To kulturkampe har raset siden årtusindskiftet eller deromkring. Den ene kulturkamp har vi hørt meget om. Alt for meget. Det var den, der startede med, at Anders Fogh erklærede venstreorienterede kunstnere og intellektuelle og hele samfundet krig på kulturelle værdier. Denne kulturkamp fik hurtigt et lidt komisk skær over sig og kulminerede foreløbigt med Brian Mikkelsens store stunt: den danske kulturkanon, som blev færdiggjort januar 2006, og som allerede er glemt og gemt bort, og som højst har skudt en småspurv hist og her. Den anden kulturkamp handler ikke om at gå tilbage til en fortidig national kultur, tværtimod. Den handler om kultur som business, om global kapitalisme og det globale mediemarked. Men det forbløffende er, at de to kulturkampe har gået og går så godt i spand for det regerende folketingsflertal med dets erklærede nationale dagsorden. Der er en besnærende enkel forklaring på denne harmoni mellem den globale kapitalisme og den nationale konservatisme. Både Hollywood – det kultur-industrielle kompleks – og Foghs kulturkamp har simpelthen den samme modstander: den nutidige selvstændige danske kulturproduktion. De teknologiske og økonomiske omvæltninger i medieindustrien er enorme og er ved at ændre kulturer for altid. Aviserne er ramt, big time. Fra årtusindskiftet og fremefter lagde internettet og den globale annoncekrise i samarbejde et kolossalt pres på de traditionelle aviser, der fortsat taber oplag og indtægter. Dette pres har ført til desperate forretningsprojekter i form af gratisaviser og til nedskæringer, som især har ramt yderkredsen i forsyningskæden, de uafhængige kreative, freelancerne. Tv-industrien er under et måske endnu større pres – med nye teknologier og distributionskanaler, der alt sammen har ført til et mere internationalt marked med Hollywoods kultur-industrielle kompleks som vinder og de nationale tv-produktioner som de store tabere i de fleste andre lande end USA. Musik, film og bøger – ditto. Sådan cirka. Det er dette, der er den egentlige drivkraft i udviklingen: industrialiseringen og globaliseringen af kulturproduktionen, nøjagtig som det er sket og sker med andre industrier. Gennem de senere år har vi jo været vidne til en forbløffende udvikling inden for den traditionelle fremstillingsindustri. Den er simpelthen flyttet til Kina. Kina og omegn er i dag verdens storleverandør af arbejdere og fabrikker, og denne internationale arbejdsdeling passer den globale kapital godt, for kineserne er nøjsomme, og kommunister er nu engang de bedste til at kontrollere arbejderklassen. Tilsvarende ser vi, at den industrialiserede kulturproduktion i stigende grad flytter til USA og omegn, og det er sådan set ligegyldigt, hvor denne omegn befinder sig. Danmark vil have en meget lille rolle at spille her, og slet ikke en rolle der kan retfærdiggøre eksistensen af særlig mange danske forfattere, billedkunstnere, komponister, musikere, sangere, skuespillere, dansere, illustratorer og andre selvstændige kulturarbejdere. Det siger sig selv, at jo mere af den kulturelle industri, der flytter til USA og omegn, jo mindre er der brug for at have et sådant lag af kulturarbejdere i vores eget land. Og derfor er det logisk nok, når beskæftigelsesministeren siger, at han sgu ikke kan tage hensyn til, at folk er kunstnere. Hvis de er ledige, også i perioder, så skal de ud og søge job i andre fag. Fuldtidsjob, forstås. Og dermed basta! Set fra et beskæftigelsessynspunkt er sagen klar. »Desværre«, siger man, »er du uddannet og har brugt hele dit arbejdsliv i et fag, som der ikke længere er brug for. Vi kan ikke tage hensyn til, at du aldrig har lavet andet end at danse, spille, skrive og så videre. Ligesom tækkemænd engang måtte søge andre job, da det blev umoderne med stråtag, må du skifte livsbane, nu da vi ikke længere har brug for kulturarbejdere, eftersom kulturen produceres i udlandet!« Det er benhård liberalistisk statsdirigeret politik, og en sådan en kan man jo være tilhænger af under devisen, at Danmark skal klare sig bedre som forretning, men national kulturpolitik er det ikke, med mindre en konsekvent udryddelseskrig imod en selvstændig dansk kulturproduktion er regeringens og folketingets erklærede politik. Det er det ikke. Rettere sagt: Denne kulturelle udryddelseskrig er ikke erklæret. Men den føres i praksis. Situationen minder mig om dengang, jeg gik i skole på Hummeltofteskolen i Sorgenfri, og lærer Larsen stillede os op på en række. Først gik han gennem rækken fra den ene ende og gav alle en lussing med højre hånd. Så gik han den modsatte vej og gav lussinger med venstre hånd. På en tilsvarende måde er danske kulturarbejdere stillet op på rad og række, og først går kulturkamplæreren fra den ene side