Engang blev jøderne i Østeuropa kaldt Luftmenschen.

På samme måde, som man kan sige det om palæstinensere og andre folkeslag – folk, der eksisterer uden egentlig at eksistere, fordi de ikke har deres egen stat. Jeg læste et sted om en karikaturtegning, hvor luftmennesket siger: »Jeg har aldrig mistet håbet om en dag at kunne vende tilbage til mit hjemland. Desværre kan jeg ikke længere huske, hvor jeg kommer fra«. Den karikaturtegning er et vidnesbyrd om, at eksil er opbruddets kultur; en erfaring, som skaber modsætningsfyldte og splittede mennesker. Forfatteren Edward Said var en af dem, og han sagde: »Araber, amerikaner, akademiker. Ingen af mine identiteter er vandtæt«. En anden var Georg Perec, som i essayet ’Ellis Island’ skriver om at være jøde uden at vide, hvad det indebærer andet end splittelse og diaspora. Den tysk-rumænske forfatter Herta Müller skriver i romanen ’Hjertedyr’: »Hvis man forlader sit land, vil man altid bære det med sig i sit ansigt«. Som kurder fra tyrkisk Kurdistan genkender jeg mig selv i alle tre skæbner. Jeg kommer fra en fattig bjerglandsby, hvor syv af mine søskende døde af underernæring og børnesygdomme. Da jeg blev født, boede min far allerede i Sverige. Han var blevet lokket til at udvandre til Europa af hvervningsagenter, som havde sagt: »Alt, hvad du behøver tage med dig for at få et tåleligt liv, er din arbejdskraft«. Men vi udvandrede ikke til Sverige for at blive dér. Vi udvandrede for at vende tilbage. I ti år levede vi et lånt liv i et fremmed land, tilstrækkelig længe til at få sparet op til en mere tålelig tilværelse i byen. I mellemtiden håbede mine forældre, at de politiske og sociale livsvilkår ville blive bedre for kurderne i Tyrkiet. Da vi kom til Sverige, begyndte jeg og mine små søskende i skolen, mens de større tog arbejde i fabrikkerne. Vi læste om svenske konger og skærgårde, vi lærte alt om jul og bøjning af verber. Vi så svenske naturfilm, læste historier af Astrid Lindgren og flirtede med søde klassekammerater. Naturligvis havde vores forældre regnet med, at vi ville tage den svenske kultur til os. Derfor rejste vi til landsbyen hver sommer for ikke at glemme, hvilken verden vi tilhørte. I landsbyen levede vi som alle andre. Vores forældres stolthed kendte ingen grænser, når slægtninge og venner roste dem for ikke at have mistet os til en anden kultur. Så længe vi var små, trivedes vi i landsbyen. Det var de to måneder, vi længtes efter hvert eneste år. Det var de to måneder, vi talte med far og mor om hver aften i Sverige. Årene gik. Vi børn rystede blufærdigheden af os og kastede os mere og mere bramfrit ud i det nye samfund. Vi gik til skolefester og tog på kanolejr. Vi talte, drømte og tænkte på svensk. Kurdisk talte vi kun med vores forældre, og det var ikke så ofte, vi var sammen med dem; det er der ikke plads til i en teenagers liv. Pludselig var ferierne ikke så sjove mere. Virkeligheden begyndte at snige sig ind i billedet af hjemlandet. Som børn havde vi leget i olivenlunde og ferskenhaver. Som gæster langvejs fra blev vi feteret, bespist og elsket. Men efterhånden blev den barnlige sorgløshed erstattet af en pinefuld indsigt i menneskets livsvilkår i et fattigt og undertrykt samfund. Folkets slidsomme kamp for at arbejde sig fri af elendighedens lænker blev en alt for smertefuld oplevelse for os. Vi havde levet for længe i Sverige. I tryghed og velfærd. Med Björn Borg, tyttebærmarmelade og knækbrød. Et lille Svensson-hjerte var begyndt at banke i os. I løbet af de 32 år i Sverige har vores familie vokset sig større. Jeg har nu 20 nevøer og niecer, alle født i Sverige. Og drømmen om hjemstavnen – samme drøm, som deles af millioner af andre emigranter i Europa – viste sig blot at være en illusion. Alene tanken om den livsløgn, vi havde klynget os til i så mange år, kunne formørke vores sind på selv den smukkeste solskinsdag; fortrænge lykken i den lykkeligste stund. Da min mor var døende, stod min far hele tiden ved hendes seng, som et desperat vidne til sin livsledsagers langsomme død, og gentog samme sætning om og om igen: »Vi udvandrede ikke for at dø i Sverige. Vi udvandrede for at vende hjem igen og dø i vores by«. Han fortsatte: »Jeg angrer af hele mit hjerte, at jeg trak familien ud af landet. Jeg angrer af hele mit hjerte, at jeg også har trukket de følgende generationer med mig og afgjort skæbnen for både fødte og ufødte«. Et halvt år efter min mors død stod jeg en