0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rygtet om teologiens fallit

Kristendommen og videnskaben om den – teologien – er ikke sådan at begrave. Heller ikke ved at kræve de teologiske fakulteter lukket ...

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

At ville gå på vand og luft, er galmandsværk og ufornuft, siger folk, der ikke tør det. Men den der blæser på om man kan gå på luft og vand, han kan, såfremt han bare gør det. Jeg vandrer tit på Kattegat og har da prøvet at gå morgentur på luften. Og hænder det jeg plumper i så er det sgu da kun fordi jeg møder snusfornuften.

Vi kommer i tanke om Halfdan Rasmussen efter at have læst Politikens Kronik 26. oktober, netop fordi de to kronikører selv mener, at de gør alt for at mobilisere snusfornuften efter overskriften ’Nedlæg de teologiske fakulteter’.

Efter sådan et bombastisk udsagn forventer læseren en henvisning til den lov, de opererer med. Tyngdeloven eller lukkeloven?

Kroniken begynder med statistiske tal og prognoser, men går hurtigt videre med metaforer og billeder, f.eks. at teologer må have det på samme måde, som Hitler må have følt det, da meddelelsen løb ind i førerbunkeren i april 1945.

Et andet billede er en synkende plimsoller, begge skal vise, hvor slemt det står til. Sammenbrud og undergang. Men den beskrivelse, som skal give baggrund for de mørke udsigter, kan rummes i et fingerbøl, og så er da endda plads til fingeren.

Det mest sympatiske ved deres fremstilling er, at de i en tid, hvor man ikke længere interesserer sig for gamle sprog, alligevel forbinder teologien med hebræisk og græsk, som henholdsvis Det Gamle og Det Nye Testamente er skrevet på.

Hvordan skal man forstå gamle tekster uden at have sproglige forudsætninger? Og for den sags skyld: Hvordan skal man forstå Augustin uden latin? Men selvfølgelig er det ikke vigtigt at lære disse sprog, hvis man ikke gider læse teksterne. Så er det jo kun spild af tid.

Men da millioner af mennesker er optaget af disse tekster, også på deres originalsprog, tror vi godt, at man kunne blive enige. Og dog, de to kronikører vil nok købe billetten, men de gider ikke se filmen.

Af Kroniken fremgår det, at det teologiske lokum brænder, men de ønsker ikke at slukke ilden, de puster stadig til den.

I det gamle Rom havde juristerne et princip til opklaring af drab, som lød ’Hvem får noget godt ud af det’. I dag siger vi nok ’Follow the money’.

Det viser sig nemlig, hvis man går konklusionen af Kroniken efter, at de to religionsvidenskabsfolk mener, at de mange penge, de to teologiske fakulteter bruger, helt og holdent burde overføres, ja, gæt engang – til religionsvidenskabsfolk og deres institutter i København, Odense og Århus.

Der er jo over 200 religioner i verden, og det er deres fag, hvilket nok kan begrunde en stærkt øget bevilling. Det kræver jo mange penge at forklare menigmand, at ikke blot kristendom, men også de 199 andre religioner er noget vrøvl eller ’metafysiske’ (et andet ord for vrøvl).

Der er i øvrigt det mærkværdige ved vore hjemlige religionshistorikere, at de hader det fag, de studerer. Religion er svindel og opium for folket og er kun til for at narre folk. Alle andre lærde elsker deres emne. En engelskstuderende gør, hvad hun kan, for at tilegne sig engelsk kultur og sprog og har stor glæde af det.

Det samme gælder folk, der arbejder med geografi, matematik, retorik og mange andre fag på universitetet. Men altså ikke religionshistorikere – i hvert fald ikke dem, der udgår fra ringen med navnet Faklen. Det er altså ikke mærkeligt, at der er lagt i fakkelovnen til teologien.

De to unge forskere kommer fra en lang tradition, som faktisk går helt tilbage til oplysningstiden, om at videnskab skal skilles skarpt fra lidenskab. Man må ikke tro på noget som helst. Hvis man gør det, så må man tro om igen. Der er ikke noget, der er værd at engagere sig i eller tro på, hævder de vrede religionshistorikere.

I dagligsproget optræder begrebet tro ganske vist hyppigt snart som en flugtvej, snart som et selvforsvar. Direktørens kone spørger: »Er det rigtigt, at du går i biografen med din sekretær?«. Han svarer: »Det troede jeg, du vidste«. Hun: »Har du andet for med hende?«. Han: »Det vidste jeg, at du troede«.

I hverdagen er tro og viden altså ikke kun neutrale begreber. Som Kumbel antydede det i det lille gruk: »Det spørgsmål, som berører manges tro: hvad folk må tro, og navnlig ikke tro, er der kun eet at svare til: At folk må tro hvad faen de vil«.

