Rwanda?!!

De fleste tænker som det første ’folkemord’ og med tanke på den igangværende konflikt (eufemisme for krig) i det østlige Congo på grænsen til Rwanda, som vel at mærke er på størrelse med Jylland, mente de fleste, at det måtte være livsfarligt at tage dertil. Men nej ... der er tilsyneladende fred i Rwanda og ifølge officielle kilder sikrere og lavere kriminalitet end i de fleste andre afrikanske lande. Sammen med min kone kom jeg til Kigali som led i et undervisningsprogram, ’Travel-To-Teach’, et samarbejde mellem en gruppe omkring Københavns Universitet og Universitetet i Rwandas universitetsby, Butare. Baggrunden er, at størstedelen af Rwandas sundhedspersonale blev slået ihjel eller flygtede i forbindelse med folkemordet i 1994. Landet prøver nu at uddanne speciallæger, og jeg skulle undervise kommende speciallæger i kirurgi i mit speciale, neurokirurgi. Ikke, fordi der er meget neurokirurgi i Rwanda. Til en befolkning på ti millioner, som bor i et land, som er mindre end Danmark, er der tre neurokirurger, dvs. de to er blot udlånt af Cuba, som åbenbart har uddannet læger nok til at dække det meste af den tredje verden. Kigali er landets hovedstad med én million indbyggere; endnu er de fleste af husene lave med bliktage, men det ene højhus efter det andet skyder i vejret. København ligner en losseplads til sammenligning. De fejer hele tiden og nurser beplantningen; der er rygeforbud (vi så på to uger fire, der røg på gaden!) og der er ingen hunde (dvs. ingen hundeefterladenskaber). November er den lille regntid, dvs. der kommer næsten dagligt en ordentlig skylle, som regel om eftermiddagen. Det er lyst klokken seks, og det bliver mørkt på få minutter kl. 18. Vores budgethotel lå i byens centrum op til en travl og larmende gade. Der blev stille kl. 22, og vi blev vækket af bønnen fra den lokale minaret kl. 04:30. (fem-ti procent af befolkningen er muslimer, resten katolikker). Derefter kom der gang i trafikken, og det var umuligt at sove. Kigalis universitetshospital med 500 senge består af lave pavilloner, de fleste bygget i tyverne. Der er overdækkede gange mellem bygningerne, så man kan gå tørskoet fra den ene til den anden. Morgenkonferencen på den kirurgiske afdeling starter klokken 7:30. De yngste læger fortalte på fransk om døgnets akutte, patienter, der typisk havde været udsat for en ulykke, og som havde brækkede lemmer, dokumenteret ved et røntgenbillede, som en dansk røntgenafdeling formentlig straks havde kasseret for at tage et nyt og bedre. Havde man slået hovedet, kunne man i heldigste tilfælde og med en god forsikring få foretaget en CT-skanning på den eneste CT-skanner i byen på et andet, halvoffentligt hospital, et godt stykke vej fra vores. Rummet, hvor konferencen blev afholdt, lå i øvrigt på røntgenafdelingen. Der stod ’CT scan’ over indgangen til rummet, og der var en plakette på bygningen, der kundgjorde, at Hans Excellence General Major Paul Kagame, Rwandas præsident, havde indviet bygningen. Men der var ingen CT-skanner i rummet, kun et gammel apparat, som tilsyneladende ikke blev brugt. Nogle ville vide, at skanneren kom i 2012. I et hjørne af rummet var et at hospitalets få toiletter til personale. Der var ingen papir og ingen vaskemuligheder, og der fandtes ikke håndsprit eller anden form for desinfektion (jeg havde klogelig medbragt alkoholgel i en lille flaske). Herefter stuegang, først på skadestuen og i den akutte modtagelse. Patienterne lå i små rum, tæt ved hinanden på bårer. På én båre lå en midaldrende mand med en brækket nakke, lam i arme og ben. Jeg forstod, at han havde ligget der et stykke tid, og det ville formentlig ikke vare længe, inden han ville begynde at få liggesår. I gamle dage, dvs. før 1940’erne, var dødeligheden af denne tilstand høj også i Danmark pga. komplikationer, men det er ikke længere tilfældet. Ved siden af lå et lille barn, jeg ved ikke, hvad hun fejlede; jeg bemærkede blot, at kun den ene ’sengehest’ var oppe, og frygtede, at hun hvert øjeblik kunne falde ned fra den høje båre, for der var ingen, der rigtigt så efter hende. Uden for skadestuen lå en række mennesker på madrasser; de var kommet sammen med deres familie, som sørgede for dem, og de ventede på, at der måske om nogle uger blev en plads til dem, så de kunne modtage behandling. Her