I den offentlige sektor står vi med et problem.

Den danske demografi betyder, at færre skal tage sig af flere i de kommende år. Der bliver færre på arbejdsmarkedet og flere ældre at tage sig af. Ældresektoren står derudover med nogle problemer, som vi mærker meget klart i København. Højt sygefravær, urimelig stor udskiftning af personalet, lav jobtilfredshed og svingende kvalitet i ledelsen. Regeringen mener, at det kan klares med en kvalitetsreform. Det er positivt, at der også på Christiansborg er en anerkendelse af de problemer, kommunerne står overfor. Men frem for at levere brugbare løsninger tegner kvalitetsreformen sig til at betyde øget kontrol, stigende krav til dokumentation, mindre frihed til kommunerne og værst af alt: mindre frihed og selvstændighed til de ansatte. Kommunerne må nødvendigvis spille en nøglerolle, hvis kvaliteten i den offentlige sektor skal forbedres. Det er kommunerne, der løfter opgaverne eksempelvis på ældreområdet. Det er kommunerne, der ved, hvor skoen trykker og har fingeren på pulsen. Det virker ikke desto mindre, som om der i regeringen er en forestilling om, at man fra centralt hold kan styre og regulere den offentlige sektor og tilmed få kvalitetsforbedringer. Nu er staten notorisk ikke så dygtig til driftsopgaver: Fødevarekontrollen, jernbanerne og senest skatteområdet er gode eksempler på, at staten ikke håndterer driftsopgaver særlig godt. Siden jeg tiltrådte som overborgmester, har jeg besøgt en række plejehjem og mødt mange mennesker fra hjemmeplejen, og her har jeg fået bekræftet billedet af en sektor, tynget af overdrevent bureaukrati. Når jeg spørger plejepersonalet om, hvad de ser som den største udfordring for at udføre et godt stykke arbejde, har jeg fået de samme svar: Personalet er tynget af den store mængde af dokumentation og registrering, de pålægges. Hjemmehjælperne beskriver, hvordan deres gruppeledere bruger al deres tid på at få vagtplaner til at gå op, tale med andre administratorer om tildeling af timer, dokumentere leverede ydelser og alt muligt andet, der ikke har noget at gøre med ældreplejens kerneopgave: at sikre god pleje og omsorg til borgerne. Realiteten er, at et galopperende bureaukrati fjerner medarbejderne fra omsorgsarbejdet og parkerer dem bag ringbind og computerskærme. I regeringens arbejde med kvalitetsreformen er der en helt åbenlys fejl: Regeringen er helt blind for, at en del af problemerne i forhold til serviceforbedringer stammer fra regeringen selv. Kvalitetsreformen anerkender simpelthen ikke, at regeringen mange gange bidrager til problemet med for lav effektivitet i den offentlige sektor, fordi medarbejderne fjernes fra kerneopgaverne. At regeringen holder fast i sin strategi om mere dokumentation frem for omsorg, afspejler en grundlæggende mistillid til, at medarbejderne har lyst til at gøre deres arbejde ordentligt. Jeg har mødt mange i den offentlige sektor, der ikke mente, de havde særlig gode arbejdsvilkår. Jeg har mødt flere, der mente, at de kun kunne være gode til deres arbejde, hvis de så stort på bureaukratiet. Men jeg har ikke mødt nogen, der ikke havde lyst til at være gode til deres arbejde. Spørgsmålet er, om den offentlige sektors ledelse – politikerne i kommunerne og på Christiansborg – forstår deres ledelsesansvar rigtigt. Jeg er af den opfattelse, at det permanente signal om mistillid til medarbejderne ikke motiverer til at løse opgaverne i det offentlige. Det skal ikke være sådan, at arbejdstiden er skemalagt ned i mindste detalje, så der ikke reelt er mulighed for at hjemmeplejeren kan bruge sin faglighed og foretage fornuftige prioriteringer. Det er selvfølgelig vigtigt at sikre, at den enkelte ældre nu også modtager de ydelser, de er blevet tildelt, men der må være rum for, at den enkelte medarbejder selv foretager fornuftige vurderinger. Det skaber arbejdsglæde, og det betyder bedre omsorg for de ældre. Eksempelvis fortalte en hjemmehjælper mig, at selv om en ældres køleskab var tomt, måtte hun ikke købe ind i stedet for at gøre rent. Det duer ikke. Sagen er, at vi i ældresektoren og i den offentlige sektor generelt ikke høster gevinsten