Verdenssituationen – klimaforandringerne, den globale fordeling, kampen om ressourcerne – tvinger os til at rette blikket mod meget fjerne tidshorisonter, hvor vores fornuft og vores moralbegreber kommer til kort.

Vi er pinligt bevidste om, at vores økonomiske dispositioner i dag vil få konsekvenser for liv og velfærd for vores efterkommere om 100, 200 og så videre år, men hvilke ved vi ikke. Vi skal afveje 1) vores egen med andre menneskers velfærd og overlevelse, 2) over meget lange tidsrum, 3) under uvished herunder en vis, men ukendt risiko for at forårsage fremtidige katastrofer. Og vi aner ikke hvordan. Klimaforandringerne behandles i den engelske Sternrapport (31.10.) og i to indlæg af Bjørn Lomborg (29.10. og 5.11.) med vidt forskellige konklusioner, som i høj grad udspringer af forskellig anvendelse af cost-benefit-analyser. Problemet er, at cost-benefit-analyse ikke er til synderlig hjælp over for disse tre spørgsmål. I lighed med andre samfundsøkonomiske overbygninger på den naturvidenskabelige, autoritative basis må den nødvendigvis forudsætte en lang række vilkårlige antagelser, som invaliderer informationsværdien. Cost-benefit-analyse er udmærket, når der er tale om valg mellem projekter, som vel at mærke er små, velafgrænsede og kortvarige med veldefinerede virkninger, som kan prissættes, f.eks. valget mellem en bro og en tunnel over hhv. under Store Bælt, hvor i øvrigt alle analyser viste, at en biltogstunnel var den bedste løsning, hvis det gjaldt om at krydse Store Bælt hurtigt og billigt. Alligevel faldt valget på en bro, hvad der ikke er noget irrationelt ved. Ønsket om at køre selv (i egen bil, hele vejen) blev afgørende, og det indgik ikke i cost-benefit-analyserne. Hvis det er ens højeste ønske at bygge pyramider, så skal man selvfølgelig bygge pyramider. Tidshorisonten for beregningerne var omkring 30 år, og det er så nogenlunde grænsen for, hvad der giver mening, når man skal sammenligne indtægter og udgifter på forskellige tidspunkter. Udgiften i år 0 ved at bygge broen skal jo sammenholdes med indtægter, det vil sige sparet overfartstid, over et langt tidsrum. Det gøres ved, at en tidsbesparelse på 100 kroner i f.eks. år 30 omregnes til nutidskroner, nemlig som det beløb, man skulle sætte i banken i år 0 til f.eks. 5 procent for at have 100 kroner 30 år efter; det bliver 23 kroner og 14 øre. Og med samme diskonteringsrente på 5 procent vil 100 kroner om 100 år svinde ind til 76 øre i år 0. Metoden er jo helt fornuftig for privatøkonomiske dispositioner på kort sigt, dvs. op til 20, måske 30-40 år, hvor man faktisk kan vælge mellem at sætte pengene i banken, at bruge dem eller at investere dem i en forretning. Men så går det galt. Når det gælder hele samfundets realøkonomiske udvikling på langt sigt, er der simpelt hen ikke nogen bank, og de, der lever om 100 år, er nogle helt andre mennesker, hvis situation tillægges forsvindende vægt på grund af diskonteringen. Med andre ord: Hvis man diskonterer, bliver det de nulevende, som bestemmer det hele. Og omvendt, hvis man ikke diskonterer, så vil de nulevende ingen vægt få i regnestykket. Sammenvejning af omkostninger og fordele over lange tidsrum fører til paradokser. Og hvad er lange tidsrum? Om 100 år er lang tid eller ej afhænger af, fra hvilken ende man ser dem. Hvordan skal man overhovedet sammenligne værdien af forskellige menneskers velfærd for slet ikke at tale om værdien af deres liv? Ved cost-benefit-analyser af trafikinvesteringer opgør Finansministeriet værdien af et sparet liv til 6,3 millioner kroner; i Holland bruges værdien 1,0 million kroner, og i USA ansættes værdien af et menneskeliv til 19,7 millioner kroner. Motiveringen for at foretage den slags meningsløse prissætninger af menneskeliv er, at valgene er uundgåelige. Man vælger jo mellem f.eks. tidsbesparelser ved en bro over Store Bælt og sparede liv ved investeringer i trafiksikkerhed. Og når man nu er tvunget til at vælge, må det vel være bedst at gøre det rationelt efter devisen: Man skal vælge, ergo kan man vælge. Uheldigvis strider det mod al moral, og det strider også mod al fornuft; tænk, hvis fysikkens konstanter, f.eks. tyngdeaccelerationen eller lysets hastighed, varierede med en faktor 20 fra land til land. Man må se i øjnene, at dette er endnu et blandt mange uløselige moralske dilemmaer uden nemme genvejsløsninger. Man kan ikke undvige dilemmaet ved at sætte nogle tilfældige tal på. Man bliver ikke meget klogere af den slags beregninger; og det kan nemt gå hen og blive vildledende forenklinger i stedet for. Og så er der et tredje stort problem, nemlig en positiv, men ukendt risiko for ekstreme, katastrofale