel som Tingbjerg indtil for en håndfuld år siden. Udviklingen i Tingbjerg kan man se i tilsvarende områder med et lavt uddannelsesniveau og en høj andel af beboere på overførselsindkomster. Hvor grænsen for at bære våben for nogle år siden gik ved at bære kniv, er det nu blevet mere udbredt at bære skydevåben. En af de unge fra Tingbjerg forklarer udviklingen sådan her: »Mange af de 13-14-årige tror efterhånden, at det er normalt at gå med våben, fordi de ikke kan huske, at bydelen har været anderledes. Før i tiden løste man konflikterne med næverne, og for bare et halvt år siden stødte man ikke på skydevåben i Tingbjerg. Men som situationen er lige nu, er der ingen, der vil sælge deres pistoler videre«. Hvis vi skal undgå en ny generation af unge med et forkvaklet forhold til våben, er vi nødt til at være mere opmærksomme på risikofaktorer i de unges nærområder og klamre os mindre krampagtigt til ideen om, at disse problemer kan løses ved at fokusere ensidigt på forældres eventuelle ’negative bagage’.