Så stilnede frygtensfanfarer endelig af, og vores telefoner holdt op med at kime.

Tiden er kommet til at fortælle, hvem Defending denmark er, hvorfor vi laver det, vi laver, og hvad der rent faktisk skete på Dansk Folkepartis Ungdoms (DFU) sommermøde. Men lad os begynde i Sydafrika. Det er eftermiddag i Cape Town i begyndelsen af det nye årtusinde, og en mand går hen imod os på havnepromenaden. Gaden er næsten øde, og i et land, hvor alle konstant minder dig om kriminalitetens omfang, kan du ikke undgå at overveje muligheden for overfald, hver gang en fremmed henvender sig til dig. Ham her hiver dog hverken kniv eller pistol frem. Til gengæld siger han: »Where are you from?«. »We’re from Denmark«, siger Sixten Kai Nielsen, min partner i Wooloo Productions, og manden siger: »Ah, thank you very much for your help«. »Help? What do you mean?«, siger Sixten. »Your country was a great help during apartheid. Thank you very much for Denmark«, siger manden og smiler. Nogle år senere spiser vi middag i København. En veninde har lavet mad, og hun fortæller om sin nyligt overståede tur til Finland. Under sin tur stod hun og hendes rejsefælle på en bus. Det var midt i det store finske ingenting, og der var kun få passagerer med bussen. Den ene af dem en afrikansk mand. »Where are you from?«, spurgte manden dem på et tidspunkt, da han hørte dem tale dansk. »Denmark«, svarede de, og manden sagde: »Ah, the racist country«. Han smilede ikke, og de vidste ikke, hvad de skulle sige. Det ved jeg heller ikke. Ved blot, at der er sket frygtelig meget mellem de to punkter. Mellem Cape Town og den finske ødemark. Det er for bedre at forstå, hvad der egentlig sker i Danmark, at Wooloo Productions i januar 2005 påbegynder kampagnen Defending denmark. Kort fortalt er Wooloo Productions et produktionsselskab, der består af Sixten Kai Nielsen og mig selv. Gennem de sidste fem år har vi beskæftiget os med kommunikations- og performanceprojekter med det formål at udvide og demokratisere det offentlige rum. Vores projekter tager altid udgangspunkt i grundige undersøgelser, og i Defending denmarks tilfælde valgte vi at fokusere på tre centrale globaliseringselementer: 1) en nationalistisk politisk højrefløj, 2) frie massemedier, 3) immigration og indvandring. Disse tre elementer har et højt afhængighedsforhold til hinanden, og tilsammen udgør de sceneopsætningen til, hvad man kunne kalde et Frygtens Teater. Frygtens Teater begrænser på ingen måde sine forestillinger til Danmark, men er tværtimod en tydelig tilstedeværelse i en lang række europæiske lande. Temaet er nogenlunde det samme: Det højrenationalistiske parti finder sin eksistensberettigelse i frygten for det multikulturelle samfund, mens massemedierne i høj grad fylder deres sider og sendetider med historier om både højrefløjen og immigrations-integrations-problematikker. Den eneste af de tre teaterelementer, der udelukkende bliver snyltet på uden selv at have mulighed for at deltage i symbiosen, er selvfølgelig nummer 3, især i form af flygtninge og asylansøgere. Alle snakker om disse personer, men kun yderst sjældent hører man deres egne meninger i debatten. Dette skæve fokus betragter vi i Wooloo Productions som både en af hovedårsagerne til den ensporede udlændingedebat, der bliver ført herhjemme, og som en direkte begrænsning af ytringsfriheden. Vi satte os derfor for, i samarbejde med vores samarbejdspartnere, at give unge flygtninge og asylansøgere en stemme i det offentlige rum (hvad der skulle udmunde i webportalen www.AsylumHOME.net). Dette var alt sammen i begyndelsen af 2005, og det første spadestik til Defending denmark var taget. Der skal dog mere end en enkelt spade til at bygge et forsvarsværk for dialog, og vi ønskede frem for alt at skabe et projekt, der inddrog alle teatrets elementer. Derfor besluttede vi måneden efter, at jeg skulle melde mig ind i DFU. Vi valgte denne fremgangsmåde, fordi vi ville forsøge at arbejde internt med partiets ungdomsafdeling. Det faktum, at vi personligt ikke kendte et eneste menneske, der sympatiserede med partiets synspunkter på trods af dets status som landets tredjestørste, gjorde det klart, at vi havde at gøre med et Danmark i større splittelse end ved første øjekast. Det første DFU-arrangement, jeg deltog i, var en rundtur i Københavns Vestre Fængsel i foråret 2005. Vi var i alt 12 DFU’ere, der mødte op, heriblandt et medlem af Folketinget, og inden rundvisningen blev vi sat ind i fængslets daglige virke. På et tidspunkt under gennemgangen rakte en af