udfald. Bjørn Lomborg bebrejder Sternrapporten, at den ser på et ’worse than worst case’-scenario. Ifølge klimaforskningen er temperaturstigninger på 2-3 grader i løbet af dette århundrede det mest sandsynlige, hvilket ifølge de fleste beregninger vil få begrænsede økonomiske virkninger, mellem 0 og 3 procent af den globale produktion over de næste 100 år. Men en stigning på 5-6 grader kan ikke udelukkes, og så bliver virkningerne helt anderledes, måske 5-20 procent af den globale produktion, som Sternrapporten når frem til. Man kan ikke som Bjørn Lomborg nøjes med at se på det mest sandsynlige og ignorere risikoen for temperaturstigninger på 5-6 grader eller noget, som er endnu værre. Den slags risikoproblemer er fremmedartede og vanskelige at kapere for vores forstand. Selv om mange mennesker ligefrem betaler mange penge for at opleve risiko, når de spiller, er risikoen normalt begrænset, og de færreste ønsker at påtage sig meget stor risiko, som man tværtimod forsikrer sig imod ved f.eks. at tegne en brandforsikring, hvor sandsynligheder og tab kan beregnes. For klimaændringer er det værre, fordi såvel risikoen for forskellige udfald som størrelsen af tabene unddrager sig aktuarmæssig opgørelse og er uvisse og ufattelige. Det svimler for tanken. Forsikringsselskaberne tilbyder ikke forsikringer mod følger af klimaændringer. Hvad gør man stillet over for uhåndterlige moralske dilemmaer og fundamental uvished med risiko for, at nutidens dispositioner kan blive ødelæggende for kommende generationer? En diskonteringsrente eller en pris på menneskeliv tjener hverken som moralsk målestok eller til at give indsigt i virkeligheden. Hvis man tror, at der findes indsigtsfulde økonomer, som har et overblik over, hvordan verden vil udvikle sig, så tror man fejl. Der er absolut ingen, som har en klar og begrundet opfattelse af det. Velfærdskommissionen fik jo den opgave at udstikke udviklingslinjer for velfærdsstaten på meget lang sigt og var derfor nødt til at gøre sig nogle overvejelser over den fremtidige økonomiske vækst. Kommissionen regnede med, at produktiviteten ville stige med 2 procent om året i de næste 40 år, hvilket kan være en acceptabel beregningsforudsætning. Men så tilføjede Velfærdskommissionen, at »det er veldokumenteret«, og det er lodret forkert. Det er grebet ud af luften – med henvisning til nogle historiske erfaringer, som desværre ikke kan ekstrapoleres. Hvad der menes er selvfølgelig, at væksten hidtil har været 2 procent om året, og at det vil fortsætte. Det første passer for det 20. århundredes vedkommende, hvor den globale produktion (BNP) per indbygger ganske rigtigt voksede kraftigt, nemlig med en faktor 5 (1,6 procent om året). I Danmark er BNP per indbygger vokset med en faktor 7,6 (godt 2 procent om året). Om det vil fortsætte, vides der derimod intet om. Væksten i det 20. århundrede er historisk exceptionel. Før år 1000 var der ingen vækst i det globale BNP per indbygger; i de følgende 800 år var væksten 0,05 procent om året, og i perioden 1800-1900 ca. 1 procent om året. Siden er verdens befolkning øget fra 1,6 milliarder i år 1900 til 6,1 milliard i år 2000; verdens totale BNP er vokset med en faktor 17 (knap 3 procent om året), energiforbruget med en faktor 12 (halvdelen af den oprindelige oliebeholdning er brugt), og vandforbruget med en faktor 9 (1/3 af de samlede ressourcer udnyttes). En gentagelse af det 20. århundredes vækstrater er fysisk umulig. Det 20. århundredes miljøhistorie beskrives i John McNeills meget anerkendte bog ’Something New Under The Sun’ (2000), og Clive Ponting har fremstillet menneskehedens samlede miljøhistorie i ’A Green History of the World’ (1991, dansk udgave 1992). Miljøproblemer er ikke noget nyt. De har fulgt os fra første færd. Fødevareknaphed har fået os til at bebo de mærkeligste steder på kloden, til at spise korn og til at slå hinanden ihjel. Heller ikke miljøkatastrofer er nogen nyhed. Et eksempel er udbredelsen af sumpe og ørkener i antikken, ikke mindst i Nordafrika. Tidligere tiders miljøkatastrofer var ikke som nutidens i global skala om end alvorlige nok for dem, de ramte. Tilsyneladende er der i den menneskelige natur nedfældet en utrolig letsindighed og mangel på langsigtet omtanke. Man kan også formulere det positivt som en imponerende evne til at fortrænge uoverskuelige problemer, som der altid har været rigeligt af, og koncentrere sig om at lave noget mere eller mindre fornuftigt. Velfærdskommissionens regneøvelser kan være udmærkede, men ligesom Bjørn Lomborgs prioriteringer er de ikke andet end regneøvelser baseret på en mængde antagelser, som ingen kan have en velbegrundet mening om. Regneeksempler (og teoretiske konstruktioner) uden jordforbindelse er et ejendommeligt særkende for samfundsvidenskaberne. Man kan dog sige noget med sikkerhed om procentvis (eksponentiel) vækst, for det første, at det efterhånden vil gå meget stærkt, og for det andet, at det holder op; spørgsmålet er alene, hvornår og hvordan. Som illustration kan man forestille sig, at Judas havde beholdt sine 30 sølvpenge og placeret dem i en fond til 3 procent rente – ikke nogen ågerrente; det svarer til Velfærdskommissionens antagelse om realrenten. Hvis pengene vejede 257,1 g i år 30, så ville fonden i dag, 1976 år senere, have ejet en sølvbeholdning, som regnet i kg ville beløbe sig til 5.976 efterfulgt af 21 nuller, hvilket er lig med jordklodens samlede masse. Fordoblingstiden for en kapital, som forrentes med r% (eller halveringstiden, når man neddiskonterer med r%), er med god tilnærmelse 70/r, altså ca. 23 år, hvis renten er 3 procent, og ca. 14 år, hvis renten er 5 procent. Det må erkendes, at i mange situationer er rationel prioritering ikke mulig, men ofte gør det ikke så meget, for der er nok at tage fat på, som alt sammen er fornuftigt. Det er ligesom, når man går på biblioteket; så har man et alvorligt prioriteringsproblem, idet man ikke har en jordisk chance for at læse mere end en forsvindende brøkdel af bogbestanden. Det er måske heller ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at man kommer i gang med et eller andet. Derimod kan der opstå problemer, hvis man med vold og magt forsøger at prioritere alligevel, nemlig forvridning af tankegangen; det er bedre at erkende sin uvidenhed À la Sokrates. Men ifølge Bjørn Lomborg bør prioritering være »en væsentlig del af Danmarks indsats i verden«, hvilket vi kan klare, selv om vi er »en af de mindre aktører«. Det vil sikkert vinde gehør i regeringen, som formentlig vil foretrække at prioritere anvendelsen af andres penge frem for selv at betale. Til sammen kan miljøoptimisme og prioriteringsiver À la Bjørn Lomborg alt for let misbruges som alibi for at lade stå til, når man kan nu kan få meget mere ud af pengene ved at prioritere bedre. Og hvorfor ikke tage glæderne lidt på forskud og begynde med at reducere bevillingerne til ulande og til miljø? Det er i hvert fald, hvad regeringen i vores eget lille land hidtil har præsteret foruden støtten til demokratiet i Irak. Situationen synes at kalde på mental oprustning. Vi skal tage stilling til helt uvante spørgsmål og nå frem til fælles holdning og ansvar og afveje vores egen velfærd med alle klodens andre menneskers og tillige med fremtidige generationers. Givet, at der er en vis risiko for katastrofale udfald, er det nærliggende at forsøge at gardere sig, ligesom man gør med en brandforsikring, selv om forsikringen kan blive meget dyr uden alligevel at give nogen garantier. Det er også nærliggende – da man ikke ved, hvad der er bedst, eller om der overhovedet er noget, som er det bedste – at satse lidt bredt og sprede pengene ud over forskellige anvendelser. I hvert fald drejer det sig om politik. Man kan sige meget godt om det frie marked, men det her ligger uden for dets rækkevidde. Netop fordelings- og miljøspørgsmål er to klassiske eksempler på markedsfejl i økonomiske lærebøger. Langsigtet omtanke er ikke markedsmekanismens stærke side. Det er heller ikke politikernes stærke side, for der skal være valg senest om fire år, og det er fristende at gå efter kortsigtede fordele (f.eks. nem finansiering via seddelpressen) i stedet for at forebygge langsigtede problemer (ustabilt pengevæsen). Men det kan lade sig gøre at binde sig til langsigtede politiske mål (f.eks. et stabilt pengevæsen ved at lægge det i hænderne på Nationalbanken). Der er også fremskridt at spore for den langsigtede bevarelse af fiskebestandene. Den uvisse fremtid er et fælles, politisk ansvar, og den enkelte må selv finde et svar. Der er ingen samfundsvidenskabelige autoriteter, som man kan forlade sig på. Menneskeheden tumler af sted i blinde, som den altid har gjort, men hastigheden slår alle historiske rekorder. Hvis Velfærdskommissionens 2 procent om året holder ud i al fremtid, kan vi ånde lettet op. Hvis ikke, må vi tage en dyb indånding og se truslerne i øjnene. Hvem tror i ramme alvor, at BNP vil fordobles i de næste 35 år og 8-dobles i de næste 100 år? Vi står over for en omstilling fra olieøkonomi til noget endnu ukendt i en verden præget af befolkningsvækst, fattigdom og skærpet kamp om ressourcerne. Hvad det gælder om er at klare alt det uden at ty til de gammelkendte historiske tilpasningsmekanismer, det vil sige folkevandringer, krige, epidemier og hungersnød (så fik vi vist det meste med).