Det er sært, at man i Kierkegaards fædreland skal læse, at forholdet til tilværelsen, mening og meningsløshed kun er et spørgsmål, eftersom Kierkegaard, der læses overalt i verden, havde det grundord, at det ikke er religionens hvad, men det enkelte menneskes hvorledes: engagement, patos/passion/lidenskab, det kommer an på. Hvis noget er komplet værdiindifferent, er der jo ingen grund til forholde sig til det, videnskabeligt eller på anden vis.

Grundtvig sagde det på en anden måde: Kun det, man elsker, kan man forstå. Grundtvig har gjort sit til, at vi på vort eget sprog forstår, hvad der f.eks. på hebræisk er en indlysende erfaring, at ordet ’jedde’, dvs. ’at kende’, også betyder ’elske’.

Der står f.eks., at Adam kendte Eva, og hun fødte ham en søn. Så har han da kendt hende ret godt. Eller det interessante, at der kan være stor forskel på, at Else har kendt ham, og han er kendt af politiet.

De græske ord for sjæl og krop, psyke og soma, bruges jo til at beskrive os åndeligt og legemligt. Hvis det er helt værdifrit, er det desværre også værdiløst.

Set i den større sammenhæng består det teologiske studium af tre helt grundlæggende færdigheder, nemlig for det første at kunne læse en tekst, hvad enten den er fra oldtiden, eller det er en middelalderlig afhandling eller dagens kronik.

Det næste, man skal kunne, dét er europæisk historie, dvs. kirkens historie og profan historie. De to ting er i høj grad sammenfaldende. Man skal kunne sit Europa og mere til. Vestens fortid og nutid.

Og endelig for det tredje skal man kende de sidste 2.000 års filosofi og idehistorie. Mindre kan ikke gøre det, og det gør det da heller ikke. Teologien er nemlig i høj grad et dannelsesfag. Og man skal kende teologien, når den arbejder i tilslutning og i afvisning af filosofisk tænkning. Og af og til og med en vis medlidenhed med filosoffer, der udkaster store systemer, men selv bor i et hundehus ved siden af, som Kierkegaard sagde om Hegel og hans filosofi.

Dan Turèll stillede engang sig selv og os det spørgsmål, hvad skal man svare på Kingos spørgsmål »Min sjæl, hvad vil du mer?«. Selv svarede han »Mer!«. En præst må også have et fornuftigt svar på et sådant centralt livsspørgsmål.

Præsten kan ikke klare sig uden sin dannelse. Luther var bekymret for, om præster skulle blive kedelige og uinteressante at høre på. Derfor skulle de have et godt hoved, en god uddannelse og en god stemme. Efter at vi har fået mikrofoner i kirkerne, er det ikke så nødvendigt med den store stemme, men resten står da stadig ved magt.

Men hvad med al den viden og dannelse? Behøver man virkelig den? Tja, man kan selvfølgelig altid stille sig op ung, glad og dum og sige noget. Det svarer til, at man kører med stor fart, dagen efter at man har fået kørekort.

At læse livets tekst er at tyde, finde betydningen. Første gang man læser en roman, ved man ikke, hvad der sker i kap. 7,10 og 20. Det er muligt, at forfatteren har besluttet sig for, at hovedpersonen dør i kapitel 8, men man læser første gang, som man lever. Under anden gennemlæsning går det måske op for én, at en bestemt begivenhed var hans helt afgørende skæbne.

Man opdager smertepunkterne i sit liv. K.E. Løgstrup sagde, at man behøver ikke lægge metafysikken ind i sit liv, men det forhindrer ikke, at tilfældet får en enorm betydning. Hvis ikke man læser efter betydningen eller værdien, kan man lige så godt lade være.

Selv om MAN ikke har de bedste erindringer om sit barndomshjem, vil det sikkert smerte de fleste, hvis de får at høre, at det er brændt ned til grunden. Hvis man derimod ikke alene har gode minder om sin studietid, men dagligt trækker lykkelige momenter frem fra de år, man tilbragte på universitetet, er det da klart, at man ikke tror, at det er noget, der kan afskaffes over night.

Vi, der er engageret i det teologiske studium, har ikke alene studeret os gennem flere biblioteker, men vi har oplevelser fra orgelkoncerter og salmer, selv om Georg Metz for nylig i overensstemmelse med tidsånden sagde, at alle salmer forekom ham at være det rene vås. (Tænk, han har udgivet et digert værk om danske sange og salmer!).

Religionsvidenskabsfolk vil vel svare på det, at det skyldes en højere form for hjernevask, at vi ikke kan frigøre os fra, hvad vi har tilegnet os.