DFU’erne hånden op. »Hvor mange perkere har I siddende«, spurgte han. Næste gang jeg så noget til denne DFU’er, var i det følgende nummer af organisationens medlemsblad, Dansk Toppen. Han var nemlig blevet valgt til hovedbestyrelsen. Jeg nævner dette første møde, fordi det beskriver den generelle stemning i DFU særlig godt. Ikke på grund af sin åbenlyse racisme – den har været gennemgående til samtlige arrangementer, jeg har deltaget i, og kan vel ikke undre mange længere – men fordi det netop var én enkelt ledende stemme, og ikke alle tolv, der omtalte sine medmennesker som ’perkere’. For langtfra alle, jeg har mødt i DFU-regi, har udtrykt sig med en sådan hadsk arrogance. Desværre består partiorganisationen af en dominerende kerne, der dyrker denne vedholdende hårde og til tider direkte racehygiejniske tone. Jeg kunne her komme med en lang række specifikke eksempler på udtalt racisme og støtte til nazistiske grupperinger i DFU, men det ville der ikke komme noget ud af. Der ville blot blive brugt endnu mere unødig energi på detaljerne i et projekt, der rækker så meget længere. Det er Sixtens og min opgave at holde fokus på værket, og vi vil herfra lade politikerne om mudderkastningen. Men først vil jeg lige – en gang for alle – gøre detaljerne omkring DFU’s tegnekonkurrence krystalklare. Tidligt om aftenen fredag 4. august 2006 ankom jeg til den spejderhytte på Fyn, hvor DFU’s sommermøde blev afholdt. Vi var lidt over 30 personer til stede, og efter ankomsten blev vi alle inddelt i grupper. Hver gruppe bestod af et medlem af hovedbestyrelsen samt cirka syv menige medlemmer, og disse grupper skulle så tage sig af ting som morgenmad, aftensmad, oprydning og så videre. Min gruppe skulle stå for lørdagens underholdning (der var ingen underholdning fredag). Hvad der er vigtigt at gøre klart her er, at disse grupper var bestemt af hovedbestyrelsen på forhånd. I modsætning til hvad der er blevet antydet af DFU’s formand, Kenneth Kristensen, fik jeg altså blot oplyst, hvilken gruppe jeg skulle være del af, og hvad vi skulle lave. Jeg havde absolut ingen selvbestemmelse over at blive sat på underholdningsholdet. I denne forbindelse er det også interessant at bemærke, at der gik over en måned, før Kenneth Kristensen begyndte at påstå, at det var mig, der stod bag DFU’s tegnekonkurrence. Først i oktober, flere dage efter at historien blev offentliggjort af Nyhedsavisen, begyndte han at komme med denne forklaring i pressen. Faktum er bare, at Kenneth længe inden kontaktede mig omkring konkurrencen og mine videooptagelser. Faktisk ringede han allerede dagen efter sommermødet, mandag 7. august, og beordrede mig til at slette optagelserne, som han selvfølgelig kendte til, da de var optaget i fuld offentlighed. Det ønskede jeg ikke, og jeg foreslog, at vi snarere skulle bruge optagelserne til en intern gennemgang af tonen i DFU. Det var Kenneth dog ikke interesseret i. Gennem flere uger korresponderede vi per e-mail (korrespondancen er offentligt tilgængelig på www.defendingdenmark.com) omkring dette spørgsmål, og på intet tidspunkt under denne dialog påstod Kenneth, at det var mig, der havde stået bag tegnekonkurrencen. Jeg blev endda, 7. september, ekskluderet af DFU uden nogensinde at være blevet anklaget for noget sådant. Som en god politiker begyndte Kenneth Kristensen altså først at lyve, da han fik brug for det. Men nu nok om det. Tilbage til sandheden om konkurrencens tilblivelse. Vi var som nævnt otte personer i vores gruppe, inklusive det medlem af hovedbestyrelsen, der havde ansvaret for underholdningen, og for at kunne arbejde i fred satte vi os om på bagsiden af spejderhytten. Dette var om dagen, i fuldt dagslys, og ingen af os var på nogen måde berusede. Den evindelige snak om fuldskab må kategoriseres som endnu et spinforsøg fra DFU’s side. I virkeligheden gik brainstormen relativt hurtigt, for det første forslag var nemlig at afholde en Muhammedtegningkonkurrence. Det syntes både gruppen og gruppelederen var en god idé, og jeg sagde ingenting. Fyren, der kom med selve forslaget, havde jeg mødt en gang tidligere til julemødet i Brande, men jeg kan stadig ikke se noget konstruktivt i at afsløre, hvem han er. Realiteten er, at det lige så godt kunne have været en anden. At vælge hån af den muslimske kultur som underholdningsobjekt er blot en forlængelse af den gennemgående tone i DFU. Det er denne fremmedfjendske retorik og dens betydning for Danmarks omdømme, som Defending denmark beder DFU om at tage sit politiske ansvar for. Gentagne