Da flyet er på vej over Kabul til New Delhi, bliver jeg vækket. Den indiske mand ved vinduet har sovet med et tæppe over hovedet, halvt i søvne trækker han tæppet væk. Han sætter i et højt grin, da han ser de soloplyste bjerge og vender sig mod mig. »Her skjuler Osama sig«, siger han, »ingen kan finde ham«. Jeg kigger fra min plads ud over det uvejsomme terræn af kringlede bjerge, så langt øjet rækker og endeløst videre. Stor skønhed – og ja, et fortræffeligt skjulested. Hvilket som helst spor bliver hurtigt koldt her. Indere omkring mig er opslugt af en film om isbjørne, der leger i sne. Jeg er på vej til noget lige så fremmedartet, men med modsat fortegn. Dog ikke en film. Et tåget slør ligger over Delhi, da jeg træder ud af flyet, en brunlig dis, der ikke letter og giver konstant lav sigtbarhed. I Danmark skifter vi filtre på bilerne, skruer ned for blusset, hvor vi kan, og gør mange andre tiltag op til klimatopmødet næste år. Et minimalt bidrag til klodens overlevelse sammenlignet med den fæle forurening, der forpester Delhi. Øjne og næse klør efter få timer, man hoster og vasker om aftenen et tykt lag støv og skidt af sig. Ikke overraskende lever mange med kroniske luftvejsygdomme. Støv, dis, støj og stank er en kras del af Delhi, men frem for alt er stort kaos det første indtryk af byen. Problemer, der eventuelt tårner sig op før afrejsen til Indien, forekommer ved hjemkomsten som den rene bagatel sammenlignet med det kaos, man er omgivet af, ikke mindst i det gamle kvarter i Delhi. Jeg er på vej til en nystartet international poesifestival bestående af så vidt forskellige nationaliteter, at vi på et foto ligner en Bennetonreklame. Arrangørerne kan af sikkerhedshensyn efter terrorangrebet i Mumbai 26. november ikke komme og hente os i lufthavnen, altså må jeg selv finde vej til et taxiselskab, der til aftalt pris kører til rette hotel i byen med mere end elleve millioner mennesker, den ottende største metropol i verden målt i indbyggerantal. Alt, hvad der er grønt af træer, buske og planter, står dækket af rødbrunt støv. En ulykke på vejen er tæt på at afføde en ny serie uheld, men chaufføren kanter sig forbi. Køretøjer glider ind og ud mellem hinanden, passerer med bare to-tre centimeters afstand. »Keep distance« står der på et skilt i bagruden af en bulet bil, men det tager ingen notits af. Efter hvilke kriterier får man mon kørekort her? Det er svært at få øje på en bil uden skrammer. Fodgængere krydser ustandselig på tværs af kørebanerne. Mange er døde eller har fået kvæstelser i den hensynsløse trafik. Tiggere fremviser deres skadede lemmer, når man holder for rødt lys. En skrællet, blodig albue stikkes op i synet på én, den anden hånd er rakt frem i håbet om at indhøste nogle rupees for skaden. Taxien passerer slumområder bestående af blikskure, pigtrådshegn, jordvolde, faldefærdige huse, edderkoppespind af elektriske ledninger og kabler, reklameskilte og bunker af skrald, men også kraner og betonfundamenter, fordi der bygges nyt i ét væk. Små boder med frugt, krydderier, potter og pander er linet op langs vejen. Et sted er et lille spejl fæstnet til et stakit, og en barber rager skægget af en kunde. Kvinder i farvestrålende sarier går langs de støvede veje, ikke sjældent bærende gigantiske kurve eller sække på hovedet, eller de børster støv væk fra udstillede varer. Pludselig smutter taxichaufføren ud og efterlader mig midt på vejen. Alle slags køretøjer passerer forbi, mens han springer ind i et buskads: skramlende busser, cykler, der transporterer stabler af plastikdunke eller papkasser, lastbiler, traktorer, højt lastede kærrer, motorcykler, scootere, en knallert med tre personer, biler, heraf en firepersoners bil med tolv, tre voksne og ni børn og endelig masser af folk, der går ude på kørebanen. I centrum tilmed de hellige køer. Et inferno af bilhorn lyder overalt i Delhis gader, en speciel variant af et endeløst syret John Cage-nummer. Så er taxichaufføren tilbage, og vi bumler videre mod hotellet, hvor deltagerne skal samles. Alle har vi overvejet, om festivalen mon blev aflyst efter massakren i Mumbai, for Indien er nu involveret i den internationale jihadbevægelses krig mod den vestlige verden, da det al-Qaeda-inspirerede angreb primært var rettet mod de to lande, der fører