Kender I historien om aben og fisken? Jeg bliver nødt til at begynde et helt andet sted, men jeg skal nok vende tilbage til aben og fisken. Den lille historie fra det sydlige Afrika og dens pointe viste sig at have stor aktualitet under den netop overståede kongres ’Waltic – The value of words’. Jeg vil i stedet begynde med at fortælle lidt om den brogede forsamling af internationale forfattere og oversættere, der var samlet i Sveriges hovedstad for at diskutere det skrevne ord og dets betydning. Litteraturkonferencens formål var at styrke ytringsfriheden, at arbejde for at mindske analfabetismen og at sikre forfatteres rettigheder i forhold til digitalt misbrug af deres værker. Det forekommer at være en evighed, siden Salman Rushdie i 1989 fik en fatwa for romanen ’De Sataniske Vers’. I de år, der er gået, er kampen om sproget og ytringsfriheden blevet endnu skarpere. Forfattere og journalister lever livet farligt. I visse områder af verden er det at bruge ytringsfriheden – som er en menneskeret – forbundet med livsfare. Slyngelstaterne er i denne forbindelse lande som Hviderusland, Turkmenistan, Myanmar, Kina, Saudi-Arabien, Bangladesh, Zimbabwe, Usbekistan og Tyrkiet, men også et land som Egypten har en lang tradition for at straffe dissidentforfattere. Der var således ikke noget mærkeligt i, at der både var kanelboller og øresnegle på åbningsdagen i Folkets Hus, da ’Waltic’ (Writers’ and Litterary Translators’ International Congress) – den første af sin slags – fandt sted i Stockholm i begyndelsen af juli. Kanelbollerne gav sig selv, det er en svensk specialitet på linje med det danske wienerbrød. Øresneglene hang i ørerne på bredskuldrede mænd i jakkesæt. En stribe bodyguards var med til at beskytte de deltagende forfattere, der arbejder under konstant risiko for at blive myrdet. Mats Söderlund, Formanden for Den Svenske Forfatterforening, der arrangerede kongressen, gjorde i sin indledende tale opmærksom på, at 18 forfattere blev slået ihjel i 2007, tallet er 55, hvis man regner alle suspekte dødsfald blandt journalister og forfattere med. Til dette skal lægges ca. 230 skribenter, der dagligt lever med en dødstrussel hængende over hovedet. Blandt de tilstedeværende forfattere, der har eller har haft det det svært, kan nævnes; Taslima Nasrin (Bangladesh), Nawal El Saadawi (Egypten) og Barys Piatrovich (Hviderusland). De to kvinder har været tvunget til at gå i eksil for at overleve. Kongressen havde deltagere fra 90 lande, og 120 forfattere havde ordet under den tre dage lange session, der havde den populære svenske forfatter Henning Mankell som en af sponsorerne. Den anden sponsor var Red Barnet, som ser det som en af sine fineste opgaver at få børn over hele verden til at gå i skole for at lære at læse og regne. Henning Mankell har i de sidste 22 år levet sit halve liv i Maputo i Mozambique og det er hér, han har mødt marinbiolog og forfatter Mia Couto. Det var ham, der fortalte historien om aben og fisken. Couto, der både taler portugisisk og engelsk, har ofte været det sproglige bindeled mellem tilrejsende og lokale i Mozambique, hvor der tales 25 dialekter. Som forfatter er han endnu ikke et kendt navn i Danmark, men et af hans hovedværker, ’Søvngængerland’, er oversat til dansk og indspillet som film. Couto selv er resultatet af en række variationer over temaet den hvide mand i Afrika. Han var aktiv i kampen for Mozambiques løsrivelse fra Portugal i 1975. I Stockholm var hans vinkel ikke kunsten at oversætte en tekst fra et sprog til et andet. Forfatterens og oversætterens opgave var primært at formidle en usynlig erfaringsverden over i et globalt fællessprog. Det handler kort sagt om det sprog, drømme er gjort af. Couto så det som en unødvendig begrænsning kun at tale om sproget som tegn på papir. Alt eksisterer i en aldrig afsluttet proces. Når der er stille, begynder man at høre sine egne indre stemmer, der i fragmenter vrimler op til overfladen. Stilheden er som oceanet, der er fanget i skabelsesprocessen, som han så smukt udtrykte det. For Couto var der ingen tvivl om, at drømme blev til helt andre historier, når de blev genfortalt og altså tvunget ind under sprogets begrænsninger. Marinbiologen hævdede, at han ikke selv var i stand til at huske noget fra sine drømmes dyb. Når han sidder foran computeren, kommer der dog alligevel noget ud af hans ubevidste drømmetydning. Fiktion, drama og journalistik i anseelige mængder. Den tilhørende forsamling var en broget palet af mænd og kvinder i sari, nationale afrikanske klædedragter og enkelte i Laplands røde og blå uld. Hvilken autenticitet, kunne man glædestrålende udbryde. Men ikke