gjaldt ingen behandlingsgaranti. Jeg så ikke, hvor de forrettede deres nødtørft, og jeg tror heller ikke, at jeg ønskede at vide det. Bagefter stuegang på de godt 60 ortopædkirurgiske senge. Når man ikke har været i Afrika før og da slet ikke på et hospital, er det en stærk oplevelse. Ikke, fordi der ikke er sygdom eller for den sags skyld lidelse på et dansk hospital, men ikke så synligt. Børn, der græd hjerteskærende, når forbindingen over brandsåret eller det åbne brud blev fjernet, så lægen kunne se på det syge, og det var ikke altid rart. For andre var det en opmuntring, at der skete noget, og vi vekslede blikke, og de ville også gerne trykke ens hånd. Går man på gaden, kan de finde på at kalde én mzungo = en hvid person. Det skal vist ikke opfattes racistisk, selv om man jo tænker, at hvis vi så en neger i vores gadebillede og sagde det højt, var der nok nogen, der ville tænke ilde herom. Der hang den karakteristiske lugt (måske skulle man kalde det stank) af betændte sår i rummene – ifølge personalet, fordi det var mandag, og sårene ikke blev skiftet i weekenden. Langt de fleste af patienterne lå med stræk på deres brud i afventen på den endelige operation, gerne i dage eller ugevis. Da der ikke var rigtigt strækudstyr nok til alle patienterne, måtte man improvisere stræk med plaster, snore og tunge genstande. I det hele taget må det rwandiske sundhedspersonale være verdensmestre i improvisation. Der manglede jo altid noget, men behandlingen eller operationen går ikke nødvendigvis i stå af den grund. Har man ikke den rigtige slange, finder man én, der passer nogenlunde. En strimmel gazebind kan altid binde to dele sammen. Jeg tror ikke, hospitalet er akkrediteret. At skulle undervise læger i Rwanda er en prøvelse. For det første er de ikke så mange, så et frafald på én eller to er mærkbart, men såre almindeligt, for den ene har altid været på eller skal på vagt eller skal passe en klinik et andet sted. For det andet var det sjældent, at undervisningen startede klokken 14 som planlagt. Har jeg ikke udvist tegn på tålmodighed før, har jeg lært det nu. Der er ikke andet at gøre end at sætte sig og vente tålmodigt, til de dukker op. Næsten alle læger havde en laptop, så der er fri adgang til information, og alle havde en mobiltelefon – og de ringede hele tiden. På én eller anden måde virker det surrealistisk at sidde midt i Afrika og høre på ringetonerne, der ofte – ligesom her – er en klassisk melodi i muzakudgave, når man egentlig hellere ville høre inciterende afrikanske rytmer. Via en kollega fik min kone, som er anæstesisygeplejerske, kontakt med anæstesiafdelingen og blev straks sat i arbejde. Der var ingen, der spurgte til hendes autorisationsbevis, identifikation eller CV, og efter få dage stod hendes navn på planlægningstavlen over dagens operationer, hun var blevet en del af arbejdsstyrken. Man havde indtryk af, at det faglige niveau var i orden, men at det var udstyret, der manglede eller var defekt, hvilket gav mulighed for improvisation. Én dag måtte operationerne dog aflyses, fordi man simpelt hen var løbet tør for narkosemedicin. Omklædning til operation foregik i et 3x3 meter stort rum, som fungerede som kaffe/opholdstue/studie- og unisex-omklædningsrum, bag et lagen, der hang ned fra en snor. Langt de fleste patienter havde været udsat for et ulykke, herunder også kraniebrud eller hjerneskade, men nu var der kommet en pige på fem år, Celine, med en stor svulst i lillehjernen. I Danmark ville vi pga. hendes tilstand have opereret hende mere eller mindre akut, men det var ikke muligt i Kigali. Jeg assisterede min rwandiske kollega til operationen. Der fandtes ikke specielt udstyr til børn som i Danmark, så lejringen af pigen blev lidt akavet. I Danmark anvender vi et mikroskop, når man opererer. Det giver først og fremmest meget bedre lys og så naturligvis en vis forstørrelse. I Kigali rådede vi over to gamle operationslamper med defekte pærer, så da vi efterhånden kom dybt ned i hjernen, var det faktisk svært at se. Der var kun en grov tang til rådighed til at fjerne svulsten, noget som i et iland foregår ved hjælp af en tynd sonde, der knuser vævet med ultralyd og herefter suger det op. For at stille diagnosen skal man naturligvis have vævet undersøgt; det gør en patolog. I Danmark