dag ved hendes simple gravsted sammen med min far. Varmen bølgede omkring os. Han så så lille ud, min far, som han stod der, bøjet over hendes grav med tårerne trillende ned ad kinderne. Det var tredje gang i mit dengang 35-årige liv, jeg så ham græde. Jeg havde aldrig set far så afpillet og så uberørt af at slippe sin hårde facade og udstille sin sorg og sårbarhed. Inden vi forlod gravpladsen, lod han blikket glide hen over landskabet og sagde: »Din mor sørgede over, at hun ikke skulle dø blandt familie og venner. Ak, hvis blot jeg havde kendt udvandringens pris … Ja, min søn, jeg drømmer stadig om og beder for, at I en dag vil pakke jeres ting og vende hjem«. Men nu, efter min mors død, når jeg går rundt i bjerglandsbyen, er jeg som en blind, der mener at vide, hvor hans skridt bærer ham hen, men som ved dagens ende altid er lige så skuffet, som han var håbefuld i begyndelsen af sin vandring. Jeg forestiller mig, at landsbyen ved, hvem jeg var engang, men er blevet fremmed over for, hvem jeg er i dag. Selv om alt stadig er, som jeg husker det fra min barndom, kirsebærtræerne, bækken, tidslerne, mynten og menneskene. Jeg var kommet af denne jord, og siden blæste jeg væk. Det, som nu bestemmer min eksistens, er min egen utilstrækkelighed. Men hvilken slags utilstrækkelighed og over for hvad? Forsøger jeg at være et formet menneske, når menneskets eksistens i virkeligheden formes hele tiden? Måske har jeg levet i Sverige med en sådan selvfølgelighed, at jeg helt har overset den forvandling, som foregik i og omkring mig for hver dag, der gik. Måske er det sådan, det skal være for mig: At min skæbne skal være den fremmedes. En skæbne, hvor begrebet ’hjemme’ og ’ude’ konstant overlapper hinanden – på trods af, at Kurdistan ikke eksisterer som suveræn stat. En eksilskæbne, hvor mennesket bærer landflygtighedens gnavesår som et brændemærke i panden. Jeg indser min egen magtesløshed. Hvor meget jeg end ønsker det, kan jeg ikke gøre noget ved, at begge de fremmede lande hviler over mig med hjemløshedens tyngde. Hvad andet kan jeg da gøre end at vælge den fremmedes frihed – eller straf – til ikke at vælge? Ikke bare min far, men mange mennesker, jeg har mødt gennem årene, er blevet ramt af den måske mest smertefulde tanke, som diasporaen, eksilet, bringer med sig: idealiseringen og myten. For myter bygger ofte på forestillingen om en mere sand tilstand, som mennesket nu har mistet forbindelsen til. Det legemliggør diasporaens yderste straf: næsten kemisk ulykkelige mennesker, indesluttede af deres egen plage. Historien er det, som gør ondt. Derfor genererer eksilet ofte også nationalisme. Mennesker afskåret fra deres lande, rykket op med rode, ud af deres sammenhæng, risikerer at mindes og glemme selektivt, og gå ind for en sejrende ideologi. Og man lærer sig selv at elske smerten, præcis som man må lære sig selv at elske andre ting. Det er da, man rasler med sine kæder som en triumfens melodi. En melodi, som synges for generationer af børn, som derfor er tilbøjelige til at sammenblande den beskyttede verden, de er opvokset i, med de katastrofer, deres forældre har gennemlevet. Forvirrede børn, som har brug for deres lands og deres folks udsathed som en tryg referenceramme i en truende og svigefuld omverden for at føle sig palæstinensiske, kurdiske, jødiske, assyriske, kosovaalbanske, kroatiske, bosniske … Alt for ofte ophøjes de ældres voldsomme minder og politiske ’sandheder’ til evige værdier, som fastnaglet i tiden. Man opfylder sig selv med sin urokkelighed, lader få ting tilbage til fortolkning og udslynger domme over dem, som ikke falder på knæ over deres egne fortolkninger af historien og dagspolitikken. Naturligvis er det sådan, at et menneske i eksil i et frit land kan udforske og genopdage egen kultur og identitet i stedet for at underkaste sig indskrænkninger. Men det ironiske er, at mennesket netop af den grund dagligt bliver mindet om sin identitet. Jeg har selv været på kronisk jagt efter mig selv. Måske er det derfor, jeg altid søgt mod andre mennesker, som er i undtagelsestilstand fra sig selv? Sorte og hvide. Jøder, muslimer, kristne og ateister. Kapitalister og socialister. Som lænket til det forfløjne fører vi samtaler om hjemløshed, om længsel efter barndommens lyde, om savnet af stemmer, dufte, smage, natur og riter. Som om statsløsheden, eksilet eller undertrykkelsen er vores eneste status. Men bør mennesket ikke bevare sin