af, at medarbejderne i dag er bedre uddannede. Men skal vi have den gevinst, som man flere steder i den private sektor har formået at udnytte de sidste 15 år, så er vi nødt til at stole på vores medarbejdere og vise større anerkendelse over for deres faglighed og vurderingsevne. Det gør vi ikke ved øget styring fra regeringen. Regeringen begriber ikke den udvikling, der er sket i arbejdsliv og arbejdsledelse, der mange steder i den private sektor har skabt store effektivitets- og produktivitetsgevinster. Det er en udvikling, der i hovedtræk bygger på en forståelse af, at moderne ledelse ikke er styring, men motivering af medarbejdere, der er langt mere selvstændige og bedre uddannede. Det er på tide, at vi flytter den udvikling til det offentlige og til ældresektoren. Med det store antal administrative krav og regler, der allerede eksisterer på ældreområdet, er det åbenlyst, at mere kontrol ikke giver bedre service. Der skal graves mange spadestik dybere end opsætning af smiley-klistermærker på landets plejehjem. Vi vil i Københavns Kommune gå forrest i kampen mod unødvendige regler – en kamp, regeringen selv lancerede ved sin tiltræden i 2001 med sit moderniseringsprogram, men som den har glemt. Regeringen udsendte i den forbindelse et frihedsbrev, der opfordrede alle landets kommuner til at indsende forslag, der kunne medføre bedre kvalitet i opgaveløsningen eller administrative lettelser. Jeg vil gerne, at vi i Københavns Kommune udsender et sådan frihedsbrev til vores ansatte på plejehjem og i ældreplejen. Nogle overflødige regler har vi sikkert selv opfundet i Københavns Kommune. Andre er en konsekvens af de omfattende dokumentationskrav, kommunerne er underlagt. Efter regeringens frihedsbrev konkluderede Lars Løkke Rasmussen, at kommunerne skal have de nødvendige frihedsgrader til at løse deres opgaver bedst muligt. Det har vi i den kommunale verden ikke mærket noget til. Og med kvalitetsreformen har regeringen lagt en modsat strategi. Derfor så jeg gerne, at regeringen sadler om og med kvalitetsreformen for alvor satser på at nedbringe papirarbejdet, så personalet i vores ældresektor kan bruge tiden på de ældre i stedet. Jeg vil gerne give regeringen et tilbud: Vi fjerner ti dårlige regler i Københavns Kommunes ældresektor, som vi selv har fundet på. Til gengæld må regeringen sammen med kommunerne fjerne ti dårlige statslige regler på ældreområdet. Vi kan jo kalde det ’noget for noget’. Hvis det skal lykkes at rekruttere de medarbejdere, vi fremover har brug for – og fastholde dem – har vi som arbejdsgivere et stort ansvar for at skabe attraktive arbejdspladser. Vi skal fremme medarbejdernes stolthed og engagement i arbejdet med de ældre. En vigtig brik er en større indsats i forhold til plejepersonalets kompetenceudvikling. Derfor har vi i København for alvor sat ind med styrket efteruddannelse. Min borgmesterkollega Mogens Lønborg (K) er i gang med at forberede et stort videreuddannelsesprogram. Det fortjener personalet, og det er nødvendigt for, at vi også fremover kan fastholde og motivere medarbejderne i ældresektoren. Vi er også i gang med at nedbringe sygefraværet ved at skabe bedre rammer. Også det vil være en vigtig forudsætning for at kunne fastholde medarbejdere. Det store sygefravær medfører mange praktiske problemer, når dagens besøg for hjemmehjælperen skal planlægges, eller vagtplanen på plejehjem skal gå op. Jeg ved fra mine besøg hos de ældre, at de er kede af de mange skiftende hjemmehjælpere, der er et resultat af et stort sygefravær. Vi må sikre, at medarbejderne i ældreplejen har gode arbejdsvilkår og bliver værdsat i det daglige. Det er dem, der har kontakten til danskerne – det er dem, der i det daglige er mødet med Københavns Kommune. Og det møde skal være en god oplevelse for såvel borgere som medarbejdere. Det er altafgørende for den fremtidige rekruttering til området, at det ekstremt høje frafald på social- og sundhedsuddannelserne nedbringes. Som forholdene er i dag, gennemfører under halvdelen af en årgang uddannelsen. Det må og skal ændres. Ansvaret for SOSU-uddannelserne er overgået til staten som følge