og siger: »Du er en globalistisk, anti-national intellektuel«, bang, bang, bang! Så kommer økonomilæreren fra den anden side og siger: »Du er en gammeldags, national ikke-kommerciel-nok kunstner«, bang, bang, bang! Helt forskellige forbrydelser, men samme straf. Men hvorfor skal Danmark overhovedet have en selvstændig kultur på dansk, når folk er yderst tilfredse med de mange engelsksprogede produkter, hvoraf en del oven i købet er fremragende kunstnerisk set? Ud fra et banalt liberalistisk markedssynspunkt har Danmark ikke brug for en egen kulturproduktion. Vi skal være en forretning, og hvis denne klarer sig bedst uden en egen kulturproduktion, så er det ’udviklingen’, som vi ikke skal stritte imod. Lad falde, hvad ikke kan stå! – under teknologiens og den globale kapitals stormvejr. Det er et synspunkt, man har lov at have. Men man kan ikke kalde sig en forsvarer af fædrelandet og modersmålet, hvis det er ens politik. Tværtimod. For en nation uden egen kulturproduktion, på eget sprog, er en nation, der har dødsdømt sig selv. Vi er simpelthen ved at save grenen over, som vi sidder på – vores danske kulturgren! Hvad skal en lille nation dog så gøre? Det er her den nationale kulturpolitik skal defineres og stå sin prøve. Og det er her, at kulturkanoner nærmest virker modsat. At sende den nationale kultur på museum er jo netop ikke løsningen. Løsningen ligger formodentlig i en række tiltag og mekanismer, som vi slet ikke er i nærheden af at diskutere i forbindelse med kulturpolitikken. Men en klar besked fra folketing og regering til beskæftigelsesministeren ville være et første lille skridt. Beskeden skulle i al sin enkelhed lyde: »Fred dog de kunstnere og kulturarbejdere, som i perioder er tilfredse med at overleve på dagpenge eller kontanthjælp!« Jeg forventer det ikke, men det ville være rart, om man også ville tilføje: »Disse mennesker, der er rede til at leve på et eksistensminimum i perioder, er ikke skurke og dagdrivere, men nationale helte. For de kæmper for vores kultur!« En sådan ’kunstnerordning’ skulle selvfølgelig suppleres med, at jobcentrene havde ansatte, der var specialiseret i arbejdsvilkårene i kulturindustrien, som i øvrigt står for en stadig stigende del af nationalprodukterne rundt omkring – mens kulturarbejderne bliver betalt mindre og mindre. De minimale offentlige overførselsindkomster har lige siden 70’erne virket som en uofficiel dansk kulturpolitik, der har sikret musikliv, teatre, filmindustri og bogbranche en stor skare af nøjsomme kreative hjul til det store maskineri. Det er denne uofficielle kulturpolitik, som først Nyrup-Jelveds storslåede socialingeniørstat satte under pres under den bedrøvelige devise ’aktivering’ og som siden VKO-regeringen har presset på for at afskaffe under mottoet: »Ordentlige mennesker har da enten en god forretning, eller de arbejder som fuldtidsansatte 9-16«. Denne vision, hvor et helt samfund går på ’normalt arbejde’ hver dag, er så åndløs, at man gyser ved at se på den og yderligere bliver drevet til ren fortvivlelse, når det går op for en, at den ikke engang er til diskussion. Kun rene arbejdsfascister kan se nogen som helst skønhed ved et helt land, hvis indbyggere hver morgen går hen på den institutionaliserede arbejdsplads. Men det er det skræk-sciencefiction-scenario, vi er på vej til. Hele verden som en velindrettet fabrik. Og taler vi specifikt om kulturproduktion, bliver 9-16 visionen direkte økonomisk destruktiv. Det kan godt være, at det ikke er bygningsarbejderne, der udvikler ideerne i byggeriet, eller fabriksarbejderne der er drivkraften i fremstillingen af nye dimser – men kulturproduktion er anderledes. Kulturproduktion kommer i høj grad af enkelte kunstneres ideer og initiativer og vel at mærke fra folk, der ikke arbejder 9-16. Hvis danske kulturprodukter udelukkende skulle frembringes ved langtidsansættelser i 9-16 arbejde, eller af folk, der har egne succesfulde langtidsforretninger, måtte vi nok vinke farvel til mindst 90 procent af alle danske bøger, musikudgivelser, teateropførelser og film. For blot at tage en enkelt kulturgren: Der er omkring 2.000 skuespillere i Danmark, men mindre end 100 faste stillinger. Det vil sige, at alle andre end de få fastansatte klarer sig fra engagement til engagement – med huller ind imellem. Det er disse huller, som ifølge regeringens beskæftigelsespolitik gør, at de må skifte erhverv! At de skabende kæmper sig frem fra engagement til engagement er kulturvirkeligheden, hvis man kan kalde den sådan, men skiftende regeringers ideologier vil partout nedbryde ordninger, der faktisk har fungeret siden tidernes morgen, nemlig at gøglere, skuespillere, trubadurer, malere og andre kunstnere har kunnet finde deres plads og har