Jeg er født i 1973.

Det vil sige: Jeg er ikke gammel nok til at huske filmloven fra før 1972. Men jeg kender mange af de film, der blev lavet dengang. Det var folkekomediernes tid. Det var en tid, hvor filmbranchen led af lav faglighed, manglende talentudvikling, en skinger debat om politikernes økonomiske dispositioner, generelt dårlig udnyttelse af de økonomiske midler. Og først og sidst: en svag kunstnerisk produktion, afbrudt af sjældne tilfældige perler. Det pudsige er: Ovenstående er et ret nøjagtigt billede af dansk kulturliv i dag, faktisk på alle områder – bortset fra filmens. For filmen lider ikke længere af disse børnesygdomme. De blev kureret med filmloven af 1972. Dengang var der nogle modige politikere, som valgte at gå grundigt til værks. Under heftig debat udarbejdede de en lov, som siden – også internationalt – er blevet kendt som ’verdens bedste filmlov’. Idéen var: Man oprettede et filminstitut, som skulle fungere som en slags buffer mellem politikerne og kunstnerne. I dette institut sidder der et antal filmkonsulenter, som fordeler filmstøtten og udvikler de forskellige projekter. Idéen er simpel og sikrer, at kunstnerne er i dialog med folk, som rent faktisk ved, hvad de taler om. Penge og projektudvikling administreres af mennesker med filmfaglig kompetence, ikke tilfældige politikere eller embedsmænd. En yderligere fordel ved denne lovgivning er, at det blev muligt løbende at justere filmlandskabet. Filminstituttet fik simpelthen en lang række knapper at dreje på og mulighed for at sætte nye initiativer i værk inden for lovgivningens rammer. Dermed er man ikke – som i andre kunstneriske brancher – nødt til først at bruge flere år på at få politikerne til at forstå behovet for forandring, og derefter endnu længere tid på at forhandle en tung lovændring igennem. Når man siger ordet forandring til en kulturpolitiker, så tænker han eller hun straks på, hvem der har mulighed for at gå i pressen og råbe ’nedskæring!’. Anderledes er det, hvis det er kunstfaglige personer, der flytter pengene fra et initiativ til et andet. Filmbranchen er kort sagt organiseret på en enkel og gennemskuelig måde, og instituttet kan reagere på samfundets skiftende krav. Dermed kan filmbranchen bevæge sig sammen med resten af samfundet. Politikerne har afskrevet sig indflydelsen på såvel branchens struktur som på de kunstneriske processer, og det har de det vist meget godt med. Armslængdeprincippet fungerer, og det fungerer godt. Men i 1972-73 var kritikken voldsom. Alt blev jo anderledes, og der var meget, man måtte vinke farvel til. Først og fremmest folkekomedien! Den stolte danske tradition for hyggeligt underlødige film med bred appel til idiotien i folkedybet. For nu skulle filmen være en kunstart, og den kunstneriske film skulle prioriteres. Debatten var til tider hadsk, men den nye filmlov, filminstituttet og konsulentordningen overlevede og er blevet videreudviklet siden da. Fast forward til 1990’erne. Der er gået tyve år, og lovgivningen begynder at have effekt. Dansk film har fået mulighed for at opbygge faglighed, mangfoldighed og fælles fodslaw. Og så kommer gennembruddet. Det starter med Ole Bornedals ’Nattevagten’ og nogle tidlige film af Lars von Trier. Og så går det amok med dogmefilmene, og resten af historien kender vi. I dag har dansk film en reel magtposition på filmens verdenskort. Og bundniveauet er – som de ville sige i damehåndbold – meget højt. Sådan er det på filmområdet. Men hvad med de andre kunstlove? Jeg vil tage udgangspunkt i teaterloven, for den kender jeg bedst. Teaterlovens historie starter for nogle hundrede år siden med, at Det Kongelige Teater kommer på finansloven. Efterhånden kommer der nye teatre og teaterformer til, og undervejs udvikles en egentlig teaterlov, som man så derefter løbende justerer, når man er nødt til det. Så teaterloven