autonomi for at bidrage til kollektivet i stedet for det omvendte? Det er vel individet og ikke massen, som er unik? Er identiteten ikke en uafbrudt vekselvirkning mellem mennesket og dets omgivelser? Derfor er det altid sundt at være vågen til kirkernes, moskéernes, synagogernes, partiernes, ledernes og martyrernes budskaber om frelse, fordi de fordrer, at mennesket er domineret af én identitet og sin religion, ideologi, historie eller af sit folk og sine myter. En intellektuel tomhed, som siger, at en svensker er svensk, en kurder kurdisk, en muslim muslimsk, og en kristen er kristen. Altså nationalisme som en segregeringsmaskine. Når tvivlen, ambivalensen og kompromiset – egenskaber, som får os til at revurdere synet på vores fasttømrede billeder – undertrykkes af banalitetens ideologi, bliver også nationen til en afgrænset ’kultur’. Som en grænse. Grænser skaber ikke blot selvudråbte martyrer, men også foragt og grumhed. De, som er sat til at vogte en grænse, soldater eller mennesker i immigrationsbureaukratiet, viser, hvor nemt de etiske barrierer nedbrydes hos mennesker, har den svenske forfatter Stefan Jonsson sagt: En kamp om grænserne bliver også en kamp om identiteterne og en kamp om at forsøge at binde enkelte personer til samfundets store ’vi’. Den maner mennesket til at identificere sig med forskellige symboler og idealer og udstyrer hende således med en identitet, som hun mirakuløst nok ikke opfatter som en indskrænkning, men tværtimod ser som en velsignelse. Men eksilets erfaringer er også brudt lige gennem indskrænkethedens demagogi. Gennem litteraturen. At borttænke eksilet som tema i poesien og i romanen er at borttænke selve litteraturhistorien. Kan vi overhovedet forestille os, hvordan kulturen ville se ud uden denne smertens og længslens æstetik? Hvad ville vores civilisation være uden eksilforfatterne? Uden Homer, Vergil, Ovid, Euripides, Dante, Cervantes, Hugo, Zweig, Gorkij, Joyce, Pasternak, brødrene Mann, Canetti, Singer, Weiss, Broch, Nabokov, Kerenskij, Berberova, Conrad, Bunin, Jakobson, Hikmet? Eller Müller, Naipul, Auberbach, Adonis, Darwish, Ben Jelloun, Djebar. Eksilforfatterne har åbnet op for nye rum, som hverken tilhører landet hjemme eller ude. Noget, som Salman Rushdie har kaldt imaginary homelands. Afstandens og landflygtighedens smerte har skærpet eksilforfatternes kunstneriske klarsyn. Mennesket er blevet menneskeliggjort ved at synke ned i den menneskelige afgrund. Don Quijote formulerede spørgsmålet for 400 år siden: Hvordan bliver man et rigtigt menneske, når der ikke længere findes nogen slag at udkæmpe? Eksilet bliver til en livsform, hvor gamle strukturer må vige, hvor den lokale kultur indgår i en universel med nye ideologier, trossystemer og grupperinger. Ud af splittelsen mellem sprog og identitet opstår prøvelser og dyrekøbte erfaringer om menneskets vilkår. I en eksiltilværelse bliver kunstneren mere modig, fordi hun ikke har noget at miste, eller fordi hun har frigjort sig fra censur og selvcensur. Hun overskrider tiden, gør op med fortidens krænkelser, løgne og nedarvede politiske, religiøse, æstetiske, moralske, kulturelle, seksuelle, sociale idealer og dogmer. Hun bliver et land for sig selv. Mange eksilforfattere overlever tiden og strømningerne, fordi landflygtigheden tvinger dem til kunstnerisk disciplin og til en sjældent oprigtig vilje til at undersøge noget, som har pirret menneskets nysgerrighed siden begyndelsen: Hvordan tiden, minderne og omstændighederne former os og gør os til dem, vi er. Det er skildringer af forholdet mellem fysiske hjem og mentale landkort, mellem individet og masserne, mellem masserne og magten, mellem indgroede eksistentielle løgne og et autentisk liv. Den slags litteratur giver os mulighed for at mindes det, vi aldrig selv har måttet lide. Derfor drister jeg mig til at komme med en moralsk opsang: I stedet for ligegyldighed er det hvert menneskes moralske pligt at erklære sin samhørighed med de ringeagtede, de forrykte, udstødte og forfulgte – det være sig flygtninge eller direktører, som er faldet ned på samfundets bund. Den svenske digter Gunnar Ekelöf, som kaldte sig udvandreren, den fremmede, sagde engang, at folk, der er ligeglade, ikke har nogen skygge. Mig bekendt er det kun i billige tegneserier – hvis overhovedet dér – og kun der, at mennesket savner skygge. Måske er det de ligeglade, som burde kaldes Luftmenschen, og ikke din landflygtige nabo.