Store USA, lille Amerika. USA er paradoksernes land, så hvis man vil diskutere, hvordan »den amerikanske ide trænger til ny næring«, som det hed i Politiken 10. juli, må man trænge dybere ned i de modsætninger, som landet rummer. USA er ikke bare San Francisco og et stort homoseksuelt bunkebryllup på byens rådhus. USA er også Texas og en præsident George W. Bush, der ikke havde noget pas, da han rykkede ind i Det Hvide Hus. USA er kendt for sine eksempler på åben og eksperimenterende livsstil på den ene side og rige oliegiganter på den anden side. USA er konservatisme, men også nybrud og antiautoritære stemmer. Amerikanerne fører an i krige ude i verden, men samtidig har de oplevelsen af at være små i forhold til naturen derhjemme. Det er derfor, det er så anderledes at være derovre. Jeg tager til USA for at være lille og mindre end i Danmark, og jeg er ikke alene om det, jeg er det sammen med amerikanerne. Californien er sikkert sunny California, men Californien er også ørken og en natur, der ikke er gået hjem. Californien har travle metropoler på størrelse med Sjælland, men Californien er også byer, der holder op. En civilisation, der går i sort. En civilisation, der frivilligt stopper og slår en streg i sandet: Hertil og ikke længere. I Danmark lægger vi husene oven på jorden, og så bliver de liggende. I Californien kan man ikke dække naturen til. Den vender tilbage, den dukker vissentbrun op mellem husene, den breder sig altflydende uden for byen. Den er her stadig, den er ikke gået hjem. Den går aldrig hjem. Den bliver bare liggende. Den ved godt, hvor meget plads den skal have. Naturen fylder mest. Når heden bider sig fast i sommermånederne, hærger brandene Californien, og i januar, når regnen styrter ned, skylles bilerne af vejen. Den almindelige amerikaner bor tæt på nogle mægtige kræfter, som stadig gælder, ikke mindst for dem selv. Hvis man vil diskutere USA, så hører det med, at amerikanerne om nogen har denne erfaring tæt inde på livet. De ved godt, hvordan det er at være store, men de ved også, hvordan det er at være små, for det prøver de jævnligt i deres eget land. Ikke bare geografisk, også socialt. En del amerikanere gør rejsen fra bund til top, men også den anden vej. Og det er blandt andet i litteratur og film, de giver den erfaring videre. Amerikanerne er sikkert militært overlegne, men er samtidig nogle af de mest ihærdige antikrigsmodstandere og har lært ikke bare sig selv, men for eksempel også os danskere en dyb skepsis over for militær autoritet, så den ikke bare skal komme her og rasle med al sin isenkram. Litteratur og film kan være med til at opdatere vores aktuelle viden om magt og selvtægt. Hvor vi står nu, og hvad vi bygger videre oven på. I den forbindelse skal ikke kun de helt nye film og romaner tælles med, også en arv må tages i betragtning. Oven på Anden Verdenskrig er det faktisk nogle af de mest rapkæftede og fantasifulde amerikanske forfattere, som har været med til at give krigen verbale tæsk. De har udfordret krigens mentalitet og hvad den gør ved mennesket og samfundet. En af de vigtige romaner inden for de senere år er Philip Roths ’Komplottet mod Amerika’ (2004). Her forestiller han sig, at flyverhelten Charles A. Lindbergh var blevet præsident i stedet for Franklin D. Roosevelt i 1940, så der havde været antisemitisme på begge sider af Atlanten. Og et Amerika, som vi kender det, havde måske aldrig eksisteret, hvis Hitler havde vundet krigen. Amerikanerne havde ikke optrådt i rollen som vores befriere. Man kan prøve at se for sig, hvad det ville have gjort ved os danskere og vores selvforståelse. Rifbjerg kunne aldrig have skrevet sit digt om Amagerbrogade med alle dens hollywoodneuroser. Dette digt havde ikke eksisteret i den nationale litteratur. Det havde været strøget, udraderet. Digtet kunne ikke engang været blevet tænkt. Fordi det hele havde været Berlinerstrasse. ’Komplottet mod Amerika’ er et tankeeksperiment, fordi fiktionen, det vil sige kunsten, har nogle egne greb og virkemidler at gøre godt med. Forskeren Ellen Dissanayake siger, kunst handler om særliggørelse af hverdagen. Kunst handler grundlæggende om »at forvandle noget almindeligt, dagligdags