'Massiv svindel med danske ulandspenge' har været overskriften på en nylig debat om dansk ulandsbistand. Debatten efterlader indtrykket af massiv svindel med bistandsmidler, og at ministeren har søgt at skjule svindlen. Trecifrede millionbeløb har været nævnt. Fra Christiansborg kræver partier fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten kulegravning og redegørelser. Spørgsmålet melder sig, om det nu igen er den naive godhedsindustri, som bliver snydt, så vandet driver. En sandsynlig konklusion vil være, at vi skal have mere kontrol. En dansk revisor på hvert gadehjørne, så vil pengene gå til det rigtige. Interessant nok skal donorerne mødes i dag i Ghana til et internationalt topmøde for at diskutere, hvordan vi bruger ulandspengene bedre og mere effektivt. Indgangen til debatten er faktisk ikke ’mere kontrol’, men snarere ’mere ejerskab til ulandene’, da topmødet skal tage temperaturen på ’Paris-deklarationen’, som donorer og modtagerlande vedtog for tre år siden. Deklarationen bygger på nogle overordnede principper og har som erklæret målsætning at opnå bedre resultater. Ned med omkostninger til administration og kontrol, mindre spild og flere penge direkte til formålet. For at opnå dette skal modtagerlande tage mere ejerskab, donorer skal harmonisere deres arbejde og skal ikke lave deres egne systemer og administration, men anvende modtagerlandets systemer, og der skal sikres gensidig gennemsigtighed. En spændende dagsorden for at sikre en optimal udnyttelse af bistandsmidlerne. Det er ikke lykkedes at få danske medier til at beskæftige sig med det. Trods talrige forsøg er det magre resultat ét interview i P1. Hvorimod afdækningen af svindel har været tophistorie i flere medier i en uges tid. I mit perspektiv er det fint, at ulandsbistanden belyses kritisk, men det er forstemmende, at debatten ikke løftes op over skandaleniveauet. Denne kronik er et forsøg på at råde bod på det. Det lyder paradoksalt, at vi i Danmark kræver mere kontrol, mens ulandseksperterne kræver mere ejerskab til ulandene. Der er for få Mandelaer og for mange Mugaber i Afrika, vil mange synes, og det er ikke lige den form for ejerskab, vi ønsker? Nej. Og det er heller ikke sådan, at overskriften om mere ejerskab skal forstås. Ulandene er lige så forskellige som landene i Europa. I en del lande er demokratiet velkonsolideret, man kan have tillid til system og ledelse, og der er basis for en fælles indsats for at bekæmpe fattigdommen. I andre lande må indsatsen tilrettelægges på trods af det siddende styre, men man finder tit gode og pålidelige folk på andre niveauer. Angola er et eksempel: Landet er plaget af en omfattende korruption, som eliten med regering og præsident står i spidsen for. Alligevel har vi som ulandsorganisation oplevet, at der på provinsniveau og nedefter har været masser af seriøst engagerede folk, både i stat og kommune og hos de private organisationer, og at det har været muligt at arbejde effektivt og til gavn for de fattige. Generelt har fattige lande dårligere kapacitet og systemer, end vi kender fra Danmark. Det er sådan set derfor, vi er der – vi skal hjælpe med at opbygge det, man i bistandsjargonen kalder god regeringsførelse, herunder uafhængige domstole, demokrati og en fri presse. Vi kan ikke støtte opbygningen af demokratier, hvis vi samtidig vil styre udviklingen fuldstændigt. Vi kender alle det politiske spil i Danmark og ved, at der skal tages hensyn til forskellige interesser. Det er afgørende, hvem der har flertallet, og der tages en lang række beslutninger, som ikke nødvendigvis er rationelle, men som netop er resultatet af en politisk proces. Hvis vi alvorligt tror på demokrati som en forudsætning for en bæredygtig udvikling, må det lokale demokrati