gange inden offentliggørelsen af videoerne har Defending denmark tilbudt DFU et samarbejde omkring at uddrive racismen af partiet. Sixten Kai Nielsen var også til stede på sommermødet, og han holdt her et indlæg om, hvordan vi ville kunne hjælpe DFU med at forbedre sin fremtoning. Og selv efter min eksklusion gav vi ikke op. Hvad kun få medier har nævnt er, at seks personer fra Defending denmark tog med til Dansk Folkepartis landsmøde i Odense Congress Center, og at det var her – 16. september 2006 og ved hjælp af et fjernsyn og en benzindreven generator – at videooptagelserne havde deres verdenspremiere. For at komme til og fra kongrescenteret var DF’s delegerede tvunget til at passere vores lille stand, og vi havde inviteret den samlede danske presse til offentliggørelsen. Men bortset fra to ældre DF’ere, der dristede sig til at se videoerne, blev vi fuldstændig ignoreret. Vi besluttede herefter at offentliggøre materialet på vores hjemmeside samt via YouTube.com. På dette tidspunkt havde DR 2’s Deadline for længst vist interesse for videomaterialet, men vi havde valgt at sige nej til at gå videre, da Deadlines redaktion kun var interesseret i at fremlægge sagen som ’Martin K undercover i DFU’. Vi ønskede at få kampagnen Defending denmark officielt inddraget i en eventuel offentliggørelse, da det kun var via denne vej, at projektet kunne få sin relevans. For Defending denmark har aldrig handlet udelukkende om DFU. Defending denmark handler om Danmark. Om at tage et røntgenbillede af Danmark lige nu og få folk til at forholde sig til det. Defending denmarks virale kommunikationsstrategi må siges at have været en særdeles effektiv debatstarter, og vi kender alle historien, efter at videoerne blev offentliggjort. Udenrigsministeriet forsikrede hele verden om, at 35 personer på Fyn på ingen måde repræsenterer det danske folk, mens størstedelen af de hjemlige medier forsikrede den danske befolkning om, at 35 demonstrerende personer i Teheran repræsenterer hele den muslimske verden. Frygtens Teater spillede sin yndlingsforestilling, og de eneste danske flag, der brændte, var dem på de genbrugte billeder fra krisen, der fulgte Jyllands-Postens Muhammedtegninger sidste år. Der gik lidt tid, inden man fandt ud af det, og herefter begyndte man at diskutere, om Defending denmark er kunst? Hvilket selvfølgelig er formålsløst. Særlig hvis de kritikere, der udtaler sig, baserer deres vurderinger på mediernes fremstilling af et projektfragment. Ønsker man at tage professionelt stilling til et mediearbejde som Defending denmark, må man naturligvis gøre sig klart, at medierne aldrig kan betragtes som en neutral formidler af projektet, men i allerhøjeste grad udgør en del af projektet. Filmanmeldere anmelder mig bekendt heller ikke film på baggrund af trailere. Og domptørtøj (som vores kampagneuniformer så flot er blevet beskrevet af Kenneth Kristensen) synes nu engang at være en yderst passende påklædning, når man står midt i et mediecirkus. Det var første del af projektet. Vi benyttede os af en form for performativ kommunikation, der forsøgte at henvende sig til den store gruppe af unge mennesker, der i dag ikke føler sig repræsenteret af det traditionelle politiske system. At dømme efter antallet af e-mail, Defending denmark har modtaget, ramte vi nogenlunde rigtigt. Vi mener selv, at denne succes skyldes, at Defending denmark kommunikerer til en ny type mediebruger; en bruger, der adskiller sig fra tidligere tiders medieforbruger ved bevidst at fravælge de store enkeltstående informationskanaler til fordel for en rolle som egentlig medieproducent. Der er her tale om personer, der sammensætter deres individuelle verdensbillede gennem brug af en lang række forskellige kanaler og produkter og ofte selv deltager i produktionen af dem, f.eks. i form af weblogs og hjemmesider. Denne type mediebruger er næsten totalt overset i konventionel politisk kommunikation, og det har været med øje for at bryde dette mønster, at vi fra første færd har arbejdet bevidst med medierne. Nu er tiden så kommet til Defending denmarks anden del. I december påbegynder vi de første castings til ’The Ultimate Dane’, et realitybaseret undervisningsforløb, hvor vi og en række andre instruktører vil træne 30 unge mennesker i det globale samfund. Disse personer vil blive uddannet i at forsvare dansk kultur på den mest effektive facon, og de mest egnede vil blive udvalgt til en eksperimenterende promoverings-tour fra Danmark til Istanbul. Kampen for denmark er kun lige begyndt.