kunnet yde deres værdifulde bidrag til samfundet – for meget beskedne betalinger, sådan som det har kunnet lade sig gøre til forskellige tider på forskellige måder. Nu skal de jages ud i ’rigtige erhverv’. Det offentlige har i øvrigt altid ydet sit. Fyrsternes storslåede projekter og mæcenvirksomhed var den tids kulturpolitik, så der er faktisk intet nyt under solen her. Jo, der er nyt, rigtig dårligt nyt, nemlig et totalt åndsforladt syn på samfundet og kulturen, ført til torvs af købmænd og grosserere (eller Venstrebønder, der er flyttet til byen), der intet ved om den skade, de forvolder, fordi de tror, at bare arbejdsliv og økonomi fungerer, så har samfundet det godt. Nej, nej og atter nej, må nogen sige – højt, klart og tydeligt. Den kulturelle rigdom, som vi behøver og som mange af os tørster efter, bliver ikke produceret alene ved langtidsansættelser i 9-16 arbejde. Det er den aldrig blevet, og det vil den heller ikke blive – med mindre selvfølgelig man indfører en kulturproduktion À la den forhenværende Østblok, hvor det vrimlede med fastansættelser til alle slags kulturarbejdere, på livstid og med pension osv. Alt sammen rundhåndet betalt af staten. Det forudser jeg ikke sker, men hvis man hæver blikket en smule og ser, at et land har brug for en løbende kulturproduktion, måske bare udover de storindustrielle standardprodukter, så må man anerkende, at disse produkter kommer af og i al fald kræver et lag af klassisk professionelle kunstnere og kulturarbejdere. Og den danske kulturvirkelighed er, at forbløffende mange forfattere, filminstruktører, teaterinstruktører, dansere, komponister, skuespillere og musikere ind imellem må ty til dagpengene. Også folk, der er kendt af hele nationen for deres kunstneriske indsats. De taler bare ikke om det, for det gør man ikke i fattigfine Danmark. Og hvis man gør, som jeg har tilladt mig i bogen ’Den dag min fremtid forsvandt’, bliver man mødt med tilråb som »Hold dog op med at klynke« og »Du er bare for fin til at lave almindeligt arbejde«. Her må jeg indrømme, at det gør en stor forskel for en, om man observerer et problem, som andre har, eller man mærker det hårdt og brutalt på egen krop og eget liv. Jeg besluttede for nogle år siden, efter årtiers succesfuld journalistisk virksomhed som it-skribent, at jeg ville bruge resten af mit liv på at skrive noget, der virkelig kunne betyde noget. Og det har jeg så forsøgt. Fem bøger på syv år er det blevet til, og meget mere er i computeren og i hjernen. Men jeg har i disse år oplevet på den hårdeste måde, hvordan medieindustrien er under pres. De indtægter, jeg som freelancer for bare ti år siden med stor selvfølgelighed havde adgang til, er nu meget mindre eller slet ikke eksisterende. Nogle af de stadig eksisterende indtægter er cirka 30 procent af, hvad de var for 10 år siden – for det samme arbejde. Presset i medieindustrien er enormt. Ældre kulturarbejdere mærker det ofte i dobbelt grad på grund af tidens overdrevne ungdomsdyrkelse, men mange af de unge bliver presset til at arbejde gratis eller for underbetaling. Sådan spiller kulturklaveret for tiden, og vi er for fine til at snakke om det. Anderledes i det kultur-industrielle kompleks’ hjemby, Hollywood, hvor forfatterne for nylig strejkede og fik kraftige forbedringer igennem. Og nu er der tale om en eventuel skuespillerstrejke med deltagelse af 120.000 skuespillere! Men her i landet er vi for fattigfine til at tale om de økonomiske problemer forbundet med kulturproduktion. Forholdene mellem kulturarbejdere og deres arbejdsgivere er som regel nærmest feudale. Hvis en kulturarbejder snakker om sine ringe eller faldende indtægter, så er det »privat og pinligt« – citat smagsdommer Adrian Lloyds-Hughes, DR 2 – og i følge ham og forfatter/reklamemand Knud Romer kunstnerens eget problem, som må løses ved at man simpelthen søger anden beskæftigelse. Men samme studievært, som mener at ens indtægt er privat og pinlig, tjener sikkert selv kassen på at lave tv-programmer om kunst og kunstnere og uafhængige intellektuelle. Der er nemlig penge nok i kulturindustrien, men den er i sin kerne baseret på folk, som arbejder af lyst og lidenskab (de såkaldt kreative), og det bliver benhårdt udnyttet til at underbetale dem eller endda få dem til at arbejde gratis. Er denne tendens et samfundsproblem? Når fiskere og landmænd har svigtende indtægter, så er det et samfundsproblem og ikke privat og pinligt. Noget tilsvarende gælder åbenbart ikke kunstnere, kulturarbejdere og uafhængige intellektuelle, si vi er nu ved at udrydde det menneskelige fagprofessionelle grundlag for en fortsat levende og nutidig dansk kulturproduktion. Hvis vi ikke ønsker dette, er det på høje tid at ændre beskæftigelses-kulturpolitik.