an i krigen mod Taleban i Afghanistan og tillige presser på for at få Pakistan til at slå hårdt ned mod terroristerne i den nordvestlige grænseprovins. Men poesifestivalen blev ikke aflyst. Vi deltager på trods af de blodige angreb, men eftersom terroristerne gik specifikt efter amerikanere i luksushoteller i Mumbai, takker en amerikaner dog nej. Resten kommer, skønt forholdet mellem hinduer og muslimer nu er yderst spændt, og udenrigspolitisk er der tilsyneladende langt til en løsning i forhold til Pakistan. Vi forsøger at overvinde rædslen, der naturligvis var et mål i sig selv, ved at møde frem og altså ikke lade terroristerne få held med at standse alting. Det er lettere sagt end gjort, men digtere har et sjældent netværk på tværs af landegrænser og religioner, netværk, der disse år har enorm betydning, symbolsk og meget konkret. Ved at tilbringe en uge sammen, lytte til hinandens digte, tale og leve sammen, forsøger vi at gå imod undergravende kræfter, men festivalen foregår uundgåeligt i skyggen af terrorangrebet, der ville skade den sekulære stat. Vi bor i den ikke-renoverede del af et hotel, hvor rotterne piber og pusler i ventilatorsystemet, tilmed udenfor. Min kinesisk-svenske kollega Li Li vågner en nat med en rotte i håret. ”Li Li og rotten”, et udkast til et digt, bliver læst op af Bas Kwakman fra Holland, da vi en dag får en ekstra oplæsningsrunde. Dagligt er der store demonstrationer i Delhis gader. Flere kommer op til mig, når jeg går alene i gaderne for at fortælle, at en bombe sprang i parken forleden. Hverken arrangøren, Sudeep Sen, eller hotelpersonalet kender til den bombe. Er den opfundet for at skræmme fremmede til at tage en taxi eller motorrickshaw? Hvert øjeblik er der noget nyt at forholde sig til. Jeg puster ud indimellem på et bedre hotel, hvor jeg drikker frisk myntete. Således opladet kaster jeg mig ud i gadelivet igen. Om natten er der ingen ro. Håndværkere arbejder også i lygternes skær for overhovedet at få byen til at hænge sammen. De saver jernrør over under mit vindue, slibelyde, der blander sig med andre. Først tror jeg, at jeg er ufrivillig tilhører til en natlig opera, men det er hundene, der hyler. De afløses ud på morgenstunden af, at der kaldes til bøn fra byens minareter. Jeg kan lide at gå alene omkring om morgenen efter at have læst aviserne. Kattene ligner tigerunger. Hunde parrer sig foran dynger af skrald, duerne oppe på en gesims. Kvinderne udstråler skønhed i deres farvepragt, mændene flirter med dem. Livet fortsætter midt i kaos, støv og svimlende fattigdom. En mand med ’diplom’ til at rense ører fremviser en lille bog, hvor det på en stribe sprog er angivet, at Jesus sagde, det var godt at få renset ører. Men nej tak. Jeg kan også få pudset sko. På hvert gadehjørne kan jeg få mine sko børstet fri for støv, hvis det er det, jeg vil. Børn sælger perlekæder, kvinderne frugt, en mand prøver, om en slange af træ til favorabel pris kan lokke. Børn presses under trusler til at tigge. Ikke et sekund har jeg for mig selv, fordi jeg svarer dem, der kommer op til mig, men det er ’meningen’ her, at jeg skal se stift frem og ignorere mennesker. Sådan er jeg ikke oplært. Født i en kristen kultur ignorerer jeg ikke mennesker. Jeg køber hverken de kulørte perlekæder eller frugten eller slangen af træ, men jeg ser på den, der vil mig noget og takker nej. Resultat: Hver især følger de mig længere, end godt er. Flere af vores oplæsninger foregår udendørs. Kæmpe rovfugle svæver i luften over os. Sommerfugle sidder i træerne som blade, der med ét folder sig ud og forlader træerne. Når arrangørerne byder os velkommen, takkes vi hjerteligt for at være kommet. Inderne afholder festivalen i skyggen af massakren i Mumbai for at vise mod og ansvar, siger de. Vi bliver hilst velkommen i kaos, men kaos vil tilsyneladende blive mere kaotisk. Vi bliver bedt om at rejse os og mindes de mange ofre. Alle rejser sig. Stor, rungende stilhed … De fleste inviterede er digtere, men også enkelte prosaister er med, f. eks. Péter Esterházy fra Ungarn. En ældre, meget værdsat indisk digter, Kunwar Narain, indleder festivalen med at læse nye digte skrevet efter terrorangrebet i Mumbai. Hvis man forener Indiens kaos med digteres kaos, får man et superkaos. Herunder foregår festivalen. Dagene