vokser frem efter knopskydningsprincippet. Der kommer landsdelsscener, Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab, egnsteatre, små storbyteatre, rejsende børneteatre, enkeltprojekter, abonnements- og refusionsordninger og så videre. Der er i dag mange typer af teatre beskrevet i teaterloven, og der er meget lidt dialog eller udveksling mellem disse forskellige typer af teatre og former for scenekunst. Lovgivningen sætter bureaukratiske skodder op, som skiller branchen ad. Der er ingen overordnet koordination, ingen bevægelsesfrihed eller synergi. Loven er syet sammen af lap på lap på lap, og det resulterende kludetæppe fungerer simpelthen ad helvede til. Og når man skal lave noget om – jamen, sikke en ballade. Forandringer inden for lovens rammer er nærmest fuldkommen umulige, så enhver lille justering kræver en lovændring. Først skal hele branchen skændes, og så skal politikerne skændes med. Hver gang bruger vi måneder på at blive meget frustrerede over nogle fuldkommen tåbelige debatter, som på den mest pinlige måde udstiller branchens manglende sammenhængskraft. Måske har der været en god idé i udgangspunktet, men når man kommer frem til realiseringen, er resultaterne små og meningsløse. Oftest har justeringerne til formål at undgå, at nogen bliver sure og går i gang med at råbe op om teaterlukninger. Ingen har lyst til at have den mindste dråbe blod på fingrene, så alt, hvad der en gang er blevet oprettet, skal bestå (og betales) for tid og evighed. Altså: Bevar det eksisterende, for enhver pris. Teaterlovens fundament er støbt før demokratiet og parlamentarismen. Og det kan man simpelthen mærke. Hvor filmfolk lever og tænker som frie mennesker i et moderne demokrati, opfører teaterfolk sig som respektfulde og underdanige livegne, så snart talen kommer på politik og kunststøtte. Det ene øjeblik er vi krybende undersåtter, det næste øjeblik hylende slaver, og måske bliver vi så taknemmelige modtagere af statens milde gaver. Det føles som noget fra en komedie af Holberg, og fornemmelsen er ikke behagelig. Men er teaterloven den eneste lov, der fungerer så idiotisk? Nej. Teaterloven fungerer stort set på samme måde som lovgivningen omkring de tre andre kunstarter under den paraply, der hedder Kunststyrelsen. De øvrige kunstarter er litteratur, musik og billedkunst, altså al dansk kunstnerisk produktion – bortset fra filmen. Der er naturligvis forskelle mellem de respektive brancher, problemerne er ikke ens. Men lighedspunkterne er mange og påfaldende. Kunststyrelsen er altså en paraply, der samler al dansk kunst. Og så alligevel ikke. For i teaterlivet er det kun 6 procent af de offentlige støttekroner, som formidles via Kunststyrelsen. De resterende 94 procent af midlerne siver ud i systemet ad alle mulige andre kanaler. Disse kanaler er beskrevet i teaterloven, men fordi teaterloven er så uigennemskuelig, er det fuldkommen umuligt at danne sig et reelt overblik over pengestrømmens bevægelser. Jeg har indtryk af, at noget lignende gør sig gældende for de andre kunstarter. Men igen – filmen står helt udenfor. Filmen er ikke under Kunststyrelsen. Filmen har en klar og gennemskuelig struktur, bygget op omkring Filminstituttet. Det fungerer godt, Kunststyrelsen og de forskellige brancher, som dette organ søger at styre, fungerer dårligt. Så enkelt er det faktisk. Og her er vi så kommet frem til det logiske og naturlige spørgsmål: Når man nu har opfundet den dybe tallerken, når det nu er lykkedes at lave en form for kunstlovgivning, som virkelig fungerer – hvorfor benytter man så ikke denne erfaring til at optimere lovgivningen på andre områder? Der er flere svar. Både gode og dårlige. Det første svar er et af de dårlige, men man hører det alligevel tit, og det skal derfor nævnes her. Det lyder: Film er noget ganske særligt. Det er en projektorienteret kunstform, i