Forestil dig, at danske kræftpatienter havde verdensrekord i at overleve deres sygdom.

Det samme havde kræftpatienter fra de øvrige nordiske lande. Det kunne lade sig gøre, fordi Danmark var gået tæt sammen med Sverige og Norge om at skaffe nok uddannet personale og udstyr samt opbygge viden om bedste behandling og organisation. Eller tænk, hvis Danmark skar millioner af medicinudgifterne, fordi alle danskere kunne købe deres medicin, hvor den var billigst – i Malmø, Barcelona eller på nettet. Og fordi Danmark samtidig havde besluttet fælles medicinindkøb med vores nordiske nabolande. Eller tænk, hvis danske patienter trygt kunne vælge at lade sig behandle på hospitaler i hele Europa og købe medicin på nettet, fordi EU havde udviklet et kvalitetsmærke for sundhedsydelser. Danske patienter kunne have god gavn af et mere internationalt sundhedstilbud. Alligevel gør politikerne næsten en dyd ud af at holde det danske sundhedsvæsen inden for grænserne. Kun i ganske få tilfælde har danske patienter fået mulighed for at blive behandlet på det offentliges regning uden for landets grænser – bl.a. som led i det fri sygehusvalg. Men her bestemmer myndighederne nøje, hvilke klinikker den enkelte patient kan behandles på. Det samme gælder for kræftpatienter, der skal i strålebehandling eller eksperimentel behandling. De kan også kun vælge mellem et lille antal svenske og tyske klinikker, som de danske myndigheder har en aftale med. Når vi ikke åbner vores sundhedsvæsen mere op, handler det om, at vi selv vil bestemme. Ingen skal fortælle os, hvor mange penge vi skal bruge på sygehuse, hvor mange læger vi skal uddanne, eller hvor korte ventetider vi skal stræbe efter. Intet kan sætte større skræk i livet på såvel befolkning som politikere end forlydenderne om, at EU skal til at føre sundhedspolitik. Reaktionen er prompte: Fingrene væk – her gælder den nationale suverænitet. Vi skal ikke sælge ud af al selvbestemmelse, når det gælder sundhed. Men dér hvor mobiliteten, kvaliteten og stordriften taler for det, skal vi ud af osteklokken og offensivt søge de internationale muligheder – i stedet for at klamre os til den nationale suverænitet. Af to grunde: Både fordi vores sundhedspolitiske selvbestemmelse i stigende grad er en illusion ude af trit med den europæiske virkelighed – og fordi den ganske enkelt forhindrer mere og bedre behandling til de danske patienter. Første skridt er at erkende, at virkeligheden er i fuld færd med at overhale vores sundhedspolitiske nationalromantik. Vi – borgerne og patienterne – driver selv udviklingen. Vi opsøger nemlig mere og mere behandling i udlandet. Det gælder alt lige fra desperate nyrepatienter, der ikke længere kan udholde tilværelsen i dialyse og derfor drager ud for at købe sig en nyre, til de tusindvis af helt almindelige danskere, der hvert år lægger sig under kniven hos en læge i udlandet. Alene rejsebureauet Kirurgirejser sender årligt to tusinde danskere af sted til behandling i udlandet. Samtidig valfarter flere og flere danskere over Sundet eller til østeuropæiske lande som Polen og Ungarn for at få billige broer og kroner i tænderne. Spørger man danskerne, om de ville være parate til at rejse ud af landet for at komme hurtigere i behandling for en kræftsygdom, siger mere end 80 procent ja. Begrebet ’sundhedsturisme’ er kommet for at blive – også selv om politikerne helst var foruden. Derfor tier vi det ihjel – og overlader danskerne til egen regning og risiko. På nettet efterspørger danskerne rask væk ’grænseløse’ sundhedsydelser. Ikke mindst medicin er en slagvare i cyberspace. Foreløbig drejer det sig mest om smertestillende medicin og slanke- og potenspiller, men det vil brede sig. Af indlysende grunde: Nettet giver mulighed for at købe billigere medicin lettere. Alligevel fastholder vi kompromisløst apotekernes monopol. Resultatet er Det Vilde Vesten, når det gælder medicinkøb på nettet. Ingen kvalitetssikring og derfor heller ingen tilskud. Så på mange måder er det med helbredet som indsats, at danskerne i dag køber medicin over nettet. Nu er det ikke kun patienterne, der blæser på de nationale grænser. Det