styrkes, og vi må give slip på mange af vores betingelser. Mange ulande har afholdt valg og har formelt set demokrati. Men mange valgte regeringer betragter demokrati som en begivenhed, der finder sted hvert fjerde år, og ikke som en proces, hvor sager løbende diskuteres kritisk, med og uden faglig indsigt. I Danmark har vi en velfungerende skov af organisationer, som bidrager til at sætte en dagsorden og kvalificere debatten, og vi har en fri presse og en opposition, som kan sætte et kritisk spot på den siddende regering, på forvaltning i stat og kommuner og på det private erhvervsliv. Det fungerer ikke perfekt i Danmark, og det fungerer klart ringere i de fleste ulande. Demokratierne er endnu svagt funderede, og der er navnlig brug for at styrke den rolle, som parlamenter, civilsamfund og presse kan spille. Magt korrumperer som bekendt. Mere ejerskab til ulandene skal også modvirke, at donorerne hver især forfølger så mange forskellige mærkesager, at det bliver umuligt at sikre en rød tråd og en sammenhængende politik. F.eks. har Uganda over de sidste tre år indgået 684 aftaler om støtte med 40 forskellige donorer. Den enkelte aftale eller mærkesag er ofte, isoleret set, fornuftig. Men der er for mange af dem, og det er svært for ulandene at skaffe penge til vigtige områder, som ikke står højt på den aktuelle dagsorden. Nogle gange stiller donorerne også krav, som er uforenelige, som når USA kræver, at aids bekæmpes ved seksuel afholdenhed og derfor kræver kampagner for brug af prævention stoppet. Mens Danmark og andre donorer (heldigvis) fastholder prævention som et afgørende aspekt af bekæmpelsen af aids. De mange aftaler er også problematiske, fordi det tapper sparsomme ressourcer fra ministerierne. Den enkelte donoraftale er oftest forberedt af konsulenter og fagfolk, og det løbende arbejde overvåges og styres på tilsvarende vis. Det kræver en løbende dialog, der sammenlagt lægger beslag på alt for mange medarbejdere. Donorernes penge er i mange lande så vigtige, at andre presserende opgaver skubbes til side for at opfylde donorernes behov. Derfor er det nødvendigt, at donorerne i et samspil med modtagerlandet samordner indsatsen og prioriteringerne. Grundlaget skal være en nationalt vedtaget og prioriteret plan for fattigdomsbekæmpelse, som donorerne kan bidrage til at gennemføre. Det er vigtigt, at ulandspenge går til formålet, og kontrol er vigtigt. Men en revisor på hvert gadehjørne koster mange penge, og hvis resultatet af den danske debat bliver mere dansk kontrol, er det spild af penge. Paris-deklarationen bygger bl.a. på en konstatering af, at alt for mange penge anvendes til parallel kontrol og administration fra donorside. Det er ikke kun Danmark og danske skatteydere, som ønsker, at pengene skal gå til formålet. Det gør den norske, svenske, hollandske, tyske osv. skatteyder også, og i mange år har det betydet et overvældende stort antal kontrollanter. Paris-deklarationen har som ideal mindre individuel (dansk) kontrol, men en stærk fælles kontrol. Debatten om svindel med ulandspenge bliver ofte meget sort-hvid. ’De sorte er korrupte, og de hvide er ærlige’ for nu at sætte en ikke-udtalt præmis på spidsen. Set fra mange ulandes perspektiv ser det billede noget mere nuanceret ud. I de seneste år fremstår USA’s handlen i Irak som et skræmmende og veldokumenteret eksempel på, hvordan man fra allerhøjeste sted fremmer nepotisme og tillader et omfattende misbrug af bistandsmidler. Der er desværre mange andre eksempler på, at ulandsbistand bliver misbrugt af donorerne selv, også selv om der ikke er tale om svindel. ’Bunden bistand’ har betydet, at modtagerlande har skulle modtage en lang række produkter fra donorerne, som de ikke har ønsket. I mange år opgjorde