modsætning til andre kunstformer, og derfor er erfaringsoverførsel ikke mulig. Men det er noget sludder. For et projekt kan jo være mange ting. Personligt er jeg ansat på en fireårs kontrakt, som chef på et mellemstort teater. Den ansøgning, som jeg i sin tid skrev, var i høj grad en projektbeskrivelse. En beskrivelse af et fremtidsscenario, en måde at udvikle teatret, med respekt for den historie, som er på netop dette sted. Jeg kan ikke se nogen grund til, hvorfor man ikke skulle kunne behandle en sådan projektbeskrivelse i et institut. Måske kunne jeg i så fald have fået en topkompetent konsulent, som jeg kunne videreudvikle projektet med – det ville være interessant. Det samme gælder, så vidt jeg kan vurdere, overalt i det øvrige kulturliv. For orkestre og spillesteder, for museer og kunstmalere, for udgivelser på bog, cd og internet – og så videre og så videre. Det andet svar er bedre. Det handler om politik og rævekager. Det lyder: »Regeringen er ikke indstillet på at skabe flere eksperter og smagsdommere«. Og det kan man jo godt forstå, hvis man har bare en mikroskopisk forståelse for det politiske spil på Christiansborg. Jeg kan huske i 2002, da statsministeren holdt sin senere så berømte nytårstale. Det var halvanden måned efter folketingsvalget, og talen var imødeset med stor forventning. En ny statsministers første samlende tale til hele nationen! En ny æra er begyndt, og her kommer chancen for at lancere et par af de allermest grundlæggende tanker ... Og så kom det: det om råd og nævn, om eksperter og smagsdommere. Jeg kan huske, at jeg sad der med min gin og tonic, og med det samme tænkte jeg, at dette vil tvinge kulturministeren til at dræbe filmkonsulenterne. Her stopper dansk films succes, tænkte jeg. For filmkonsulenterne må da være kongerigets primære smagsdommere. Men det skete ikke. Sikkert fordi dansk film på det tidspunkt stod så stærkt, at en konflikt med filmbranchen kunne resultere i en udhuling af hele retorikken omkring eksperter og smagsdommere. For enhver kunne jo se, at her havde vi en omgang ekstremt velfungerende smagsdommeri. Her var der et antal eksperter, der evnede at føre dansk kultur- og erhvervsliv lige lukt ud i det globaliserede informationssamfund. Så på en eller anden måde lykkedes det at bevare Filminstituttet og konsulentordningen – også uden at der var nogen, der bed mærke i det ulogiske ved det. Ret mærkeligt, egentlig. Jeg forestiller mig, at der et sted i Statsministeriet er en skuffe, med påskriften: Nødplan. Den skuffe må kun åbnes, hvis nogen skulle finde på at påpege det ulogiske i at fyre en masse eksperter fra de eksakte videnskaber – og så samtidig bevare og udbygge en ordning, hvor ganske få smagsdommere subjektivt og uvidenskabeligt bestemmer over mange millioner af skatteydernes kroner. Med enorm succes! Jeg gad godt se den nødplan, den må være skruet sammen på en meget intelligent måde. Så naturligvis er det ikke så enkelt for den siddende regering at oprette et antal nye institutter og konsulentordninger. Ikke desto mindre har vores kulturminister tilsyneladende været i tankegangen før. I 2003 indkaldte Brian Mikkelsen stort set hele teatermiljøet til en konference på Det Kongelige Teater. Formålet var at kickstarte en proces, som skulle føre til en tilbundsgående omskrivning af teaterloven. Slagordet var, at ’alle bolde er i spil’. Oversat til dansk betyder det: ’Nu er ikke engang Det Kongelige Teater en hellig ko!’