Couto. Autenticitet var et sentimentalt begreb ofte brugt af Vesten i en nedladende tone over for de andre, der kommer med en anderledes kulturel baggrund. Hvad vil det f.eks. sige at være en autentisk afrikaner? At være en autentisk mand? At være et autentisk menneske? Nu er det på sin plads at fortælle Coutos historie om aben og fisken. En abe kom gående langs flodbredden og fik øje på en fisk i vandet. Aben så, at fisken var ved at drukne. Resolut sprang aben ud i vandet og fik fat i fisken. Da aben atter stod på bredden, så den til sin store glæde, at fisken vrikkede begejstret med halen. Ja, den var lige ved at smutte ud af hænderne på aben, så glad var den. Det var vel nok godt, at jeg kom i tide, så jeg kunne redde fisken fra at drukne, tænkte aben. Nu skete der det, at fisken alligevel døde efter et stykke tid. Aben så bedrøvet på fisken og sagde: »Var jeg bare kommet lidt før, havde jeg måske været i stand til at redde det stakkels dyr«. Der var ingen tvivl om, at aben i Coutos historie var analog med den vestlige verdens godgørende organisationer, som så gerne vil redde den tredje verden fra sig selv. Den vestlige mytologisering af Afrika og den manglende forståelse for, at verden og erfaringerne kan have helt andre udtryk end dem, vi kender i Vesten, var en af Mia Coutos hovedpointer. Universiteternes afdelinger for studier af litteratur og antropologi er ingen undtagelse. De er ikke et hak bedre end hjælpeorganisationerne med deres kvælende favntag, der elsker at udstille ’den autentiske tredje verden’ som eksotisk, fuld af ånder og hjælpeløst kulørt. Magisk realisme er den litterære genre blevet kaldt, der gør brug af en metafysisk fantasi som drivkraft for handlingen. Set med Coutos øjne skrev Selma Lagerlöf magisk realisme. Det akademiske begreb er anvendt til at sætte en kile ned mellem dem (forfattere fra Latinamerika og Afrika) og så de andre i Vesten. Af en afrikansk forfatter forventer den vestlige læser en historie om åndernes magt og naturens overherredømme. At det i sig selv skulle være et udtryk for autenticitet, fandt Couto latterligt. For hvad er hele ideen bag dét at ville redde nogen, var det spørgsmål, han stillede forsamlingen. Der blev pinligt stille i Folkets Hus’ store sal. Set med Coutos øjne var det på tide, at vi i Vesten klappede hesten. Bogens styrke lå i dens mulighed for at transportere læseren over i en bedre fremtid, fastslog han og foreslog, at Vesten tog sig en grundig efteruddannelse i evnen til stilhed og ensomhed. Det ville måske give de vestlige skribenter mulighed for at komme i kontakt med det sprog, som ikke findes som andet end en poetisk dimension i det før-bevidste. Også den 77-årige læge Nawal El Saadawi så djævlen i sproget. Den egyptiske psykiater og forfatter har tvunget af omstændighederne de sidste år levet i USA. I starten af 1980’erne sad hun fængslet, og de egyptiske myndigheder har som det sidste forsøgt at fratage Saadawi hendes egyptiske statsborgerskab. El Saadawi har skrevet flere bøger, hvoraf nogle er oversat til dansk. Hun betragtes som en feministisk forfatter og har tidligt ført en kampagne mod omskæring af piger. Hun har talt frisprog om kvinders seksualitet, og hun har alle årene været en særdeles aktiv politisk aktivist. I 2004 stillede hun op til præsidentvalget i Egypten. I Nawal El Saadawis bagage findes en mangfoldighed af feministiske og politiske synspunkter, der er blevet opfattet som provokationer rettet mod det arabiske patriarkat, islam og kristendommens religiøse intolerance. Hendes seneste meget omtalte novelle bærer titlen ’God Resigns’. Hun var en befrielse at lytte til, men også en bekræftelse af, at der stadig er bifald i politiske old school oneliners, bl.a. den billige om kønsusikkerheden på den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice. Uligheder i alle afskygninger er Saadawis brændstof. Skellet mellem rig og fattig, mellem mand og kvinde, mellem Vesten og den arabiske verden tænder hendes glødende mørke øjne. Hun har erfaret, at uden ordets magt kommer vi ingen vegne. Bortset fra hendes gentagne floskler, såsom at en pen er farligere end en pistol, må man medgive, at Saadawi ved, hvad hun taler om. Hun har betalt en høj pris. Noget af det første, hun skrev, skrev hun i et kvindefængsel på to ruller toiletpapir og med en øjenblyant. Forfatteren Nawal El Saadawi fastholder sit arabiske modersmål for at blive forstået af de personer, hun vil have skal lytte. Hendes målgruppe er i særdeleshed kvinder i den arabiske verden, hvor hun anses som en af hovedkræfterne bag den egyptiske kvindebevægelse. Urkilden til hendes kreative sprog stammer fra