donorerne, også Danmark såmænd, hvor stor en del af bistanden der ’kom igen’ i form af leverancer. Det er der nødvendigvis ikke nået galt i, forudsat at leverancen repræsenterer det bedste produkt på markedet til en rimelig pris, og at produktet passer ind i modtagerlandes systemer. Det har desværre sjældent været afgørende, det har for donorer handlet om at få overskudslagre afviklet, om at holde liv i industrier, som har det svært, og om at sikre sig et fodfæste på et interessant marked. Det er en del af Paris-deklarationens målsætning at gøre op med denne praksis, men lande som Japan og USA stritter imod. Teknisk bistand er et andet dominerende donorkrav. Mange donorlande kræver fortsat, at det er egne eksperter, som ansættes, uden at der åbnes for ansøgere fra andre lande, som måtte være mere kvalificerede. Der er god brug for en del af disse eksperter, som er velkvalificerede, hårdtarbejdende og ærlige. Men de er meget dyre, og en stor del af dem kunne fint erstattes med national eller regional ekspertise. Op imod 40 procent af ulandsmidlerne går til teknisk bistand, og det tal er oplagt alt for højt. ’Er det godt nok?’ spurgte en journalist mig om det omtalte misbrug af danske ulandspenge. Svaret er klart, at vi altid skal stræbe efter at gøre det bedre. Og da vi på TV 2 hørte, at der er svindel for et trecifret millionbeløb, så lød det slemt. Men konkret: Der er rapporteret for 180 millioner kroner over en fireårig periode. Ifølge Udenrigsministeriet udgør tabet 20 millioner kroner, fordi sagerne rapporteres til Rigsrevisionen, mens de stadig efterforskes, og fordi en del penge tilbagebetales. Den danske ulandsbistand over fire år udgør 50 milliarder kroner. Det betyder, at tabet i ulandspenge udgør 0,04 procent af den samlede omsætning. Skandale? Det er vist, som man tager det. En revisor har anklaget den lokale revision for at være korrupt og sagt, at det reelle tab er langt større. Det er et stort problem, hvis det er rigtigt, men det flytter unægtelig fokus fra godhedsindustrien og over på det private erhvervslivs moral og etik, ikke mindst de store revisionsfirmaer. Som bistandsaktører er vi underlagt forskellige krav, og det betyder, at danske organisationer som IBIS skal anvende nationale revisionsfirmaer, som er datterselskaber af internationalt anerkendte revisionsfirmaer med hovedsæde i Europa og USA. Det er herfra, der skal tages fat, hvis der er noget om snakken. Danmark er et af de mindst svindelplagede lande i verden. Alligevel er sort arbejde et nationaltræk, som daværende statsminister Poul Schlüter bemærkede. Også når vi køber ind, er den gal. Alene Dansk Supermarked regner med et årligt ’svind’ på 500 millioner kroner. Så lad os ikke gøre os bedre, end vi er. Der er uærlige mennesker både i Afrika og i Europa, og heldigvis er det store flertal begge steder ærlige. Man kan undre sig over, at det ikke er værre i Afrika, når man tænker på, hvor mange mennesker der lige netop overlever der. Svindel og korruption i Europa skal ikke fungere som undskyldning for svindel og korruption i Afrika. Vi skal have mest muligt ud af ulandsmidlerne, og mødet i Ghana har fokus på netop det. Udviklingsbistanden skal måles på, hvor mange børn vi får i skole, hvor effektivt vi bekæmper aids og andre sygdomme, og på, hvordan vi gradvist får ulandene til selv at have kontrol og ansvar for dette arbejde. Topmødet er et skridt i den rigtige retning: Mere fælles kontrol og mindre individuel kontrol. Flere fælles programmer og bedre samordning af donorindsatsen. Bedre gennemsigtighed med administrationen af bistandsmidler. En stærkere parlamentarisk kontrol, både i ulande og ilande. En styrket rolle for organisationer og civilsamfund, som kan være vagthund og sikre åbenhed og debat.