Men i så fald synes vi, at de skylder et svar på, hvorfor de største religionsoprørere – lad os nævne i flæng Friedrich Nietzsche, Strindberg, Ibsen, I.P. Jacobsen, Georg Brandes, som slog sig i tøjret og brændte alle broer, vendte tilbage til de grundlæggende begreber, sommetider bevidst, til andre tider måske fordi man godt kan være bundet af det, man har taget afsked med.

Nietzsche rasede mod den i hans øjne falske medfølelse, som kristendommen havde præget Vesteuropa med. Engang var det de stærke, der havde ret, og de svage, der måtte bukke under.

Det var kristendommen, der vendte disse forhold på hovedet og med et prægnant udtryk, som ikke var positivt ment, hævdede Nietzsche, at den kristne grundtanke var omvurderingen af alle værdier.

Netop Nietzsche blev så overvældet af den medfølelse, som han fornægtede, at han grædende omfavnede en bryggerhest på gaden i Torino og sagde, at det var synd, at hesten skulle udsættes for lidelser, pisk, ukvemsord og den slags.

Hans medfølelses gennembrud blev også hans psykiske sammenbrud. Han måtte samme dag indlægges på sindssygeanstalt, hvorfra han dagligt sendte breve, hvori han underskrev sig ’Den korsfæstede’. En ufattelig identifikation med den, han undsagde og foragtede. Nietzsche var indlagt til sin dødsdag i 1900.

Noget lignende hændte August Strindberg, som kaldte sig ateist og nærede en foragt for Jesus-skikkelsen af samme dimensioner som Nietzsches. Strindberg forlod sin naturalisme, fordi han i Paris ville gå fra at være forfatter – hans værker fyldte 72 bind – til at være videnskabsmand.

Han ville finde altings grundstof, som i hans optik enten var kul eller svovl. Det betød, at han på et hotelværelse i Paris dag og nat eksperimenterede med kolber. Han følte, at forskere havde gjort livet på Jorden bedre end forfattere, men mens han eksperimenterede, ødelagde han sine hænder i en sådan grad, at han måtte indlægges med bandager, fordi huden var ætset væk for altid.

Han kunne end ikke holde en pen, men når han så sine hænder, identificerede han sig med den, hvis hænder må have været totalt ødelagt efter korsfæstelsen.

Også for Strindberg bliver Kristus en identifikation. Derfor forlod han naturalismen for at udtrykke sig i symbolismen. I drømmespil, der betegnende nok hedder ’Til Damaskus’, ’Påske’ og ’Et drømmespil’, som vrimler med citater fra Johannes Evangeliet og Johannes’ Åbenbaring. Strindberg havde bestemt, at der på hans gravsten skulle stå ’O, crux, ave spes unica’ (O kors, vær hilset du eneste håb).

Netop fordi de store undsigere af kristendommen – det gælder også den norske Henrik Ibsen og den danske Henrik Pontoppidan – næsten monomant kredser om kristne elementer, så er det måske lovlig naivt at mene, at man skaffer dem af vejen ved at lukke to teologiske fakulteter.

Vi er jo nemlig omgivet af kunst, som kun kan forstås med den, der har en kristen fortolkningsnøgle. Det gælder f.eks. Shakespeares ’Lige for lige’, helt ned til titler, der er taget fra Ny Testamente. Men der er også grundsymbolet i ’Vintereventyret’, opstandelsen.

Går man på biblioteket, er hver anden roman relateret til et bibelsted; tag Steinbecks ’Vredens druer’, ’Øst for Paradis’, Hemingways ’Solen går sin gang’ og Ibsens ’Når vi døde vågner’. Romanen ’Vejen ad hvilken’ af Klaus Rifbjerg slutter med ordene »Det er fuldbragt«. En sætning, man aner hører sammen med Golgata, skønt der ikke henvises til Jesus’ sidste ord på korset.

Samuel Beckett var ikke alene en forfatter, som ustandseligt brugte bibelcitater i sine hørespil, f.eks. ’Hvo som falder’. Men han relaterede næsten som Strindberg sig selv til den korsfæstede, idet hans dåbsattest viser, at han er født 13. maj 1909, men han forfalskede det livet igennem, også da han fik nobelprisen.

Han sagde, han var født 13. april. Det passede godt til hans pessimisme, at hans fødselsdag var den 13. Men som om det ikke var nok, så forskød han datoen med en måned, så hans fødselsdag faldt på langfredag. For at vise, hvordan han var dobbelt skæbnebestemt til ulykke.

Derfor er kristendommen og videnskaben om den – teologien – ikke sådan at begrave. Den ligger i vore åndelige gener.

Når Grundtvig skrev – efter at englænderne havde sønderbombet København og domkirken – »Kirken den er et gammelt hus, står om end tårnene falde«, tilslutter vi os hans optimisme i en sådan grad, at vi heller ikke gruer for, at en søndagskronik i Politiken kan volde større skade end den engelske terrorbombning.