. Og konferencens hovedtaler var en repræsentant fra det hollandske teaterinstitut(!). Han kunne fortælle om erfaringer med en teaterlov, der på mange måder minder om den danske filmlov. Vi var mange, der kun kunne aflæse disse tiltag på én måde: Her er en klog og modig kulturminister! Han har set, at filmloven fungerer, og han er nu indstillet på at lade sig inspirere af den i arbejdet med en ny teaterlov. Han er parat til at skabe et teaterinstitut og lægge hele branchen ind under det – også Det Kongelige Teater. Og jeg skal ellers love for, at folk sprang i skyttegravene. Fuldkommen som filmbranchen gjorde det i 1970’erne. For lige pludselig var omstrukturering i luften, og alle ved, at det kan true både arbejdspladser og magtbastioner. Men samtidig var der en spirende begejstring i branchen, en kildrende fornemmelse af, at noget nyt og stort var på vej. Det blev bare ikke til noget. For efterhånden som debatten skred frem, gik der mere og mere syltekrukke og retrætehorn i projektet. Ikke så sært egentlig, statsministerens nytårstale taget i betragtning. Oprettelsen af et institut for scenekunst, med konsulentordning og hele molevitten – jamen, det ville jo hurtigt komme til at ligne en kulturminister i færd med at skrive sin egen afskedsbegæring. Så resultatet blev verdens mindste lovrevision, og den blev listet ud, i sommeren 2004, netop som alle var på vej på ferie. Kludetæppet lever og har det godt. Teaterkunsten kvæles og dør under det. Men kulturministeren sidder endnu. For at gøre sagen helt grotesk, så har Kulturministeriet de senere år opereret under kampråbet: ’Flere penge til kunst, færre til administration’. Og det lyder jo godt, men er naturligvis kodesprog. Vaskeægte Newspeak, som George Orwell ville kalde det. Oversat til dansk betyder det: ’Sav armslængde-armene væk!’. Resultatet er tydeligt. Et kammerateri uden sidestykke gennemsyrer i øjeblikket dansk kulturliv. Alle kæmper for at blive gode venner med nogen, som er gode venner med kulturministeren. For hvis det lykkes – så er din lykke gjort, og kulturstøtten vælter ned i foret. De krybende undersåtter pibler frem, hofsnogene smyger sig langs panelerne. Enevælden lever i bedste velgående i dansk kulturliv. Er denne udvikling et angreb på selveste armslængdeprincippet, det bærende princip for demokratisk kunststøtte siden Anden Verdenskrig? Ja. Er dette et demokratisk problem? Ja. Skaber det god kunst? Nej. Overhovedet ikke. Men fungerer det som politik? Ja. I hvert tilfælde indtil videre. Hermed er vi fremme ved den sørgelige virkelighed. Den er, at vores kulturminister tilsyneladende har gennemskuet, hvad der skulle gøres for at føre dansk kunst og kultur et tigerspring fremad. Det ligger faktisk lige til højrebenet. Problemet er, at gamle fodbold-Brian ikke kan knalde bolden op i målhjørnet. Hvis han gjorde det, ville han være på kollisionskurs med noget af sin arbejdsgivers mest grundlæggende retorik – kampen mod eksperter og smagsdommere. Dermed har kulturministeren været nødt til at reducere sig selv til en teknokrat for et større systems opretholdelse. Han har været nødt til at ofre udviklingspotentialet i dansk kulturliv for at sikre en taktisk fordel i det politiske spil. Dette er jo lige til at tude over. For hvis man tror på, at vores civilisation bor i kulturen; i vores danske, europæiske og globale kulturelle rødder, og i vores moderne forvaltning af traditionen; hvis man tror på, at kulturen er det ganske særlige, der gør os mennesker til mennesker – så er det jo simpelthen uendelig trist, når vores samfunds ledere har valgt at lade kulturen visne og dø. Især når de økonomiske midler er der, når idéerne er der, når erfaringerne er der, og talentmassen er der. Det hele er der, der er intet til hinder for, at det øvrige danske kulturliv kan gå i filmens fodspor. Ikke andet end retoriske fiflerier på Christiansborg. Jeg er nu 33 år gammel, et år yngre end Det Danske Filminstitut. Og jeg har en drøm. En drøm om, at der en dag, i løbet af min levetid, er nogle modige kulturpolitikere, som tør omstrukturere det dårligt fungerende danske kunststøttesystem. Prøv lige at tænke over, hvilket enormt udviklingspotentiale der ligger og venter. Opskriften er klar. Den ligger i Filminstituttet.