hendes barndom i Kafr Tahla, en landsby ikke langt fra Kairo. Det var her, sanserne foldede sig ud og ind i en sproglig overlevering. For El Saadawi er sprog musik. Kan man måske oversætte musik, spurgte hun retorisk, og igen lagde stilheden sig over salen. Selv bliver hun meget frustreret, når hun læser sine bøger i oversættelser. Det er som at skille kroppen fra sindet. En bevægelse, der går stik imod det, hun som forfatter netop har forsøgt at sammenføje i sin tekst. Kreativitet var for hende at løsne op for de givne fragmenter og danne en ny og større helhed. Som læge har hun altid fundet det særligt frustrerende at studere medicin løsrevet fra mennesket i sin kontekst, mennesket som resultat af den førte politik, af sin historie og sociologiske indplacering. At skrive var for Nawal El Saadawi et kampskridt. Hun rettede en skarp kritik mod det, hun kaldte det postmoderne slavesystem, som er det merkantilt styrede samfund, som hun mente, vi lever under. På trods af de lidt for mange nemme politiske paroler, der stadig lå løst på tungen, har hun hele livet haft modet til at kaste salt i de åbne sår. Det har gjort ondt også på hende selv. For Saadawi er religion således ikke et No-go-område. Hun har tilbragt ti år med diverse religiøse studier, inden hun skrev ’God Resigns’. Hun konkluderede skrapt, at de hellige bøger ikke prædiker ligestilling. I sit hjemland har Nawal El Saadawi ikke overraskende haft problemer med konservative islamiske kræfter. Hun advarede kraftigt imod bølgen af religiøs fundamentalisme – og det uanset hvilken religion der er tale om. Den er farlig og har kun ét eneste formål, nemlig undertrykkelse. Særligt undertrykkelsen af kvinder sker »in the name of God«, fremhævede El Saadawi. Hendes kreative forfatterøjne var konstant åbne for alle slags paradokser, men i særlig grad de religiøse. Hun fastholdt, at Gud er retfærdighed og ligestilling, og at religion var den bedste måde at splitte folk på. For når det kom til stykket, havde vi alle en blandet identitet. For Saadawi var der ikke nogen identitet, der kan siges at være 100 procent. At hævde det er lig med racisme, mente hun. Hun tog Coutos abe i hånden og kiggede anklagende ud over den internationale forsamling, men adressen var formentlig medierne. Ordet og begrebet: Mellemøsten! Hvad er det, andet end en postkolonial betegnelse. Mellem i forhold til hvem, ville hun gerne vide, men fik intet svar. Som hævn kalder hun konsekvent England for ’The Middle West’ og USA for ’The Far West’. Hverken Mia Couto eller Nawal El Saadawi havde meget tilovers for den akademiske verdens vedtagne sprog for klassificering. Hun fnyser arrigt, når hun beskrives som en postkolonial forfatter. For hende betyder etiketten nemlig, at vi skulle have forladt kolonitiden. Sådan ser hun ikke på det. I El Saadawis optik befinder verden sig stadig i den neokoloniale fase, så at tale om en postkolonial forfatter var helt hen i vejret. I lighed med andre amerikanske professorer, der taler magten imod, har Saadawi oplevet, hvordan de amerikanske universiteter mangler modet til at fastansætte personer med synspunkter på konflikten mellem Israel og Palæstina. Fundraisingen svigter, når universiteterne lader sig profilere af personer, der er kritiske over for USA’s politik over for Israel. Den manglende fastansættelse så dog ikke for alvor ud til at bekymre hende. Hun er i gang med sin næste roman, hvor hun også tager afsked med efternavnet El Saadawi. I fremtiden vil hun skrive i sin moders navn Nawal Zaynab. Den egyptiske forfatter sammenlignes ofte med den franske forfatter Simone de Beauvoir, som i 1949 udsendte trebindsværket ’Det Andet Køn’. De har det til fælles, at forholdet til den anden – i dette tilfælde kvinden – står helt centralt, men de ser på det fra hver sit ståsted Hvor de Beauvoir analyserede sig frem med kølig fransk akademisk distance, skriver Nawal El Saadawi ud fra oplevelsen af sin egen omskæring. I samme åndedræt er der ikke langt til at nævne Mia Couto i samme ombæring som Edward Said. Couto – den hvide akademiker i Afrika og hans modstand mod mytologiseringen af den eksotiske anden – lægger sig i forlængelse af Edward Saids tanker i bogen ’Orientalism’. Da Said skrev, var han selv et eksotisk objekt som en arabisk intellektuel ansat på et prestigefyldt amerikansk universitet. Said havde formentlig ikke fået jobbet i dag. At tro, at det kun er de politiske undertrykkere, der anvender magtsprog, var Waltic-kongressen et sundt dementi på. Aben sidder fint på de intellektuelles skuldre, og de har allerede fingrene langt nede i vandet i et forsøg på at fange fisken til deres akvarium.