samme gør personalet. I nordisk regi er der en gedigen trafik over grænserne. De danske læger og lægestuderende fører an og binder på den måde Sverige, Norge og Danmark sammen i en slags skæbnefællesskab. Lægerne rejser navnlig som vikarer. Pengene trækker. Vikarbureauerne melder at have tusindvis af læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale i deres databaser – og tallet stiger. Fra 2004 til 2005 sendte de op til 35 procent flere vikarer over de nordiske grænser. Samtidig rekrutterer vi flere og flere læger, sygeplejersker og andet personale uden for landets grænser. Fra nær og fjern – fra Polen og Indien. De andre europæiske lande gør det samme. Alligevel sker det hver for sig. Og så er der de unge. Hvis drømmen er et liv som læge, rejser de. Det har de danske lægestudier mærket. På 10 år er andelen af svenske og norske studerende på de danske lægestudier eksploderet – fra at udgøre 5 procent af studiepladserne i 1995 til det seksdobbelte i 2006. Den ensidige trafik er skidt for alle. Danmark mister læger, når halvdelen af de nyuddannede svenske og norske lægekandidater tager hjem igen. Det giver lægemangel i Danmark og tvinger os til at gå på strandhugst i Sverige og Norge efter færdiguddannede speciallæger. Alligevel gør vi ikke lægestudiet til et fælles anliggende. Ikke kun den stigende aktivitet over grænserne gør det nationale sundhedsvæsen til en illusion. EU er i fuld færd med at bygge et indre marked for sundhed. EU har godt nok ingen formel kompetence, når det gælder sundhedspolitikken. Traktaten forsikrer, at EU alene er »et supplement til de nationale politikker«. Alligevel har EU fået markant indflydelse på stadig mere centrale dele af vores sundhedspolitik. Det er sket som led i det indre marked, hvor det handler om at sikre varernes og borgernes frie bevægelighed. På den måde er lægemiddelområdet for længst underlagt europæisk lovgivning. EU-borgerne har også fået en stribe rettigheder, f.eks. ret til tilskud til briller, der er købt i andet EU-land. Oveni har EF-domstolen for nylig afgjort, at patienter har ret til at vælge og få betalt behandling i et andet EU-land, hvis de ellers skal vente urimelig lang tid på behandling i eget land. Sagt med andre ord: Danske patienter vil kunne få betalt en hofteoperation i et EU-land, hvis de skal vente urimelig lang tid på behandlingen herhjemme. Dette er en banebrydende afgørelse, hvis rækkevidde dog er højst uklar, så længe ingen ved, hvad ’urimelig lang tid’ er. Uklarheden vil i første omgang begrænse effekten af den nye rettighed. Bekvemt for politikerne, der har det skidt med at afgive suverænitet på området. Men ubekvemt for patienterne, der går glip af nye muligheder for hurtigere og bedre behandling. Vores forhippelse på at holde sundhedsvæsenet ’inden borde’ koster ikke alene patienterne behandlingsmuligheder. Det overlader dem til en utryg verden, hvor de sjældent kan være sikre på, om en klinik i et andet land eller en hjemmeside lever op til den nødvendige kvalitet. Vi går glip af mere sundhed for pengene, fordi patienterne ikke med offentligt tilskud kan købe medicin eller behandling dér, hvor den er billigst. Og fordi alle lande hver især mener, at de skal opfinde den dybe tallerken selv. Politikerne bør tage konsekvensen af denne udvikling og offensivt internationalisere det danske sundhedsvæsen. Det skal ske på flere niveauer – i et tæt nordisk samarbejde med Sverige og Norge og i EU-regi. Et tæt sundhedssamarbejde med Norge og Sverige er oplagt, fordi vores sundhedsvæsener ligner hinanden. De er solidarisk finansieret over skatten, hviler på en kerne af offentlige sygehuse og har nogenlunde samme ambitionsniveau. Og nok så vigtigt: Vi forstår hinandens sprog. Derfor kan svenske og norske studerende læse til læge i Danmark – og derfor kan danske læger arbejde som vikarer på klinikker i Nordnorge. Første skridt i et nordisk samarbejde er at harmonisere lægeuddannelserne – både i forhold til indhold og optag. De tre landes sundhedsstyrelser skal i fællesskab beslutte, hvor mange læger der i alt skal uddannes fra deres universiteter. Uddannelserne til