For mindre end tre år siden var der små glimt af håb i Gaza.
Der var daglige demonstrationer mod Hamasstyret og radiokanaler med debatprogrammer og kritisk journalistik. Der var aviskommentarer, der ikke kun forholdt sig kritisk til virkeligheden uden for Gaza, men også opfordrede palæstinenserne til selv at gøre noget for at komme ud af håbløsheden. Der var forretningsdrivende, som var begyndt at tro på fremtiden, og unge moderate palæstinensere, der talte om samarbejde med moderate israelere på den anden side af grænsen. Det var i sensommeren 2006. Jeg var taget til Gaza for at beskrive virkeligheden et år efter israelernes rømning af bosættelserne i Gazastriben. Overordnet var den grum. Palæstinenserne havde godt et halvt år forinden valgt Hamas ved det første demokratiske valg overvåget af internationale observatører. Ikke fordi de var specielt begejstrede for Hamas, men fordi de havde mistet tilliden til Fatah efter afsløringer af omfattende korruption i Arafats gamle parti. Alligevel var der glimt af håb, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at virkeligheden i Gaza måske havde set en lille smule anderledes ud i dag, hvis verden dengang havde valgt at støtte de demokratiske kræfter blandt palæstinenserne i stedet for at vende ryggen til. Nu er vi vidner til en menneskelig tragedie, der rækker langt ud over Israels ret til at forsvare sig mod Hamas’ lige så meningsløse raketangreb. Men verden straffede palæstinenserne. Hamas står på den internationale sorte liste over terrororganisationer, så USA, EU og Israel smækkede pengekassen i og lukkede for kapitaltilførslen til Gaza og Vestbredden. »Vi trænger til fred, så vi kan komme videre med vores liv. Man bliver skør af det her. Intet arbejde, ingen penge, men masser af våben. Hvad er det for et samfund? Er det virkelig det, vi ønsker – at leve med usikkerheden hver eneste dag?«, spurgte Mohammad Jabr, en tidligere bilsælger, da vi mødtes på en kaffebar i Gaza By dengang i 2006. Kort efter at jeg var kommet til Gaza, blev jeg inviteret med i radioshowet ’Nightdrive’ – et direkte program med aktuelle gæster i studiet og spørgsmål fra lytterne. Det blev sendt hver mandag omkring midnat, og værten var Yousef al-Helou – en ung ambitiøs journalist med en mastergrad i kommunikation fra universitetet i Manchester. Denne mandag var jeg ugens aktuelle gæst, og det allerførste spørgsmål, jeg fik stillet, var: »Hvorfor hjælper EU os ikke? Vi holdt et demokratisk valg, og nu bliver vi straffet: Hvorfor?«. Jeg svarede: »Fordi I valgte de forkerte, fordi I valgte Hamas«. Det lød forkert, men det var ikke desto mindre sandt. Yousef al-Helou var overbevist om, at han var endt som martyr, hvis han ikke selv havde forladt Gaza seks år tidligere. »Jeg var meget religiøs. Jeg havde set mange af mine venner blive dræbt, og jeg ønskede hævn, men Allah fik mig ud af Gazastriben. Han reddede mit liv«. Han rejste til England, bosatte sig i Manchester og studerede kommunikation på universitetet. »Hvis Israel gerne vil have fred, skulle de åbne grænserne og lade folk rejse ud i verden og opleve andet end konflikt og besættelse. Jeg har i dag et helt andet syn på mange ting, end før jeg rejste til England«, sagde han. »Dengang var jeg kun optaget af at kæmpe og få hævn. Jeg havde aldrig oplevet andet end besættelse og konflikt. Nu har jeg oplevet, at det ikke behøver at være sådan. At der findes alternativer til et liv som fanatiker«. Yousef al-Helou rejste tilbage til Gaza, kort efter at Israel havde rømmet bosættelserne i 2005. »Jeg kom tilbage med en mastergrad i kommunikation og havde forventet, at den ville skaffe mig et job med det samme, men det skete ikke. Tværtimod vendte jeg hjem til et land i økonomisk kaos, uden sikkerhed og med daglige israelske angreb – helt som ’i gamle dage’«. »Men når det er sagt, så mener jeg også, at vi er nødt til at vende blikket indad og spørge os selv, hvad vi har gjort for Gaza. Intet. Det flyder med affald, der er ikke sat projekter i gang i de tidligere bosættelser, unge bærer våben i gaderne, og sikkerheden er lig nul«. Yousef al-Helou overvejede flere gange at rejse tilbage til Manchester. »Men jeg har investeret alle mine penge i Gaza, i job, lejlighed og bryllup, så nu har jeg besluttet at blive og give det en chance, selv om det er svært«. Nu håbede han, at han med sit radioshow kunne være med til at ændre folks mentalitet og vise, at man ikke behøver at være fanatiker, bare fordi man er religiøs. Radioshowet ’Nightdrive’ lukkede, da Hamasfundamentalister i 2007 overtog den fulde kontrol over Gaza. Yousef al-Helou bor stadig i Gaza By sammen med sin familie. Han har måttet flytte fra sit hus, fordi det lå for tæt på grænsen til Israel.
