22. august lancerede regeringen sin hidtil største miljøsatsning. Med projektet ’Grøn vækst’ vil den koble natur-, miljø- og landbrugspolitik sammen i én plan. Det er en rigtig ide. Men jeg må sige, at hårene rejste sig på mit hoved, da jeg læste kommissoriet for projektet igennem. ’Grøn vækst’ fremstår som en slet skjult vækstvision for dansk landbrug. Pakket ind i de sædvanlige smukke ord. ’Grøn vækst’ lanceres oven i købet på et tidspunkt, hvor landbruget med regeringens fulde opbakning er i færd med at ødelægge Danmarks natur hurtigere end nogensinde. Danmarks naturværdier er i frit fald. Intet tyder på, at regeringens projekt vil bremse faldet. Det er en helt anden medicin, der skal til for at standse naturens tilbagegang. I skolen har vi lært, at Danmark er et bondeland. Danmark er fra naturens hånd gavmildt begavet med en god muld og et gunstigt klima. Moder Natur inviterer altså til, at vi dyrker landet. Og det har vi gjort i over 6.000 år. Opdyrkningen har formet landet og på mange måder gjort det smukt, fordi naturen har spillet med. Danmark har udviklet sig fra at være et råt naturland til at blive et blidt kulturland. Et dejligt land i menneskehænder. Men efter ca. 1950, altså i blot én sølle procent af den tid, vi har dyrket landet, er opdyrkningen af Danmark gået fra kærlig omgang med naturen til noget, der mere og mere ligner voldtægt. I løbet af et par årtier blev det normen at sprede gift ud over hele det dyrkede land, forbruget af gødning steg med ikke mindre end 400 procent, og halvdelen af landets tilbageværende enge og overdrev blev drænet og pløjet op. Den rige danske natur, de gamle danske kulturlandskaber, vandløb og søer led voldsom skade under udviklingen. I løbet af 1970’erne og 1980’erne begyndte befolkningen og staten dog at reagere. I 1989 fik vi naturforvaltningsloven, som for første gang opererede med begrebet naturgenopretning. Og i 1992 fik vi naturbeskyttelsesloven, der i princippet skulle beskytte de tilbageværende stumper. Men, men, men ... Hovedparten af Danmarks natur er kulturlandskaber, der er formet af årtusinders brug. Når arealerne ikke længere bruges ekstensivt til græsning, høslæt og lignende, og når de modtager masser af næring (som tabes til vand og luft fra det intensive landbrug), vokser de til med tidsler og brændenælder eller buske og træer. Og når de gør det, vokser de ’ud af lovens beskyttelse’. Loven indeholder ingen bestemmelser om målsætning eller pleje. Derfor er der brug for en helt ny naturbeskyttelseslov. Den gældende lov beskytter i det lange løb slet ikke naturen. Konsekvensen af dette ses overalt i det danske landskab, der bliver mere og mere ensformigt og kedeligt. Brakmarkerne har i en årrække pyntet på landskabet, fordi der mange steder opstod nye, blomsterrige bakker på sandede og højtliggende arealer. Men det er slut i 2008, hvor den tvungne brak er blevet ophævet. Regeringen sagde, at dette ikke måtte få konsekvenser for naturen. Men reelt har regeringen ikke gjort noget som helst for bremse ødelæggelserne. Alt bliver pløjet op, og ødelæggelserne af Danmarks natur har aldrig været voldsommere end i 2008. Midt i denne skandale har regeringen så fremlagt sit store miljøprojekt ’Grøn vækst’, som med erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen i spidsen for et stort ministerudvalg skal bane vejen for et vækstorienteret dansk landbrug. ’Grøn vækst’ indeholder fine ord om biodiversitet og mere natur og barske udmeldinger om yderligere reduktion af landbrugets forurening. Men tag endelig ikke fejl: Projekt ’Grøn vækst’ må være bestilt af landbruget. Både landbruget og regeringen har en politisk interesse i, at de ikke står alt for klart frem som det ægtepar, de i virkeligheden er. ’Grøn vækst’ blev meget behændigt lanceret samtidig med åbningen af Danmarks første nationalpark, som af fagfolk er blevet beskyldt for