er fyldt af uro og turbulens. Jeg bliver midt i det hele spurgt hjemmefra, om jeg mærkede jordskælvet i Danmark og Skåne, der målte hele 4,7 på Richterskalaen. Ofte er jeg sensitiv for den slags rystelser på tværs af kloden, men ikke her i Delhi, hvor opholdet er én lang sjælelig rystetur. En aften byder parlamentsmedlem og senioradvokat Ram Jethmalami på en middag i sin have. Det er vinter, koldt og blæsende i Delhi, men vi sidder ude hele aftenen. Vores vært rejser sig og siger, at terroristerne skal gribes og fængsles, de skal ikke sprænge sig selv og andre i luften, og slet ikke belønnes med tooghalvfjerds jomfruer i himlen. Så længe han har indflydelse, vil han kæmpe for, at de gribes og dømmes på jorden. Og der arbejdes hårdt for at få nye, skrappere anti-terrorlove, fremgår det dagligt af aviserne. Næste dag er vi klar igen. De mandlige digtere i Indien har høj status, men det er flere af de indiske, kvindelige digtere, der går stærkest igennem, f. eks. den unge Arundhathi Subramaniam, som læser digte om byer, der har haft betydning for hende. Vi lytter til hinandens oplæsninger, nyder hinandens selskab og forskelligheder, omgås fredfyldt, har interessante udvekslinger og ser os omkring. Størst indtryk på mig gør en lang vandring i Old Delhi med Li Li og Bas Kwakman. Når jeg går rundt med Li Li, slår det mig, at lige så styret Kina er, er Indien kaotisk. Sport og politik hører sammen, men at Indien kun vandt én individuel guldmedalje ved sidste OL mod Kinas over halvtreds, er næppe en tilfældighed. Old Delhi er et primært muslimsk område, en stor markedsplads med hele gader, der udbyder samme varer. I timevis går vi ind og ud i en labyrint af smalle gader. Kvinderne tigger med børn på armen. De syge fremviser deres sygdomme. Alle vil sælge hvad som helst: elastikker, perlebesat silke til en sari, et forlorent skæg. En står og tisser, en anden sidder og vasker fødder. I en boggade køber vi alle ’The White Tiger’, som Aravind Adiga fik The Booker Prize for i 2008. Selv er jeg i gang med at læse Arundhati Roys ’De små tings gud’, som jeg slår op i hver gang, der er en ledig stund – og der er altid ulidelig lang ventetid, når en gruppe skal fragtes i bus fra et sted til et andet. En gammel mand fra Old Delhi slår følge med os. Med hans hjælp når vi ind i gyder så smalle, at man kun akkurat kan passere hinanden. Lugtene er så gennemtrængende, at vi holder vejret nu og da. Der stinker af urin, curry, sur madras, fiske- og kødrester, der rådner i solen. Dynger af skrammel og affald hober sig op overalt. Fluerne summer. Ét syn vil ikke slippe mig: En syg, døende eller stærkt narkopåvirket ældre mand ligger i støvet på gaden som mange andre her. Han slæbes slap gennem sølet over fortovet af en yngre mand, lidt væk fra kantstenen og den kafkaske trafik. Sværmen af fluer flyver op fra den gamle, hans bukser glider ned om bagdelen. En brun balle kommer til syne. Han efterlades sådan blottet. Fluerne sætter sig igen. Kastesystemet er ophævet ved lov, men fastgroet. Øverst i hierarkiet findes brahminerne, præsterne, der laver regelsættet for rette levevis, nederst, helt uden for kasterne, de kasteløse, de udstødte eller ’urørlige’, der f. eks. tager sig af renovation – næsten ikke til at opfatte, når man kommer fra vores samfund, i hvert fald ikke til at godtage. Indien kan næppe forandres uden et voldsomt oprør, men det vil ikke komme fra de kasteløse eller folk fra bunden i hierarkiet. De er komplet uden kræfter, for dem er det alene et spørgsmål om at overleve dagen i dag. Det bliver en aktion fra de mellemste kaster, der ikke vil låses fast, men have muligheden for at stige til vejrs og kæmpe for at udligne de ufattelige forskelle. Vi vidste, vi ville blive vidne til massiv elendighed og ulykke, hvis vi gik rundt i hjertet af Old Delhi. De fleste besøgende kører blot igennem i de bredeste gader. Vi bliver vidne til mere, end vi havde kunnet forestille os af sygdom, armod, død og forrådnelse. Lebentrotzstrategien var et ord, jeg faldt over i en af de tyske aviser i flyet. Den, der i Norden overvejer selvmord, bør ledsages til dette sted, se elendigheden, fornemme både kaos og sammenhængskraft – og forundres over, hvilke muligheder der er givet os, skønt vi nu og da har vores problemer at slås med.