og praktisk til noget ualmindeligt. Hvad enten man laver hulemalerier, komponerer tolvtonemusik eller danser moderne tager man noget almindeligt og gør det særligt«. (Weekendavisen 14.3.2008). Under en krig bliver overgrebene til hverdag, krig medfører en nedslidning og forråelse af følsomheden. Det bliver nødvendigt at fortrænge. Derfor kan der nogle gange gå meget lang tid, før forfatterne får skrevet deres bøger. Og når de så endelig kommer i gang med at skrive, handler det om igen at finde ind til følsomheden og forstå krigens jernhårde greb om menneskers liv. Da jeg startede på at skrive min bog om ’Lille Amerika’ – der er spændt ud mellem Anden Verdenskrig og 11. september – mente flere, det var en meget dyster sag. Hvorfor var jeg egentlig så interesseret i krig og selvtægt? Det forstod de ikke helt. Men lige siden jeg læste om Suzanne Brøggers erfaringer som krigskorrespondent, hvor hun jo starter som ung uprøvet journalist, har jeg tænkt over, hvordan man kan opnå viden om krigen og få det fortalt videre på film og i roman? Noget af det første, Brøgger oplever, er, at hun også gerne vil ud på krigsskuepladsen i Vietnam. Der sidder hun sammen med det samlede pressekorps, da bombardementet bryder løs, og pludselig har alle kørelejlighed. Så spørger hun: »Hvad med mig?«. »Ingen kvinder«. Det ligner måske umiddelbart en høflig betjening af en kvinde – Brøgger slipper for at komme i skudlinjen – men det betyder jo samtidig en arbejdsmæssig ekskludering. Hvis man imidlertid holder sig til krigen selv, så er den jo overhovedet ikke høflig og gør ikke forskel på folk og er ligeglad med petitesser som køn og alder. De dræbte i en krig er også børn, mødre og hustruer. Bagefter har de overlevende brug for at huske. De har brug for litteraturens særlige beretninger. Da Kurt Vonnegut skriver ’Slagtehal fem’ (1969), gør han sin beretning særlig ved at inddrage elementer fra populærkulturen, science ficition-litteraturen. Hovedpersonen Billy Pilgrim bliver regnet for at være sindssyg efter krigen. Men ikke ifølge ham selv, da har han været kidnappet af et rumskib og bortført til planeten Trafaldamore. På det individuelle menneskelige plan er forholdet til sandheden komplekst, sandheden når os altid kun stykkevist og delt, fordi hele sandheden i en ufordøjet klump kan være for stor at kapere. ’Slagtehal fem’ foregår i Tyskland og handler om udslettelsen af Dresden under ildstormen, hvor 135.000 blev dræbt. Bagefter begynder de døde at gå i forrådnelse. I stedet for at sige det ligeud siger fortælleren, at de lugtede som sennepsgas og roser. Roserne er med som en hvid løgn. Det er klart, at de døde nok lugtede ilde. Forfatteren ved, at sandheden ikke kun består af faktuelle kendsgerninger, den består også af syn og lugte, som krydser hinanden, og i en situation, hvor et stort tab langsomt siver ind i bevidstheden, vil desperat håb gro ved siden af resignation og fortvivlelse. Det er kun i det meget store perspektiv – hvor man ser på mennesker som grupper i stedet for individer – at vi uden videre kan håndtere det konkrete tabstal. I ’Slagtehal fem’ er kvinderne vrede på mændene: »I var ikke andet end babyer, dengang det var krig«. Og det er jo rigtigt nok, Anden Verdenskrig blev i høj grad udkæmpet af ganske unge mænd, som lige var færdige med at være børn, derfor er den fulde titel på Vonneguts bog også ’Slagtehal fem eller børnekorstoget’. Der døde 25-50 millioner mennesker i Anden Verdenskrig. William Styron har i ’Sophies valg’ fulgt en polsk kvinde, som havner i kz-lejr. Efter befrielsen havner hun først i Sverige og siden i USA. ’Sophies valg’ opnår stor popularitet med filmatiseringen, hvor Meryl Streep spiller hovedrollen som Sophie. Bogen udkom i 1979 – hele 34 år efter krigen – hvorfor skulle der gå så lang tid, og hvad bruger forfatteren den mellemliggende tid til? Styron udnytter tidens gang til at gøre sin fortælling særlig. Kompositionen udnytter, at tiden er gået. Romanens nutidshandling foregår i USA efter krigen og har derudover flashbacks til Sophies tid i Polen og i kz-lejren. Men Sophie har som person træk af al den udvikling og voldsomme længsel efter frihed, der opstod oven på Anden