at være dårligere beskyttet nu end før udpegningen. Kort efter – tirsdag 26. august – offentliggjorde regeringen sit finanslovsforslag for 2009: ’I form til fremtiden’. Signalet om regeringens nye ’grønne’ linje blomstrede på forsiden i form af en vild, dansk orkide. Det var endnu et bluffnummer i rækken, for der var ikke afsat en krone til naturbeskyttelse i finanslovsforslaget. Hvis man nærlæser oplægget til ’Grøn vækst’, kan man se, at regeringen vil lave en naturplan, der kun omfatter EU’s såkaldte Natura 2000-områder. Disse områder udgør kun omkring en tredjedel af Danmarks nuværende beskyttede skov- og naturareal. En naturplan, der ignorerer to tredjedele af vores beskyttede natur, er en hån mod Danmark. Jeg kan ikke tolke det anderledes: Regeringen er i fuld gang med at afvikle to tredjedele af Danmarks skov- og naturarealer. Naturpolitikken i Danmark har med al tydelighed udviklet sig til 100 procent grønt spin og 0 procent naturbeskyttelse. Af alting har naturen allermindst brug for politisk spin om naturpolitikken. Jeg håber, at den danske befolkning for alvor får øjnene op for kendsgerningerne omkring regeringens naturpolitik: Der er ingen plan, og der er ingen visioner. Der er kun spin og trækken i langdrag. Formålet er indlysende: Regeringen synes, at landbruget skal fylde og producere endnu mere. Det står lysende klart efter fødevareminister Eva Kjer Hansens kontante udmelding i Politiken 26. august: »Vækst er et gode. Også i landbruget. Vækst i landbruget er en af forudsætningerne for velstand i Danmark«. Og hun fortsætter: »Vækst i landbruget er også en forudsætning for at kunne håndtere den ’fødevarekrise’, som i det seneste års tid har ført til stærkt stigende priser på madvarer. Dansk landbrug producerer også til et internationalt marked. De fødevarer, vi kan bidrage med, er også et skridt på vejen til at mindske sult og nød i verden«. Med disse argumenter er jagten på at udnytte enhver opdyrkelig plet i Danmark nu gået ind under parolen: ’Grøn vækst’. Men argumenterne er det rene sludder og vrøvl. Det er en myte, at Danmarks ve og vel står og falder med landbruget og fødevareindustrien. Tilsammen står disse erhverv kun for omkring 8 procent af værdien af Danmarks samlede produktion af varer og serviceydelser. Danmark producerer ikke mad til verdens sultende befolkning, men først og fremmest til svin, der bliver til bacon og skinker til den rige del af verden. Som en særlig absurditet leverer dansk landbrug endda mad til fremstilling af biodiesel svarende til, hvad der hvert år kunne mætte ca. én million mennesker. Nej, nej, nej ... Der er brug for en helt anden kurs for dansk landbrug. Kursen skal være udviklingsorienteret og bl.a. sættes ud fra, at en rig og tilgængelig natur er en grundlæggende værdi og en forudsætning for vores velfærd. Danmarks natur har brug for plads, pleje og penge. Der er brug for en samlet, national plan for naturen, og det kan kun gå for langsomt med at få omsat planen til handling. Disse krystalklare budskaber til den danske regering kommer fra samtlige eksperter på området. Bare i løbet af 2008 har eksperter i stribevis af rapporter fra ind- og udland sat fingeren på Danmarks elendige indsats for landets natur. Det er forrykt, at regeringen ikke handler, for en ordentlig national naturplan vil ikke engang være særlig dyr. Investeringen i en visionær plan for den danske natur, med indbygget naturpleje, statslige opkøb, skovrejsning og naturgenopretning, vil koste i omegnen af tre milliarder kroner årligt. Det svarer kun til en tredjedel af, hvad vi for øjeblikket ødsler væk af skattekroner på landbrugsstøtte. Det vil uden tvivl være en rigtig god forretning at investere dette beløb i en ambitiøs plan for Danmarks natur. Investeringen vil resultere i øgede turistindtægter, øget sundhed, øgede ejendomspriser, bedre beskyttelse af drikkevandressourcer (udlægning af skov- og naturarealer er den bedste måde at sikre rent grundvand og drikkevand på), binding af CO{-2} og meget mere. Og så vil der blive meget pænere på landet! Lanceringen af den nationale naturplan skal ske med landbruget som medspiller. Det kan ikke være anderledes i et kulturland som Danmark, og landbruget vil kunne få kolossal fordel af at gå konstruktivt ind i arbejdet. Landbruget sætter sit umiskendelige præg på, hvordan Danmark ser ud. Sådan vil det også være i fremtiden, fordi vores land er så velegnet til landbrugsdrift. Men fremover skal det være slut med, at landbruget stort set uhindret pløjer lige til kanten og inddrager alt, hvad det kan, til intensiv produktion. Det skal være slut med, at Danmarks natur bliver mere og mere ensrettet og fattig. Det skal være slut med den udvikling, vi ser for øjeblikket i dansk landbrug. Den er kortsigtet, ubegavet og til skade for Danmark. Landbruget bør standse op og tænke helt nye tanker, ligesom de grønne organisationer bør begynde at se landbruget som en mulig alliancepartner i kampen for at bevare og udvikle naturen. Landbruget bør øjeblikkeligt gribe muligheden for at blive medspiller omkring beskyttelse og udvikling af Danmarks natur. Jeg ved fra de mange hundrede landmænd, jeg har mødt og talt med over hele landet, at mange gerne vil gå nye veje, hvis de får de rigtige rammer. Det skal kunne betale sig for landmanden at pleje og drive naturområder. Der skal politik, planer og penge på bordet. Det er den eneste rigtige vej, og den eneste mulighed for landbruget til at genvinde bred respekt og anseelse. Vi skulle gerne derhen, at vi som danskere føler stolthed over vores land, over naturen og landskabet og over de hænder, der former det. Der er kort sagt brug for et markant opgør med landbrugets rolle og vores traditionelle opfattelse af Danmark som bondeland. Ellers bliver naturen bare endnu mere ensformig og fattig. Danmark bliver et gabende kedeligt land. Landbruget i Danmark var i årtusinder et erhverv, der på godt og ondt svingede sammen med naturen. Naturens luner var ganske afgørende for landbrugets udbytte, og landbruget formede en natur og et kulturland, som blev en del af Danmarks identitet. Sådan er det ikke længere. Vi har meget svært ved at finde en national identitet og stolthed i det moderne landbrug. Derfor må landbruget skifte kurs. Den ny kurs skal bestå i, at landbruget må gøre naturbeskyttelse til en målrettet del af erhvervet. Hvis Danmarks natur skal bevare og udvikle sine værdier, så Danmark bliver et varieret land med en rig natur, bør omkring en tredjedel af landets areal reserveres til skov- og naturområder, der friholdes for sprøjtning, gødskning og dræning. Man kunne starte med at sikre gode rammer for pleje og drift af de arealer, der i dag allerede er beskyttet efter naturbeskyttelsesloven eller skovloven. Det er godt 20 procent af landets areal, men størstedelen bliver ikke plejet og har derfor efterhånden en så ringe værdi, at vi ikke regner det for noget. Frem til og med 2007 lå omkring fem procent af Danmarks areal hen som brakmarker. Oppløjningen i 2008 af dette enorme areal er hul i hovedet. Den nationale naturplan bør rette op på fadæsen og over en årrække genoprette fem procent af Danmarks areal til natur i form af enge, blomsterrige bakker og lignende lysåben natur på passende steder. Samtidig bør der rejses skov på et tilsvarende areal. Og endelig bør den nationale naturplan sikre en massiv økonomisk støtte til naturgenopretning og naturpleje, så kvaliteten af vores eksisterende naturområdet bliver sikret eller forbedret. Hvis landbruget og politikerne går konstruktivt ind i arbejdet med at udforme en ambitiøs, national naturplan, har de lige nu alle tiders mulighed for at sætte kursen mod et intelligent og udviklingsorienteret landbrug, som vi alle kan være stolte af. Brug den!