både læge og speciallæge skal harmoniseres på indholdssiden. Det vil gøre det lettere for studerende og læger at uddanne sig og arbejde i hvilket som helst af de tre lande. På patientsiden kunne de tre lande i første omgang gå tæt sammen om kræftbehandlingen – i erkendelse af at det vil give mulighed for bedre kvalitet og bedre udnyttelse af den samlede behandlingskapacitet. Kræftpatienterne bør få frit valg til behandling i de tre nordiske lande. De fleste kræftpatienter vil fortsat foretrække at blive behandlet der, hvor de bor – og god, hurtig behandling i Danmark skal derfor fortsat være et mål i vores kræftindsats. Men frit valg i Norden vil give patienterne flere muligheder for at komme hurtigere til i behandlingen – uden at skulle på en halv jordomrejse. Specialeplanlægningen skal ske langt mere nordisk. Det gælder oplagt de højtspecialiserede funktioner. Kræftbehandlingen er f.eks. et område, der med stor fordel kan organiseres i nordisk regi – mht. kapacitet, uddannelser og viden. Også sjældne sygdomme bør organiseres på nordisk plan og på længere sigt europæisk – i erkendelse af at det kræver et større befolkningsunderlag, hvis disse patienter skal tilbydes behandling af høj kvalitet. Det nordiske sundhedssamarbejde skulle også handle om medicin. I dag køber de tre nordiske lande medicin ind hver for sig. Det giver store forskelle på, hvad de nordiske lande betaler for deres medicin. Norge betaler f.eks. op til 25 procent mindre end os for nye biologiske lægemidler mod leddegigt. Det bør være en fælles nordisk opgave at presse priserne lægemidler så langt ned som muligt – for på den måde at få mest sundhed for pengene. De tre nordiske lande bør derfor gå sammen om at købe medicin i fælles udbud. I EU-regi må ambitionen være at skabe et ’patienternes Europa’. Det skal være lettere og bedre at være patient i Europa. Første skridt er at formulere et patientcharter med et sæt klare patientrettigheder for alle EU-borgere. Patientrettighederne skal være så glasklare, at alle og enhver ved, præcis hvornår de har ret til at få betalt behandling i et andet EU-land. Der skal indføres et europæisk kvalitetsmærke for sundhedsydelser, herunder hjemmesider med medicinsalg. Alt sammen vil give et mere socialt balanceret sundhedsvæsen. For i dag kan kun de mest ressourcestærke og selvbevidste gennemskue deres europæiske rettigheder og muligheder. I et ’patienternes Europa’ skal EU-borgeren kunne købe sin medicin overalt i Europa og få det tilskud, borgeren ellers ville have fået, hvis lægemidlet var købt hjemme. Hvis man f.eks. på et weekendophold i London pludselig bliver syg og skal bruge medicin, skal man kunne købe sin medicin på det lokale engelske apotek med det helt almindelige offentlige tilskud. Det ville gøre det billigere og lettere at være patient i Europa – og spare det offentlige for udgifter. Europa bør gå sammen om at skabe viden om kvalitet i behandlingen. I dag sidder EU-landene i høj grad og opfinder den dybe tallerken selv. Hvorfor udvikler vi ’nationale’ rekommandationslister, når vi lige så godt kunne udvikle en enkelt europæisk? Hvorfor udvikler vi kliniske retningslinjer, når kravet til den klinisk rigtige behandling må være det samme, uanset om landet er Grækenland eller Belgien? Opgaven med at dokumentere, hvilke behandlinger der virker bedst, er enorm og kan kun lade sig gøre, hvis landene puljer kræfterne. Kvalitetsarbejdet bør omfatte alle sundhedsvæsenets ydelser – fra lægemidler og kirurgiske indgreb til terapi og kost. Derfor skal der oprettes et Europæisk Institut for Kvalitet i Sundhedsvæsenet. Mange flere opgaver kunne løses og koordineres i fællesskab. Tag rekrutteringen af læger fra lande i tredje verden. Hvis ikke det skal udvikle sig til en rovdrift på fattige landes sparsomme kvalifikationer, må der en fælles strategi til. Lige nu jagter de ’rige’ EU-lande kvalificeret personale hver for sig – og risikerer derfor pludselig at have tømt et land for læger. Det begynder alt sammen med, at politikerne løfter blikket, erkender sundhedens grænseoverskridende realitet og fordele og kommer ud af den nationale osteklokke.