Verdenskrig. Og den længsel er jo ikke noget særsyn for den krig bare. Efter Første Verdenskrig oplevede man i musikken og moden nogle langt mere frie former med charleston og kortere kjolelængder. En tilsvarende længsel efter frihed bryder op til overfladen umiddelbart efter krigen i USA og rammer Europa lidt senere. Efter en tid med genopbygning kommer det alt sammen buldrende: velfærdsstigningen, uddannelsesboomet, den frie kærlighed, flower power, ungdomsoprør, rockmusikkens megakoncerter. I ’Sophies valg’ kommer Sophie til at opleve en ny kærlighed, som 60’ernes blomsterbørn senere gjorde det. Kærligheden sætter hendes sensualitet fri, men kærlighed kan ikke kurere alt. Titlens valg sigter til det øjeblik i kz-lejren, hvor Sophie må vælge mellem sine to børn. Hvem skal dø, hvem skal leve? Men læs eventuelt selv bogen og opdag, hvordan dette valg gentager sig på et nyt niveau. Der er både et første og andet valg. Romanen har en overraskende komposition, der for alvor viser, hvor brutal krigen er, og hvor dybt tragiske spor den trækker i menneskers liv. William Styron interesserer sig for Europa, han interesserer sig for en polaks skæbne. Det er den åbenhed, som kan være et forbillede i amerikansk kunst, at man faktisk prøver at forstå hinanden hen over Atlanten. Amerikanere prøver at forstå europæere, og danskere prøver også at forstå amerikanere. En af de danske kunstnere, som virkelig har stillet sig op foran det amerikanske spejl og givet sig det amerikanske i vold, er filminstruktøren Lars von Trier. Han har givet sit bud på spændingen mellem at være på toppen og i bunden af det amerikanske samfund. I ’Dogville’ – der handler om selvtægt – har han skabt den lille store heltinde Grace. Grace udsletter en hel by, efter at de har holdt hende som sexslave og gratis arbejdskraft. Og Trier er ikke uden forbilleder. Han bruger både bibelen og de religiøse ikoner af ædle kvinder som reference. Samtidig trækker han på populærkulturens raffineret mørke og replikstærke gangsterfilm. For eksempel spilles Graces far The Big Man af James Caan, der i sin tid spillede sønnen Sonny i filmen ’Godfather’. Trier boltrer sig i genbrug af amerikanske skuespillere, som forbindes med gangsterfilmen. Selveste Lauren Bacall, der var gift med Humphrey Bogart, optræder som onde Ma Ginger. Lars von Trier går i dybden med både at være stor og lille i USA. Når et menneske prøver den erfaring, betyder det jo netop, at man både ved, hvornår man skal være ydmyg, men også har styrken til at stå ved sin betydning og forfølge sin egen retfærdighedssans. For det er jo, hvad der kommer til at ske for Grace, hun kommer til at dømme mellem gode og onde og trække en hårfin linje mellem hævn og retfærdighed. Lars von Trier har givet et tankevækkende eksempel på den hårfine moralske afvejning, som selvtægt lægger op til. I amerikansk kultur og selvforståelse findes en lang tradition for den ensomme hævner. Det normalt venlige menneske, som bliver trådt så meget over tæerne, at vreden tager over. Men der er den moralske sammensathed til forskel i Triers film. Grace er ikke ensom og isoleret, da hun doserer sin hævn. Hun er rolig og velovervejet. Hun bruger netop ikke magten fra sin kriminelle far blindt. Og som en af Triers få kvindelige helte overlever hun og er stadig en del af samfundet, når filmen slutter. Og det er måske derfra, fornyelsen af den amerikanske ide/drøm også kan komme. De mennesker, som har prøvet at være i den svage, underlegne position, får en indsigt i samfundets organisering. De har i bedste fald en ide om, hvad der vil gøre godt for mange mennesker, ikke bare dem selv. I det amerikanske samfund er der en tradition for, at fornyelsen kan komme både ovenfra og nedefra. John F. Kennedy tilhørte en rig og veluddannet elite, og Martin Luther King repræsenterede en borgerretsbevægelse. Mens Barack Obama tilhører et sort segment i den amerikanske befolkning, som normalt ikke er så heldige med hensyn til uddannelse, job mv. Det er den dynamik, som er så overraskende i amerikansk historie, at det er uforudsigeligt, hvor forandringen kommer fra. Litteratur: Connie Bork: ’Lille Amerika – danskeren i det amerikanske spejl’ (2008).