af kommunalreformen, og derfor har regeringen en stor opgave at løfte. I Københavns Kommune står vi til gengæld parat med voksenelevløn, så det også kan hænge bedre økonomisk sammen at tage uddannelsen for eksempelvis en enlig mor. Fremtidens ældre vil som en helt naturlig ting ønske sig mulighed for at købe flere ydelser, end de er visiteret til – ekstra rengøring, hjælp til vask, gåture, indkøb osv. En stor del af de ældre vil ikke komme til at mangle penge, og det vil være mærkeligt, hvis den offentlige sektor ikke på lige fod med den private, skulle kunne tilbyde ældre ekstra ydelser oven i den hjælp, vi som kommune altid skal kunne garantere. Hvorfor skal den ældre møde mange forskellige hjælpere, fordi regeringen ud fra ideologiske motiver fastholder, at kommunerne ikke må tilbyde ydelser, de ældre kan betale for? Men udfordringerne for ældreplejen er af en bredere karakter. Mange familier har ikke så meget tid til familiens ældre. Det medfører nye behov og stiller nye krav til os som kommune. Vi skal derfor kigge bredere for at finde løsninger for, at hr. Hansen eller fru Jacobsen får den omsorg, han eller hun har brug for – også om ti år, når der bliver mangel på arbejdskraft. Ellers risikerer vi, at mange ældre kommer til at sidde alene – om det så er i en herskabslejlighed eller på et plejehjem. Ensomhed medfører ikke blot dårlig livskvalitet, det får også den ældre til at føle, at han eller hun ikke kan så meget selv. De ældre skal have mulighed for at leve et aktivt liv. Gevinsten for samfundet vil være et mindre plejebehov. Lad os tilbyde arrangementer, hvor ensomme ældre bliver hentet og bragt ved døren, så de får oplevelser, motion og får stiftet nye bekendtskaber. Lad os sikre, at ældre får bedre adgang til kommunens mange sportshaller, så der er bedre mulighed for at dyrke pensionistidræt. Det kræver imidlertid et skift i logikken for den offentlige sektor. Vi har altid sagt, at staten ikke kan levere livskvalitet, men for en 85-årig på plejehjem med ingen eller sparsom kontakt til familien, er der jo intet alternativ. Vi skal vedkende os, at vi i ældresektoren primært skal levere livskvalitet. Og så må vi indrette ledelsen af sektoren derefter. Vi skal tænke i anderledes boformer. Når der nu bliver færre ’varme hænder’, hvorfor så ikke i højere grad benytte muligheden for at lade ældre hjælpe hinanden? Det kunne være i seniorbofællesskaber, der er indrettet handikapvenligt, så de ældre kan blive boende, selv om plejebehovet stiger. Det vil skabe nye muligheder for fællesskab og samvær i alderdommen og modvirke ensomhed. Vi skal have flere ’olde-koller’. Udfordringen er at sikre de nødvendige rammer for en høj kvalitet i ældreplejen. Regeringens svar har indtil videre været tungere administrative procedurer. Mit forslag er at gå omvendt og mere direkte til værks. En forhøjet kvalitet i ældreplejen sikres ved at skabe den nødvendige faglighed, stolthed, prestige og arbejdsglæde blandt personalet. Jeg har aldrig mødt en københavner, der efterspurgte mere offentlig dokumentation, men jeg har mødt mange, der gerne ville have bedre omsorg og mere tid til de ældre. Kvalitet er helt konkrete aktiviteter, der gør en forskel for borgerne. Det er ikke flere bureaukratiske styringsværktøjer, der allerede nu hæmmer hele den offentlige sektor og ældresektoren især. Og så er der brug for, at vi også erkender, at en central del af påskønnelsen for godt arbejde er løn. De klassiske ’kvindejob’ – omsorgsjobbene i den offentlige sektor – må også lønmæssigt prioriteres. Det må være en del af regeringens langstrakte planlægning af den offentlige sektor. I november talte jeg med 15 hjemmehjælpere om deres arbejde. Én sagde til mig: »Man kan ikke have dette job uden at have hjertet med på arbejde«. Lad os sørge for, at personalet i ældresektoren har mulighed for at have hjertet med i arbejdet. Lad os spørge, hvad der skal til, for at de kan gøre deres arbejde godt i stedet for at lægge dem i bureaukratiske kasser og vise dem mistillid. For et samfund, der får flere ældre, må vi værne om ældreplejens råstof – medarbejderne – frem for at måle det ihjel.