begynder de allerede undersøgelserne under operationen og kan som regel give et foreløbigt svar, inden operationen er færdig. Det har især betydning, hvis det er kræft, og der skal gives efterbehandling, som skal starte så tidligt som muligt for at give bedst muligt resultat. I Rwanda er der imidlertid højst én patolog, så de må vente i ugevis på at få svaret. I dette tilfælde tog jeg prøven med hjem og fik diagnosen efter få dage, men hvad hjælper det alle de andre og for den sags skyld Celine, som ikke kunne få den adækvate efterbehandling i Rwanda? Rwanda er et smukt land. Det kaldes Milles Collinnes, ’de tusinde bakker’, og det passer. Grønne lave bjerge med små parceller og terrasser på siderne dækker det meste af landet, hvor de overvejende dyrker kaffe og bananer. Er man tidligt oppe, er der en tæt strøm af mennesker på vejene, på vej et eller andet sted med en stor byrde på hovedet, hvis man er en kvinde, eller på cyklen, hvis man er en mand og i øvrigt er så heldig, at man har en cykel. Utroligt, hvor meget man kan have på hovedet eller på cyklen. Mange ved vel, at der fandt et folkemord sted i Rwanda i 1994. Nu er der fred i Rwanda, men som gæst er det umuligt at vurdere, om der hersker en egentlig fred mellem tutsier og hutuer, eller det blot er magthaverne, der holder gemytterne på plads. Engelsk er blevet det officielle sprog, men det har befolkningen dog ikke opdaget endnu. De taler overvejende deres lokale sprog, kinyarwandar og så fransk. Præsidentens billede hænger overalt på kontorer, hoteller, officielle bygninger, banker. Han er en typisk tutsi, høj og tynd, men for en fremmed er det ellers umuligt at skelne, og onde tunger hævder endda, at der ikke er tale om to etnisk forskellige grupper. Belgierne delte dem op i gamle dage. En tutsi var en, der havde mere end ti køer, en hutu en. der havde færre. Det siger sig selv, at sådan en tragedie ikke går sporløst hen, og landet er også fyldt med mindesmærker, der minder én om, hvad der skete. Vi tænkte ofte, at det ikke må være nemt at være hutu (som stadig udgør flertallet) i dette land, når man altid bliver mindet om folkemordet i 1994 og om hvem, der var de onde. Vi fik også det indtryk, at vores ellers udmærkede guider var skolede. Da vi i vores friweekend skulle se de berømte bjerggorillaer (som er en oplevelse for livet), tilbød guiden, Paul, først at køre os ud til byens Genocide Memorial; en spøjs måde at starte en gorillaudflugt på. Vi takkede nej og fandt senere ud af, at det ikke kunne ses på under halvanden time. Nå, i stedet blev vi kørt til den kaserne, hvor ti belgiske FN-soldater i 1994 blev myrdet i håb om, at den udstationerede FN-styrke ville fortrække fra Rwanda. Så vi fik alligevel foredraget om folkemord, noget vi i øvrigt havde sat os grundigt ind i på forhånd. Under vores ophold blev et rwandisk regeringsmedlem, Rose Kabuye, arresteret i Tyskland og senere overført til Frankrig, anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Det var ikke vores indtryk, at det var noget, man opdagede i Europa endsige Amerika, hvor CNN i alle døgnets 24 timer beskæftigede sig med den økonomiske krise og spørgsmålet om økonomiske tilskud til de tre store bilfabrikker. Men i Rwanda var arrestationen naturligvis en stor begivenhed, én efter deres mening dødelig uretfærdig hændelse, som fik folk på gaden til store demonstrationer. Én dag blev ligefrem udnævnt til national helligdag (dog ikke på hospitalet), så folk i flokke kunne komme på gaden og belejre den tyske ambassade. Hvor frivilligt det var, er ikke til at vurdere – det er muligt, at jeg er urimeligt mistroisk, men demonstrationerne blev igen og igen omtalt på den lokale tv-kanal, hvor man fik indtryk af, at hele verden stod sammen omkring Rwanda. Men at der er en stor skævhed i omfanget og kvaliteten af nyheder fra Afrika i forhold til nyhederne fra den vestlige verden, kan man ved selvsyn konstatere på CNN. Vi rejste hjem med fornemmelsen, at hér var et land, der måske kan rejse sig fra den almindelige og nedtrykkende afrikanske armod med muligheder for turistindustri i et land, der er betagende smukt, med et behageligt klima og muligheder for spændende dyre- og naturoplevelser og en venlig befolkning. Vores indsats var en dråbe i havet, men vi har selv fået en oplevelse for livet.