Han har mistet troen på fremtiden og et liv med frihed og fred. Nu tager han en dag ad gangen, mens israelske bomber regner ned over Gaza og dræber stadig flere civile. For nylig angreb israelsk militær en FN-skole i flygtningelejren Jabaliya i den nordlige del af Gaza, hvor flere hundrede palæstinensere havde søgt ly i den tro, at de var i sikkerhed. Mindst 40 blev dræbt. Jeg besøgte den selvsamme skole i sensommeren 2006. Den var lige blevet malet i de karakteristiske blå og hvide FN-farver. Det var brødrene Abdullah, Adel og Faraq Jamali og deres lille firma, der havde stået for malerarbejdet. Nu ventede de på, at FN skulle godkende resultatet. Selv var de ganske godt tilfredse. De havde haft to måneder til at male 36 klasseværelser, også møblerne havde fået en tur med malerkosten. De fortalte, at skolen var meget populær, fordi det var »en rigtig skole« og ikke en religiøs skole, kontrolleret af Hamas. Skolen var symbol på fred. Børnene glædede sig til at komme der, fordi det var et fristed i en ellers grå hverdag. Her var alle lige, og her var man i sikkerhed. I dag er skolen ødelagt af israelske bomber. Abdullah Jamali og hans brødres firma var ikke et af den slags med eget kontor og CVR-nummer. De gik fra dør til dør og tilbød deres arbejdskraft, når de manglede job, og indtil videre var det gået meget godt, så godt, at brødrene havde været nødt til at hyre flere malere. »Jeg har tre krav, når jeg ansætter folk. De skal være professionelle, de skal have en god moral, og de skal have brug for et job«, fortalte Abdullah. Dengang havde de 12 deltidsansatte og ordrer til et par måneder endnu, men så ville det også være slut, medmindre der igen blev lukket op for pengekassen til Gaza og Vestbredden. Brødrenes drøm var en dag at åbne en malerbutik i Gaza og arbejde både i Gaza og Israel. I dag er den drøm væk. I Gaza boede jeg hos Amani Filfil på hendes hotel, Ocean Suites, som fyldte hele øverste etage i en af Gaza Bys højeste bygninger. Hotellet levede til fulde op til sit navn. Fra værelserne var der en fantastisk udsigt over byen og Middelhavet. Jeg var den eneste gæst, men Amani Filfil havde ikke helt opgivet drømmen om igen at få gang i forretningen. »Jeg ved ikke, hvad det er, der holder mig oppe. Måske er det, fordi der inde i mig altid har været et lille håb om, at det engang vil blive bedre. Ja, jeg tror, det er det. Faktisk tror, jeg, at det er det, der holder os alle sammen oppe her i Gaza. Det lille håb«. Ocean Suites åbnede i foråret 2005. I begyndelsen gik det trægt, men da israelerne rømmede bosættelserne, begyndte der for alvor at komme gang i forretningen, og i foråret 2006 var der første gang siden åbningen udsolgt. Der var håb og optimisme. Amani Filfil investerede i internetforbindelse og en generator, der kunne tage over, når strømmen svigtede, og det gjorde den ofte og i adskillige timer ad gangen. Gæsterne var mest internationale nødhjælpsarbejdere og journalister, men da to journalister fra det amerikanske tv-selskab Fox blev kidnappet, pakkede de resterende journalister deres grej og forlod Gaza. Amani Filfil var overbevist om, at den manglende sikkerhed skyldtes palæstinensernes frustrationer over den tårnhøje arbejdsløshed og manglende lønudbetalingerne på grund af den økonomiske blokade fra USA, EU og Israel. Fra terrassen på Ocean Suites kunne man følge de næsten daglige demonstrationer på pladsen foran Nationalforsamlingen. De fleste var rettet mod Hamasregeringen. Renovationsarbejdere demonstrerede i protest mod de manglende lønudbetalinger. Andre demonstrationer viftede med tomme tallerkner og brød for at vise nøden i familierne. I begyndelsen forløb demonstrationerne nogenlunde fredeligt, men efterhånden tog de til i styrke. Demonstranter angreb Nationalforsamlingen med sten og jernstænger, og Hamas svarede igen med skudsalver. Samtidig voksede spændingerne internt i Hamas mellem den politiske fløj, som havde vundet valget, og fundamentalisterne. I juni 2007 tog Hamasfundamentalister den fulde kontrol over Gazastriben og bankede udviklingen tilbage til stenalderen. Hermed var det sidste håb om fred og frihed for palæstinenserne i Gaza væk. I dag er der kun få moderate kræfter tilbage. De heldigste nåede at komme ud af Gaza, andre blev mishandlet, torteret og dræbt af Hamas.
